Skriftlig fremsættelse (9. februar
2011)
Justitsministeren
(Lars Barfoed)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
erstatningsansvar og lov om arbejdsskadesikring (Tidspunktet for
ophør af krav på erstatning for tabt
arbejdsfortjeneste m.v.)
(Lovforslag nr. L 136)
Hvis en person kommer til skade som følge af sit
arbejde eller de forhold, som arbejdet foregår under, og
arbejdsgiveren eller en anden skadevolder desuden er
erstatningsansvarlig for skaden efter almindelige erstatningsregler
m.v., afhænger udmålingen af den erstatning, som
vedkommende samlet set har krav på, af reglerne i
erstatningsansvarsloven og arbejdsskadesikringsloven og af
samspillet mellem disse to regelsæt.
Højesteret har i to domme af 18. november 2009
(Ugeskrift for Retsvæsen 2010, side 436 og 451) på
grundlag af en fortolkning af erstatningsansvarslovens § 2
fastslået, at retten til erstatning for tabt
arbejdsfortjeneste i arbejdsskadesager, der er omfattet af
både arbejdsskadesikringsloven og erstatningsansvarsloven,
ophører fra det tidspunkt, hvor skadelidte efter
arbejdsskadesikringsloven har krav på erstatning for tab af
erhvervsevne i henhold til denne lovs regler om midlertidig fastsættelse af
erhvervsevnetab.
Denne retstilstand, er - hvilket Højesteret også
anfører - ikke i overensstemmelse med en af
forudsætningerne bag erstatningsansvarsloven. Retstilstanden
kan i nogle tilfælde medføre, at en person, der kommer
ud for en arbejdsskade, ikke kan kræve et lige så stort
erstatningsbeløb fra den ansvarlige skadevolder, som hvis
den samme skade var blevet påført den
pågældende i fritiden, og erstatningen for tabt
arbejdsfortjeneste og tab af erhvervsevne derfor skulle
udmåles alene efter reglerne i erstatningsansvarsloven.
Formålet med lovforslaget er at sikre, at der fremover
ikke vil opstå tilfælde af denne karakter, hvor der
sker en sådan forskelsbehandling. Lovforslaget
indebærer således navnlig, at en person, der af en
ansvarlig skadevolder påføres en skade, der er
omfattet af arbejdsskadesikringsloven, i alle tilfælde - i
overensstemmelse med den oprindelige forudsætning bag
erstatningsansvarsloven - skal kunne kræve lige så
meget i erstatning, som vedkommende i dag er berettiget til, hvis
den samme skade påføres vedkommende i fritiden.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.