L 148 Forslag til lov om ændring af lov om videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner under Kulturministeriet.

(Ændring af styrelse af visse uddannelsesinstitutioner samt fusion af Det Kongelige Danske Kunstakademis Arkitektskole, Danmarks Designskole og Det Kongelige Danske Kunstakademis Konservatorskole m.v.).

Af: Kulturminister Per Stig Møller (KF)
Udvalg: Kulturudvalget
Samling: 2010-11 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 23-02-2011

Fremsættelse: 23-02-2011

Skriftlig fremsættelse (23. februar 2011)

20101_l148_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (23. februar 2011)

Kulturministeren (Per Stig Møller)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af lov om videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner under Kulturministeriet (Ændring af styrelse af visse uddannelsesinstitutioner samt fusion af Det Kongelige Danske Kunstakademis Arkitektskole, Danmarks Designskole og Det Kongelige Danske Kunstakademis Konservatorskole m.v.)

(Lovforslag nr. L 148)

Hovedformålet med lovforslaget er at implementere dele af "Aftale om videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner under Kulturministeriet 2011-2014", som regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti) Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne, SF, Radikale Venstre, Liberal Alliance og Kristendemokraterne indgik d. 27. oktober 2010. Lovforslaget gennemfører de ændringer af loven, som er nødvendige på baggrund af uddannelsesaftalen, samt fusion af Det Kongelige Danske Kunstakademis Konservatorskole, Det Kongelige Danske Kunstakademis Arkitektskole og Danmarks Designskole.


Lovforslaget udmønter aftalen om indførelse af bestyrelser på visse uddannelsesinstitutioner under Kulturministeriet samt indførelse af ansat rektor og deraf følgende justeringer af skolerådets kompetencer på Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler.


Endvidere foreslås en række konsekvensrettelser som følge af aftalen om fusion af Det Kongelige Danske Kunstakademis Arkitektskole og Danmarks Designskole samt kulturministerens efterfølgende beslutning om også at lade Det Kongelige Danske Kunstakademis Konservatorskole indgå i den samlede nye fælles uddannelsesinstitution: Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.