L 127 Forslag til lov om ændring af lov om folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler (frie kostskoler).

(Ændring af indkomstgrundlag ved beregning af indkomstbestemt elevstøtte).

Af: Undervisningsminister Tina Nedergaard (V)
Udvalg: Uddannelsesudvalget
Samling: 2010-11 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 27-01-2011

Fremsættelse: 27-01-2011

Skriftlig fremsættelse (27. januar 2011)

20101_l127_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (27. januar 2011)

Undervisningsministeren (Tina Nedergaard) :

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af lov om folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler (frie kostskoler)(Ændring af indkomstgrundlag for beregning af indkomstbestemt elevstøtte)

(Lovforslag nr. L 127).

Formålet med lovforslaget er at justere grundlaget for tildeling af indkomstbestemt elevstøtte.


Baggrunden for lovforslaget er, at udgifterne til den statslige elevstøtte er steget samtidig med, at forældreindkomsten blandt eleverne er øget. For at reducere den samlede støtte og i højere grad målrette støtten til elever med størst behov indgik det i Aftale om genopretning af dansk økonomi fra maj 2010, at der skal gennemføres en omlægning af elevstøtten, så den aftrappes mere i takt med forældreindkomsten. Med finanslovsaftalen for 2011 blev det aftalt at justere den planlagte tilpasning af elevstøtten, så elevstøtten tildeles på baggrund af husstandsindkomst i stedet for alene efter forældreindkomst. Fremover vil det være husstandens indkomstgrundlag, der lægges til grund for beregningen af elevstøtte, således at også en eventuel samlevers indkomst indgår i indkomstgrundlaget. For nogle familier vil dette medføre en lavere elevstøtte, men disse besparelser gør det samtidig muligt at fastholde en høj og socialt afbalanceret støtte til husstande med lav indkomst, herunder til enlige forældre.


Med lovforslaget foreslås det, at hvis en efterskoleelevs forældre er gift eller bor sammen, vil elevstøtten i overensstemmelse med de gældende regler blive beregnet ud fra forældrenes samlede indkomstgrundlag indtil udgangen af den måned, hvori eleven fylder 19 år. Hvis elevens forældre er separerede eller ikke gift med hinanden og har forskellig bopæl, foreslås det, at den indkomstbestemte elevstøtte beregnes ud fra indkomsten for den af forældrene, hvor eleven har bopæl eller senest har haft bopæl, samt denne forælders eventuelle samlever.


Som en tilpasning til tildelingen af elevstøtte på baggrund af husstandsindkomst foreslås det desuden, at bestemmelsen i loven om reduktion af indkomsten for hver af elevens søskende ændres, så der i stedet sker en reduktionen af indkomstgrundlaget for hvert barn af elevens forældre eller bopælsforælderen og dennes eventuelle samlever, hvis barnet har samme bopæl som eleven.


Det foreslås, at der ydes maksimal elevstøtte til elever, hvis begge forældre er afgået ved døden, til elever, der aldrig har haft bopæl hos nogen af sine forældre, og til elever anbragt uden for hjemmet, jf. § 52, stk. 3, nr. 8, i lov om social service. Det foreslås desuden, at undervisningsministeren efter ansøgning kan godkende, at der i tilfælde af en forælders dødsfald ses bort fra længstlevende forælders og en eventuel samlevers indkomstgrundlag, hvis eleven gennem en meget lang årrække ikke har haft kontakt med denne forælder. Også i disse tilfælde ydes maksimal elevstøtte til eleven.


Idet jeg henviser til lovforslaget med tilhørende bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale lovforslaget til hurtig og velvillig behandling i det høje Ting.