Skriftlig fremsættelse (30. marts
2011)
Indenrigs- og
sundhedsministeren (Bertel Haarder)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
regionernes finansiering (ændret kommunal medfinansiering af
sundhedsvæsenet)
(Lovforslag nr. L 176)
Det indgik i økonomiaftalen for regioner for 2010, at
der skulle nedsættes et udvalg, der skulle vurdere
mulighederne for at styrke det generelle kommunale incitament
gennem mulige ændringer af den kommunale medfinansiering af
sundhedsvæsenet. Udvalget var sammensat af
repræsentanter fra KL, Danske Regioner, Indenrigs- og
Sundhedsministeriet samt Finansministeriet. Omlægning af den
kommunale medfinansiering af sundhedsvæsenet indgår
endvidere i regeringens arbejdsprogram Danmark 2020 Viden >
vækst > velstand > velfærd fra februar 2010 samt
aftale fra 8. november 2010 med Dansk Folkeparti og
Kristendemokraterne om finansloven for 2011.
Forslaget indebærer en omlægning af kommunernes
nugældende medfinansiering af sundhedsområdet, hvor
kommunerne til regionerne betaler et aktivitetsafhængigt
bidrag, som betales for hver behandling, og et
indbyggertalsafhængigt grundbidrag. Med omlægningen
skal den kommunale aktivitetsafhængige finansiering
øges, mens det kommunale grundbidrag afskaffes. Forslaget
indebærer en omlægning af satserne på det
somatiske område, som hæves fra de nuværende 30
pct. af DRG-taksten til 34 pct. Samtidigt øges loftet for
den kommunale betaling pr. behandling fra de nuværende ca.
5.000 kr. til knap 14.000 kr.
Omlægningen vil forøge den kommunale betaling pr.
behandling og vil dermed give tilskyndelse til en effektiv
plejeindsats. Kommunal aktivitetsbestemt medfinansiering af
sundhedsområdet er et særligt, generelt incitament for
kommunerne til at varetage plejeopgaven og forebyggelsen - herunder
den langsigtede forebyggelse - effektivt.
Forslaget indebærer samtidigt, at der fastsættes
et loft over den regionale indtægt fra kommunale
medfinansiering. Loftet for den regionale indtægt
indføres for at understøtte budgetoverholdelse i
regionerne.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.