Skriftlig fremsættelse (6. april
2011)
Socialministeren (Benedikte Kiær)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
almene boliger m.v.(Salg af almene boliger, etablering af
dagligvarebutikker i tilknytning til ældreboliger m.v.)
(Lovforslag nr. L 186)
Regeringen, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre indgik
den 8. november 2010 aftale om styrket indsats i
ghettoområderne og om anvendelsen af den almene sektors
midler. Liberal Alliance har tilsluttet sig aftalen. Hovedparten af
aftalen er udmøntet i 2 love (lov nr. 1610 og 1611 af 22.
december 2010). Resten udmøntes ved dette lovforslag.
Lovforslaget indeholder følgende elementer:
- Ny
salgsordning
- Ny praksis
vedrørende helt eller delvist salg af en afdeling
- Anvendelse af
overskuddet ved helt eller delvist salg af en afdeling
- Etablering af
dagligvarebutikker i tilknytning til ældreboliger.
Forslaget til en ny salgsordning
skal erstatte den tidligere forsøgsordning og den
gældende permanente ordning. Udgangspunktet i den nye ordning
er, at kommunalbestyrelsen og boligorganisationen skal være
enige om beslutningen om salg.
Det er hensigten at lempe den
gældende praksis for socialministerens godkendelse af
samlet salg af en hel boligafdeling eller dele af en afdeling,
således at der fremover i større omfang kan ske salg
til tredjemand i udsatte boligområder omfattet af en godkendt
helhedsplan.
Det foreslås, at socialministeren får mulighed for
at godkende, at nettooverskuddet ved salg af
boligafdelinger eller grunde, der sker som led i en
helhedsplan for et udsat boligområde - efter
forholdsmæssig indfrielse af lån i afdelingen - helt
eller delvist kan anvendes til finansiering af helhedsplanen i
stedet for ekstraordinær indfrielse af lån i
afdelingen.
Med forslaget om etablering af
dagligvarebutikker i tilknytning til ældreboliger
gives der mulighed for, at kommuner og regioner kan medvirke til at
fremme udviklingen af mindre erhverv i yderområder. Det
foreslås således, at kommunalbestyrelser og
regionsråd skal kunne etablere mindre dagligvarebutikker i
tilknytning til ældreboliger. Udlejning af arealerne til den
erhvervsdrivende kan i givet fald ske til en leje under
markedslejen. Det er en betingelse for udlejning under
markedslejen, at erhvervsarealerne og ældreboligerne er
beliggende i et yderområde. Forslaget skal ses i
sammenhæng med forliget om lukkeloven.
Den del af forslaget, som omfatter salg af almene boliger,
forventes at medføre statslige mindreudgifter på 1,9
mio. kr. i 2011 og 3,7 mio. kr. årligt herefter og kommunale
mindreudgifter på 0,9 mio. kr. i 2011 og 1,8 mio. kr.
årligt herefter.
Forslaget vedrørende etablering af dagligvarebutikker
har ingen økonomiske konsekvenser for staten, regionerne og
kommunerne.
Det samlede lovforslag har ingen administrative konsekvenser
for det offentlige, ingen økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet, ingen administrative konsekvenser
for borgerne og ingen miljømæssige konsekvenser.
Forslaget vedrørende salg af almene boliger indeholder
ikke EU-retlige aspekter, mens forslaget vedrørende
etablering af dagligvarebutikker berører EUs regler om
statsstøtte.
Det foreslås, at lovændringen træder i kraft
den 1. juli 2011.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.