L 189 Forslag til lov om ændring af lov om skibes besætning, lov om beskatning af søfolk, sømandsloven, lov om Handelsflådens Velfærdsråd og lov om sikkerhed til søs.

(Justering af muligheden for at tillade, at skibe registreret i Dansk Internationalt Skibsregister kan føres af en person, som ikke har dansk indfødsret eller er omfattet af EU/EØS-reglerne om fri bevægelighed, etablering af et udenrigsfradrag for visse danske søfarende, økonomisk beskyttelse af efterladte søfarende, gennemførelse af ændringsprotokollen til SUA-konventionen m.v.).

Af: Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (KF)
Udvalg: Erhvervsudvalget
Samling: 2010-11 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 07-04-2011

Fremsættelse: 07-04-2011

Skriftlig fremsættelse (7. april 2011)

20101_l189_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (7. april 2011)

Økonomi- og erhvervsministeren (Brian Mikkelsen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af lov om skibes besætning, lov om beskatning af søfolk, sømandsloven, lov om Handelsflådens Velfærdsråd og lov om sikkerhed til søs (Justering af muligheden for at tillade, at skibe registreret i Dansk Internationalt Skibsregister kan føres af en person, som ikke har dansk indfødsret eller er omfattet af EU/EØS reglerne om fri bevægelighed, etablering af et udenrigsfradrag for visse danske søfarende, økonomisk beskyttelse af efterladte søfarende og gennemførelse af ændringsprotokollen til SUA-konventionen m.v.)

(Lovforslag nr. L 189)

Lovforslagets indhold kan deles i 2 hovedkategorier - styrkelse af rederiernes og de søfarendes globale konkurrenceevne samt ratifikation af ændringsprotokollerne til SUA-konventionen (Convention for the Suppression of Unlawfull Acts against the safety of maritime navigation).


Det overordnede formål med lovforslaget er at styrke rederiernes og de søfarendes globale konkurrenceevne. På trods af den økonomiske krise har Danmark fastholdt sin styrkeposition som søfartsnation. Tonnagen er vokset, valutaindtjeningen er - efter et fald under krisen - igen stigende, og på det seneste ses også etablering af nye virksomheder i Danmark med skibsfart som omdrejningspunkt.


Den økonomiske krise har imidlertid rykket ved forudsætningerne for maritim vækst og øget presset på de rammevilkår, som skal sikre skibe under dansk flag, fortsat indflagning samt fastholdelse af maritime kompetencer i Det Blå Danmark.


Der er fortsat gode muligheder for at udbygge styrkepositionen gennem yderligere vækst i den danskflagede tonnage og dermed i Det Blå Danmark. Men det forudsætter, at rederierne fortsat vælger det danske flag til deres skibe. Det forudsætter også, at der opretholdes en kritisk masse af maritime kompetencer, da det vil medføre flere beskæftigelsesmuligheder for de søfarende og dermed styrke indsatsen for vækst i Det Blå Danmark.


Skal den nuværende styrkeposition således fastholdes og udbygges, bør der gennemføres nødvendige justeringer af de maritime rammevilkår for både rederier og søfarende.


- For at styrke indflagning og rederiernes konkurrenceevne foreslås det at justere muligheden for at tillade, at skibe registreret i DIS kan føres af en person, som ikke har dansk indfødsret eller er omfattet af EU/EØS reglerne om fri bevægelighed.

- For at forbedre de søfarendes generelle beskæftigelsesvilkår og konkurrenceevne på det globale arbejdsmarked samt sikre maritime kompetencer foreslås det at indføre et udenrigsfradrag på 105.000 kr. årligt for søfarende ved arbejde om bord på danske eller udenlandske skibe uden for EU/EØS.

- For at forbedre de søfarendes sociale beskyttelse foreslås det at etablere en særlig pulje på 1,8 mio. kr. årligt, hvoraf der kan ydes økonomisk tilskud til såkaldt efterladte søfarende.



Lovforslaget har derudover, gennem en mindre konsekvensændring af sømandsloven, til formål at etablere det endelige grundlag for dansk ratifikation af ændringsprotokollen af 1. november 2005 til SUA-konventionen.


Lovforslaget blev sendt i høring primo februar 2011, og behandlingen af høringssvarene har ført til lovforslagets fremsættelse efter 1. april. Lovforslaget ønskes vedtaget i indeværende folketingsår.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.