L 127 Forslag til lov om ændring af lov om folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler (frie kostskoler).

(Ændring af indkomstgrundlag ved beregning af indkomstbestemt elevstøtte).

Af: Undervisningsminister Tina Nedergaard (V)
Udvalg: Uddannelsesudvalget
Samling: 2010-11 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Lovforslag som optrykt efter 2. behandling

Optrykt: 22-03-2011

Optrykt: 22-03-2011

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 22. marts 2011

20101_l127_efter_2behandling.pdf
Html-version

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 22. marts 2011

Forslag

til

Lov om ændring af lov om folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler (frie kostskoler)

(Ændring af indkomstgrundlag ved beregning af indkomstbestemt elevstøtte)

§ 1

I lov om folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler (frie kostskoler), jf. lovbekendtgørelse nr. 662 af 14. juni 2010, foretages følgende ændringer:

1. § 30, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. En elev kan efter ansøgning til efterskolen opnå elevstøtte, når følgende betingelser er opfyldt:

1) Eleven er dansk statsborger eller har efter international overenskomst ret til elevstøtte på lige fod med danske statsborgere eller ligestilles i støttemæssig henseende med danske statsborgere efter regler fastsat af undervisningsministeren.

2) Efterskolen oppebærer tilskud efter denne lov.

3) Kurset er tilskudsberettigende.

4) Eleven opfylder betingelserne i § 13, stk. 1, nr. 3, og har fulgt undervisning i mindst 2 hele kursusuger.

5) Eleven oplyser ved ansøgningen navn, adresse og dansk personnummer og:

a) For elever, hvis indkomstbestemte elevstøtte skal beregnes på baggrund af forældrenes samlede indkomstgrundlag, jf. § 33, stk. 1, 1. pkt., skal ansøgning om elevstøtte indeholde en erklæring fra forældrene med disses navne, adresse(r) og danske personnumre til brug ved beregning af det ugentlige støttebeløb, jf. stk. 3.

b) For elever, hvis indkomstbestemte elevstøtte skal beregnes på baggrund af indkomstgrundlaget for den af forældrene, hos hvem eleven har bopæl eller senest har haft bopæl, og denne forælders eventuelle samlever, jf. § 33, stk. 1, 2. pkt., skal ansøgning om elevstøtte indeholde en erklæring fra forælderen og den eventuelle samlever med navne, adresse og danske personnumre til brug ved beregning af det ugentlige støttebeløb, jf. stk. 3.

c) Hvis der ønskes en nedsættelse af indkomstgrundlaget, jf. stk. 5, nr. 2, skal erklæringen fra forældrene eller bopælsforælderen og dennes eventuelle samlever endvidere oplyse navne på børn, der kan begrunde en nedsættelse af indkomstgrundlaget.«

2. I § 30, stk. 3, 2. pkt., ændres »og dennes forældre« til: », dennes forældre og bopælsforælderens samlever«.

3. § 30, stk. 5, nr. 2, affattes således:

»2) Største og mindste indkomstgrundlag, jf. §§ 32 og 33, for elever, forældre og en eventuel samlever til den af forældrene, hvor eleven har bopæl eller senest har haft bopæl, samt en skala over forholdet mellem indkomstgrundlaget og det indkomstbestemte elevstøttebeløb, herunder det indkomstgrundlag, der udløser grundstøtte. For elever, hvis indkomstbestemte elevstøtte beregnes på baggrund af forældrenes samlede indkomstgrundlag, jf. § 33, stk. 1, 1. pkt., fastsættes en nedsættelse af forældrenes indkomstgrundlag for hvert barn af forældrene bortset fra eleven, hvis barnet ved kursets begyndelse er under 18 år og har bopæl hos forældrene. For elever, hvis indkomstbestemte elevstøtte beregnes på baggrund af indkomstgrundlaget for den af forældrene, hos hvem eleven har bopæl eller senest har haft bopæl, og denne forælders eventuelle samlever, jf. § 33, stk. 1, 2. pkt., fastsættes en nedsættelse af indkomstgrundlaget for hvert barn af forælderen eller den eventuelle samlever bortset fra eleven, hvis barnet ved kursets begyndelse er under 18 år og har bopæl hos forælderen og en eventuel samlever.«

4. § 33 affattes således:

»§ 33. Indtil udgangen af den måned, hvori eleven fylder 19 år, beregnes den indkomstbestemte elevstøtte, jf. § 30, stk. 1, ud fra forældrenes samlede indkomstgrundlag. Hvis elevens forældre ved kursets begyndelse har forskellig bopæl og enten er separerede eller ikke gift med hinanden, beregnes den indkomstbestemte elevstøtte dog ud fra indkomsten for den af forældrene, hos hvem eleven ved kursets begyndelse har bopæl eller senest har haft bopæl, og denne forælders eventuelle samlever ved kursets begyndelse. Staten yder maksimal elevstøtte til en elev, hvis begge forældre er afgået ved døden, til en elev, der aldrig har haft bopæl hos nogen af sine forældre, og til en elev anbragt uden for hjemmet i henhold til § 52, stk. 3, nr. 8, i lov om social service. En elev kan kun ansøge om beregning af et nyt støttebeløb på baggrund af forhold indtruffet efter kursets begyndelse, hvis en forælder eller en forælders eventuelle samlever dør i løbet af støtteperioden, hvis elevens forældre i løbet af støtteperioden får bevilling til separation eller skilsmisse, eller hvis elevens bopælsforælder i løbet af støtteperioden får bevilling til separation eller skilsmisse fra en ægtefælle.

Stk. 2. Fra og med den første kursusuge i måneden efter at eleven er fyldt 19 år, beregnes elevstøtten ud fra elevens indkomstgrundlag.

Stk. 3. Undervisningsministeren kan efter ansøgning godkende, at der i tilfælde af en forælders dødsfald ses bort fra længstlevende forælders og dennes eventuelle samlevers indkomstgrundlag ved beregning af indkomstbestemt elevstøtte, jf. stk. 1, hvis eleven gennem en meget lang årrække ikke har haft kontakt med den længstlevende forælder.«

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2. Loven har virkning for kurser, der begynder den 30. juli 2011 og herefter.

Stk. 3. For så vidt angår ansøgning om indkomstbestemt elevstøtte til kurser, der begynder inden den 30. juli 2011, finder de hidtil gældende regler anvendelse.