Betænkning afgivet af
Erhvervsudvalget den 26. maj 2011
1. Ændringsforslag
Økonomi- og erhvervsministeren har stillet 4
ændringsforslag til lovforslaget.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 7. april 2011 og var til 1.
behandling den 15. april 2011. Lovforslaget blev efter 1.
behandling henvist til behandling i Erhvervsudvalget.
Dispensation fra § 8 a, stk. 2,
i Folketingets forretningsorden
Udvalget anmoder om, at Folketinget dispenserer fra reglen i
forretningsordenen om, at 2. behandling af lovforslaget ikke
må finde sted før 2 dage efter, at
offentliggørelsen af betænkningen har fundet
sted.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 4 møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen
været sendt i høring, og økonomi- og
erhvervsministeren sendte den 4. februar 2011 dette udkast til
udvalget, jf. ERU alm. del - bilag 149. Den 7. april 2011 sendte
økonomi- og erhvervsministeren de indkomne
høringssvar og et notat herom til udvalget.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget
skriftlige henvendelser fra Bilfærgernes Rederiforening og
Lars Birch Jensen, Stenstrup
Økonomi- og erhvervsministeren har over for udvalget
kommenteret de skriftlige henvendelser til udvalget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 21 spørgsmål til
økonomi- og erhvervsministeren til skriftlig besvarelse, som
denne har besvaret.
3. Indstillinger og politiske
bemærkninger
Indstillinger
Et flertal i udvalget (udvalget
med undtagelse af EL) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede
ændringsforslag.
Et mindretal i udvalget (EL)
indstiller lovforslaget til forkastelse
ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme hverken for eller imod
de stillede ændringsforslag.
Politiske bemærkninger
Udvalget udtaler, at Folketingets Erhvervsudvalg én
gang årligt drøfter situationen omkring Dansk
Søfart. Dette sker på baggrund af årsrapporter
vedrørende tonnage, antal ansatte m.v.
Herudover drøftes forholdene omkring DIS med henblik
på at evaluere rammer og beskæftigelse.
Radikale Venstres medlem af udvalget finder det endvidere
afgørende, at der med de stillede ændringsforslag er
sikret fortsat bredt flertal om søfartspolitikken på
dette afgørende område. Det skaber stabile
rammevilkår, som er afgørende for en stærkt
globaliseret branche.
Liberal Alliance, Kristendemokraterne, Inuit Ataqatigiit,
Siumut, Tjóðveldi og Sambandsflokkurin var på
tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke
repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke
adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i
betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i
betænkningen.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til § 1
Af økonomi- og
erhvervsministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af EL):
1) Nr. 1
affattes således:
»1. § 19, stk. 2, 2. pkt., affattes
således:
»Søfartsstyrelsen kan dog tillade, at lovens krav om
indfødsret fraviges.«
[Adgang til at fravige
nationalitetskrav]
Til § 2
Af økonomi- og
erhvervsministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af EL):
2)
Paragraffen affattes således:
Ȥ 2
I lov nr. 386 af 27. maj 2005 om beskatning af
søfolk (sømandsbeskatningsloven), som ændret
senest ved § 12 i lov nr. 521 af 12. juni 2009, foretages
følgende ændringer:
1. §
3 affattes således:
Ȥ
3. Personer, som uden for begrænset fart erhverver
lønindkomst ved arbejde om bord på danske eller
udenlandske skibe, kan ved opgørelsen af den skattepligtige
indkomst fradrage et beløb på 56.900 kr. Har skibet en
bruttotonnage på 500 t eller derover, udgør fradraget
efter 1. pkt. 105.000 kr., medmindre skibet anvendes til
regelmæssig passagersejlads mellem havne i
EU-medlemsstater.
Stk. 2. Personer, som
uden for begrænset fart erhverver lønindkomst ved
arbejde om bord på stenfiskerfartøjer, herunder
sandsugere, som har egne fremdrivningsmidler og eget lastrum til
transport af materialer indvundet fra havbunden, og som har en
bruttotonnage på 20 t eller derover, kan ved
opgørelsen af den skattepligtige indkomst fradrage et
beløb på 56.900 kr.
Stk. 3. Har en person
kun lønindtægt som nævnt i stk. 1 eller stk. 2 i
en del af året, eller er der tale om ansættelse
på deltid, nedsættes fradraget forholdsmæssigt.
Det er en betingelse for fradrag, at forhyringsvilkårene for
den pågældende svarer til, hvad der sædvanligvis
gælder for søfolk.
Stk. 4. Stk. 1-3 finder
tilsvarende anvendelse ved erhvervelse af lønindkomst ved
arbejde udført om bord på skibe og installationer, der
anvendes i tilknytning til efterforskning og udvinding af
kulbrinter uden for dansk søterritorium og dansk
kontinentalsokkelområde, samt ved arbejde om bord på
skole- og øvelsesskibe, jf. lov om maritime
uddannelser.«
2. I
§ 15 ændres »§ 3,
stk. 1« til: »§ 3, stk. 1-3« to
steder.«
[Nyaffattelse af
sømandsbeskatningsloven]
Til § 4
Af økonomi- og
erhvervsministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af EL):
3) Nr. 4
affattes således:
»4. I §
5, stk. 1, 1. pkt., ændres »på 140
øre pr. dag« til: », der
betales«.«
[Ændring vedrørende
velfærdsbidraget]
Af økonomi- og
erhvervsministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af EL):
4) Nr. 5
udgår, og i stedet indsættes:
»5. § 5, stk. 1, 2. pkt., affattes
således:
»Afgiften
påhviler rederen og den søfarende med hver 70
øre pr. dag. For søfarende på skibe, som er
registreret i Dansk Internationalt Skibsregister, betaler rederen
dog en afgift på 200 øre pr. dag.«
01. § 5,
stk. 2, ophæves.
[Forhøjet
velfærdsbidrag for DIS-skibe]
Bemærkninger
Til nr. 1
Med ændringsforslaget foretages en sproglig tilpasning
af forslaget om, at Søfartsstyrelsen kan tillade, at lovens
krav om indfødsret fraviges.
Ifølge lovforslagets § 1 vil lovens krav om
indfødsret i visse tilfælde kunne fraviges. Af de
almindelige og specielle bemærkninger til denne bestemmelse
fremgår flere steder, at såfremt mindst halvdelen af de
skibe, som til enhver tid er registreret i DIS, føres af en
person, som har dansk indfødsret, eller som er omfattet af
EU/EØS-reglerne om fri bevægelighed, vil der kunne
meddeles tilladelse til at fravige nationalitetskravet for den
resterende halvdel af skibene i DIS. Dette foreslås justeret,
således at der skal kunne meddeles tilladelse til at fravige
nationalitetskravet, såfremt mindst 60 pct. af de skibe, som
til enhver tid er registreret i DIS, føres af en person, som
har dansk indfødsret, eller som er omfattet af
EU/EØS-reglerne om fri bevægelighed.
Det foreslås endvidere, at den i lovforslagets
bemærkninger omtalte etablering af en midlertidig ordning
på 5 år, hvor skibe på udenlandsk flag, efter
ansøgning, kan indflages til DIS, uden at der stilles et
nationalitetskrav til skibsføreren, ikke skal finde
anvendelse. Fra lovens ikrafttræden vil indflagning af skibe
således i alle tilfælde være underlagt
ovennævnte hovedregel om, at mindst 60 pct. af skibene under
DIS føres af en person, som opfylder
nationalitetskravet.
De øvrige elementer i lovforslagets bemærkninger
om nationalitetskravet fastholdes uændret.
Til nr. 2
Efter § 2 i det fremsatte lovforslag vil der fremover
skulle gælde et sømandsfradrag på 105.000 kr.
ved arbejde om bord på skibe uden for EU/EØS, mens det
hidtil gældende sømandsfradrag på 56.900 kr.
fortsat vil skulle gælde ved arbejde inden for EU/EØS.
Det foreslås at ændre dette, således at fradraget
på 105.000 kr. vil skulle gælde ved arbejde om bord
på visse skibe med en bruttotonnage på 500 t eller
derover, uanset om der sejles inden for eller uden for
EU/EØS, jf. nedenfor. Rent teknisk foreslås det at
nyaffatte sømandsbeskatningslovens § 3.
Efter forslaget til sømandsbeskatningslovens § 3,
stk. 1, 1. pkt., vil sømandsfradraget ved arbejde om bord
på danske eller udenlandske skibe som udgangspunkt
udgøre et beløb på 56.900 kr. Ved et dansk skib
forstås efter sømandsbeskatningslovens § 2 et
skib, som er registreret med hjemsted her i landet med en
bruttotonnage på 20 t eller derover, og som udelukkende
anvendes til erhvervsmæssig befordring af passagerer eller
gods eller som kabellægningsfartøj.
Bareboa?t?indchartrede udenlandsk registrerede skibe sidestilles
med danske skibe, mens bareboatudchartrede dansk registrerede skibe
ikke anses for danske skibe i sømandsbeskatningslovens
forstand. Ved et udenlandsk skib forstås et skib med
ovennævnte størrelse og anvendelse, når skibet
ikke anses for et dansk skib.
Efter forslaget til § 3, stk. 1, 2. pkt., udgør
sømandsfradraget et beløb på 105.000 kr., hvis
det danske eller udenlandske skib har en bruttotonnage på 500
t eller derover. Dette vil dog ikke gælde, hvis skibet
anvendes til regelmæssig passagersejlads mellem havne i
EU-medlemsstater (færgefart), idet søfarende på
sådanne skibe ikke opererer på det globale maritime
arbejdsmarked, og således ikke er i samme
konkurrencesituation som søfarende på større
lastskibe. I sådanne tilfælde vil det hidtidige
sømandsfradrag på 56.900 kr. fortsat være
gældende.
Det bemærkes, at der ikke vil blive etableret
automatiske indberetningssystemer hos SKAT til håndtering af
de to fradragsstørrelser. Dette har to årsager. For
det første vil sømandsfradraget for danske
søfolk om bord på udenlandske skibe under alle
omstændigheder fortsat skulle håndteres manuelt, idet
de danske skattemyndigheder ikke kan pålægge en
udenlandsk arbejdsgiver en indberetningspligt. Dernæst vil
der for danske arbejdsgiveres vedkommende være tale om et
forholdsvis begrænset antal søfolk. De administrative
omkostninger i forbindelse med etableringen af et automatisk
indberetningssystem til håndtering af to
fradragsstørrelser vil ikke stå mål med det
antal skatteydere, der skal håndteres.
Danske arbejdsgivere vil derfor for alle søfolk skulle
indberette sødage m.v. på samme måde, som det
sker i dag. De søfolk, der er berettiget til det
højere fradrag, vil skulle selvangive dette.
Forslaget til sømandsbeskatningslovens § 3, stk.
2-4, er en videreførelse af hidtidige regler for
stenfiskerfartøjer/sandsugere, for skibe og installationer,
der anvendes i tilknytning til efterforskning og udvinding af
kulbrinter og endelig for skole- og øvelsesskibe. Endvidere
videreføres de hidtil gældende regler om
forholdsmæssigt fradrag, hvis den søfarende kun er
ansat en del af året, eller hvis der er tale om
ansættelse på deltid. Hvis en sømand arbejder en
del af et år på et skib over 500 t og en del af
året på et skib under 500 t, vil den
pågældende få det høje fradrag for den del
af året, hvor der arbejdes om bord på det store skib,
og det lavere fradrag for den del af året, hvor der arbejdes
om bord på det lille skib.
Reglerne for beskatning af personer, der arbejder om bord
på skibe registreret i Dansk Internationalt Skibsregister
(DIS), ændres ikke. DIS-søfolk vil fortsat blive
aflønnet med en nettohyre, og den tekniske skatteberegning
for sådanne søfolk vil blive foretaget som hidtil. Det
vil således være et sømandsfradrag på
56.900 kr., der vil indgå i de tekniske beregninger, uanset
om den pågældende sømand arbejder om bord
på et skib, der er over eller under 500 t.
For så vidt angår ændringen af
sømandsbeskatningslovens § 15 bemærkes, at der er
tale om en konsekvensændring som følge af den
foreslåede nyaffattelse af sømandsbeskatningslovens
§ 3.
Til nr. 3 og 4
Lovforslagets overordnede formål er at styrke
betingelserne for vækst i Det Blå Danmark gennem en
styrkelse af rammevilkårene i DIS, bl.a. ved at justere
muligheden for at tillade, at skibe registreret i DIS kan
føres af en person, som ikke har dansk indfødsret
eller er omfattet af EU/EØS-regler?ne om fri
bevægelighed (nationalitetskravet).
Skibe, som ikke er registreret i DIS, herunder f.eks.
indenrigsfærger, vil ikke i samme omfang som DIS-skibe
opnå ændrede vilkår som følge af
lovforslaget. Lovforslagets element om, at statens tilskud til
Handelsflådens Velfærdsråd skal overtages af
rederne, foreslås derfor justeret, således at det
forhøjede rederbidrag kommer til at gælde for de
skibe, som ved lovforslaget bliver omfattet af de ændrede
vilkår, dvs. DIS-skibene.
For skibe, som ikke er registreret i DIS, vil forslaget
indebære, at disse fremover skal betale det samme
velfærdsbidrag, som de gør i dag, dvs. 70 øre
pr. søfarende pr. dag. For DIS-skibe vil rederen derimod
fremover skulle betales et beløb på 200 øre pr.
søfarende pr. dag mod 70 øre i dag. I forhold til
lovforslaget betyder ændringsforslagene således en
forhøjelse på 30 øre for redere for
DIS-skibe.
Forhøjelsen af udgifterne til velfærdsbidrag for
søfarende på DIS-skibe skønnes at blive
modsvaret af det vækstpotentiale, som ligger i lovforslagets
justering af nationalitetskravet for skibsførere på
DIS-skibe.
Ligesom det er tilfældet ved det fremsatte lovforslag,
vil der også med ændringsforslaget ske en fastholdelse
af det samlede beløb, som fremover vil blive betalt til
Handelsflådens Velfærdsråd.
Ændringsforslagene indeholder endvidere af lovtekniske
årsager en opdeling af det oprindelige forslag til § 4,
nr. 5, i to selvstændige numre. Dette forslag er rent
redaktionelt.
Helge Sander (V) fmd. Torsten Schack Pedersen (V) Marion
Pedersen (V) Lars Christian Lilleholt (V) Erling Bonnesen (V)
Colette L. Brix (DF) nfmd. Pia
Adelsteen (DF) Carina Christensen (KF) Rasmus Jarlov (KF) Orla Hav
(S) Benny Engelbrecht (S) Henrik Dam Kristensen (S) Niels Sindal
(S) Karsten Hønge (SF) Steen Gade (SF) Morten
Østergaard (RV) Frank Aaen (EL)
Liberal Alliance, Kristendemokraterne,
Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldi og
Sambandsflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 47 |
Socialdemokratiet (S) | 45 |
Dansk Folkeparti (DF) | 24 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 23 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 17 |
Radikale Venstre (RV) | 9 |
Enhedslisten (EL) | 4 |
Liberal Alliance (LA) | 3 |
Kristendemokraterne (KD) | 1 |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Siumut (SIU) | 1 |
Tjóðveldi (T) | 1 |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 2 |
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 189
Bilagsnr. | Titel |
1 | Høringssvar og høringsnotat,
fra økonomi- og erhvervsministeren |
2 | Tidsplan for udvalgets behandling af
lovforslaget |
3 | Henvendelse af 4/5-11 fra
Bilfærgernes Rederiforening |
4 | Revideret tidsplan for udvalgets
behandling af lovforslaget |
5 | Henvendelse af 18/5-11 fra Lars Birch
Jensen, Stenstrup |
6 | 1. udkast til betænkning |
7 | Ændringsforslag fra økonomi-
og erhvervsministeren |
8 | Henvendelse af 22/5-11 fra Lars Birch
Jensen, Stenstrup |
9 | 2. udkast til betænkning |
10 | 3. udkast til betænkning |
11 | Yderligere ændringsforslag fra
økonomi- og erhvervsministeren |
12 | 4. udkast til betænkning |
Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende
L 189
Spm.nr. | Titel |
1 | Spm. om kommentar til henvendelse af
4/5-11 fra Bilfærgernes Rederiforening, til økonomi-
og erhvervsministeren, og ministerens svar herpå |
2 | Spm. om teknisk bistand til en deling af
lovforslaget, til økonomi- og erhvervsministeren, og
ministerens svar herpå |
3 | Spm. om, hvorfor der er behov for 5
års fri indflagning ud over en eventuel markant udvidelse af
adgangen til udenlandske skibsførere, til økonomi- og
erhvervsministeren, og ministerens svar herpå |
4 | Spm. om, hvorfor en vækst i det
danske skibsregister ikke kan rummes i en generel regel på f.
eks. en tredjedel eller 40 pct., til økonomi- og
erhvervsministeren, og ministerens svar herpå |
5 | Spm. om, hvorledes ministeren vil sikre,
at Danmarks maritime kompetencer ikke mindskes, og at Danmarks
maritime konkurrencesituation ikke forringes, til økonomi-
og erhvervsministeren, og ministerens svar herpå |
6 | Spm. , om ministeren kan bekræfte,
at udenlandske rederier, som flager ind til dansk flag inden for 5
års-reglen, har ombytningsret ved salg og køb af nyt
skib og derved kan bevare dispensationen, til økonomi- og
erhvervsministeren, og ministerens svar herpå |
7 | Spm. , om ministeren kan bekræfte,
at 5 års-reglen bestandig vil ligge oven på den
eventuelt nye grænse på 50 pct., til økonomi- og
erhvervsministeren, og ministerens svar herpå |
8 | Spm. om kommentar til henvendelsen af
18/5-11 fra Lars Birch Jensen, Stenstrup, til økonomi- og
erhvervsministeren, og ministerens svar herpå |
9 | Spm. , om det af bemærkningerne til
lovforslaget skal opfattes sådan, at man helt eller delvist
tilbageviser et fald i antallet af stillinger, som er besat af
danske søfarende, til økonomi- og erhvervsministeren,
og ministerens svar herpå |
10 | Spm. om, hvorledes man skal opfatte
udtalelserne fra næstformand i Danmarks Rederiforening i
Jyllands Posten 13/4-11 i artiklen: »Hjælpende
hånd til søfarten«, såfremt ministeren
helt eller delvis tilbageviser, at lovforslaget vil medføre
et fald i antallet af stillinger, som er besat af danske
søfarende, til økonomi- og erhvervsministeren, og
ministerens svar herpå |
11 | Spm. om økonomiske konsekvenser for
rederne, til økonomi- og erhvervsministeren, og ministerens
svar herpå |
12 | Spm. om, hvordan dispensationsadgangen
skal håndteres i forhold til 50 pct.-reglen, til
økonomi- og erhvervsministeren, og ministerens svar
herpå |
13 | Spm. om ministeren kan bekræfte
EU-domstolens fortolkning af lov nr. 1462 af 22/12-04, til
økonomi- og erhvervsministeren, og ministerens svar
herpå |
14 | Spm. , om den daværende
økonomi- og erhvervsministers tilkendegivelse i
betænkning over lovforslaget af 7/12-04 kan tages til
indtægt for, at ministeren har været tilbageholdende
med at overlade myndighedsudøvelsen til skibsførere
uden dansk nationalitet, til økonomi- og erhvervsministeren,
og ministerens svar herpå |
15 | Spm. , om man i bemærkningerne til
lovforslaget (lov nr. 1462 af 22/12-04) gør endeligt op med
indsigelser og bekymringer vedrørende
myndighedsudøvelsen, til økonomi- og
erhvervsministeren, og ministerens svar herpå |
16 | Spm. om sygesikringsydelser for danske
søfarende på danske skibe, der sejler uden for danske
have, til økonomi- og erhvervsministeren, og ministerens
svar herpå |
17 | Spm. om overenskomster og sygehyre for
danske og udenlandske søfarende, til økonomi- og
erhvervsministeren, og ministerens svar herpå |
18 | Spm. om, hvor mange penge den danske stat
sidste år udbetalte i refusion og sygedagpenge til
udenlandske søfarende, til økonomi- og
erhvervsministeren, og ministerens svar herpå |
19 | Spm. om, hvad kommunerne i alt betalte
sidste år til syge og skadelidte søfarende fra andre
EU/EØS-lande, til økonomi- og erhvervsministeren, og
ministerens svar herpå |
20 | Spm. om, hvordan administrationen af 50
pct.-ordningen og den forøgede administration af
sygedagpenge ikke vil medføre administrative og
økonomiske konsekvenser for stat og kommune, til
økonomi- og erhvervsministeren, og ministerens svar
herpå |
21 | Spm. om kommentar til henvendelsen af
22/5-11 fra Lars Birch Jensen, Stenstrup, til økonomi- og
erhvervsministeren, og ministerens svar herpå |