Skriftlig fremsættelse (19. januar
2011)
Skatteministeren
(Troels Lund Poulsen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om afgift af mættet
fedt i visse fødevarer (fedtafgiftsloven)
(Lovforslag nr. L 111)
Dette lovforslag udmønter »Forårspakke
2.0.«, idet der foreslås en afgift på
mættet fedt i visse fødevarer. I henhold til
»Serviceeftersyn af Forårspakken« er det
endvidere besluttet at inddrage kød i
afgiftsgrundlaget.
Overordnet set har fedtafgiften til formål at tilskynde
til bedre kostvaner og dermed styrke befolkningens sundhed. Ved at
lægge en afgift på mættet fedt i kød, fede
mejeriprodukter, animalsk fedt, spiseolier, margarine og
smørbare blandingsprodukter tilskyndes befolkningen til at
vælge varer med et lavere indhold af mættet fedt,
eksempelvis mager ost frem for fed ost. Jo højere indhold af
mættet fedt, jo højere afgift.
De fødevarer, som omfattes af forslaget, er
primære kilder til mættet fedt. Afgiften er fastsat til
16 kr. pr. kg mættet fedt i fødevaren.
Der er foreslået en bagatelgrænse, således
at fødevarer med et indhold af mættet fedt på
2,3 pct. og derunder friholdes for afgiften. Bagatelgrænsen
betyder, at bl.a. mælk ikke omfattes af afgiften, hvilket er
i overensstemmelse med de ernæringsmæssige
anbefalinger, hvorefter småbørn skal drikke
mælk.
Derudover foreslås en registreringsgrænse,
således at små producenter eller importører af
de pågældende fødevarer ikke skal registreres,
opgøre og afregne afgift. Virksomheder med en årlig
omsætning af afgiftspligtige fødevarer på 50.000
kr. ekskl. afgift skal således ikke registreres.
For at ligestille danske og udenlandske fødevarer,
foreslås endvidere en dækningsafgift, som det
også kendes fra chokolade- og sukkerafgiftsloven. Det vil
sige, at fødevarer, der importeres her til landet, bliver
pålagt fedtafgift på samme måde, som der skal
betales fedtafgift af danske fødevarer.
Forslaget følger i høj grad struktur og indhold
i de øvrige punktafgiftslove.
Samtidig foreslås det, at afgiften af bordvin stiger med
73 øre pr. liter fra 6,14 kr. til 6,87 kr. pr. liter.
Afgiften er fastsat ud fra, at den bordvin, der sælges i
Danmark har en gennemsnitlig alkoholstyrke på 12 pct. Da der
i dag sælges flere vine med en alkoholstyrke på mellem
13 og 14,5 pct., bør beregningsgrundlaget opjusteres fra 12
til 13,5 pct. for at bibeholde samme beskatning af den alkohol, som
er i vinen.
Ændringen af vinafgiften medfører, at
tillægsafgiften for vinbaserede alkoholsodavand skal justeres
ned for at bevare balancen mellem øl-, vin- og
spiritusbaserede alkoholsodavand. Forhøjelsen af vinafgiften
medfører samtidig, at afgiften på mættet fedt
kan holdes nede på 16 kr. pr. kg.
Dermed bidrager det samlede forslag til finansiering af
Forårspakke 2.0. som forudsat med et årligt varigt
provenu på ca. 1,5 mia. kr. inkl. moms.
Lovforslaget foreslås at træde i kraft den 1. juli
2011.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.