Efter afstemningen i Folketinget ved 2.
behandling den 26. april 2011
Forslag
til
Lov om sikkerhedsundersøgelse af ulykker
til søs1)
§ 1. Økonomi- og
erhvervsministeren opretter Den Maritime Havarikommission, der har
til opgave at foretage undersøgelse af ulykker og
hændelser til søs med henblik på at mindske
risikoen for fremtidige ulykker til søs.
§ 2. Havarikommissionen
undersøger meget alvorlige ulykker til søs, som
involverer danske skibe, eller som har fundet sted på dansk
søterritorium, eller hvortil der i øvrigt er knyttet
væsentlige danske interesser, jf. dog stk. 2.
Stk. 2.
Havarikommissionen kan beslutte ikke at foretage
undersøgelser af meget alvorlige ulykker på
fiskerskibe med en længde på under 15 m.
§ 3. Havarikommissionen kan
beslutte at undersøge hændelser, hvor der har
været risiko for en søulykke, og andre ulykker til
søs end de i § 2, stk. 1, nævnte, som involverer
danske skibe, eller som har fundet sted på dansk
søterritorium, eller hvortil der i øvrigt er knyttet
væsentlige danske interesser.
Stk. 2.
Hvis havarikommissionen beslutter ikke at foretage en
undersøgelse af en alvorlig ulykke til søs, skal
beslutningen herom begrundes.
Stk. 3.
Havarikommissionen undersøger ikke ulykker og
hændelser til søs, som alene involverer
1) krigsskibe eller andre skibe, der
tilhører eller opereres af en stat, og som udelukkende
anvendes til statslige, ikkeerhvervsmæssige
formål,
2) skibe, der ikke fremdrives ved
mekaniske midler, træskibe af primitiv konstruktion og
fritidsfartøjer, medmindre de er eller bliver bemandet og
befordrer mere end 12 passagerer i erhvervsmæssigt
øjemed,
3) flod- og kanalfartøjer, som
kun sejler ad indre vandveje, eller
4) faste offshoreenheder.
Stk. 4.
Økonomi- og erhvervsministeren kan under hensyntagen til
relevante internationale vedtagelser fastsætte nærmere
regler om, hvad der skal anses som ulykker til søs og
hændelser, hvor der har været risiko for en
søulykke, og hvornår sådanne skal anses som
alvorlige og meget alvorlige.
§ 4. Havarikommissionen skal virke
uafhængigt af personer, virksomheder og institutioner, hvis
interesser kan være i konflikt med
undersøgelsesarbejdet.
Stk. 2.
Havarikommissionens medarbejdere skal have praktisk kendskab til de
emneområder, som indgår i havarikommissionens
almindelige undersøgelsesopgaver.
§ 5. Havarikommissionen skal ikke
tage stilling til de strafferetlige eller erstatningsretlige
aspekter ved ulykkerne eller hændelserne, og dens
undersøgelser skal holdes adskilt fra strafferetlige eller
andre sideløbende undersøgelser, der har til
formål at placere ansvar eller skyld.
Stk. 2.
Havarikommissionen og dens medarbejdere samt personer og
virksomheder, som bistår havarikommissionen, må ikke
stille følgende oplysninger til rådighed for andre
formål end undersøgelsesarbejdet:
1) Alle vidneforklaringer og andre
erklæringer, redegørelser, som er modtaget som led i
undersøgelserne, og noter, der er taget i forbindelse med
modtagelsen af de nævnte forklaringer m.v.,
2) oplysninger, der afslører
identiteten af personer, der har afgivet forklaringer som led i
undersøgelserne, og
3) oplysninger vedrørende
personer, som har været involveret i ulykken eller
hændelsen til søs, som er af særlig
følsom eller privat art, herunder helbredsoplysninger.
Stk. 3.
Havarikommissionen, de tilkaldte sagkyndige og andre, der medvirker
i en undersøgelse, som foretages af havarikommissionen, er
under ansvar efter straffelovens §§ 152 og 152 a-e
forpligtet til over for uvedkommende at hemmeligholde, hvad de
bliver vidende om i forbindelse med undersøgelsen.
Stk. 4.
Bestemmelserne om aktindsigt i lov om offentlighed i forvaltningen
finder ikke anvendelse på oplysninger, der af
havarikommissionen er videregivet til andre myndigheder inden for
rammerne af stk. 3, når disse oplysninger indgår i en
verserende undersøgelse af en ulykke eller hændelse
til søs.
Stk. 5.
Bestemmelsen i stk. 4 finder kun anvendelse, indtil en endelig
søulykkesrapport foreligger eller der er truffet beslutning
om, at en sådan rapport ikke skal udfærdiges.
Stk. 6.
Havarikommissionen kan beslutte, at oplysningerne nævnt i
stk. 2 kan videregives og anvendes til andet formål end
sikkerhedsundersøgelsen, hvis der er en væsentlig
samfundsmæssig interesse forbundet hermed.
Havarikommissionens beslutninger herom kan påklages til
formanden for Ankenævnet for Søfartsforhold.
§ 6. Havarikommissionens
undersøgelser foretages i overensstemmelse med
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om de
grundlæggende principper for undersøgelse af ulykker i
søtransportsektoren.
Stk. 2.
Økonomi- og erhvervsministeren kan efter forhandling med
vedkommende minister fastsætte regler om havarikommissionens
samarbejde med andre myndigheder og om dens deltagelse i
udenlandske undersøgelser.
Stk. 3.
Ministeren kan fastsætte nærmere regler om
havarikommissionens undersøgelsesarbejde og om
offentliggørelse af rapporter og om sikkerhedsanbefalinger,
herunder om offentliggørelse af oplysninger om personers
helbredsmæssige forhold, hvor dette er nødvendigt for
at forebygge fremtidige ulykker eller begrænse disses
konsekvenser. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om
behandling af klager.
Stk. 4. I
tilfælde, hvor andre stater har en væsentlig interesse
i en ulykke eller hændelse omfattet af § 2, stk. 1,
eller § 3, stk. 1, indgår Den Maritime Havarikommission
aftale med undersøgelsesenhederne i pågældende
stater om undersøgelsen, herunder om, hvilken af
undersøgelsesenhederne der skal lede undersøgelsen,
og om de øvrige enheders deltagelse i
undersøgelsen.
Stk. 5.
Havarikommissionen kan i særlige tilfælde ved aftale
overlade undersøgelser til undersøgelsesinstanser i
andre lande, selv om disse ikke har en væsentlig interesse i
ulykken eller hændelsen. Havarikommissionen kan endvidere
efter aftale med en undersøgelsesinstans i et andet land
foretage undersøgelser, der påhviler denne.
§ 7. Når det af
havarikommissionen skønnes nødvendigt i forbindelse
med undersøgelsesarbejdet, har kommissionens medarbejdere og
eventuelle medhjælpere samt medarbejdere i de i § 6
nævnte udenlandske undersøgelsesinstanser til enhver
tid mod behørig legitimation uden retskendelse ret til
1) at få uhindret adgang til skibe
og lokaler, hvorfra der udøves erhvervsvirksomhed i
tilknytning til drift af skibe, og adgang til ethvert relevant
område eller ulykkessted, vrag eller struktur, herunder last,
udstyr eller vragrester,
2) at foretage øjeblikkelig
indsamling af bevismateriale og kontrolleret eftersøgning
efter og fjernelse af vragdele, vragrester og andre bestanddele
eller stoffer med henblik på undersøgelse eller
analyse,
3) at iværksætte
undersøgelser eller analyser af de under nr. 2 omhandlede
genstande og få uhindret adgang til resultaterne af
sådanne undersøgelser eller analyser,
4) uhindret adgang til og ret til at
kopiere og anvende alle relevante oplysninger og registrerede data,
herunder data fra VDR-udstyr, i forbindelse med et skib, en rejse,
en last, en besætning eller andre personer, genstande,
betingelser eller omstændigheder,
5) uhindret adgang til resultaterne af
undersøgelser af eller analyser af prøver fra ofres
lig, som har været involveret i de i § 2 nævnte
ulykker,
6) uhindret adgang til resultaterne af
undersøgelser af eller analyser af udtagning af
prøver fra relevante personer,
7) at udspørge de involverede
personer uden tilstedeværelse af andre, hvis interesser vil
kunne anses for at vanskeliggøre undersøgelsen,
og
8) at indhente synsrapporter og andre
relevante oplysninger fra tilsynsmyndigheder,
klassifikationsselskaber, rederen og selskaber eller personer, som
er godkendt som sikkerhedsansvarlige i henhold til koden om sikker
skibsdrift, besætningsmedlemmer og søfartserhvervets
organisationer, samt fra relevante parter, hvis disse er etableret
i Danmark.
Stk. 2.
Havarikommissionen kan endvidere indhente oplysninger og anmode om
bistand hos relevante myndigheder i involverede stater, herunder
flag- og havnestaters inspektører, kystvagter,
skibstrafiktjenester og eftersøgnings- og redningstjenester,
samt fra rederier, lodser og andet havne- og
søfartspersonale.
Stk. 3.
Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse, når
havarikommissionen bistår andre undersøgelsesinstanser
med at tilvejebringe oplysninger inden for rammerne af det
europæiske samarbejde imellem
sikkerhedsundersøgelsesinstanser.
§ 8. Skibets reder, fører og
maskinchef og enhver, der handler på disses vegne, skal
sikre, at alle oplysninger, som kan anses som relevante for
undersøgelsesarbejdet, stilles til rådighed for
havarikommissionen, herunder at oplysninger fra kort,
logbøger, elektroniske og magnetiske indspilnings- og
videobånd, VDR-sort-bokse og andre elektroniske anordninger
for perioden før, under og efter en ulykke sikres, og at
sådanne oplysninger ikke overskrives, ændres eller
forstyrres af andet udstyr. Andre, der er berørt af en
ulykke eller hændelse til søs, og som er i besiddelse
af oplysninger fra kort, logbøger, elektroniske og
magnetiske indspilnings- og videobånd, VDR-sort-bokse eller
andre elektroniske anordninger, som er relevante for
undersøgelsesarbejdet, skal ligeledes stille disse til
rådighed for kommissionen og sikre, at sådanne
oplysninger ikke overskrives, ændres eller forstyrres af
andet udstyr.
§ 9. Hvis et skibs videre sejlads
indebærer en hindring af havarikommissionens arbejde, kan den
påbyde, at skibets videre sejlads skal udskydes.
Havarikommissionen skal drage omsorg for, at skibe ikke
unødigt tilbageholdes, og at arbejdet om bord ikke
unødigt vanskeliggøres.
§ 10. Havarikommissionen kan
endvidere bestemme, at vrag og vragdele ikke må fjernes eller
røres, indtil havarikommissionen har haft lejlighed til at
foretage de fornødne undersøgelser. Hvis et skib er
sunket eller grundstødt eller er drivende og kan give
anledning til fare for sejladssikkerheden eller for miljøet,
aftales det imellem kommissionen og henholdsvis
Farvandsvæsenet eller Søværnets Operative
Kommando, hvorledes denne fare skal afværges.
§ 11. Havarikommissionens
afgørelser efter denne lov, jf. dog § 5, stk. 6, 2.
pkt., kan ikke påklages til anden administrativ
myndighed.
Stk. 2.
Havarikommissionens afgørelser efter § 9 kan dog af
vedkommende rederi påklages til Ankenævnet for
Søfartsforhold. § 5, stk. 2, finder tilsvarende
anvendelse for ankenævnet, når det behandler klager
efter 1. pkt.
§ 12. Økonomi- og
erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at skriftlig
kommunikation mellem havarikommissionen og virksomheder om
forhold, som er omfattet af denne lov, skal foregå digitalt.
Ministeren kan herunder fastsætte regler om anvendelse af
bestemte it-systemer, særlige digitale formater og digital
signatur.
§ 13. Med bøde eller
fængsel i indtil 1 år straffes den, der
overtræder § 8 eller ikke efterkommer påbud, der
er meddelt i henhold til loven eller i henhold til forskrifter
udstedt i medfør af loven.
Stk. 2.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Stk. 3.
Ved pålæggelse af strafansvar efter stk. 2 anses
personer, som er ansat til at udføre arbejde om bord
på skibet af andre end rederen, tillige for at være
knyttet til rederen. Er der udstedt overensstemmelsesdokument i
henhold til koden om sikker skibsdrift eller certifikat i henhold
til konventionen om søfarendes arbejdsforhold til en anden
organisation eller person, anses skibsføreren og de
søfarende tillige for at være knyttet til den, som
dokumentet er udstedt til.
Stk. 4.
I forskrifter, der udstedes i medfør af loven, kan der
fastsættes straf af bøde eller fængsel i indtil
1 år. I sådanne forskrifter kan der fastsættes
tilsvarende straf for overtrædelse af regler fastsat i Det
Europæiske Fællesskabs forordninger om forhold omfattet
af loven.
§ 14. Loven træder i kraft
den 15. juni 2011.
§ 15. Loven gælder ikke for
Færøerne og Grønland.
Stk. 2.
Loven kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i
kraft for Grønland med de ændringer, som de
grønlandske forhold tilsiger.
Stk. 3.
§ 17 kan helt eller delvis sættes i kraft for
Færøerne med de ændringer, som de
færøske forhold tilsiger.
§ 16. I lov om sikkerhed til
søs, jf. lovbekendtgørelse nr. 654 af 15. juni 2010,
som ændret ved § 2 i lov nr. 251 af 30. marts 2011,
foretages følgende ændring:
1. § 4,
stk. 3, affattes således:
»Stk. 3.
Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om
anmeldelsespligt til Søfartsstyrelsen vedrørende
ulykker og andre hændelser til søs og om
myndighedernes indberetning heraf til den europæiske
informationsplatform for ulykker til søs.«
§ 17. I søloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 856 af 1. juli 2010, som ændret
senest ved § 1 i lov nr. 251 af 30. marts 2011, foretages
følgende ændringer:
1. I
§ 477, stk. 3, og § 479, stk. 2, ændres
»Søfartsstyrelsen« til:
»Søfartsstyrelsen, Den Maritime
Havarikommission«.
2. I
§ 474, stk. 2, nr. 3, og § 480, stk. 3, ændres
»Søfartsstyrelsen« til:
»Søfartsstyrelsen eller Den Maritime
Havarikommission«.
Officielle noter
1) Loven indeholder bestemmelser, der
gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/18/EF af 23. april 2009 om de grundlæggende principper
for undersøgelser af ulykker i søtransportsektoren og
om ændring af Rådets direktiv 1999/35/EF og
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/59/EF, EU-Tidende
2009, nr. L 131, side 114-127.