Efter afstemningen i Folketinget ved 2.
behandling den 24. maj 2011
Forslag
til
Lov om ændring af lov om videregående
kunstneriske uddannelsesinstitutioner under Kulturministeriet
(Ændring af styrelse af visse
uddannelsesinstitutioner samt fusion af Det Kongelige Danske
Kunstakademis Arkitektskole, Danmarks Designskole og Det Kongelige
Danske Kunstakademis Konservatorskole m.v.)
§ 1
I lov om videregående kunstneriske
uddannelsesinstitutioner
under Kulturministeriet, jf. lovbekendtgørelse nr. 889 af
21. september 2000, som ændret ved lov nr. 1268 af 16.
december 2009, foretages følgende ændringer:
1. § 1, stk.1, affattes
således:
»Loven gælder for følgende
statslige institutioner under Kulturministeriet, der giver
uddannelse på de kunstneriske fagområder: Det
Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og
Konservering, Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler,
Arkitektskolen Aarhus, Det Kongelige Danske Musikkonservatorium,
Det Jyske Musikkonservatorium, Syddansk Musikkonservatorium og
Skuespillerskole, Rytmisk Musikkonservatorium, Statens Teaterskole
og Den Danske Filmskole.«
2. § 2 affattes således:
Ȥ 2. Det Kongelige
Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering
har som højere uddannelsesinstitution til opgave på
kunstnerisk og videnskabeligt grundlag at give uddannelse i
arkitektur, design, kunsthåndværk, konservering og
restaurering indtil det højeste niveau samt at udøve
kunstnerisk udviklingsvirksomhed og på videnskabeligt
grundlag at drive forskning inden for arkitektur, design,
kunsthåndværk, konservering og restaurering.«
3. § 2 a affattes således:
Ȥ 2
a. Arkitektskolen Aarhus har som højere
uddannelsesinstitution til opgave på kunstnerisk og
videnskabeligt grundlag at give uddannelse i arkitektur indtil det
højeste niveau samt at udøve kunstnerisk
udviklingsvirksomhed og på videnskabeligt grundlag at drive
forskning inden for arkitektur.«
4. § 4 ophæves.
5. I
§ 11 ophæves
stk. 2-4.
Stk. 5 bliver herefter
stk. 2.
6.
Efter § 11 indsættes i kapitel
4:
Ȥ 11
a. Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler, Det
Kongelige Danske Musikkonservatorium, Det Jyske
Musikkonservatorium, Syddansk Musikkonservatorium og
Skuespillerskole, Rytmisk Musikkonservatorium, Statens Teaterskole
og Den Danske Filmskole ledes af en rektor.
Stk. 2. Rektor
på de institutioner, der er nævnt i stk. 1,
træffer afgørelse i alle sager, som ikke ved denne lov
eller i henhold til § 11, stk. 1, er henlagt til
kulturministeren eller til institutionens kollegiale organer.
Stk. 3.
Kulturministeren ansætter og afskediger rektor.
Stk. 4. På de
institutioner, der er nævnt i stk. 1, nedsættes et
eller flere kollegiale organer. Institutionens øverste
kollegiale organ inddrages i sager, der vedrører
institutionens overordnede interesser som kunstnerisk uddannelses-
og forskningsinstitution, og medvirker ved fastlæggelsen af
retningslinjer for dens langsigtede virksomhed og udvikling.
§ 11
b. Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur,
Design og Konservering og Arkitektskolen Aarhus er
statsinstitutioner, hvis overordnede ledelse varetages af en
bestyrelse med et ulige antal medlemmer beskikket af
kulturministeren. Kulturministeren fastsætter antallet af
medlemmer i bestyrelsen.
Stk. 2.
Bestyrelsens sammensætning skal afspejle institutionens
samlede opgaver. Bestyrelsen skal samlet have indsigt i uddannelse,
forskning, kunstnerisk udviklingsvirksomhed, videnformidling,
ledelse, organisation og økonomi samt de
ansættelsesområder og erhverv, som institutionen
uddanner til.
Stk. 3.
Kulturministeren udpeger et antal eksterne bestyrelsesmedlemmer,
heriblandt formanden og næstformanden. De af kulturministeren
udpegede eksterne medlemmer skal tilsammen have erfaring med
ledelse, organisation og økonomi og udgør sammen med
det af Statens Kunstråd udpegede medlem, jf. stk. 4, et
flertal af bestyrelsesmedlemmerne.
Stk. 4. Statens
Kunstråd udpeger et eksternt bestyrelsesmedlem med
særlige kunstfaglige kvalifikationer inden for et eller flere
af institutionens hovedfagområder.
Stk. 5. Et
mindretal af bestyrelsesmedlemmerne udpeges af og blandt
medarbejdere og studerende.
Stk. 6. Eksterne
bestyrelsesmedlemmer og medarbejderrepræsentanter beskikkes
for en periode på 4 år, jf. stk.1, mens
studenterrepræsentanter beskikkes for en periode på 2
år. Udtræder et medlem i beskikkelsesperioden,
beskikkes et nyt medlem for den resterende del af perioden.
Stk. 7.
Kulturministeren kan beslutte, at bestyrelsen skal træde
tilbage, hvis ministeren vurderer, at bestyrelsen ikke lever op til
sit ansvar, jf. § 11 c, stk. 1. I så fald
beskikkes en ny bestyrelse efter reglerne i stk. 2-6.
§ 11
c. Bestyrelsen er over for kulturministeren ansvarlig for
institutionens samlede virksomhed, for institutionens anvendelse af
bevillingen, for institutionens regnskab og for overholdelsen af de
bestemmelser, der er fastsat for institutionens virke. Bestyrelsen
underskriver institutionens regnskab.
Stk. 2. Bestyrelsen
skal fremme institutionens strategiske virke og varetage
institutionens interesser som kunstnerisk uddannelses- og
forskningsinstitution. Bestyrelsen fastlægger efter
indstilling fra rektor retningslinjer for institutionens
organisation, langsigtede virksomhed og udvikling.
Stk. 3. Bestyrelsen
ansætter og afskediger rektor.
Stk. 4. Bestyrelsen
godkender efter indstilling fra rektor institutionens budget,
herunder fordelingen af ressourcerne og principperne for
ressourcernes anvendelse.
§ 11
d. Rektor på de institutioner, der er nævnt i
§ 11 b, stk. 1, har inden for de rammer, bestyrelsen
har fastsat, ansvaret for den daglige ledelse af institutionens
undervisning, forskning, kunstneriske udviklingsvirksomhed,
administrati?on? og økonomi.
Stk. 2. Rektor
på de institutioner, der er nævnt i § 11 b,
stk. 1, ansætter og afskediger institutionens
øvrige personale.
§ 11
e. På de institutioner, der er nævnt i
§ 11 b, stk. 1, nedsættes et fagligt
råd, hvor rektor er formand.
Stk. 2. Rådet
rådgiver rektor i faglige anliggender og høres i
sager, der vedrører institutionens overordnede interesser
som kunstnerisk uddannelses- og forskningsinstitution. Rådet
kan udtale sig om alle faglige forhold af væsentlig betydning
for institutionens virksomhed og har pligt til at drøfte de
faglige forhold, som rektor forelægger.«
§ 2
Loven træder i kraft dagen efter
bekendtgørelsen i Lovtidende.
§ 3
Stk. 1.
§ 11 a, stk. 3, får virkning for Det Kongelige
Danske Kunstakademis Billedkunstskoler, når den person, som
er rektor på tidspunktet for lovens ikrafttræden,
fratræder sit hverv.
Stk. 2.
§ 11 c, stk. 3, får virkning for
Arkitektskolen Aarhus, når den person, som er rektor på
tidspunktet for lovens ikrafttræden, fratræder sit
hverv.
Stk. 3. Senest den
1. maj 2012 skal bestyrelsen for Det Kongelige Danske Kunstakademis
Skoler for Arkitektur, Design og Konservering have ansat en rektor
i medfør af § 11 c, stk. 3. Indtil da virker
de tre personer, der indtil lovens ikrafttræden var rektorer
på Det Kongelige Danske Kunstakademis Arkitektskole, Danmarks
Designskole og Det Kongelige Danske Kunstakademis Konservatorskole,
i deres hidtidige hverv.