L 143 Forslag til lov om ændring af universitetsloven, lov om teknologioverførsel m.v. ved offentlige forskningsinstitutioner og lov om almene boliger m.v. (Opfølgning på evaluering af universitetsloven, internationale uddannelsessamarbejder og selskabsdannelse ved udbud af uddannelse i udlandet m.v.).

Af: Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen
Udvalg: Udvalget for Videnskab og Teknologi
Samling: 2010-11 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 05-05-2011

Afgivet: 05-05-2011

Betænkning afgivet af Udvalget for Videnskab og Teknologi den 5. maj 2011

20101_l143_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Udvalget for Videnskab og Teknologi den 5. maj 2011

1. Ændringsforslag

Der er stillet 8 ændringsforslag til lovforslaget. Videnskabsministeren har stillet ændringsforslag nr. 2, 5, 7 og 8 til lovforslaget, og Enhedslistens medlem af udvalget har stillet ændringsforslag nr. 1, 3, 4 og 6 til lovforslaget.


2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 10. februar 2011 og var til 1. behandling den 22. februar 2011. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Videnskabsudvalget.


Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.


Høring

3 udkast til lovforslag har inden fremsættelsen været sendt i høring. Videnskabsministeren har sendt udvalget kopier af de 3 dellovforslag, som har været sendt i høring:


Den 12. november 2010 sendte videnskabsministeren et udkast, der var en opfølgning på universitetsevalueringen, jf. UVT alm. del - bilag 39, til udvalget.


Den 26. november 2011 sendte videnskabsministeren et udkast om internationale samarbejder mv.,  jf. UVT alm. del - bilag 60, til udvalget.


Den 16. december 2010 sendte videnskabsministeren et udkast om udviklingskontrakter, jf. UVT alm. del - bilag 68, til udvalget.


Den 10. februar 2011 sendte videnskabsministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.


Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget 1 skriftlig henvendelse fra Danske Universiteter.


Videnskabsministeren har over for udvalget kommenteret den skriftlige henvendelse til udvalget.


Spørgsmål

Udvalget har stillet 36 spørgsmål til videnskabsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.


3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (V, S, og KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af videnskabsministeren stillede ændringsforslag (ændringsforslag nr. 2, 5, 7 og 8). Flertallet vil stemme imod de af Enhedslisten stillede ændringsforslag (ændringsforslag nr. 1, 3, 4 og 6).


Flertallet bemærker følgende:


I forbindelse med udvalgsbehandlingen af lovforslag nr. L 143 er der stillet en række spørgsmål vedrørende forslag til ændringer af lovens bestemmelser om medarbejder- og studenterindflydelse på universiteterne, jf. spørgsmål 1-16.


Med henvisning til de afgivne svar på disse spørgsmål er flertallet enige om, at der allerede efter de gældende regler er mulighed for, at akademisk råd udtaler sig om universitetets budget m.v.


Flertallet er endvidere enig om, at der ikke er noget, der forhindrer kollegiale organer i at udtale sig. I en daglig sammenhæng er det imidlertid hensigtsmæssigt, at organer udtaler sig til ledelsen på det organisatoriske niveau, hvor et givent organ er. Det vil være et brud på den enstrengede ledelse, hvis de kollegiale organer generelt får mulighed for at gå uden om den leder, der er på samme niveau som organet, og udtale sig direkte til bestyrelsen.


I lovforslaget lægges der op til, at universitetet selv fastsætter, hvem der skal være repræsenteret i de indstillende og udpegende organer. Flertallet er enig om, at der ikke er noget, der udelukker, at medarbejdere og studerende er repræsenteret i de indstillende og udpegende organer.


Socialdemokratiet bemærker endvidere følgende:


Socialdemokratiet støtter som forligspartner vedrørende universitetsloven det fremsatte lovforslag. Lovforslaget, der ændrer den eksisterende universitetslov, medtager de mange gode anbefalinger, som evalueringspanelet er kommet med, og som imødekommer store dele af den rejste kritik fra studerende, ansatte og universiteternes bestyrelser. Det er Socialdemokratiets opfattelse, at universitetsloven styrkes og forbedres betydeligt.  I forhold til forskningsfrihed præciseres det, at det videnskabelige personale ikke over længere tid må pålægges opgaver i hele deres arbejdstid, således at de reelt fratages deres forskningsfrihed. Loven slår tydeligt fast, at bestyrelsen skal sikre, at der er medbestem­melse og medinddragelse af medarbejdere og studerende i væsentlige beslutninger. Lovforslaget tager højde for den rejste kritik af for megen centralisme og lægger flere steder op til, at det er det enkelte universitet, der skal finde egne løsninger på de konkrete problemstillinger. Lovforslaget styrker universiteternes mulighed for at samarbejde internationalt om uddannelser. Og det bliver muligt at gøre et ophold i udlandet obligatorisk for at gennemføre en dansk uddannelse. Det er et afgørende skridt i retning af yderligere internationalisering.


Socialdemokratiet lægger vægt på, at lovforslaget sikrer gode rammer for medinddragelse og medindflydelse for studerende og medarbejdere. Men der påhviler også for universiteterne et stort decentralt ansvar for, at studerende og medarbejdere inddrages aktivt i f.eks. arbejdet med udarbejdelse af det enkelte universitets vedtægter, udarbejdelse af budget, repræsentation i de udpegende organer m.m. Dette ansvar ligger i de enkelte bestyrelser. Men også de studerendes og medarbejdernes organisationer har et stort ansvar for at udnytte de gode muligheder, der ligger i loven, for indflydelse og inddragelse. Socialdemokratiet har store forventninger til de studerendes og medarbejdernes indflydelse og medbestemmelse på landets universiteter.


Socialdemokratiet bemærker desuden, at videnskabsministeren selvstændigt har valgt at sætte en bestemmelse ind i universitetsloven (§ 40 a), der giver Ingeniørhøjskolen i Århus (IHA) og Aarhus Universitet (AAU) hjemmel til at fusionere, såfremt forligskredsen vedrørende professionshøjskoler i Undervisningsministeriet træffer en beslutning vedrørende IHA's fremtidige status. I den forbindelse vil Socialdemokratier henvise til resume af aftalen om professionshøjskoler (jf. L 143 - bilag 9). Her fremgår det, at beslutningen om professionshøjskolernes udvikling træffes af forligskredsen i Undervisningsministeriet, og at loven understreger, at de to ingeniørhøjskoler senest i 2015 skal indgå i en professionshøjskole. Socialdemokratiet forventer derfor fremover, at eventuelle. beslutninger om ingeniørhøjskolerne sker med respekt for de indgåede aftaler og relevante forligskredse.


Et mindretal i udvalget (SF og RV) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil dog stemme for ændringsforslagene nr. 2-5, 7 og 8. Mindretallet vil stemme imod nr. 1 og 6.


Et andet mindretal i udvalget (DF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de under nr. 2-5, 7 og 8 stillede ændringsforslag.


Et tredje mindretal (EL) i udvalget indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil dog stemme for ændringsforslagene nr. 1 og 3-8. Hvis ændringsforslag nr. 1 ikke bliver vedtaget, vil mindretallet stemme for ændringsforslag nr. 2.


Et mindretal i udvalget (SF, RV og EL) bemærker følgende:


Det er afgørende, at en ny universitetslov giver større indflydelse til den faglige side på universiteterne for at sikre reel forskningsfrihed og en fagligt kvalificeret beslutningstagning og bidrage til en legimitet af ledelsen. Den nuværende ledelsesstruktur giver således ikke de kollegiale organer på de forskellige niveauer tilstrækkelig mulighed for at udgøre en modvægt til ledelsessiden. Mindretallet konstaterer, at lovforslaget ikke retter op på dette forhold, men derimod koncentrerer beslutningskompetencen yderligere hos rektor.


Lovforslagets ændringer af universitetsloven sikrer heller ikke tilstrækkeligt på anden vis den individuelle forskningsfrihed, hvilket mindretallet mener bør gøres ved hjælp af en mere udførlig positiv definition heraf. Lovforslaget efterlader samtidig en usikkerhed om grænserne for ministerens fastsættelse af mål i udviklings­kontrakterne og dermed også om omfanget af den institutionelle forskningsfrihed.


På den baggrund kan mindretallet ikke stemme for lovforslaget.


Liberal Alliance, Kristendemokraterne, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldi og Sambandsflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.


En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.


4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 1

Af et mindretal (EL):

1) Nr. 10 udgår.

[Afskaffelse af pligtige mål i udviklingskontrakterne]

Af ministeren for videnskab, teknologi og udvikling, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af EL):

2) I den under nr. 10 foreslåede affattelse af § 10, stk. 8, ændres i 1. pkt.: »pålægge universitetet at opfylde konkrete« til: »fastsætte«.

[Hjemmel for ministeren til at fastsætte mål i udviklingskontrakten]

Af et mindretal (EL), tiltrådt af et mindretal (DF, SF og RV):

3) Efter den under nr. 14 foreslåede affattelse af § 12, stk. 4, 2. pkt., indsættes som nyt punktum:

»Indstillingsorganet og udpegningsorganet skal sammensættes af udefrakommende medlemmer og af medlemmer, der repræsenterer universitetets videnskabelige personale, herunder ansatte ph.d.-studerende, det teknisk-administrative personale og de studerende.«


[Medarbejdere og studerende skal være repræsenteret i de organer, der indstiller og udpeger de udefrakommende bestyrelsesmedlemmer]

Af et mindretal (EL), tiltrådt af et mindretal (DF, SF og RV):

4) Den under nr. 17 foreslåede affattelse af § 13, stk. 1, 1. pkt., affattes således:

»Bestyrelsen udarbejder universitetets vedtægt og ændringer hertil efter høring i de kollegiale organer/akademisk råd.«


[I forbindelse med bestyrelsens udarbejdelse af vedtægten skal der ske en behandling i de kollegiale organer]

Af ministeren for videnskab, teknologi og udvikling, tiltrådt af udvalget:

5) I den under nr. 17 foreslåede affattelse af § 13 ændres i stk. 2, nr. 8, »regler« til: »forhold«.

[Lovteknisk ændring af sproglig karakter]

Af et mindretal (EL):

6) Det under nr. 21 foreslåede § 14, stk. 6, 4. pkt., affattes således:

»Rektor eller den, der er bemyndiget hertil, må ikke pålægge de videnskabelige medarbejdere opgaver i et sådant omfang, at de over en periode på 3 år ikke vil have halvdelen af deres arbejdstid til rådighed for selvvalgt, fri forskning inden for rammerne af universitetets virksomhed.«


[Halvdelen af forskernes arbejdstid allokeres til fri forskning over en 3-årig periode]

Til § 2

Af ministeren for videnskab, teknologi og udvikling, tiltrådt af udvalget:

7) Nr. 8 affattes således:

»8. I § 8, stk. 2, 1. og 2. pkt., § 8, stk. 3, og § 9, nr. 1, ændres »aktieselskabsloven« til: »selskabsloven«.«

[Lovteknisk ændring]

Til § 4

Af ministeren for videnskab, teknologi og udvikling, tiltrådt af udvalget:

8) Stk. 3 affattes således:

»Stk. 3. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelsen af universitetslovens § 3, stk. 1, 1. og 3. pkt., § 3 a, § 19, stk. 2-4 og 11, § 20, stk. 3, 2. pkt., § 21, stk. 4, 1. pkt., og § 26, stk. 2 og stk. 4, 3. pkt., som affattet henholdsvis ændret ved denne lovs § 1, nr. 3-6, 38 og 39 og 41-45.«

[Lovteknisk ændring, således at ikrafttrædelsestidspunktet for det foreslåede § 19, stk. 5, er entydigt, jf. lovforslagets § 4, stk. 2]

Bemærkninger

Til nr. 1

Ændringsforslaget sikrer, at der ikke skal fastsættes pligtige mål i udviklingskontrakterne som ønsket af ministeren.


Til nr. 2

Der har i forbindelse med fremsættelsen af lovforslaget været en del debat om forslaget om at fastsætte konkrete mål i udviklingskontrakterne. Der har været en dialog med Danske Universiteter om spørgsmålet, hvor det har været tydeligt, at begrebet konkrete mål har betydet misforståelser om, hvilke mål der kan aftales.


Efter dialogen med Danske Universiteter foreslås det nu at ændre bestemmelsens første punktum fra, at ministeren kan pålægge universitetet at opfylde konkrete mål, til, at ministeren kan fastsætte mål i udviklingskontrakten.


Modellen for udviklingskontrakter er fortsat som beskrevet i lovforslaget. Formålet med ændringen er at præcisere, at ministeren kan fastsætte mål i udviklingskontrakten, men at målepunkterne for disse mål fastsættes efter forhandling mellem ministeren og de enkelte universiteter. Forhandlingerne om målepunkterne må naturligvis ske med de enkelte universiteter, da det er det enkelte universitet, der kan foretage en præcis vurdering af, hvad der kan nås inden for det enkelte mål.


Til nr. 3

Ændringsforslaget sikrer, at medarbejdere og studerende er repræsenteret i såvel de udpegende som de indstillende organer.


Til nr. 4

Ændringsforslaget sikrer, at forslag til vedtægter og vedtægtsændringer også behandles i de kollegiale organer inden vedtagelse af universitetsbestyrelsen.


Til nr. 5

Med ændringsforslaget undgås det, at der henvises til ordet regler to gange i træk.


Til nr. 6

Ændringsforslaget sikrer, at de videnskabelige medarbejdere over en tre-årig periode har rådighed over mindst halvdelen af deres arbejdstid til selvvalgt, fri forskning.


Til nr. 7

Med ændringsforslaget præciseres det, at »aktieselskabsloven« ændres til »selskabsloven« i hele § 8, stk. 2.


Til nr. 8

Med ændringsforslaget præciseres det, at universitetslovens § 19, stk. 5, som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 39, træder i kraft den 1. januar 2012 samtidig med de øvrige bestemmelser nævnt i lovforslagets § 4, stk. 2. Universitetslovens § 19, stk. 5, som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 39, er således ikke omfatttet af lovforslagets § 4, stk. 3, hvorefter ministeren for videnskab, teknologi og udvikling fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelsen.


Helge Sander (V) Per Bisgaard (V) Michael Aastrup Jensen (V) Anne-Mette Winther Christiansen (V) nfmd. Malou Aamund (V) Jesper Langballe (DF) Mikkel Dencker (DF) Daniel Rugholm (KF) Charlotte Dyremose (KF) Hüseyin Arac (S) Rasmus Prehn (S) Benny Engelbrecht (S) Per Husted (S) Jonas Dahl (SF) Hanne Agersnap (SF) Marianne Jelved (RV) fmd. Johanne Schmidt-Nielsen (EL)

Liberal Alliance, Kristendemokraterne, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldi og Sambandsflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)47
Socialdemokratiet (S)45
Dansk Folkeparti (DF)24
Socialistisk Folkeparti (SF)23
Det Konservative Folkeparti (KF)17
Radikale Venstre (RV)9
Enhedslisten (EL)4
Liberal Alliance (LA)3
Kristendemokraterne (KD)1
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Tjóðveldi (T)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)2

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 143


Bilagsnr.
Titel
1
Høringsoversigt og høringssvar, fra videnskabsministeren
2
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
3
Endelig tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
4
Henvendelse af 7/3-11 fra Danske Universiteter
5
Udkast til betænkning
6
Ændringsforslag fra videnskabsministeren
7
2. udkast til betænkning
8
3. udkast til betænkning
9
Aftale og lovgivningen om professionshøjskoler og ingeniørhøjskoler


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 143


Spm.nr.
Titel
1
Spm. om bistand til udarbejdelse af et ændringsforslag, der sikrer, at forslag til vedtægter for universiteterne behandles i de kollegiale organer, inden de vedtages i bestyrelsen, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm. om bistand til udarbejdelse af et ændringsforslag, der i stedet for, at alle beføjelser skal delegeres fra rektor, sikrer, at det fastlægges i loven, at organisationsstrukturen skal defineres i vedtægterne, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm. om bistand til udarbejdelse af et ændringsforslag, der fjerner rektors/ledelsens muligheder for at opløse det akademiske råd, ph.d.-udvalg og studienævn, medmindre disse organer er ude af stand til at varetage deres forpligtelser og træffe beslutninger i de sager, som ligger inden for deres område, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå
4
Spm. om bistand til udarbejdelse af et ændringsforslag, der udvider akademisk råds opgaver til også at godkende studieordninger, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå
5
Spm. om bistand til udarbejdelse af et ændringsforslag, der udvider akademisk råds opgaver, så det også skal fastlægge studienævnsstrukturen, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå
6
Spm. om bistand til udarbejdelse af et ændringsforslag, der sikrer, at akademisk råd skal behandle budgettet, før det kan vedtages af bestyrelsen, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå
7
Spm. om bistand til udarbejdelse af et ændringsforslag, der sikrer, at akademisk råd får mulighed for at afsætte en ansat dekan, og institutrådet får mulighed for at afsætte en institutleder, hvis der er 2/3 flertal for dette, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå
8
Spm. om bistand til udarbejdelse af et ændringsforslag, der sikrer, at de kollegiale organer sikres ret til at udtale sig direkte til bestyrelsen, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå
9
Spm. om bistand til udarbejdelse af et ændringsforslag, der sikrer, at studienævn og ph.d.-udvalgene sikres ret til at udtale sig om alle relevante sager og ikke kun den, der forelægges dem, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå
10
Spm. om bistand til udarbejdelse af et ændringsforslag, der sikrer, at institutledelsen og -bestyrelsen vælges af medarbejderne, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå
11
Spm. om bistand til udarbejdelse af et ændringsforslag, der sikrer, at formuleringen i § 1, nr. 20, om rektor, eller den, der er bemyndiget hertil, ikke over længere tid pålægger de videnskabelige medarbejdere opgaver i hele deres arbejdstid, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå
12
Spm. om bistand til udarbejdelse af et ændringsforslag, der sikrer, at det præciseres, at medbestemmelse for ansatte og studerende også omfatter beslutninger om strategisk planlægning, budgetforhold, afskedigelser/ansættelser, uddannelse, akademiske grader m.v., til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå
13
Spm. om bistand til udarbejdelse af et ændringsforslag, der sikrer, at medarbejdere og studerende skal være repræsenteret i de udpegende og indstillende organer, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå
14
Spm. om bistand til udarbejdelse af et ændringsforslag, der sikrer mulighed for at have internt flertal i bestyrelsen og en internt valgt formand, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå
15
Spm. om bistand til udarbejdelse af et ændringsforslag, der sikrer, at muligheden for at fastsætte pligtige mål i udviklingskontrakterne fjernes, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå
16
Spm. om bistand til udarbejdelse af et ændringsforslag, der sikrer, at udviklingskontrakten skal behandles i de kollegiale organer, inden den kan godkendes i bestyrelsen, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå
17
Spm. om, hvad det vil koste at give muligheder for udlandsstipendier som ved Erasmus Mondus til danske studerende, der læser et semester eller flere ved udenlandske universiteter uden for EU, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå
18
Spm. om, hvordan økonomien hænger sammen for et dansk universitet og for den danske studerende ved det nugældende system i forbindelse med danske studerendes studier ved udenlandske universiteter henholdsvis i EU og uden for EU, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå
19
Spm. , om ministeren kan give en række eksempler på mulig delegation af kompetencer til f.eks. akademisk råd og til et institutråd, jf. vedtægterne på et universitet i henhold til L 143, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå
20
Spm. , om ministeren er enig i, at der er behov for at sikre, at universitetets faglighed ikke kan tilsidesættes af ledelsen, så sager som f.eks. Penkowasagen undgås, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå
21
Spm. om, hvordan ministeren forestiller sig, at universiteterne skal sikre medbestemmelse og medinddragelse af medarbejdere og studerende i væsentlige beslutninger i en sådan grad, at ministeren ved senere kontrol vil anse balancen mellem ledelse og medarbejderinddragelse for tilfredsstillende, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå
22
Spm. , om ministeren finder det vigtigere at sikre en solid faglig tilstedeværelse i universitetsbestyrelserne end en dominerende tilstedeværelse af erhvervslivet, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå
23
Spm. , om ministeren vil redegøre for, hvilken instans der skal afgøre, om en given medarbejders forskning ligger inden for de forskningsstrategiske rammer, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå
24
Spm. , om ministeren mener, at det er i modstrid med forskningsfriheden, hvis ministeren får mulighed for direkte at pålægge universiteterne opgaver, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå
25
Spm. , om ministeren finder, ansvarsfordelingen i forhold til universiteterne er tilstrækkelig klar, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå
26
Spm. , om forslaget om at ændre universiteterne til selvejende institutioner er begrundet i et ønske fra ministerens side om at kunne føre mere kontrol med deres budget, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå
27
Spm. , om det er ministerens opfattelse, at man bør gøre universiteternes regnskaber mindre komplicerede, således at man får skabt et mere fleksibelt system, som samtidig minimerer administrationsbyrden, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå
28
Spm. , om ministeren mener, at det er hensigtsmæssigt, at der ikke er en positiv definition af forskningsfrihed i lovforslaget, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå
29
Spm. om en præcisering af formuleringerne »over længere tid« og »i hele deres arbejdstid«, jf. lovforslagets § 14, stk. 6, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå
30
Spm. , om ministeren finder det hensigtsmæssigt, at lovforslaget lægger op til mere detailstyring, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå
31
Spm. , om ministeren mener, det er hensigtsmæssigt at pålægge universiteterne at skulle organisere sig som et selskab, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå
32
Spm. om kommentar til henvendelse af 7/3-11 fra Danske Universiteter, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå
33
Spm. om problemer med de nuværende udviklingskontrakter for universitetet, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå
34
Spm. om eksempler på konkrete mål, som kunne tænkes at blive pålagt universiteterne, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå
35
Spm. om indfusioneringen af sektorforskningsinstitutionerne i 2007, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå
36
Spm. om bistand til udarbejdelse af et ændringsforslag, således at det fremgår af lovgivningen, at akademisk råd har direkte kontakt til bestyrelsen, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå