Betænkning afgivet af Miljø-
og Planlægningsudvalget den 19. maj 2011
1. Ændringsforslag
Miljøministeren har stillet 6 ændringsforslag til
lovforslaget.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 4. marts 2011 og var til 1.
behandling den 22. marts 2011. Lovforslaget blev efter 1.
behandling henvist til behandling i Miljø- og
Planlægningsudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 4 møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen
været sendt i høring, og miljøministeren sendte
den 2. juli 2010 dette udkast til udvalget, jf.
folketingsåret 2009-10, MPU alm. del - bilag 658. Den 4.
marts 2011 sendte miljøministeren de indkomne
høringssvar og et notat herom til udvalget.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget
skriftlige henvendelser fra:
Dansk Skovforening,
DANVA,
KL,
Landbrug & Fødevarer,
Karsten L. Willeberg-Nielsen, Glostrup, og
Kristian Østergaard, Aabybro.
Miljøministeren har over for udvalget kommenteret de
skriftlige henvendelser til udvalget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 22 spørgsmål til
miljøministeren til skriftlig besvarelse, som denne har
besvaret.
3. Udtalelse fra
miljøministeren
Miljøministeren har over for udvalget udtalt
følgende:
Ændret
vandløbsvedligeholdelse
Med henvisning til lovforslagets almindelige
bemærkninger afsnit 2.3 Vandløbsloven er der et
ønske om at få vilkårene for
gennemførelse af indsatsen »ændret
vandløbsvedligeholdelse« og udbetaling af kompensation
til de berørte lodsejere præciseret, når
kommunerne fremover iværksætter denne indsats.
1. Inddragelse af lodsejere
Indsatsen Ⱦndret
vandløbsvedligeholdelse« skal ske i et tæt
samarbejde mellem kommunerne og de enkelte lodsejere.
Vandplanprocessen og vandløbsloven giver
følgende muligheder for den enkelte lodsejer i forhold til
inddragelse, høring og indsigelse:
Vandløbsindsatsen i vandplanerne er konkret udpeget
på kort, som har været lagt frem i den offentlige
høring af vandplanforslagene. Den enkelte lodsejer har i
denne forbindelse mulighed for at give sine synspunkter til kende.
Naturstyrelsen er i øjeblikket i gang med at læse og
bearbejde de mange høringssvar, og der vil i videst muligt
omfang blive taget hensyn til de indkomne bemærkninger.
Såfremt vandløbsindsatsen i de endelige
vandplaner omfatter andre vandløbsstrækninger end de,
som indgår i vandplanforslagene, vil der blive
gennemført en ny høring af denne indsats. De
berørte lodsejere vil således have mulighed for at
blive hørt og give deres synspunkter til kende.
Naturstyrelsen vil i givet fald i videst muligt omfang tage hensyn
til de indkomne bemærkninger.
Når den i vandplanerne fastsatte vandløbsindsats
(ændret vedligeholdelse) skal gennemføres, vil dette
ske i to trin, som begge inddrager de berørte
lodsejere.
Først igangsættes en konsekvensvurdering af den
enkelte vandløbsindsats. Den enkelte lodsejer informeres
herom. Dernæst udarbejder kommunen på baggrund af
konsekvensvurderingen et forslag til et ændret regulativ for
offentlige vandløb og fastsættelse af
vedligeholdelsesbestemmer for private vandløb, jf.
vandløbsloven. Vandløbsloven fastsætter her
regler for offentlig høring på minimum otte uger. Den
enkelte lodsejer vil således have mulighed for at
fremsætte en indsigelse eller et ændringsforslag i
løbet af den offentlige høring.
Såfremt kommunen beslutter at gennemføre en given
indsats i forhold til ændret vedligeholdelse uden at
imødekomme lodsejerens bemærkninger i forbindelse med
den offentlige høring, har den enkelte lodsejer og en
række foreninger og organisationer mulighed for efter
vandløbslovens bestemmelser at klage til Natur- og
Miljøklagenævnet, som træffer den endelige
afgørelse. Klagen har som udgangspunkt opsættende
virkning.
2. Kompensation til lodsejere
Grøn Vækst-aftalen forudsætter, at der for
vandløbsindsatsen »ændret
vandløbsvedligeholdelse« kan ydes kompensation til den
enkelte lodsejer for ejerens indkomsttab inden for rammerne af
landdistriktsprogrammet.
Jeg skal i denne sammenhæng præcisere, at der skal
foreligge en godkendelse fra både Miljøministeriet og
Fødevareministeriet, før kommunerne kan gå i
gang med det videre arbejde med at gennemføre indsatsen
»ændret vandløbsvedligeholdelse«. Denne
procedure skal sikre, at der ikke igangsættes indsatser, der
forudsætter udbetaling af kompensation ud over den samlede
økonomiske ramme. Således kan der ikke
igangsættes en indsats, uden at der er penge til at
kompensere den enkelte lodsejer for ejerens indkomsttab inden for
rammerne af Landdistriktsprogrammet.
For hver enkelt udpeget vandløbsstrækning, hvor
der skal gennemføres en indsats, skal der udarbejdes
konkrete konsekvensvurderinger og konsekvenskort. På baggrund
af konsekvenskortet vil den enkelte lodsejer kunne se, hvilke
arealer der forventes at blive påvirket af indsatsen og
dermed vil være berettiget til kompensation.
I de tilfælde, hvor den ændrede vedligeholdelse
får uforudsete konsekvenser, f.eks. hvis en indsats
påvirker væsentligt mere end forudsat i
konsekvensvurderingerne, vil der skulle ske en opjustering af de
udpegede arealer, som fremadrettet udløser
kompensation.
3. Prioritering af indsatsen
Udgangspunktet for gennemførelse af indsatsen
vedrørende »ændret
vandløbsvedligeholdelse« efter vandplanerne er
omkostningseffektivitet. Ved prioritering af indsatsen vil der
derfor blive lagt vægt på, at indsatsen i videst muligt
omfang kan gennemføres på den for samfundet og
erhvervet mest hensigtsmæssige måde, og derved
berører lodsejerne mindst muligt. Jeg vil desuden
drøfte med KL, hvordan vi i forlængelse heraf kan
prioritere indsatsen på de vandløbsstrækninger,
hvor der er opbakning fra lodsejerne.
Afslutningsvis vil jeg gerne give tilsagn om, at
administrationsmodellen for ændret
vandløbsvedligeholdelse ikke vil blive realiseret,
før den er godkendt af forligspartierne bag Grøn
Vækst-aftalerne sammen med oplæg til justering af
vandplanforslagene.
4. Indstillinger og politiske
bemærkninger
Et flertal i udvalget (V, DF og
KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede
ændringsforslag.
Et mindretal i udvalget (S, SF,
RV, EL og IA) vil ved 2. behandling stemme hverken for eller imod
de stillede ændringsforslag og ved 3. behandling stemme
hverken for eller imod lovforslaget.
Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Radikale
Venstres og Enhedslistens medlemmer af udvalget bemærker, at
lovforslaget indgår i regeringens samlede plan
»Grøn Vækst«, der omfatter regeringens og
forligspartiet Dansk Folkepartis planer for landbrugserhvervets
fremtid og for håndteringen af miljøproblemerne
tilknyttet erhvervet. Virkningen er grundlæggende skæv,
og planen lægger op til meget store ændringer i
landbrugets struktur, uden at der ligger grundlæggende
analyser af erhvervets fremtid til grund, uden vurderinger af
betydningen for landdistrikterne, uden
beskæftigelseskonsekvenser og uden tilstrækkelig
effektiv og fremadrettet indsats på
miljøområdet. Det tydeliggøres bl.a. ved en
mangelfuld gennemførelse af EU's vandrammedirektiv.
Mindretallet har derfor taget afstand fra aftalen mellem V, KF og
DF og fralægger sig ansvaret for »Grøn
Vækst«'s gennemførelse.
Mindretallet ønsker i stedet, at der laves en grundig
analyse af erhvervets fremtid samtidig med en effektiv
miljøindsats, hvor de mange miljøproblemer, der er
knyttet til landbruget, søges løst i samme proces.
Det gælder effektiv begrænsning af kvælstof- og
fosforforurening, tilpasning til klimaændringerne,
begrænsning i udledningen af drivhusgasser og stop for
forringelserne af biodiversiteten.
Derfor har mindretallet foreslået, at der
nedsættes en uafhængig landbrugskommission, der skal
udarbejde forslag til fremadrettede løsninger på
landbrugets strukturelle og økonomiske udfordringer og
herunder belyse konsekvenserne for udviklingen i landdistrikterne.
Det skal samtidig sikres, at vand- og naturplanerne og den danske
naturlovgivning bringes i overensstemmelse med EU-lovgivningen. Det
økologiske landbrugsareal skal tredobles inden 2020.
Landbrugets regulering skal omlægges, så større
husdyrbrug reguleres som industri med faste udlederkrav og
placering i områder for større husdyrbrug. Landbrugets
muligheder for bæredygtig energiproduktion under hensyn til
natur, biodiversitet og jordkvalitet samt jordens mulighed for at
binde kulstof skal fremmes, og der skal udarbejdes en samlet
naturplan for Danmark.
Hovedlinjen i den samlede aftale om »Grøn
Vækst« er grundlæggende forkert, men der findes
naturligvis delelementer, som mindretallet anser for forbedringer.
Derfor vil mindretallet stemme hverken for eller imod det samlede
lovforslag. Mindretallets stemmeafgivning afspejler, at
mindretallet ikke vil tage ansvar for den samlede løsning,
og viser, at mindretallet finder det nødvendigt at kulegrave
hele området efter et folketingsvalg med henblik på at
få bedre løsninger og en sikker retning for dansk
landbrug, der satser på kvalitet, økologi,
miljøvenlig produktion og en omfattende brug af
miljøteknologi i bred forstand.
Mindretallet vil således ikke tage ansvar for og ikke
medvirke til vedtagelse af lovforslaget.
Mindretallet er imod at åbne op for
energiafgrøder i randzoner. Vi ønsker at fremme
flerårige energiafgrøder, men ikke på bekostning
af biodiversitet og naturindhold i lavbundsarealer, herunder
ådale. Vi er også imod forslaget om, at fonde og
foreninger skal give afkald på fredningserstatning, hvis de
ejer det berørte areal. Det står i skærende
kontrast til de mange erstatningsordninger til landbruget i
»Grøn Vækst«. Partierne er ligeledes imod
begrænsning af klageadgang for statslige vand- og
naturplaner.
Mindretallet er positiv over for delelementer i lovforslaget:
muligheden for at etablere ådalsprojekter, planlægning
for lokalisering af store husdyrbrug, inddragelse af
bio?gasanlæg i planlægningen, mulighed for ophør
eller reduktion af vandløbsvedligeholdelse og mulighed for
at sammenkøre data mellem myndighederne på
kemikalieområdet.
Men delelementerne skøjter henover de nødvendige
målsætninger og ender dermed som lappeløsninger
på en efterhånden temmelig kaotisk og bureaukratisk
miljø- og naturlovgivning. Vandløbsloven bør
således grundlæggende revurderes og moderniseres,
sådan at den til fulde tager højde for hensynet til
biodiversitet, regulering af punktkilder som dræn og behovet
for at opnå høj økologisk vandkvalitet.
Forbuddet mod at bruge pesticider og gødske indenfor 25
m fra vandindvindingsanlæg er helt utilstrækkeligt og
ignorerer det faglige grundlag, Miljøstyrelsen har
udarbejdet for at kunne beregne den nødvendige
beskyttelseszone. Mindretallet har derfor fremsat
beslutningsforslag nr. B 73 om sprøjtefrie beskyttelseszoner
omkring almene vandforsyningsanlæg, som følger den
faglige rådgivning.
Mindretallet vil i forlængelse af sin samlede holdning
til VKO's »Grøn Vækst«-lovgivning
ligeledes stemme hverken for eller imod de ændringsforslag,
miljøministeren har stillet.
Liberal Alliance, Kristendemokraterne, Siumut,
Tjóðveldi og Sambandsflokkurin var på tidspunktet
for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med
medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske udtalelser i
betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i
betænkningen. Der gøres opmærksom på, at
et flertal eller et mindretal i udvalget ikke altid vil afspejle et
flertal/mindretal ved afstemning i Folketingssalen.
5. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til titlen
Af miljøministeren, tiltrådt af et
flertal (V, DF og KF):
1)
Titlen affattes således:
»Forslag
til
Lov om
ændring af lov om naturbeskyttelse, lov om planlægning,
lov om vandløb og forskellige andre love
(»Grøn
Vækst«)«
[Redaktionel ændring]
Til § 1
Af miljøministeren, tiltrådt af et
flertal (V, DF og KF):
2) I
det under nr. 5 foreslåede § 36, stk. 7, ændres
»fonden, foreningen eller selskabet« til:
»ejeren«.
[Redaktionel ændring]
Til § 3
Af miljøministeren, tiltrådt af et
flertal (V, DF og KF):
3)
Efter nr. 3 indsættes som nyt nummer:
»01. I §
12, stk. 4, der bliver stk. 5, ændres »stk.
3« til: »stk. 4«.«
[Konsekvensændring]
Af miljøministeren, tiltrådt af et
flertal (V, DF og KF):
4)
Efter nr. 9 indsættes som nyt nummer:
»02. I §
70 a, nr. 4, ændres »§§ 37 og 37
a« til: »§ 37«.«
[Konsekvensændring]
Til § 6
Af miljøministeren, tiltrådt af et
flertal (V, DF og KF):
5) I
den under nr. 2 foreslåede § 21 b indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Stk. 1
finder ikke anvendelse, såfremt kommunalbestyrelsen efter
§ 24, stk. 1, har udstedt et påbud eller nedlagt et
forbud, som er gældende længere væk end 10 m fra
vandindvindingsanlægget, og som indebærer en
tilsvarende rådighedsindskrænkning som efter stk.
1.«
[Undtagelse fra det generelle
forbud mod at anvende pesticider, gødske og dyrke i
beskyttelseszonen på 25 m]
Af miljøministeren, tiltrådt af et
flertal (V, DF og KF):
6) I
den under nr. 3 foreslåede § 64 c indsættes efter stk. 1 som
nyt stykke:
»Stk. 2. Den
grundejer, der omfattes af § 21 b, og som i forbindelse med en
frivillig aftale om tilsvarende rådighedsindskrænkning
allerede har modtaget en kompensation herfor, er ikke berettiget
til en årlig godtgørelse efter stk. 1.«
[Undtagelse fra retten til en
årlig godtgørelse]
Bemærkninger
Til nr. 1 og 2
Der er tale om redaktionelle ændringer.
Til nr. 3 og 4
Der er tale om en konsekvensændring som følge af
lovforslagets § 3, nr. 3 og 8.
Til nr. 5
Med ændringsforslaget indføres en undtagelse fra
det generelle forbud mod erhvervsmæssig og offentlig
anvendelse af pesticider, dyrkning og gødskning, som
foreslået i forslag til § 21 b, stk. 1.
Såfremt kommunen efter en konkret risikovurdering har
etableret et boringsnært beskyttelsesområde ved at
udstede et påbud eller nedlægge et forbud efter §
24, stk. 1, som indebærer en tilsvarende
rådighedsindskrænkning, vil det foreslåede
generelle forbud i stk. 1 herefter ikke længere komme til
anvendelse.
Ved en tilsvarende rådighedsindskrænkning
forstås, at påbuddet eller forbuddet som minimum skal
indebære den rådighedsindskrænkning, at der inden
for det pågældende areal ikke må anvendes
pesticider.
I de tilfælde, hvor et etableret boringsnært
beskyttelsesområde helt eller delvis dækker den
udvidede beskyttelseszone efter den foreslåede § 21 b,
stk. 1, dvs. inden for arealet fra 10 til 25 m fra et
vandindvindingsanlæg, der indvinder grundvand til almen
vandforsyning, vil kun den del af arealet, som er en del af det
boringsnære beskyttelsesområde, være beskyttet i
form af et påbud eller forbud mod en given aktivitet.
En eksisterende fysisk sikringszone vil ikke blive
berørt af ændringsforslaget.
Forslaget til ændringen begrundes med, at kun det areal,
som vurderes at have et behov for beskyttelse, skal beskyttes ved
hjælp af den eller de pålagte
rådighedsindskrænkninger inden for det afgrænsede
areal.
Til nr. 6
Med ændringsforslaget indføres en undtagelse fra
grundejerens ret til en årlig godtgørelse som
foreslået i forslaget til § 64 c, stk. 1.
Såfremt der foreligger en frivillig aftale mellem en
grundejer og vandforsyningen om en lignende
rådighedsindskrænkning, som angivet i § 21 b, og
grundejeren har modtaget en kompensation herfor, kan grundejeren
ikke modtage en årlig godtgørelse som foreslået
i § 64 c, stk. 1.
Ved en tilsvarende rådighedsindskrænkning
forstås, at den frivillige aftale som minimum skal indeholde
et krav om pesticidfri dyrkning inden for det
pågældende område.
Tro og love-erklæringen, som vandforsyningerne skal
indhente, skal indeholde information om, at grundejeren ikke har
modtaget kompensation i forbindelse med en frivillig aftale, der er
indgået med en vandforsyning om tilsvarende
rådighedsindskrænkning som foreslået i § 21
b.
Ændringsforslaget begrundes med, at grundejerne ikke
skal kompenseres to gange for samme eller tilsvarende
rådighedsindskrænkning som foreslået i § 21
b.
Peter Juel Jensen (V) nfmd. Eyvind Vesselbo (V) Erling
Bonnesen (V) Birgitte Josefsen (V) Hans Christian Thoning (V)
Jørn Dohrmann (DF) Liselott Blixt (DF) Carina Christensen
(KF) Tage Leegaard (KF) Torben Hansen (S) Mette Gjerskov (S)
Flemming Møller Mortensen (S) Trine Mach (SF) Steen Gade
(SF) fmd. Johs. Poulsen (RV) Per
Clausen (EL) Juliane Henningsen (IA)
Liberal Alliance, Kristendemokraterne,
Siumut, Tjóðveldi og Sambandsflokkurin havde ikke
medlemmer i udvalget.
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 47 |
Socialdemokratiet (S) | 45 |
Dansk Folkeparti (DF) | 24 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 23 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 17 |
Radikale Venstre (RV) | 9 |
Enhedslisten (EL) | 4 |
Liberal Alliance (LA) | 3 |
Kristendemokraterne (KD) | 1 |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Siumut (SIU) | 1 |
Tjóðveldi (T) | 1 |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 2 |
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 165
Bilagsnr. | Titel |
1 | Høringssvar og høringsnotat,
fra miljøministeren |
2 | Henvendelse af 15/3-11 fra Dansk
Skovforening |
3 | Henvendelse af 16/3-11 fra KL |
4 | Tidsplan for udvalgets behandling af
lovforslaget |
5 | Henvendelse af 31/3-11 fra Karsten L.
Willeberg-Nielsen, Glostrup |
6 | Henvendelse af 1/4-11 fra Landbrug &
Fødevarer |
7 | Henvendelse af 1/4-11 fra DANVA |
8 | 1. udkast til betænkning |
9 | Henvendelse af 21/4-11 fra Kristian
Østergaard, Aabybro |
10 | Ændringsforslag fra
miljøministeren |
11 | Udtalelse fra miljøministeren |
12 | 2. udkast til betænkning |
Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende
L 165
Spm.nr. | Titel |
1 | Spm. om kommentar til henvendelsen af
15/3-11 fra Dansk Skovforening, til miljøministeren, og
ministerens svar herpå |
2 | Spm. om kommentar til henvendelsen af
16/3-11 fra KL, til miljøministeren, og ministerens svar
herpå |
3 | Spm. om, hvorfor ministeren i sine
besvarelser af mange spørgsmål henviser til, at
lovforslaget er i overensstemmelse med Grøn Vækst, til
miljøministeren, og ministerens svar herpå |
4 | Spm. om at kommentere indvendinger og
uddybe de beregninger, der måtte ligge bag forklaringen om,
at energiudbyttet vil opveje tabet af biodiversitet, til
miljøministeren, og ministerens svar herpå |
5 | Spm. om at forklare præcist, hvilken
forskelsbehandling der foreslås mellem landbrugsjord og
fondsejet jord, når det gælder afsnittet om
fredningserstatning, til miljøministeren, og ministerens
svar herpå |
6 | Spm. om at redegøre for, hvorfor
der lægges vægt på størrelse og ikke
på naturpåvirkningen, hvilket netop er
afgørende, til miljøministeren, og ministerens svar
herpå |
7 | Spm. om at uddybe betingelserne for
henholdsvis gårdanlæg og fællesanlæg, for
så vidt angår biogas, til miljøministeren, og
ministerens svar herpå |
8 | Spm. om at uddybe svaret til professor
Helle Tegner Ankers høringssvar om, at retstilstanden
vedrørende vandløb er uafklaret, til
miljøministeren, og ministerens svar herpå |
9 | Spm. om, hvordan det kan være
demokratisk, når klageadgangen reduceres i
miljømålsloven, til miljøministeren, og
ministerens svar herpå |
10 | Spm. om, for så vidt angår
miljøbeskyttelsesloven, at redegøre for, hvorfor
privat anvendelse af gift ikke er omfattet af forslaget, til
miljøministeren, og ministerens svar herpå |
11 | Spm. om at uddybe, hvorfor arealerne skal
være dyrkningsfrie i stedet for blot sprøjtefrie, til
miljøministeren, og ministerens svar herpå |
12 | Spm. om kommentar til henvendelsen af
31/3-11 fra Karsten L. Willeberg-Nielsen, til
miljøministeren, og ministerens svar herpå |
13 | Spm. om kommentar til henvendelsen af
1/4-11 fra Landbrug & Fødevarer, til
miljøministeren, og ministerens svar herpå |
14 | Spm. om kommentar til henvendelsen af
1/4-11 fra DANVA, til miljøministeren, og ministerens svar
herpå |
15 | Spm. , om der med de foreslåede
ændringer i vandløbsloven også vil være
mulighed for at nøjes med at foretage ændringer i
vedligeholdelsesteknik i stedet for ophør eller reduktion af
vedligeholdelsen, til miljøministeren, og ministerens svar
herpå |
16 | Spm. om, hvordan proceduren til sikring
af, at den enkelte lodsejer får fuld kompensation for sit
nettotab, er tilrettelagt, til miljøministeren, og
ministerens svar herpå |
17 | Spm. om, hvor den enkelte lodsejer skal
henvende sig, hvis vedkommende har spørgsmål til sin
sag vedrørende ændret vandløbsvedligeholdelse,
til miljøministeren, og ministerens svar herpå |
18 | Spm. om, hvordan ministeren vil sikre, at
kravene til ændret vandløbsvedligeholdelse tilpasses,
hvis det viser sig, at der ikke er afsat tilstrækkelige
beløb til at kompensere de berørte lodsejere, til
miljøministeren, og ministerens svar herpå |
19 | Spm. om at udvide den økonomiske
ramme til lodsejerkompensation, hvis de afsatte midler ikke
slår til, til miljøministeren, og ministerens svar
herpå |
20 | Spm. om kommentar til henvendelsen af
21/4-11 fra Kristian Østergaard, Aabybro, til
miljøministeren, og ministerens svar herpå |
21 | Spm. , om lovforslaget sikrer
dækning af nettotabet til den enkelte lodsejer ved
ændret vandløbsvedligeholdelse, til
miljøministeren, og ministerens svar herpå |
22 | Spm. om at redegøre for elementerne
i administrationsmodellen for kompensation til de enkelte lodsejere
i forbindelse med vandløbsindsatsen, til
miljøministeren, og ministerens svar herpå |