Skriftlig fremsættelse (6. oktober
2010)
Kulturministeren
(Per Stig Møller)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
radio- og fjernsynsvirksomhed (Gennemførelse af medieaftale
for 2011-2014 m.v.)
(Lovforslag nr. L 19)
Hovedformålet med lovforslaget er at gennemføre
den aftale om mediepolitikken for perioden 2011-2014, som
regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti), Dansk
Folkeparti og Liberal Alliance indgik den 26. maj 2010.
Lovforslaget gennemfører de ændringer af loven, som er
nødvendige på baggrund af medieaftalen, samt en mindre
ændring vedrørende Radio- og tv-nævnets
sammensætning.
I lovforslaget foreslås, at Radio- og tv-nævnet
tillægges kompetence til efter ansøgning eller af egen
drift at træffe afgørelse om godkendelse af DR's og de
regionale TV 2-virksomheders iværksættelse af
væsentlige nye tjenester, hvori indgår en afvejning af
tjenesternes public service-værdi for samfundet og
tjenesternes indvirkning på andre tjenester på
markedet. Det foreslås, at formanden for Radio- og
tv-nævnet skal være jurist.
Herudover foreslås det med henblik på at skabe
grundlag for konkurrence på public service-indhold på
radioområdet, at den fjerde FM-radiokanal udbydes som
licensfinansieret public service-kanal med nyheds-, aktualitets-,
kultur- og debatprogrammer suppleret med en bred musikprofil, og at
tilladelse til programvirksomheden på kanalen ikke kan
meddeles til DR.
Ligeledes for at skabe konkurrence på public
service-indhold foreslås det at udbygge Public Service Puljen
til at omfatte public service-tv-programmer for børn og unge
samt public service-radioprogrammer til udsendelse af andre
radioforetagender end DR, tilladelseshaveren til den fjerde
FM-radiokanal og ikke-kommercielle lokal-radio-stationer.
Det foreslås at udvide "must carry"-forpligtelserne til
at omfatte Folketingets nye tv-kanal "FOLKETINGET" og DR's to
nichekanaler DR K og DR Ramasjang.
For at styrke danske tv-foretagenders konkurrenceposition
foreslås det at indføre adgang bortset fra DR og de
regionale TV 2-virksomheder til produktplacering i tv-udsendelser
og tv-lignende on demand-tjenester i overensstemmelse med reglerne
i EU-direktivet 2010/13/EU af 10. marts 2010 om audiovisuelle
medietjenester.
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1.
januar 2011. Forslaget om udbygning af Public Service Puljen kan
dog først på kulturministerens foranledning
træde i kraft, når ordningen er godkendt af
EU-Kommissionen.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.