Betænkning afgivet af Retsudvalget
den 7. april 2011
1. Ændringsforslag
Justitsministeren har stillet 3 ændringsforslag til
lovforslaget.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 9. februar 2011 og var til 1.
behandling den 1. marts 2011. Lovforslaget blev efter 1. behandling
henvist til behandling i Retsudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen
været sendt i høring, og justitsministeren sendte den
15. december 2010 dette udkast til udvalget, jf. REU alm. del -
bilag 143. Den 7. februar 2011 sendte justitsministeren de indkomne
høringssvar og et notat herom til udvalget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 8 spørgsmål til
justitsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har
besvaret.
3. Indstillinger og politiske
bemærkninger
Et flertal i udvalget (V, S, SF,
KF, RV og LA) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af justitsministeren
stillede ændringsforslag.
For Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget er det
vigtigt, at våbenhandel sker under nøje kontrol og
opmærksomhed. Vi noterer os, at lovforslaget ikke
medfører ændringer af, hvilke genstande der kan
handles, og at de administrative lettelser modsvares af en mere
intensiv kontrol, således at der ikke slækkes på
sikkerheden, jf. svar på spørgsmål nr. 1. Det er
afgørende for SF's opbakning til lovforslaget, at det
udelukkende handler om lettelser i papirgangen og ikke i forhold
til kontrol med risiko for, at det i fremtiden bliver nemmere at
handle våben, som kan ende i forkerte hænder eller
bruges til krænkelser af menneskerettigheder.
Et mindretal i udvalget (DF og EL)
indstiller lovforslaget til forkastelse
ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for de stillede
ændringsforslag.
Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget kan ikke støtte
lovforslaget.
DF finder det underligt, at justitsministeren i Europaudvalget
har anbefalet EU-direktivet for derefter ved implementeringen i
dansk lov at vælge eksempelvis at bevare den eksisterende
interne kontrolordning, der bl.a. kræver
indførselstilladelse til skydevåben, ammunition,
håndgranater, eksplosivstoffer m.v. efter våbenlovens
§ 1, stk. 1.
Justitsministeriet har vurderet, at opretholdelse af strengere
krav på flere områder er i overensstemmelse med
direktivet, og henviser bl.a. til forsvarsdirektivets artikel 1,
stk. 2, og til præambelbetragtning 28.
DF er af den opfattelse, at det altid skal være en
national beslutning, hvorvidt forsvarsrelaterede produkter -
herunder våben - skal kunne indføres, udføres
eller gives transittilladelse.
DF er ikke beroliget af Justitsministeriets vurderinger af, at
Danmark kan opretholde strengere krav, end direktivet
foreskriver.
Kristendemokraterne, Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Tjóðveldi og Sambandsflokkurin var på tidspunktet
for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med
medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske udtalelser i
betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i
betænkningen.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til titlen
Af justitsministeren, tiltrådt af udvalget:
1) I
fodnoten til lovens titel
indsættes efter »gennemfører«: »dele
af«.
[Præcisering af fodnoten til
ændringslovforslagets titel]
Til § 1
Af justitsministeren, tiltrådt af udvalget:
2) Nr. 1
affattes således:
»1. Fodnoten til lovens titel affattes
således:
»1) Loven
indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/51/EF af 21. maj
2008 om ændring af Rådets direktiv 91/477/EØF om
erhvervelse og besiddelse af våben, EU-Tidende 2008, nr. L
179, side 5, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2009/43/EF af 6. maj 2009 om forenkling af vilkår og
betingelser for overførsel af forsvarsrelaterede produkter
inden for Fællesskabet, EU-Tidende 2009, nr. L 146, side
1.«
[Præcisering af fodnoten til
våbenlovens titel]
Til § 2
Af justitsministeren, tiltrådt af udvalget:
3)
Før nr. 1 indsættes som nyt nummer:
»01. Som fodnote til lovens titel indsættes:
»1) Loven
indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/51/EF af 21. maj
2008 om ændring af Rådets direktiv 91/477/EØF om
erhvervelse og besiddelse af våben, EU-Tidende 2008, nr. L
179, side 5, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2009/43/EF af 6. maj 2009 om forenkling af vilkår og
betingelser for overførsel af forsvarsrelaterede produkter
inden for Fællesskabet, EU-Tidende 2009, nr. L 146, side
1.«
[Indsættelse af en fodnote
til krigsmateriellovens titel]
Bemærkninger
Til nr. 1
Formålet med den foreslåede ændring er at
præcisere, at lovforslaget indeholder bestemmelser, der
gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2009/43/EF af 6. maj 2009 om forenkling af vilkår og
betingelser for overførsel af forsvarsrelaterede produkter
inden for Fællesskabet, EU-Tidende 2009, nr. L 146, side 1
(Forsvarsdirektivet). De øvrige ændringer af de
gældende regler om udførsel af forsvarsmateriel, som
forsvarsdirektivet nødvendiggør, vil blive
gennemført administrativt ved en ændring af
bekendtgørelse om våben og ammunition m.v., ved
udstedelse af en ny bekendtgørelse om udførsel af
forsvarsmateriel og ved udstedelse af en bekendtgørelse om
certificering af virksomheder, der vil indføre visse
forsvarsrelaterede produkter.
Til nr. 2
Formålet med den foreslåede ændring er at
angive, at fodnoten om, at våbenloven gennemfører
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/51/EF af 21. maj
2008 om ændring af Rådets direktiv 91/477/EØF om
erhvervelse og besiddelse af våben, EU-Tidende 2008, nr. L
179, side 5, der blev indsat ved § 1 i lov nr. 538 af 26. maj
2010, fortsat skal være gældende, dog med den
præcisering, at loven indeholder bestemmelser, der alene
gennemfører dele af det pågældende
direktiv.
Den foreslåede ændring præciserer desuden,
at våbenloven indeholder bestemmelser, der alene
gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2009/43/EF af 6. maj 2009 om forenkling af vilkår og
betingelser for overførsel af forsvarsrelaterede produkter
inden for Fællesskabet, EU-Tidende 2009, nr. L 146, side
1.
Til nr. 3
Formålet med den foreslåede fodnote er at angive,
at lov om krigsmateriel m.v. indeholder bestemmelser, der
gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2008/51/EF af 21. maj 2008 om ændring af
Rådets direktiv 91/477/EØF om erhvervelse og
besiddelse af våben, EU-Tidende 2008, nr. L 179, side 5, jf.
§ 2 i lov nr. 538 af 26. maj 2010.
Samtidig angiver den foreslåede fodnote, at lov om
krigsmateriel m.v. indeholder bestemmelser, der gennemfører
dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/43/EF af
6. maj 2009 om forenkling af vilkår og betingelser for
overførsel af forsvarsrelaterede produkter inden for
Fællesskabet, EU-Tidende 2009, nr. L 146, side 1.
Kim Andersen (V) Kristian Pihl
Lorentzen (V) Karsten Nonbo (V) Peter Skaarup (DF) fmd. Marlene Harpsøe (DF) Pia
Adelsteen (DF) Tom Behnke (KF) Vivi Kier (KF) Simon Emil
Ammitzbøll (LA) Bjarne Laustsen (S) Maja Panduro (S) Benny
Engelbrecht (S) Julie Skovsby (S) Anne Baastrup (SF) Karina
Lorentzen Dehnhardt (SF) nfmd.
Manu Sareen (RV) Line Barfod (EL)
Kristendemokraterne, Inuit Ataqatigiit,
Siumut, Tjóðveldi og Sambandsflokkurin havde ikke
medlemmer i udvalget.
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 47 |
Socialdemokratiet (S) | 45 |
Dansk Folkeparti (DF) | 24 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 23 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 17 |
Radikale Venstre (RV) | 9 |
Enhedslisten (EL) | 4 |
Liberal Alliance (LA) | 3 |
Kristendemokraterne (KD) | 1 |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Siumut (SIU) | 1 |
Tjóðveldi (T) | 1 |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 2 |
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 135
Bilagsnr. | Titel |
1 | Høringssvar og høringsnotat,
fra justitsministeren |
2 | Udkast til tidsplan for udvalgets
behandling af lovforslaget |
3 | Tidsplan for udvalgets behandling af
lovforslaget |
4 | 1. udkast til betænkning |
5 | Ændringsforslag, fra
justitsministeren |
6 | 2. udkast til betænkning |
Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende
L 135
Spm.nr. | Titel |
1 | Spm. om, at idet lovforslaget
medfører administrative lettelser, bedes ministeren
redegøre for, om der sker lempelser i kontrollen,
sikkerheden eller det, der kan handles, til justitsministeren, og
ministerens svar herpå |
2 | Spm. om, hvad der kom ud af mødet
med DI om lovforslaget, til justitsministeren, og ministerens svar
herpå |
3 | Spm. , om ministeren kan definere begrebet
materiel til krigsførelse, som er nævnt i
våbenlovens § 6, stk. 1, nr. 3, og som undtages for
transittilladelse gennem Danmark, til justitsministeren, og
ministerens svar herpå |
4 | Spm. ,om der vil være risiko for, at
EU beder Danmark fjerne de strengere danske kontrolordninger
på området for kemiske, biologiske, radiologiske eller
nukleare våben og fremføringsmidler, som
Justitsministeriet i forslaget vurderer kan bevares, til
justitsministeren, og ministerens svar herpå |
5 | Spm. ,om der vil være risiko for, at
EU beder Danmark fjerne de strengere danske kontrolordninger
på indførselstilladelse til skydevåben,
ammunition, håndgranater, eksplosivstoffer m.v. efter
våbenlovens § 1, stk. 1, som Justitsministeriet i
forslaget vurderer kan bevares, til justitsministeren, og
ministerens svar herpå |
6 | Spm. ,om der vil være risiko for, at
EU beder Danmark fjerne krav om transittilladelse af genstande
omfattet af våbenlovens § 1, stk. 1, som
Justitsministeriet vurderer er af en sådan farlighed, at der
af sikkerhedsmæssige og ordensmæssige grunde fortsat
bør være et højt kontrolniveau, til
justitsministeren, og ministerens svar herpå |
7 | Spm. om, hvorfor ministeren i sin tid ved
fremlæggelse for Folketingets Europaudvalg støttede
direktivet, når man nu undlader at implementere fjernelse af
transittilladelse af forsvarsmateriel, hvilket også vil
omfatte skydevåben, ammunition, håndgranater,
eksplosivstoffer m.v.,efter våbenlovens § 1, stk. 1, til
justitsministeren, og ministerens svar herpå |
8 | Spm. om, hvorfor ministeren ved
fremlæggelse for Folketingets Europaudvalg støttede
direktivet, når man nu undlader at implementere generel
tilladelse til overførsel af kemiske, biologiske,
radiologiske eller nukleare våben og
fremføringsmidler, til justitsministeren, og ministerens
svar herpå |