L 164 Forslag til lov om ændring af lov om beskyttelse af havmiljøet og lov om miljøbeskyttelse.

(Gennemførelse af dele af konventionen om kontrol og behandling af skibes ballastvand (ballastvandkonventionen) og fastsættelse af regler om vurdering af virkninger på miljøet (VVM) m.v. for havbrug beliggende længere end 1 sømil fra kysten).

Af: Miljøminister Karen Ellemann (V)
Udvalg: Miljø- og Planlægningsudvalget
Samling: 2010-11 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 03-03-2011

Fremsættelse: 03-03-2011

Skriftlig fremsættelse (3. marts 2011)

20101_l164_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (3. marts 2011)

Miljøministeren (Karen Ellemann)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af lov om beskyttelse af havmiljøet og lov om miljøbeskyttelse (Gennemførelse af dele af konventionen om kontrol og behandling af skibes ballastvand (ballastvandkonventionen) og fastsættelse af regler om vurdering af virkninger på miljøet (VVM) mv. for havbrug beliggende længere end 1 sømil fra kysten)

(Lovforslag nr. L 164)

Lovforslaget har til formål, at gennemføre en række ændringer af havmiljøloven med henblik på gennemførelse af ballastvandkonventionen i Danmark. Desuden gennemføres VVM-direktivet for så vidt angår havbrug beliggende længere end 1 sømil fra kysten.


I 2004 vedtog FN's Søfartsorganisation (IMO) ballastvandkonventionen, der har til formål at forhindre, formindske og kontrollere forurening af havmiljøet som følge af overførslen af invasive arter, der sker via skibes ballastvand. Invasive arter kan føre til overførsel af sygdomme og kan påvirke badevand, fisk og mennesker og udgør en trussel mod havenes biodiversitet. Skibe og deres ballastvand er ifølge FN en af verdens største kilder til indførsel af invasive arter i vandområder.


Lovforslaget indeholder en række nye bemyndigelsesbestemmelser, der forpligter miljøministeren til at fastsætte regler om kontrol og behandling af skibes ballastvand og sedimenter. Herudover indeholder lovforslaget en bemyndigelse for ministeren til at fastsætte regler om, hvornår der kan dispenseres fra behandlingskravene.


Med lovforslaget placeres kompetencen til at foretage VVM-screening af havbrug beliggende længere end 1 sømil fra kysten hos staten. Lovforslaget indeholder desuden en række bemyndigelsesbestemmelser for ministeren til at fastsætte regler om VVM for disse havbrug. I forlængelse heraf indeholder lovforslaget en ændring af miljøbeskyttelsesloven, der skaber hjemmel til at henlægge kompetencen til at miljøgodkende sådanne havbrug til staten. På den måde samles kompetencerne for havbrug placeret længere end 1 sømil fra kysten hos staten. Baggrunden for reglerne er en afgørelse fra Naturklagenævnet, som fastslog, at kommunerne ikke har kompetence til at foretage VVM-vurdering af havbrug, der ligger længere end 1 sømil fra kysten som ellers antaget. Dermed er VVM-direktivet ikke implementeret for disse havbrug.


Lovforslaget giver miljøministeren mulighed for at delegere en række af de beføjelser, der er tillagt ministeren i lovforslaget, til andre myndigheder og klassifikationsselskaber.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.