L 127 Forslag til lov om ændring af lov om folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler (frie kostskoler).

(Ændring af indkomstgrundlag ved beregning af indkomstbestemt elevstøtte).

Af: Undervisningsminister Tina Nedergaard (V)
Udvalg: Uddannelsesudvalget
Samling: 2010-11 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Ændringsforslag til 2. behandling

Afgivet: 16-03-2011

Afgivet: 16-03-2011

Ændringsforslag nr. 4 af undervisningsministeren stillet den 16.03.2011 uden for betænkningen

20101_l127_aendringsforslag_beh2971055.pdf
Html-version

Ændringsforslag stillet den 16. marts 2011 uden for betænkningen

Til § 1

Af undervisningsministeren:

4) I den under nr. 4 foreslåede affattelse af § 33 affattes stk. 1, 4. pkt., således:

»En elev kan kun ansøge om beregning af et nyt støttebeløb på baggrund af forhold indtruffet efter kursets begyndelse, hvis en forælder eller en forælders eventuelle samlever dør i løbet af støtteperioden, hvis elevens forældre i løbet af støtteperioden får bevilling til separation eller skilsmisse, eller hvis elevens bopælsforælder i løbet af støtteperioden får bevilling til separation eller skilsmisse fra en ægtefælle.«


[Udvidelse af mulighed for genberegning af indkomstbestemt elevstøtte]

Bemærkninger

Til nr. 4

Med ændringen foreslås det, at der som noget nyt også vil kunne ske genberegning af den indkomstbestemte elevstøtte, hvis elevens bopælsforælder i løbet af støtteperioden får bevilling til separation eller skilsmisse fra en ægtefælle. På denne måde sidestilles separation eller skilsmisse mellem forældre og mellem en bopælsforælder og en ægtefælle.


Der foreslås ikke en pligt til genberegning ved indgåelse af ægteskab eller registreret partnerskab i støtteperioden, da det følger af lovforslaget, at samleveres indkomstgrundlag lægges til grund for beregning af indkomstbestemt elevstøtte, og da det antages, at ikkesamlevende kun i meget begrænset omfang indgår ægteskab eller registreret partnerskab. Undervisningsministeriet vil dog følge med i udviklingen af tildeling af elevstøtte og på baggrund heraf overveje, om der skulle vise sig et behov for eventuelle tilpasninger af de foreslåede bestemmelser.


Der foreslås ikke en mulighed for eller pligt til genberegning af den indkomstbestemte elevstøtte, hvis forholdene i husstanden i øvrigt ændrer sig efter kursets begyndelse, f.eks. hvis en samlever eller et barn flytter enten ind eller ud i løbet af støtteperioden. Hvis ændringer i husstandens forhold medfører ændringer i det økonomiske grundlag for efterskoleopholdet, har eleven i henhold til gældende ret mulighed for at søge skolen om individuel supplerende støtte, jf. lovens § 37.