Skriftlig fremsættelse (24. februar
2011)
Fødevareministeren (Henrik
Høegh)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om randzoner
(Lovforslag nr. L 158)
Der er her tale om en ny lov, som er en del af
gennemførelsen af regeringens og Dansk Folkepartis aftale om
Grøn Vækst af 16. juni 2009.
Med dette forslag etableres der randzoner langs alle
vandløb og søer større end 100 m2 i
landzone.
I randzonerne vil der gælde et forbud mod dyrkning,
sprøjtning og gødskning, således at der derved
skabes en afstand mellem de dyrkede marker og vandløb
m.v.
Herved mindskes udvaskningen af nitrat og fosfor til
vandmiljøet betydeligt. Der foreligger ikke
fuldstændigt præcise tal for reduktionernes omfang, men
ud fra tidligere beregninger skønnes det, at reduktionen vil
være på indtil 2550 tons nitrat og indtil 160 tons
fosfor årligt.
Randzonerne forudsættes udlagt med en bredde på
indtil 10 m. Den endelige bredde fastlægges, når den
igangværende kortlægning af de omfattede
bredstrækninger er tilendebragt, således at det samlede
udlæg af landbrugsjord til randzoner kommer til at svare til
ca. 50.000 ha.
Loven indeholder en reduktionsbestemmelse, således at
randzoneudlægget maksimalt kan udgøre 5 pct. af en
given bedrifts samlede areal.
Undtaget fra randzoneudlægget er arealer, der anvendes
til skov, have, park eller lignende samt ikke målsatte
vandløb beliggende i marskområder m.v.
Fødevareministeren vil endvidere konkret kunne undtage
arealer, hvor udlægget af randzoner vil ramme enkelte
lodsejere uforholdsmæssigt hårdt, f.eks. på
arealer med særlige højværdiafgrøder,
væksthuse, forsøgsanlæg eller lignende.
Loven tillader, at der i randzonerne dyrkes vedvarende
græs, eller at der i tilknytning til tilsvarende plantninger
uden for randzonen etableres flerårige energiafgrøder
med visse nærmere bestemte plantearter.
Disse undtagelser indebærer dog ikke samtidig en
undtagelse fra forbuddene mod gødskning og
sprøjtning, hvorfor dyrkning af vedvarende græs og
flerårige energiafgrøder i randzonerne kun kan ske i
en dyrkningsform, hvor der ikke anvendes gødning eller
sprøjtning.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslagets
bemærkninger, skal jeg anbefale lovforslaget til Folketingets
velvillige behandling.