Skriftlig fremsættelse (6. oktober
2010)
Transportministeren (Hans Christian
Schmidt)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om udbygning af
Køge Bugt Motorvejen mellem Greve Syd og Køge
(Lovforslag nr. L 14)
Med lovforslaget søges om bemyndigelse til at udbygge
Køge Bugt Motorvejen mellem Greve Syd og Køge fra 6
til 8 spor med de fornødne tilslutninger til det
eksisterende vejnet.
Lovforslaget er et led i udmøntningen af aftale af 2.
december 2009 mellem regeringen (Venstre og Det Konservative
Folkeparti), Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Socialistisk
Folkeparti og Liberal Alliance om "Bedre veje mv.".
Af aftalen fremgår, at der i efteråret 2010
fremsættes anlægslov for udbygning af
strækningen. Efter aftalen afsættes der i første
omgang midler til udbygning af den ca. 8 km lange strækning
mellem Greve Syd og Solrød Syd. Udbygningen forventes at
kunne ibrugtages i 2016. Partierne, der deltager i aftalen, er
enige om at drøfte finansieringen af udbygningen af den
resterende strækning i 2013.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.