Fremsat den 30. marts 2011 af
justitsministeren (Lars Barfoed)
Forslag
til
Lov om ændring af straffeloven
(Udvidelse af »noget for
noget-ordningen« om tidlig prøveløsladelse af
dømte m.v.)
§ 1
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr.
1235 af 26. oktober 2010, som ændret ved § 11 i lov
nr. 718 af 25. juni 2010, § 1 i lov nr. 1549 af 21.
december 2010 og § 1 i lov nr. 1552 af 21. december 2010,
foretages følgende ændringer:
1. I
§ 40 a, stk. 1,
ændres »4 måneder« til: »2
måneder«.
2. I
§ 40 a, stk. 1, nr. 1,
ændres »behandlings- eller
uddannelsesforløb« til:
»behandlingsforløb, uddannelsesforløb eller
arbejdstræning«.
3. I
§ 110 c, stk. 3,
indsættes efter »traktaten om oprettelse af Det
Europæiske Fællesskab«: »eller artikel 215
eller 352 i traktaten om Den Europæiske Unions
Funktionsmåde«.
§ 2
Loven træder i kraft den 1. juni 2011.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne
og Grønland. Lovens § 1, nr. 1 og 2, kan dog ved
kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne
med de ændringer, som de færøske forhold
tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
| | | Almindelige
bemærkninger | | | | 1. | Indledning | 2. | Gældende
ret | | 2.1. | Prøveløsladelse efter straffelovens
§ 38 | | 2.2. | Prøveløsladelse efter straffelovens
§ 40 a | | 2.3. | Overtrædelse af
vilkår for prøveløsladelse | 3. | Forslag i
analyserapport om kriminalforsorgens fremtidige kapacitets- og
sikkerhedsbehov | 4. | Justitsministeriets
overvejelser | 5. | De økonomiske
og administrative konsekvenser for det offentlige | 6. | De økonomiske
og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv. | 7. | De administrative
konsekvenser for borgerne | 8. | De
miljømæssige konsekvenser | 9. | Forholdet til
EU-retten | 10. | Hørte
myndigheder mv. | 11. | Sammenfattende
skema |
|
1. Indledning
Formålet med lovforslaget er at udvide den
eksisterende såkaldte noget for noget-ordning med tidligere
prøveløsladelse af indsatte, der yder en særlig
indsats for at ruste sig mod tilbagefald til kriminalitet mv.
Lovforslaget falder dermed godt i tråd med regeringens
målsætning om at fastholde tilliden til, at mennesker
kan forbedre sig.
Den gældende ordning indebærer, at
dømte - medmindre hensynet til retshåndhævelsen
taler imod det - kan prøveløslades, når
halvdelen af straffen, dog mindst 4 måneder er udstået,
hvis den dømte har ydet en særlig indsats for ikke
på ny at begå kriminalitet, herunder ved at deltage i
behandlings- eller uddannelsesforløb, eller hvis den
dømtes forhold taler for det.
Med lovforslaget lægges der op til at lempe
noget for noget-ordningens tidsmæssige betingelser, så
prøveløsladelse fremover vil kunne ske, når
halvdelen af straffen, dog mindst 2 måneder (mod altså
i dag 4 måneder), er afsonet, hvis betingelserne i
øvrigt er opfyldt. Endvidere foreslås det, at
såkaldt arbejdstræning fremover skal kunne
udgøre en særlig indsats, som efter en konkret
vurdering kan begrunde tidligere prøveløsladelse.
Den foreslåede udvidelse vil medvirke til at
lette kapacitetspresset på fængslerne.
Kriminalforsorgen oplever således i øjeblikket et
stort kapacitetspres. Det skyldes dels strafskærpelserne
på bande- og våbenområdet og politiets succes med
at få et stort antal bande- og rockermedlemmer i
fængsel, dels at politi- og domstolsreformen er
slået igennem med mere effektiv strafforfølgelse som
resultat.
Herudover foreslås det med lovforslaget, at
der som følge af ikrafttrædelsen af Lissabon-Traktaten
foretages visse konsekvensændringer i straffelovens
§ 110 c, stk. 3.
2. Gældende ret
Reglerne om prøveløsladelse af
dømte, der udstår tidsbestemte fængselsstraffe,
findes i straffelovens §§ 38-40 a.
2.1.
Prøveløsladelse efter straffelovens
§ 38
2.1.1. Efter
straffelovens § 38, stk. 1, afgør
justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, om den
dømte skal løslades på prøve, når
2/3 af straffetiden, dog mindst 2 måneder, er udstået.
Prøveløsladelse efter denne bestemmelse
forudsætter alene, at den dømtes forhold ikke
gør prøveløsladelsen utilrådelig, at der
er sikret den pågældende passende ophold og arbejde
eller andet underhold, og at den pågældende
erklærer at ville overholde de vilkår, der i
medfør af § 39, stk. 2, fastsættes for
løsladelsen, jf. § 38, stk. 5.
Efter straffelovens § 38, stk. 2,
kan løsladelse på prøve ske tidligere,
når særlige omstændigheder taler derfor, og den
dømte har udstået halvdelen af straffetiden, dog
mindst 2 måneder. Bestemmelse herom træffes af
justitsministeren eller den, som med hensyn til bestemte grupper af
sager bemyndiges dertil. Denne bestemmelse anvendes bl.a. i
forbindelse med prøveløsladelse efter enten 1/2 eller
7/12 af straffetiden af udenlandske strafafsonere, der skal udvises
efter løsladelsen. Som det fremgår af bestemmelsens
ordlyd, er det en betingelse for prøveløsladelse
efter udståelse af halvdelen af straffetiden, at
»særlige omstændigheder« taler herfor.
Ifølge forarbejderne til bestemmelsen er der herved
især tænkt på de undtagelsestilfælde, hvor
særlige grunde, herunder navnlig mulighed for en særlig
gunstig arbejdsmæssig placering, taler for, at der sker
løsladelse en kortere tid, før 2/3 af straffetiden er
udstået, jf. Folketingstidende 1964-65, tillæg A, sp.
957 f. Endvidere kan bestemmelsen f.eks. finde anvendelse, hvor
prøveløsladelse af hensyn til alvorlig sygdom hos den
indsatte eller dennes pårørende ikke findes at burde
afvente, at den pågældende har afsonet 2/3 af
straffetiden.
Prøveløsladelse efter straffelovens
§ 38, stk. 1 og 2, kan i almindelighed ikke ske,
når den resterende straffetid er mindre end 30 dage, jf.
straffelovens § 38, stk. 3.
Prøveløsladelse kan endvidere ifølge
§ 38, stk. 4, ikke ske med hensyn til den ubetingede
del af en såkaldt kombinationsdom efter § 58,
stk. 1. Efter § 58, stk. 1, kan retten, hvis
den skønner det påkrævet at anvende ubetinget
fængselsstraf, men oplysningerne om tiltaltes personlige
forhold taler for anvendelse af en betinget dom, bestemme, at en
del af den idømte straf, dog højst 6 måneder,
skal fuldbyrdes, mens den resterende del af straffen gøres
betinget.
2.1.2. Efter
straffelovens § 39, stk. 1, 1. pkt., skal
prøveløsladelse efter § 38,
stk. 1 og 2, som fast vilkår
betinges af, at den pågældende ikke i prøvetiden
begår strafbart forhold. Prøvetiden kan ikke overstige
3 år. Hvis den resterende straffetid overstiger 3 år,
kan der dog fastsættes en prøvetid på indtil 5
år.
Der kan herudover fastsættes tillægsvilkår i form af tilsyn og
særvilkår, jf. § 39, stk. 2. Det kan
således fastsættes som vilkår for
prøveløsladelsen, at den pågældende i
hele prøvetiden eller en del af denne undergives tilsyn. Der
kan yderligere fastsættes vilkår efter reglerne i
straffelovens § 57. Bestemmelsen giver retten mulighed
for at fastsætte de vilkår, som findes
formålstjenlige, herunder at den dømte overholder
særlige bestemmelser vedrørende opholdssted, arbejde,
uddannelse, anvendelse af fritid eller samkvem med bestemte
personer, tager ophold i egnet hjem eller institution eller
underkaster sig afvænningsbehandling for misbrug af alkohol,
narkotika eller lignende medikamenter, om fornødent på
hospital eller i særlig institution. Vilkår om ophold i
hjem, hospital eller anden institution har ikke gyldighed for
længere tidsrum end den resterende straffetid, jf.
§ 39, stk. 2, 3. pkt.
2.1.3.
Afgørelse om, hvorvidt indsatte skal løslades
på prøve efter straffelovens § 38,
stk. 1, træffes som udgangspunkt af fængslet eller
arresthuset, jf. § 25, stk. 1, i
bekendtgørelse om løsladelse af dømte, der
udstår fængselsstraf
(løsladelsesbekendtgørelsen). I visse nærmere
angivne tilfælde, herunder hvis den indsatte udstår
fængsel i 8 år eller derover, træffes
afgørelsen dog af Direktoratet for Kriminalforsorgen efter
indstilling fra fængslet eller arresthuset, jf.
bekendtgørelsens § 26.
Afgørelse om, hvorvidt indsatte skal
løslades på prøve efter straffelovens
§ 38, stk. 2, træffes som udgangspunkt af
Direktoratet for Kriminalforsorgen efter indstilling fra
fængslet eller arresthuset, jf. § 28 i
løsladelsesbekendtgørelsen. I visse nærmere
angivne tilfælde, herunder hvis der er tale om udenlandske
indsatte, der udstår fængselsstraf i indtil 8 år,
og som efter udståelse af straffen skal udvises med
indrejseforbud, træffes afgørelsen dog af
fængslet eller arresthuset, jf. bekendtgørelsens
§ 29.
2.2.
Prøveløsladelse efter straffelovens § 40
a
2.2.1. Ved lov nr. 219
af 31. marts 2004 om ændring af straffeloven og lov om
fuldbyrdelse af straf mv. (Tidlig prøveløsladelse af
dømte) blev der indsat en bestemmelse i straffelovens
§ 40 a om prøveløsladelse efter
udståelse af halvdelen af straffetiden (noget for
noget-ordningen).
Ifølge straffelovens § 40 a,
stk. 1, kan justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger
dertil, beslutte, at dømte efter en konkret vurdering kan
prøveløslades, når halvdelen af straffetiden,
dog mindst 4 måneder, er udstået, hvis hensynet til
retshåndhævelsen ikke skønnes at tale imod det,
og betingelserne i § 40 a, stk. 1, nr. 1 eller nr. 2
er opfyldt, jf. straks nedenfor. Bestemmelsen er alene relevant ved
domme på over 6 måneders fængsel, da indsatte med
domme på 6 måneders fængsel kan
prøveløslades efter 4 måneder på mere
lempelige betingelser efter bestemmelsen om ordinær
prøveløsladelse efter straffelovens § 38,
stk. 1, jf. punkt 2.1.1 ovenfor.
Efter § 40 a, stk. 1, nr. 1, kan
der for det første ske
prøveløsladelse efter halvdelen af straffetiden
af dømte, der har ydet en særlig indsats for ikke
på ny at begå kriminalitet, herunder ved at indgå
i et behandlings- eller uddannelsesforløb i forbindelse med
afsoningen. En særlig indsats kan ifølge lovens
forarbejder f.eks. bestå i, at den indsatte under
fængselsopholdet gennemfører et relevant
uddannelsesforløb eller deltager i
afvænningsbehandling for et eventuelt alkohol- eller
stofmisbrug eller i et særligt adfærdskorrigerende
program. Det beror på en konkret vurdering i det enkelte
tilfælde, om den indsatte kan anses for at have ydet den
nævnte særlige indsats. Der henvises til
Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 4446.
Efter § 40 a, stk. 1, nr. 2, kan
der for det andet ske
prøveløsladelse efter halvdelen af straffetiden,
hvis den dømtes forhold taler derfor. Efter lovens
forarbejder er bestemmelsen møntet på indsatte, hvis
forhold samlet set taler for, at det er unødvendigt, at den
pågældende afsoner resten af straffen i fængsel,
hvis der i stedet fastsættes vilkår om
samfundstjeneste. Det drejer sig om indsatte, som typisk har gode
og stabile personlige forhold og et godt socialt netværk samt
er uden misbrugsproblemer, og hvis forbrydelse ikke er udtryk for
et kriminelt mønster. Det er endvidere en forudsætning
for prøveløsladelse, at den pågældendes
afsoningsforløb har været i det væsentlige
problemfrit, dvs. at den indsatte ikke f.eks. flere gange er
udeblevet fra udgang eller har begået kriminalitet under
afsoningen eller alvorligt har chikaneret fængselspersonale
eller andre indsatte. Der henvises til Folketingstidende 2003-04,
tillæg A, side 4447.
Baggrunden for, at mindst 4 måneder af
straffetiden skal være udstået, før der kan ske
prøveløsladelse efter § 40 a, er
ifølge lovens forarbejder, at vurderingen af, om den
indsatte har gjort en særlig indsats under afsoningen,
forudsætter, at den indsatte har haft lejlighed til over en
vis tid at vise vilje og evne til at forbedre sine muligheder for
ikke på ny at begå kriminalitet. Det fremgår
endvidere af forarbejderne, at vurderingen af, om en indsats
forhold samlet set er så gode, at det skønnes
unødvendigt, at den pågældende afsoner
reststraffen i fængslet, tilsvarende vil forudsætte, at
fængselsmyndighederne har haft mulighed for at følge
den pågældende i en vis periode. Der henvises til
Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 4440-4441.
Efter § 40 a, stk. 1, er
prøveløsladelse efter halvdelen af straffetiden i
alle tilfælde betinget af, at hensynet til
retshåndhævelsen ikke taler imod det. Dette
indebærer efter lovens forarbejder, at der skal udvises meget
betydelig varsomhed med at anvende de foreslåede nye
bestemmelser om prøveløsladelse efter halv tid i
forhold til personer, der afsoner straf for visse meget alvorlige
forbrydelser, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side
4447.
Prøveløsladelsen efter
§ 40 a forudsætter endvidere, at den dømtes forhold ikke
gør prøveløsladelsen utilrådelig, at der er sikret den
pågældende passende ophold og arbejde eller andet
underhold, og at den
pågældende er egnet til og erklærer sig villig
til overholde de vilkår, der i medfør af
§ 40 a, stk. 3 og 4, jf. nedenfor, fastsættes
for løsladelsen, jf. § 40 a, stk. 6. Det
svarer - bortset fra kravet om, at den dømte skal være
egnet til at overholde vilkårene for løsladelsen -
til, hvad der i medfør af § 38, stk. 5,
gælder for prøveløsladelse efter
§ 38, stk. 1 og 2.
2.2.2.
Prøveløsladelse efter § 40 a skal som fast
vilkår betinges af, at den pågældende ikke i
prøvetiden begår strafbart forhold. Prøvetiden
kan ikke overstige 3 år. Hvis den resterende straffetid
overstiger 3 år, kan der dog fastsættes en
prøvetid på indtil 5 år, jf. § 40 a,
stk. 7, jf. § 39, stk. 1.
Herudover skal prøveløsladelse efter
§ 40 a som fast vilkår betinges af, at den
dømte undergives tilsyn indtil det tidspunkt, hvor der er
forløbet 2/3 af straffetiden. Efter dette tidspunkt kan der
fastsættes vilkår om, at den pågældende
fortsat undergives tilsyn, jf. § 40 a, stk. 2.
Endvidere kan der fastsættes
tillægsvilkår efter reglerne i straffelovens
§ 57, jf. § 40 a, stk. 3, 2. led, og
stk. 4, 2. pkt.
Desuden kan prøveløsladelse efter
§ 40 a, stk. 1, nr. 1 (om særlig indsats),
betinges af, at den dømte udfører ulønnet
samfundstjeneste, jf. § 40 a, stk. 3, 1. led. Det
fremgår af lovforarbejderne, at vilkår om
samfundstjeneste i forhold til personer, som løslades efter
denne bestemmelse, kan være relevant, hvor der ikke
(længere) er særlige behandlingsbehov eller behov for
uddannelse mv., som kan følges op med vilkår efter
§ 57, men hvor der bør sikres et fortsat
pønalt element, som samtidig er egnet til at støtte
den pågældendes resocialisering, jf. Folketingstidende
2003-04, tillæg A, side 4441.
Prøveløsladelse efter § 40
a, stk. 1, nr. 2 (om den dømtes forhold), skal som fast
vilkår betinges af, at den dømte udfører
ulønnet samfundstjeneste, jf. § 40 a, stk. 4,
1. pkt.
I praksis udmåles antallet af timer, der
skal afvikles som samfundstjeneste, som udgangspunkt således,
at den indsatte skal afvikle ½ times samfundstjeneste for
hver dag, den pågældende bliver løsladt forud
for det tidspunkt, hvor 2/3 af straffetiden er forløbet.
Antallet af samfundstjenestetimer skal dog fastsættes til
mindst 30 og højst 240 timer, jf. straffelovens
§ 63, stk. 1, 1. pkt., jf. § 40 a,
stk. 7.
Det følger af straffelovens § 40
a, stk. 5, at vilkår om samfundstjeneste ikke kan
udstrækkes ud over 2/3 af straffetiden. Tilsynsmyndigheden
kan dog træffe afgørelse om, at vilkår om
samfundstjeneste skal have en varighed ud over dette tidspunkt,
hvis særlige grunde taler derfor, dog ikke ud over den
samlede straffetid.
Det fremgår af lovens forarbejder, at
baggrunden for bestemmelsen er, at et vilkår om
samfundstjeneste i tilknytning til prøveløsladelse
ikke bør kunne udstrækkes ud over det tidspunkt, hvor
den dømte ellers ville have afsonet 2/3 af straffetiden og
derfor som hovedregel ville være blevet løsladt uden
vilkår om samfundstjeneste efter bestemmelsen i
§ 38, stk. 1. I modsat fald ville en tidlig
prøveløsladelse i denne henseende kunne opfattes som
mindre attraktiv end den ordinære
prøveløsladelse efter 2/3 tid. Det fremgår
videre af forarbejderne, at de særlige grunde, som kan
føre til en afgørelse om, at vilkår om
samfundstjeneste skal have en varighed ud over 2/3 af straffetiden,
f.eks. kan bestå i, at den pågældende på
grund af sygdom, graviditet eller lignende ikke har kunnet
udføre den fastsatte arbejdsforpligtelse inden for det
nævnte tidsrum. Det ville i disse tilfælde kunne virke
urimeligt, hvis den prøveløsladte måtte
genindsættes i fængslet, alene fordi samfundstjeneste
ikke kunne kræves udført efter tidspunktet for 2/3 af
straffetiden. I de nævnte særlige situationer vil det
endvidere vil være muligt administrativt at træffe
beslutning om at nedsætte samfundstjenestens varighed, idet
det i almindelighed antages, at den prøveløsladende
myndighed uden udtrykkelig lovhjemmel senere kan begrænse
eller ophæve fastsatte vilkår. Der henvises til
Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 4441-4442.
2.2.3.
Afgørelse om, hvorvidt indsatte skal løslades
på prøve efter straffelovens § 40 a,
træffes af Direktoratet for Kriminalforsorgen, efter
indstilling fra fængslet eller arresthuset, jf.
§ 30 i løsladelsesbekendtgørelsen.
2.3. Virkning af
overtrædelse af vilkår for
prøveløsladelse
2.3.1. Hvis en
prøveløsladt begår et nyt
strafbart forhold i prøvetiden, og der foretages
rettergangsskridt inden prøvetidens udløb, hvorved
den pågældende sigtes for forholdet, fastsætter
retten i medfør af straffelovens § 40,
stk. 1, 1. pkt., jf. § 61, stk. 2, som
udgangspunkt en ubetinget fællesstraf for det nye strafbare
forhold og reststraffen for den tidligere pådømte
lovovertrædelse. Har prøveløsladelse i
medfør af § 40 a, stk. 3 eller 4, været
forbundet med vilkår om samfundstjeneste, skal der ved
fastsættelsen af en fællesstraf tages hensyn til
omfanget af den udførte samfundstjeneste, jf.
§ 40, stk. 1, 2. pkt.
Det følger af § 40, stk. 1,
1. pkt., at reststraffen efter prøveløsladelse
ligestilles med en betinget dom, og de samme reaktionsmuligheder,
som efter § 61, stk. 2, kan anvendes ved strafbart
forhold begået i prøvetiden for en betinget dom,
finder anvendelse, når en lovovertrædelse er
begået i prøvetiden for en
prøveløsladelse. Når omstændighederne
taler derfor, kan retten således i stedet for en
fællesstraf 1) idømme ubetinget straf alene for det
nye forhold, eventuelt i forbindelse med en ændring af
vilkårene for prøveløsladelsen, eller 2) afsige
betinget dom vedrørende begge lovovertrædelser eller
alene for det nye forhold i overensstemmelse med reglerne i
straffelovens kapitel 7 om betingede domme eller kapitel 8 om
samfundstjeneste.
2.3.2. Hvis en
prøveløsladt overtræder de
fastsatte tillægsvilkår, kan justitsministeren i
medfør af straffelovens § 40, stk. 2, 1)
tildele den pågældende en advarsel, 2) ændre
vilkårene og forlænge prøvetiden inden for den i
§ 39 fastsatte længstetid eller 3) under
særlige omstændigheder bestemme, at den
pågældende skal indsættes til udståelse af
reststraffen.
Det samme gælder efter § 40,
stk. 3, hvis den prøveløsladte begår
strafbart forhold i prøvetiden, uden at der rejses tiltale
herfor, eller hvis den prøveløsladte i udlandet
dømmes for strafbart forhold begået i
prøvetiden, uden at der i forbindelse med dommen er taget
stilling til spørgsmålet om fuldbyrdelse af
reststraffen.
Hvis der ikke træffes bestemmelse om
fuldbyrdelse af reststraffen efter § 40, stk. 1
eller 2, jf. stk. 3, anses straffen i medfør af
§ 40, stk. 5, for udstået på det
tidspunkt, da prøveløsladelsen fandt sted.
Hvis genindsættelse er bestemt i
medfør af § 40, stk. 2, jf. stk. 3, kan
fornyet prøveløsladelse ifølge § 40,
stk. 6, ske, selv om de tidsmæssige betingelser i
§ 38, stk. 1 og 2, eller § 40 a,
stk. 1, ikke er opfyldt med hensyn til reststraffen. Ved
afgørelse om fornyet prøveløsladelse i
sådanne tilfælde skal der tages hensyn til omfanget af
samfundstjeneste, som den pågældende har udført
i medfør af § 40 a, stk. 3 eller 4. Med
hensyn til prøvetid efter sådan
prøveløsladelse gælder de i § 39
fastsatte tider med fradrag af den tid, i hvilken den
pågældende tidligere har været
prøveløsladt.
Bestemmelsen i stk. 6 åbner
således mulighed for en kortvarig tilbageføring til
afsoning efterfulgt af ny prøveløsladelse, når
en vilkårsovertrædelse har ført til beslutning
om genindsættelse.
3. Forslag i analyse om
kriminalforsorgens fremtidige kapacitets- og sikkerhedsbehov
3.1. Direktoratet for
Kriminalforsorgen, Justitsministeriet og Finansministeriet har i
februar 2011 færdiggjort en analyse af kriminalforsorgens
fremtidige kapacitets- og sikkerhedsbehov. Formålet med
analysen er at kortlægge og vurdere et eventuelt øget
kapacitets- og sikkerhedsbehov i kriminalforsorgen i lyset af, at
belægget i kriminalforsorgens institutioner er stigende, og
at indsatte fra rocker- og bandemiljøet giver udfordringer
for sikkerheden i institutionerne.
På baggrund af udviklingen i belæg og
strafmasse konkluderes det i analysen, at der vil mangle ca. 220
nye lukkede pladser i 2011, hvis belægsmålet på
92 pct. skal overholdes.
Der peges i analysen på en række
tiltag, der har til formål at afhjælpe
kriminalforsorgens kapacitetsbehov. Et af forslagene er at udvide
anvendelsesområdet for noget for noget-ordningen om tidligere
prøveløsladelse af indsatte, der har gjort en
særlig indsats mv., jf. straffelovens § 40 a.
Det anføres i analysen, at noget for
noget-ordningen siden indførelsen i 2004 har vist sig meget
velfungerende. Ifølge analysen er 137 dømte i
perioden fra den 1. juli 2005 til den 30. juni 2006 blevet
løsladt efter ordningen, og heraf er kun 13 personer -
svarende til 9,5 pct. - recidiveret inden 2 år efter
prøveløsladelsen. Samtidig fremgår det, at den
gennemsnitlige recidivprocent for fængselsdømte, der i
samme periode blev løsladt efter afsoning i fængsel,
til sammenligning var 30,3 pct.
3.2. Det påpeges
i analysen, at der i forbindelse med prøveløsladelser
efter § 40 a, stk. 1, nr. 1, fastsættes
mærkbare vilkår - herunder vilkår om, at den
pågældende skal fortsætte den indsats, som den
pågældende har ydet under afsoningen, eller om
samfundstjeneste - og at vilkår om samfundstjeneste er et
obligatorisk vilkår ved prøveløsladelser, der
meddeles i medfør af straffelovens § 40 a,
stk. 1, nr. 2.
På den baggrund foreslås det, at
prøveløsladelse fremover skal kunne ske, når
halvdelen af straffetiden, dog mindst 2 måneder (mod i dag 4
måneder) er afsonet.
3.3. Det påpeges
endvidere i analysen, at arbejde inden for fængslets arbejds-
og økonomidrift, f.eks. bygningsvedligeholdelse,
gangmandsarbejde og produktionsvirksomhed, efter gældende
regler og praksis typisk ikke vil udgøre en særlig
indsats med henblik på at kvalificere sig til en
kriminalitetsfri tilværelse, som efter straffelovens
§ 40 a, stk. 1, nr. 1, kan begrunde tidlig
prøveløsladelse. Indsatte, der ikke har erfaring med
at være beskæftiget enten på grund af
konjunkturbestemte forhold eller på grund af egne forhold,
har imidlertid ofte behov for arbejdstræning enten i
fængslet eller uden for fængslet i form af frigang.
På den baggrund foreslås det i
analysen, at arbejdstræning fremover efter en konkret
vurdering skal kunne udgøre en særlig indsats, der kan
begrunde tidlig prøveløsladelse efter straffelovens
§ 40 a, stk. 1, nr. 1.
3.4. Det
foreslås desuden i analysen, at personer med længere
domme i videre omfang end i dag skal have mulighed for at få
fuldt udbytte af noget for noget-ordningen.
Som udgangspunkt kan indsatte i lukkede
institutioner med domme på 5 års fængsel eller
derover først få tilladelse til uledsaget udgang,
når en tredjedel af straffetiden er afsonet. Hvis den
indsatte er idømt 8 års fængsel eller derover,
kan tilladelsen først meddeles, når halvdelen af
straffetiden er udstået. Direktoratet for Kriminalforsorgen
kan dog dispensere fra disse tidsmæssige betingelser, hvis
særlige omstændigheder taler for det. Denne mulighed
administreres i dag meget restriktivt. Da
prøveløsladelse forudsætter
gennemførelse og vurdering af et udslusningforløb med
uledsaget udgang, kan indsatte med domme på 5 års
fængsel eller derover, som opfylder betingelserne for tidlig
prøveløsladelse efter noget for noget-ordningen,
således i en række tilfælde først
løslades lidt senere end efter halv tid.
Med henblik på at gøre det muligt at
tilrettelægge udslusningsforløbet således, at
prøveløsladelse i de relevante tilfælde kan ske
efter halv tid, foreslås det i analysen, at indsatte med
domme på 5 års fængsel eller derover, som
skønnes at kunne opfylde betingelserne for tidlig
prøveløsladelse efter noget for noget-ordningen, i
videre omfang end i dag skal have mulighed for at påbegynde
et uledsaget udgangsforløb, før de ovennævnte
tidsmæssige betingelser er opfyldt.
Forslaget vil kunne gennemføres
administrativt ved, at Direktoratet for Kriminalforsorgen i
overensstemmelse med det ovenfor anførte lemper den
restriktive praksis for meddelelse af dispensation fra de
tidsmæssige betingelser for uledsaget udgang.
3.5. Endvidere
foreslås det i analysen, at fængslerne fremover
får kompetencen til at træffe afgørelse om
prøveløsladelse efter noget for noget-ordningen af
indsatte, der afsoner domme på under 8 måneders
fængsel. I dag træffes afgørelsen af
Direktoratet for Kriminalforsorgen efter indstilling fra det
pågældende fængsel.
Det er forventningen, at en overførsel af
afgørelseskompetencen til fængslerne vil
medføre en nedbringelse af sagsbehandlingstiden i de
pågældende sager.
Forslaget kan gennemføres administrativt
ved en ændring af kompetencereglerne i § 30 i
bekendtgørelse nr. 318 af 19. april 2006 om
løsladelse af dømte, der udstår
fængselsstraf (løsladelsesbekendtgørelsen).
3.6. Ud over de
ovennævnte forslag vedrørende noget for
noget-ordningen indeholder analysen også andre forslag til
initiativer, som vil kunne medvirke til at lette kapacitetspresset
på kriminalforsorgen, og som kan gennemføres
administrativt. Det drejer sig navnlig om anbringelse af flere
dømte i åbent fængsel, mere systematisk
udarbejdelse af personundersøgelser for unge under 25
år med henblik på øget anvendelse af betingede
domme med vilkår om samfundstjeneste for denne persongruppe
og konvertering af en række åbne pladser til lukkede
pladser.
4. Justitsministeriets
overvejelser
4.1. Som det
fremgår af punkt 3.1 ovenfor, viser analysen af
kriminalforsorgens fremtidige kapacitets- og sikkerhedsbehov, at
noget for noget-ordningen om tidlig prøveløsladelse
af dømte efter straffelovens § 40 a er meget
velfungerende, idet recidivet hos dømte, der løslades
efter ordningen, er langt lavere end det gennemsnitlige recidiv for
fængselsdømte.
Det er Justitsministeriets opfattelse, at
mulighederne for tidlig prøveløsladelse efter
ordningen bør udvides med henblik på at motivere flere
indsatte til at yde en særlig indsats, der kan modvirke
tilbagefald til kriminalitet.
Retshåndhævelsesmæssige hensyn taler efter
Justitsministeriets opfattelse ikke afgørende imod en
sådan udvidelse, idet der som vilkår for tidlig
prøveløsladelse vil blive fastsat mærkbare
vilkår, jf. punkt 2.2.2 ovenfor.
Endvidere vil en udvidelse af ordningen efter
§ 40 a kunne medvirke til at lette kapacitetspresset
på kriminalforsorgen.
4.2. I
overensstemmelse med analysen af kriminalforsorgens fremtidige
kapacitets- og sikkerhedsbehov, jf. punkt 3.2 ovenfor,
foreslås det at lempe de tidsmæssige betingelser for
prøveløsladelse efter § 40 a, stk. 1,
så prøveløsladelse fremover vil kunne ske,
når halvdelen af straffetiden, dog mindst 2 (mod i dag 4)
måneder, er afsonet.
Herved vil ordningen kunne finde anvendelse
på dømte med en på dom på over 3
måneders fængsel i modsætning til i dag, hvor
ordningen alene er relevant for dømte med en dom på
over 6 måneders fængsel, jf. punkt 2.2.1 ovenfor.
Efter straffuldbyrdelseslovens § 78 a
kan der efter ansøgning fra personer, der er idømt en
fængselsstraf indtil 5 måneder, meddeles tilladelse
til, at straffen udstås i fodlænke. Lempelsen af de
tidsmæssige betingelser indebærer således, at
personer med en dom på over 3 måneders fængsel,
der udstår straffen i fodlænke, også vil kunne
være omfattet af ordningen i modsætning til i dag, hvor
denne gruppe af dømte ikke er omfattet. Ordningen vil ikke
være relevant for indsatte med en dom på 3
måneders fængsel og derunder, da der i disse
tilfælde vil kunne ske prøveløsladelse efter 2
måneder efter de mere lempelige betingelser for ordinær
prøveløsladelse efter 2/3 tid, jf. straffelovens
§ 38, stk. 1.
Anvendelse i praksis af den foreslåede
lempelse af de tidsmæssige betingelser forudsætter, at
der i løbet af en periode på ned til 2 måneder
dels kan foretages en vurdering af, om den indsatte har ydet en
sådan indsats eller har sådanne forhold, at
betingelserne for tidlig prøveløsladelse i
straffelovens § 40 a, stk. 1, nr. 1 eller 2, er
opfyldt, dels kan træffes afgørelse om
prøveløsladelse så betids, at afgørelsen
i givet fald kan effektueres ved periodens udløb.
Det er Justitsministeriets opfattelse, at disse
tidsmæssige rammer vil kunne håndteres i praksis.
Justitsministeriet lægger herved vægt på, at
ordningen med prøveløsladelse efter straffelovens
§ 40 a har været gældende i ca. 7 år,
og at der således hos institutionerne er opnået et godt
kendskab til ordningen, herunder hvilke krav der stilles for at
komme i betragtning til en tidlig prøveløsladelse.
Endvidere agter Justitsministeriet (Direktoratet for
Kriminalforsorgen) administrativt at gennemføre forslaget
fra analysen om, at fængslerne får kompetence til
at træffe afgørelse om prøveløsladelse
efter § 40 a for indsatte med domme under 8
måneders fængsel, jf. punkt 3.5 ovenfor, i
modsætning til i dag, hvor afgørelsen i alle
tilfælde træffes af Direktoratet for Kriminalforsorgen
efter indstilling fra fængslerne. Dermed vil
sagsbehandlingstiden blive kortere. For personer, der udstår
straffen i fodlænke, vil kompetencen blive henlagt til
tilsynsmyndigheden, således som det i dag gælder for
prøveløsladelse efter straffelovens
§ 38, stk. 1.
Den foreslåede lempelse af de
tidsmæssige betingelser indebærer i øvrigt, at
der bliver kortere tid til at afvikle den samfundstjeneste på
mindst 30 timer, som der i nogle tilfælde kan og i andre
tilfælde skal fastsættes vilkår om ved
prøveløsladelse efter straffelovens § 40 a,
jf. punkt 2.2.2 ovenfor. Som det ligeledes fremgår af punkt
2.2.2, kan vilkår om samfundstjeneste som udgangspunkt ikke
udstrækkes ud over 2/3 af straffetiden, jf. § 40 a,
stk. 5, 1. pkt. Ved en dom på f.eks. fire måneders
fængsel, hvor der i medfør af § 40 a vil ske
prøveløsladelse med vilkår om samfundstjeneste
efter halv tid, dvs. efter 2 måneder, skal samfundstjenesten
således som udgangspunkt være afviklet i løbet
af ca. 3 uger. Vilkåret vil dog kunne udstrækkes til
hele den resterende straffetid på 2 måneder, hvis
særlige grunde i den enkelte sag taler derfor, jf.
§ 40 a, stk. 5, 2. pkt.
Justitsministeriet har på den baggrund
overvejet, om der for indsatte med kortere fængselsstraffe,
som prøveløslades efter § 40 a, bør
ske en nedsættelse af det gældende minimum på 30
timers samfundstjeneste. Ministeriet har imidlertid ikke fundet
grundlag herfor, bl.a. fordi det vurderes at være vanskeligt
at få samfundstjenestesteder til at modtage en dømt
med f.eks. kun 20 timers samfundstjeneste.
Justitsministeriet har endvidere overvejet, om
udgangspunktet om, at vilkår om samfundstjeneste ikke kan
udstrækkes ud over 2/3 af den samlede straffetid, generelt
bør fraviges for indsatte med kortere fængselsstraffe,
som prøveløslades efter § 40 a. Ministeriet
finder imidlertid, at det nævnte udgangspunkt så vidt
muligt bør fastholdes for at undgå risikoen for, at en
tidlig prøveløsladelse vil blive opfattet som mindre
attraktiv end den ordinære prøveløsladelse
efter 2/3 af straffetiden, jf. også punkt 2.2.1 ovenfor.
Ikke desto mindre må det forventes, at det
ved kortere fængselsstraffe i nogle tilfælde vil vise
sig praktisk umuligt for kriminalforsorgen at tilrettelægge
samfundstjenesten således, at den er fuldt afviklet inden for
2/3 af straffetiden. Det er også tænkeligt, at nogle
indsatte selv ønsker, at samfundstjenesten afvikles over en
lidt længere periode. Det forudsættes med lovforslaget,
at der i begge de nævnte tilfælde i henhold til den
gældende bestemmelse i straffelovens § 40 a,
stk. 5, kan træffes afgørelse om, at
vilkåret om samfundstjeneste skal have en varighed ud over
2/3 af straffetiden, dog ikke ud over den samlede straffetid.
4.3. Som
foreslået i analysen, jf. punkt 3.3 ovenfor, finder
Justitsministeriet endvidere, at noget for noget-ordningen efter
straffelovens § 40 a bør udvides således, at
arbejdstræning efter en konkret vurdering skal kunne
udgøre en særlig indsats, der kan begrunde tidlig
prøveløsladelse efter straffelovens § 40 a,
stk. 1, nr. 1.
Ved arbejdstræning forstås
forløb, hvor den indsatte lærer basale funktioner
knyttet til varetagelsen af et arbejde. Disse funktioner kan bl.a.
være social omgang på arbejdspladsen, at modtage og
udføre en ordre fra en overordnet, samarbejde med
øvrige ansatte, rettidighed og undervisning i
arbejdsmarkedsregler. Arbejdstræning kan foregå i
fængslet, f.eks. i tilknytning til et eller flere af
fængslets værksteder, eller i en godkendt virksomhed i
forbindelse med frigang efter § 44 i
udgangsbekendtgørelsen.
Målgruppen for arbejdstræning er
indsatte, der ikke tidligere har varetaget et arbejde over en
længere sammenhængende periode på grund af
manglende basale jobkvalifikationer, og indsatte, der har
været uden for arbejdsmarkedet i et længere stykke tid
og af den grund ikke længere kan siges at have de
nødvendige basale kvalifikationer til varetagelsen af et
job.
Justitsministeriet finder det
formålstjenstligt, at indsatte af denne karakter, som
ønsker at yde en særlig indsats for ikke på ny
at begå kriminalitet, fremover kan kvalificere sig til
prøveløsladelse efter § 40 a, stk. 1,
nr. 1, gennem arbejdstræning. Det vil bero på en
konkret vurdering i det enkelte tilfælde, om den indsatte kan
anses for at have ydet en særlig indsats ved
arbejdstræningen, der kan begrunde tidlige
prøveløsladelse.
4. Økonomiske og
administrative konsekvenser for det offentlige
Lovforslaget vil frigøre et antal
åbne fængselspladser, der imidlertid vil blive
genanvendt med henblik på at bidrage til
håndteringen af det kapacitetsbehov i kriminalforsorgen,
der blev identificeret i analysen af kriminalforsorgens fremtidige
kapacitets- og sikkerhedsbehov fra februar 2011. På den
baggrund skønnes forslaget ikke at have økonomiske
administrative konsekvenser for det offentlige.
5. Økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.
Lovforslaget har ikke økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet.
6. Administrative konsekvenser
for borgerne
Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser
for borgerne.
7. Miljømæssige
konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige
konsekvenser.
8. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige
aspekter.
9. Hørte myndigheder
mv.
Østre Landsret, Vestre Landsret, Sø-
og Handelsretten, Samtlige byretter, Domstolsstyrelsen, Den Danske
Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten,
Foreningen af Offentlige Anklagere, Rigspolitiet, Politiforbundet,
Foreningen af Fængselsinspektører og
Vicefængselsinspektører, Kriminalforsorgsforeningen,
Dansk Fængselsforbund, HK-Landsklubben for Kriminalforsorgen,
Landsklubben af socialrådgivere ansat i Kriminalforsorgen,
Dansk Socialrådgiverforening, Advokatrådet, Danske
Advokater, Landsforeningen af Forsvarsadvokater, Institut for
Menneskerettigheder, Kriminalpolitisk Forening (KRIM), Retspolitisk
Forening og Retssikkerhedsfonden.
| | | 10. Sammenfattende skema | | | | | | | Positive konsekvenser/mindreudgifter | Negative konsekvenser/merudgifter | Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen af betydning. | Ingen af betydning. | Økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet | Ingen | Ingen | Miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen | Ingen | Forholdet til EU-retten | Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter. |
|
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1 (§ 40 a, stk. 1)
Det foreslås at lempe de tidsmæssige
betingelser for prøveløsladelse i straffelovens
§ 40 a, stk. 1, så
prøveløsladelse fremover vil kunne ske, når
halvdelen af straffetiden er afsonet, dog mindst 2 måneder
(mod i dag 4 måneder) er afsonet, hvis betingelserne i
§ 40 a, stk. 1, nr. 1 eller nr. 2, er opfyldt.
Til nr. 2 (§ 40 a, stk. 1, nr.
1)
Den foreslåede ændring af
straffelovens § 40 a, stk. 1, nr. 1,
indebærer, at arbejdstræning efter en konkret vurdering
vil kunne udgøre en særlig indsats, der kan begrunde
prøveløsladelse, når halvdelen af straffen er
udstået.
Ved arbejdstræning forstås
forløb, hvor den indsatte lærer basale funktioner
knyttet til varetagelsen af et arbejde. Disse funktioner kan bl.a.
være social omgang på arbejdspladsen, at modtage og
udføre en ordre fra en overordnet, samarbejde med
øvrige ansatte, rettidighed og undervisning i
arbejdsmarkedsregler. Arbejdstræning kan foregå i
fængslet, f.eks. i tilknytning til et eller flere af
fængslets værksteder, eller i en godkendt virksomhed i
forbindelse med frigang efter § 44 i
udgangsbekendtgørelsen.
Målgruppen for arbejdstræning er
indsatte, der ikke tidligere har varetaget et arbejde over en
længere sammenhængende periode på grund af
manglende basale jobkvalifikationer, og indsatte, der har
været uden for arbejdsmarkedet i et længere stykke tid
og af den grund ikke længere kan siges at have de
nødvendige basale kvalifikationer til varetagelsen af et
job.
Det vil bero på en konkret vurdering i det
enkelte tilfælde, om arbejdstræningen kan siges at have
udgjort en sådan særlig indsats, at der kan ske
prøveløsladelse efter udståelse af halvdelen af
straffetiden.
Ud over lempelsen af de tidsmæssige
betingelser, jf. lovforslagets § 1, nr. 1, og at
arbejdstræning efter en konkret vurdering vil kunne
udgøre en særlig indsats i straffelovens
§ 40 a's forstand, jf. lovforslagets § 1, nr.
2, er der ikke med lovforslaget tilsigtet ændringer i
kriterierne for tidlig prøveløsladelse efter
straffelovens § 40 a.
Til nr. 3 (§ 110 c, stk. 3)
Der er tale om en redaktionel ændring som
følge af EF-Traktatens ændrede titel og den
ændrede nummerering af artiklerne i traktaten.
Lissabon-Traktaten, som trådte i kraft den
1. december 2009, indebar således bl.a. en ændring af
den hidtidige benævnelse af traktatgrundlaget. Traktaten om
oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (EF-Traktaten)
benævnes med Lissabon-Traktaten "Traktaten om Den
Europæiske Unions Funktionsmåde" (EUF-Traktaten).
Lissabon-Traktaten indebar endvidere en
omnummerering af de hidtidige artikelnumre i EU-Traktaten og
EF-Traktaten. Bl.a. er EUF-Traktatens artikel 215 således
trådt i stedet for EF-Traktatens artikel 60 og artikel 301.
På den baggrund foreslås det, at der i straffelovens
§ 110 c, stk. 3, indsættes en henvisning til
EUF-Traktatens artikel 215.
EUF-Traktatens artikel 352 er trådt i stedet
for EF-Traktatens artikel 308. Det foreslås, at der i
straffelovens § 110 c, stk. 3, indsættes en
henvisning til EUF-Traktatens artikel 352. Baggrunden herfor er, at
det ikke på forhånd vil kunne udelukkes, at Rådet
i forbindelse med foranstaltninger, der tager sigte på helt
eller delvis at afbryde eller indskrænke finansielle eller
økonomiske forbindelser med tredjelande, bestemte
enkeltpersoner, grupper eller juridiske personer, vil kunne henvise
til EUF-Traktatens artikel 352, på samme måde som der
tidligere ville være henvist til EF-Traktatens artikel
308.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft
den 1. juni 2011.
Til § 3
Bestemmelsen vedrører lovens territoriale
gyldighed og indebærer, at loven ikke gælder for
Færøerne og Grønland.
Det foreslås, at de foreslåede
ændringer i lovens § 1, nr. 1 og 2, ved kongelig
anordning kan sættes i kraft for Færøerne med de
afvigelser, som de særlige færøske forhold
tilsiger.
Bilag 1
| | | Lovforslaget sammenholdt
med gældende ret | | | | Gældende
formulering | | Lovforslaget | | | | | | § 1 | | | | | | I straffeloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1235 af 26. oktober 2010, som
ændret ved § 11 i lov nr. 718 af 25. juni 2010,
§ 1 i lov nr. 1549 af 21. december 2010 og § 1
i lov nr. 1552 af 21. december 2010, foretages følgende
ændringer: | | | | § 40
a. Når halvdelen af straffetiden, dog mindst 4
måneder, er udstået, kan justitsministeren eller den,
ministeren bemyndiger dertil, ud over de i § 38,
stk. 2, nævnte tilfælde beslutte, at den
dømte skal løslades på prøve, hvis
hensynet til retshåndhævelsen skønnes ikke at
tale imod det, og | | 1. I § 40 a, stk. 1, ændres
»4 måneder« til: »2
måneder«. | 1) | den dømte har ydet en særlig
indsats for ikke på ny at begå kriminalitet, herunder
ved at deltage i behandlings- eller uddannelsesforløb,
eller | | 2. I § 40 a, stk. 1, nr. 1,
indsættes efter »behandlings- eller
uddannelsesforløb«: »eller
arbejdstræning«. | 2) | den dømtes forhold taler
derfor. | | | | | | § 110
c | | | Stk. 1. --- | | | Stk. 2. --- | | | Stk. 3. Med samme
straf som i stk. 2 straffes den, der overtræder
bestemmelser indeholdt i eller udstedt i medfør af
forordninger, som er vedtaget med hjemmel i artikel 60, 301 eller
308 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske
Fællesskab, og som tager sigte på helt eller delvis at
afbryde eller indskrænke de finansielle eller
økonomiske forbindelser med et eller flere lande uden for
Den Europæiske Union eller på tilsvarende sanktioner
over for enkeltpersoner, grupper af personer eller juridiske
personer. Stk. 4. --- | | 3. I § 110 c, stk. 3,
indsættes efter »traktaten om oprettelse af Det
Europæiske Fællesskab«: »eller artikel 215
eller 352 i traktaten om Den Europæiske Unions
Funktionsmåde«. | | | | | | § 2 | | | | | | Loven træder i kraft den 1. juni
2011. | | | | | | § 3 | | | | | | Loven gælder ikke for
Færøerne og Grønland. Lovens § 1, nr.
1 og 2, kan dog ved kongelig anordning sættes i kraft for
Færøerne med de ændringer, som de
færøske forhold tilsiger. | | | |
|