Efter afstemningen i Folketinget ved 2.
behandling den 15. marts 2011
Forslag
til
Lov om afgift af mættet fedt i visse
fødevarer (fedtafgiftsloven)1)
Kapitel 1
Afgift af mættet fedt
Afgiftspligtige fødevarer
§ 1. Der betales afgift til
statskassen af vægten af mættet fedt i følgende
fødevarer, der er identificeret ved positioner i EU's
Kombinerede Nomenklatur, hvis indholdet af mættet fedt i
fødevaren overstiger 2,3 vægtprocent:
1) Kød, jf. dog bilag 1.
2) Mejeriprodukter under positionerne
0401- 0406.
3) Animalsk fedt under positionerne
1501-1504 og 1516, der er udsmeltet eller på anden måde
ekstraheret.
4) Spiseolier og fedtstoffer under
positionerne 1507-1516.
5) Margarine og andre fødevarer
under position 1517.
6) Kakaosmør under position 1804,
der er udsmeltet eller på anden måde ekstraheret.
7) Smørbare blandingsprodukter
under position 2106.
8) Andre fødevarer, der efter en
samlet bedømmelse af deres beskaffenhed og anvendelse samt
den måde, hvorpå de markedsføres, kan betragtes
som erstatningsvarer for eller efterligninger af de varer, som er
nævnt i nr. 1-7.
Afgiftssats
§ 2. Afgiften udgør 16 kr.
pr. kg mættet fedt i fødevaren.
Afgiftspligtige personer
§ 3. Pligt til at betale afgift
påhviler den, der erhvervsmæssigt, jf. dog
§ 4, stk. 6,
1) fremstiller fødevaren her i
landet,
2) modtager fødevaren her i
landet fra et andet EU-land,
3) indfører fødevaren her
til landet fra et land uden for EU eller fra områder
beliggende i EU, der ikke er omfattet af EU's afgiftsområde,
eller
4) sælger fødevaren fra et
andet EU-land på en sådan måde, at varen direkte
eller indirekte forsendes eller transporteres af sælger eller
på dennes vegne til en ikke erhvervsdrivende køber her
i landet (fjernsalg), når virksomheden er registreret efter
momslovens § 47, stk. 2.
Stk. 2. Pligt til at betale afgift
påhviler i andre tilfælde end de i stk. 1, nr. 4,
nævnte en ikke erhvervsdrivende varemodtager, som modtager
fødevaren her i landet fra et andet EU-land. Pligt til at
betale afgift påhviler endvidere en ikke erhvervsdrivende
varemodtager, som indfører fødevaren her til landet
fra et land uden for EU eller fra områder beliggende i EU,
der ikke er omfattet af EU's afgiftsområde.
Registrering
§ 4. En virksomhed, der er
afgiftspligtig efter § 3, stk. 1, nr. 1, skal
registreres hos told- og skatteforvaltningen som oplagshaver, jf.
dog stk. 6. Registrering skal ske, inden den afgiftspligtige
virksomhed påbegyndes.
Stk. 2. En virksomhed, der af
fødevarer, hvoraf der betales afgift efter § 1,
fremstiller fødevarer til eksport eller fødevarer,
som er uegnede til menneskeføde, kan registreres hos told-
og skatteforvaltningen som oplagshaver for denne del af
produktionen, jf. dog stk. 6. Andelen af produktionen, som
virksomheden kan registreres som oplagshaver for, fastsættes
på baggrund af virksomhedens fremstilling til eksport eller
af andet end menneskeføde det foregående år. Ved
årets udgang foretages en regulering af afgiften mellem
på den ene side de foretagne afgiftsfrie indkøb og
på den anden side den faktiske produktion af fødevarer
til eksport og af fødevarer, som er uegnede til
menneskeføde. En virksomhed, der af fødevarer, hvoraf
der betales afgift efter § 1, fremstiller fødevarer,
der udelukkende sælges en gros, kan registreres som grossist
hos told- og skatteforvaltningen. Registrering skal i så fald
ske, inden virksomheden påbegyndes.
Stk. 3. En virksomhed, der er
afgiftspligtig efter § 3, stk. 1, nr. 2 eller 3,
skal registreres hos told- og skatteforvaltningen som varemodtager,
jf. dog stk. 6. Registrering skal ske, inden transport af
fødevaren fra udlandet påbegyndes. Virksomheden kan
dog registreres som oplagshaver, hvis den udelukkende driver
mellemhandel med afgiftspligtige varer til andre virksomheder
registreret efter denne lov. Registrering skal i så fald ske,
inden den afgiftspligtige virksomhed påbegyndes. En
virksomhed, der allerede er registreret efter stk. 1, skal
ikke tillige registreres som afgiftspligtig efter § 3,
stk. 1, nr. 2 eller 3.
Stk. 4. En virksomhed, der er
afgiftspligtig efter § 3, stk. 1, nr. 4, skal
registreres hos told- og skatteforvaltningen for fjernsalget, jf.
dog stk. 6. Registrering skal ske, inden transport af
fødevaren fra udlandet påbegyndes.
Stk. 5. Til de registrerede virksomheder
udstedes et bevis for registreringen.
Stk. 6. Virksomheder, der har en
årlig omsætning af afgiftspligtige varer eksklusive
afgift på 50.000 kr. eller derunder, skal ikke registreres
eller betale afgift.
§ 5. En virksomhed, der er
registreret efter § 4, stk. 1 eller 2, kan
fremstille, forarbejde, oplægge, herunder modtage fra andre
oplagshavere, modtage eller indføre fra udlandet samt levere
til andre oplagshavere eller til udlandet afgiftspligtige
fødevarer, uden at afgiften er berigtiget.
Stk. 2. En virksomhed, der er
registreret efter § 4, stk. 3, 3. pkt., kan modtage
fra andre oplagshavere eller modtage eller indføre fra
udlandet afgiftspligtige fødevarer, uden at afgiften er
berigtiget, såfremt fødevarerne er bestemt til
videresalg til virksomheder registreret efter denne lov.
Stk. 3. En virksomhed, der er
registreret efter § 4, stk. 3, 1. pkt., kan modtage
eller indføre afgiftspligtige varer fra udlandet, uden at
afgiften er berigtiget ved modtagelsen eller indførslen.
Afgiftsgrundlag
§ 6. Afgiftsgrundlaget er
vægten af mættet fedt i fødevaren, jf. dog
stk. 3-5.
Stk. 2. Den afgiftspligtige skal kunne
dokumentere vægten af mættet fedt i
fødevaren.
Stk. 3. For afgiftspligtige
fødevarer som nævnt i § 1, nr. 1, skal
anvendes de standardsatser, som fremgår af lovens bilag 1,
til fastlæggelse af afgiftsgrundlaget, når der leveres
udskåret kød. Leveres et halvt dyr, et kvart dyr eller
grovparteringer, skal den afgiftspligtige fratrække 27,5 pct.
af afgiftsgrundlaget for svin og 25 pct. af afgiftsgrundlaget for
øvrige dyr. Den afgiftspligtige kan dog vælge at
opgøre afgiftsgrundlaget af udskæringer, der leveres
færdigpakket til detailhandelen på
udskæringsniveau, således at der betales afgift af
indholdet af mættet fedt i den pågældende
udskæring. Indholdet af mættet fedt i den
pågældende udskæring kan enten opgøres
på grundlag af offentligt tilgængelige
fødevareoplysninger eller på grundlag af konkret
dokumentation af indholdet af mættet fedt i den konkrete
udskæring. Vælger den afgiftspligtige at opgøre
afgiftsgrundlaget på udskæringsniveau, skal denne
metode anvendes på alle virksomhedens udskæringer, som
leveres færdigpakkede til detailhandelen. Valget er bindende
for minimum 1 år.
Stk. 4. For de øvrige
fødevarer nævnt i § 1 kan
næringsdeklarationen lægges til grund, såfremt
fødevaren er mærket med en sådan. Den
afgiftspligtige kan også anvende offentligt
tilgængelige fødevareoplysninger, som fastsætter
gennemsnitlige standarder for indholdet af mættet fedt i
visse fødevarer, til at fastlægge afgiftsgrundlaget.
Den afgiftspligtige kan endvidere fastsætte afgiftsgrundlaget
på baggrund af en teknisk analyse af den konkrete
fødevare.
Stk. 5. Kan den afgiftspligtige ikke
dokumentere vægten af mættet fedt på baggrund af
metoderne i stk. 4, skal der betales afgift på grundlag
af fødevarens totale fedtindhold af såvel mættet
som umættet fedt eller, såfremt dette heller ikke kan
oplyses, på grundlag af fødevarens nettovægt.
Skønner told- og skatteforvaltningen, at
dækningsafgiften beregnet i overensstemmelse med stk. 3 og 4
ville udgøre et højere beløb end den beregnede
afgift på grundlag af det totale fedtindhold eller
nettovægten, kan told- og skatteforvaltningen dog
fastsætte afgiftsgrundlaget skønsmæssigt.
Stk. 6. Skatteministeren kan
fastsætte gennemsnitlige standarder for indholdet af
mættet fedt i visse fødevarer, som virksomhederne kan
anvende ved fastlæggelse af afgiftsgrundlaget.
Opgørelse af afgiftsgrundlaget
§ 7. En virksomhed, der er
registreret efter § 4, stk. 1, eller § 4,
stk. 3, 3. pkt., skal opgøre afgiftsgrundlaget for en
afgiftsperiode på grundlag af afgiftspligtige
fødevarer, jf. § 1, der er udleveret fra
virksomheden i afgiftsperioden. En virksomhed, der er
afgiftspligtig af fødevarer som nævnt i § 1,
nr. 1, kan dog vælge at opgøre afgiftsgrundlaget for
en afgiftsperiode på grundlag af slagtede dyr og foretage
fradrag, jf. § 6, stk. 3, 2. pkt.
Stk. 2. En virksomhed, der er
registreret efter § 4, stk. 2, 1. pkt., skal
opgøre afgiftsgrundlaget for en afgiftsperiode på
grundlag af afgiftspligtige fødevarer, jf. § 1,
der er anvendt til fremstilling af fødevarer til eksport
eller fremstilling af fødevarer, som er uegnede til
menneskeføde, der er udleveret fra virksomheden i
afgiftsperioden. En virksomhed, der er registreret efter § 4,
stk. 2, 4. pkt., skal opgøre afgiftsgrundlaget for en
afgiftsperiode på grundlag af afgiftspligtige
fødevarer, jf. § 1, der er medgået til
produktionen af fødevarerne, dvs. inklusive spild, svind og
lign.
Stk. 3. En virksomhed, der er
registreret efter § 4, stk. 3, 1. pkt., skal
opgøre afgiftsgrundlaget for en afgiftsperiode på
grundlag af afgiftspligtige fødevarer, der er modtaget eller
indført fra udlandet i afgiftsperioden.
Stk. 4. En virksomhed, der er
registreret efter § 4, stk. 4, skal opgøre
afgiftsgrundlaget for en afgiftsperiode på grundlag af
afgiftspligtige fødevarer, som virksomheden har solgt ved
fjernsalg her til landet i afgiftsperioden.
Stk. 5. En virksomheds eget forbrug af
afgiftspligtige fødevarer sidestilles med udlevering.
Kapitel 2
Dækningsafgift
Dækningsafgiftspligtige
fødevarer
§ 8. Der betales afgift til
statskassen af bestanddele medgået til fremstilling af
fødevarer, når disse bestanddele hidrører fra
de afgiftspligtige fødevarer nævnt i § 1 og
sådanne fødevarer modtages, indføres eller
sælges ved fjernsalg her i landet.
Stk. 2. Afgiften udgør 16 kr. pr.
kg mættet fedt i de afgiftspligtige bestanddele, der er
medgået til fremstilling af fødevaren.
Dækningsafgiftspligtige personer
§ 9. Pligt til at betale
dækningsafgift påhviler den, der
erhvervsmæssigt
1) modtager fødevaren her i
landet fra et andet EU-land,
2) indfører fødevaren her
til landet fra et land uden for EU eller fra områder
beliggende i EU, der ikke er omfattet af EU's afgiftsområde,
eller
3) sælger fødevaren fra et
andet EU-land på en sådan måde, at varen direkte
eller indirekte forsendes eller transporteres af sælger eller
på dennes vegne til en ikke erhvervsdrivende køber her
i landet (fjernsalg), når virksomheden er registreret efter
momslovens § 47, stk. 2.
Stk. 2. Pligt til at betale
dækningsafgift påhviler i andre tilfælde end de i
stk. 1, nr. 3, nævnte en ikke erhvervsdrivende
varemodtager, som modtager fødevaren her i landet fra et
andet EU-land. Pligt til at betale dækningsafgift
påhviler endvidere en ikke erhvervsdrivende varemodtager, som
indfører fødevaren her til landet fra et land uden
for EU eller fra områder beliggende i EU, der ikke er
omfattet af EU's afgiftsområde.
Registrering
§ 10. En virksomhed, der er
dækningsafgiftspligtig efter § 9, stk. 1, nr.
1 eller 2, skal registreres hos told- og skatteforvaltningen som
varemodtager, jf. dog stk. 4. Registrering skal ske, inden
transport af fødevaren fra udlandet påbegyndes.
Stk. 2. En virksomhed, der af
fødevarer, hvoraf der betales dækningsafgift efter
§ 8, fremstiller fødevarer til eksport eller
fødevarer, som er uegnede til menneskeføde, kan
registreres som oplagshaver hos told- og skatteforvaltningen for
denne del af produktionen, jf. dog stk. 4. Andelen af
produktionen, som virksomheden kan registreres som oplagshaver for,
fastsættes på baggrund af virksomhedens fremstilling
til eksport eller af andet end menneskeføde det
foregående år. Ved årets udgang foretages en
regulering af afgiften mellem på den ene side de foretagne
afgiftsfrie indkøb og på den anden side den faktiske
produktion af fødevarer til eksport og af fødevarer,
som er uegnede til menneskeføde. En virksomhed, der af
fødevarer, hvoraf der betales dækningsafgift efter
§ 8, fremstiller fødevarer, der udelukkende
sælges en gros, kan registreres som grossist hos told- og
skatteforvaltningen. Registrering skal ske, inden den
afgiftspligtige virksomhed påbegyndes.
Stk. 3. En virksomhed, der er
dækningsafgiftspligtig efter § 9, stk. 1, nr.
3, skal registreres hos told- og skatteforvaltningen for
fjernsalget, jf. dog stk. 4. Registrering skal ske, inden
transport af fødevaren fra udlandet påbegyndes.
Stk. 4. § 4, stk. 5 og
6, finder tilsvarende anvendelse.
§ 11. En virksomhed, der er
registreret som varemodtager efter § 10, stk. 1, kan
modtage eller indføre dækningsafgiftspligtige
fødevarer fra udlandet, uden at dækningsafgiften er
berigtiget ved modtagelsen eller indførslen.
Stk. 2. En virksomhed, der er
registreret som oplagshaver efter § 10, stk. 2, kan
fremstille, forarbejde, oplægge, modtage fra andre
oplagshavere, modtage eller indføre fra udlandet samt levere
til andre oplagshavere eller til udlandet
dækningsafgiftspligtige fødevarer, såfremt disse
er bestemt til fremstilling af fødevarer til eksport eller
fødevarer, som er uegnede til menneskeføde, uden at
dækningsafgiften er berigtiget.
Afgiftsgrundlag
§ 12. Afgiftsgrundlaget er
vægten af mættet fedt i den eller de
dækningsafgiftspligtige bestanddele hidrørende fra de
afgiftspligtige fødevarer nævnt i § 1, der
er medgået til fremstilling af den fødevare, som er
modtaget, indført eller solgt ved fjernsalg, jf. dog
stk. 2, 2. pkt.
Stk. 2. Den afgiftspligtige skal kunne
dokumentere vægten af mættet fedt i de bestanddele, der
er medgået til fremstilling af fødevaren, og skal
på forlangende fremlægge en erklæring herom fra
fabrikanten. For dækningsafgiftspligtige bestanddele som
nævnt i § 1, nr. 1, fastlægges
afgiftsgrundlaget ved anvendelse af gennemsnitssatserne i bilag 1.
For øvrige dækningsafgiftspligtige bestanddele kan
fabrikanten ved udarbejdelse af erklæringen anvende
offentligt tilgængelige fødevareoplysninger, som
fastsætter gennemsnitlige standarder for indholdet af
mættet fedt i visse fødevarer, til at fastlægge
afgiftsgrundlaget af de dækningsafgiftspligtige bestanddele,
der er medgået til fremstilling af fødevaren.
Stk. 3. Kan den afgiftspligtige ikke
fremlægge den nævnte fabrikanterklæring, skal der
for andre bestanddele end fødevarerne nævnt i
§ 1, nr. 1, betales dækningsafgift på
grundlag af fødevarens totale fedtindhold af såvel
mættet som umættet fedt eller, såfremt dette
heller ikke kan oplyses, på grundlag af fødevarens
nettovægt. Skønner told- og skatteforvaltningen, at
dækningsafgiften beregnet i overensstemmelse med stk. 2 ville
udgøre et højere beløb end den beregnede
afgift på grundlag af det totale fedtindhold eller
nettovægten, kan told- og skatteforvaltningen dog
fastsætte afgiftsgrundlaget skønsmæssigt.
Opgørelse af afgiftsgrundlaget
§ 13. En virksomhed, der er
registreret efter § 10, stk. 1, skal opgøre
afgiftsgrundlaget for en afgiftsperiode på grundlag af
vægten af mættet fedt medgået til fremstilling af
de dækningsafgiftspligtige fødevarer, som virksomheden
har modtaget eller indført fra udlandet i
afgiftsperioden.
Stk. 2. En virksomhed, der er
registreret efter § 10, stk. 2, 1. pkt., skal
opgøre afgiftsgrundlaget for en afgiftsperiode på
grundlag af vægten af mættet fedt medgået til
fremstilling af de dækningsafgiftspligtige fødevarer,
der er udleveret fra virksomheden i afgiftsperioden. En virksomhed,
der er registreret efter § 10, stk. 2, 4. pkt., skal
opgøre afgiftsgrundlaget for en afgiftsperiode på
grundlag af dækningsafgiftspligtige fødevarer, jf.
§ 8, der er medgået til produktionen af
fødevarerne, dvs. inklusive spild, svind og lign.
Stk. 3. En virksomhed, der er
registreret efter § 10, stk. 3, skal opgøre
afgiftsgrundlaget for en afgiftsperiode på grundlag af
vægten af mættet fedt medgået til fremstilling af
de dækningsafgiftspligtige fødevarer, som virksomheden
har solgt ved fjernsalg her til landet i afgiftsperioden.
Stk. 4. En virksomheds eget forbrug af
dækningsafgiftspligtige fødevarer sidestilles med
udlevering.
Kapitel 3
Fælles bestemmelser
Angivelse og
afregning af såvel afgift som dækningsafgift
§ 14. Afgiftsperioden er
måneden.
Stk. 2. Registrerede virksomheder skal
efter udløbet af hver afgiftsperiode angive og indbetale
afgift, jf. §§ 2 og 3 i lov om opkrævning af
skatter og afgifter m.v. (opkrævningsloven). Told- og
skatteforvaltningen kan fastsætte nærmere regler
herom.
Stk. 3. Ved manglende, mangelfuld eller
ikke rettidig angivelse, betaling eller regnskabsførelse
finder §§ 4-8 i lov om opkrævning af skatter
og afgifter m.v. (opkrævningsloven) tilsvarende
anvendelse.
§ 15. For ikke erhvervsdrivende,
der modtager afgiftspligtige fødevarer fra et andet EU-land,
jf. § 3, stk. 2, 1. pkt., eller § 9,
stk. 2, 1. pkt., finder § 9, stk. 2-4, i lov om
opkrævning af skatter og afgifter m.v.
(opkrævningsloven) tilsvarende anvendelse.
§ 16. For ikke erhvervsdrivende,
der indfører afgiftspligtige fødevarer her til landet
fra et land uden for EU eller fra områder beliggende i EU,
der ikke er omfattet af EU's afgiftsområde, jf.
§ 3, stk. 2, 2. pkt., eller § 9,
stk. 2, 2. pkt., finder kapitel 4 i toldloven tilsvarende
anvendelse.
Stk. 2. Der er afgiftsfrihed for
indførte fødevarer i samme omfang og under
tilsvarende betingelser som fastsat for afgiftsfrihed efter
momslovens § 36, stk. 1, nr. 1-3.
Fradrag og
godtgørelse
§ 17. En virksomhed registreret
som oplagshaver kan i afgiftsgrundlaget opgjort efter
§§ 7 eller 13 fradrage
1) afgiftspligtige fødevarer,
der leveres til en anden registreret oplagshaver,
2) afgiftspligtige fødevarer,
der leveres til udlandet, eller som er uegnede til
menneskeføde,
3) afgiftspligtige fødevarer,
der er fritaget for afgift efter § 18,
4) afgiftspligtige fødevarer,
der hos oplagshaveren eller under transport til eller fra denne er
gået tabt ved indbrud, brand, forlis eller brækage,
5) afgiftspligtige fødevarer,
der hos oplagshaveren eller under transport til eller fra denne er
beskadiget, fordærvet eller af andre grunde blevet
uanvendelige, og
6) afgiftspligtige fødevarer,
der returneres til virksomheden, såfremt køberen
godtgøres fødevarens pris inklusive afgiften.
Stk. 2. En virksomhed kan søge
godtgørelse af afgiften på afgiftspligtige
fødevarer, jf. §§ 1 eller 8, som er leveret
til udlandet eller anvendt til fremstilling af andet end
menneskeføde.
Stk. 3. Det er en betingelse for
godtgørelse efter stk. 2,
1) at virksomheden kan fremlægge
den fornødne dokumentation,
2) at de afgiftspligtige
fødevarer, der søges godtgørelse for, stammer
fra en afgiftspligtig virksomhed, og
3) at virksomheden er i besiddelse af
en faktura for fødevaren eller de bestanddele, der er
medgået til fremstilling af fødevaren.
Stk. 4. Told- og skatteforvaltningen
kan fastsætte nærmere regler for fradraget og
godtgørelsen.
Leverancer
til diplomater og lign.
§ 18. Fødevarer, der
leveres til de i toldlovens § 4 omhandlede diplomatiske
repræsentationer, internationale institutioner m.v. og de
hertil knyttede personer, er fritaget for afgift efter denne
lov.
Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen
kan fastsætte nærmere regler for
afgiftsfritagelsen.
Faktura- og
regnskabsbestemmelser
§ 19. Registrerede virksomheder
skal som minimum føre et regnskab over råvarer og
afgiftspligtige fødevarer, tilgang af uberigtigede
fødevarer, overførsel af uberigtigede
fødevarer til anden virksomhed registreret efter
§ 4, stk. 1 eller 2, § 4, stk. 3, 3.
pkt., eller § 10, stk. 2, udlevering af
afgiftspligtige fødevarer og eget forbrug af afgiftspligtige
fødevarer.
Stk. 2. Virksomhedens
regnskabsmateriale skal opbevares i virksomheden, medmindre det kan
gøres tilgængeligt for told- og skatteforvaltningen
inden 5 hverdage.
Stk. 3. Regnskabsmateriale, herunder
fakturaer, fakturakopier, følgesedler og opgørelser,
skal opbevares i 5 år efter regnskabsårets afslutning.
Dog skal detailhandelsvirksomheders kassestrimler og tilsvarende
interne bilag kun opbevares i 1 år fra tidspunktet for
underskrivelsen af årsregnskabet.
Stk. 4. Skatteministeren kan
fastsætte nærmere regler om registrerede virksomheders
regnskabsførelse. I det omfang der gøres brug af
regnskabs- og fakturamateriale i elektronisk form, finder faktura-
og regnskabsreglerne tilsvarende anvendelse herpå.
Stk. 5. Virksomheden skal holde lageret
af afgiftsberigtigede fødevarer adskilt fra lageret af
uberigtigede fødevarer, medmindre virksomheden af told- og
skatteforvaltningen har fået tilladelse til andet.
Stk. 6. Registrerede virksomheder skal
ved salg af afgiftspligtige fødevarer, jf. § 1
eller § 8, til en anden registreret virksomhed udstede en
faktura. Fakturaen skal være forsynet med fortløbende
nummer, fakturadato, oplysninger om sælgers navn, CVR- eller
SE-nummer og adresse, købers navn og adresse samt
leverancens art, mængde og pris.
Stk. 7. Registrerede virksomheder, der
leverer en fødevare, hvoraf der skal betales afgift efter
§ 1 eller § 8, til en virksomhed, der er
registreret efter § 4, stk. 1 eller 2,
§ 4, stk. 3, 3. pkt., eller § 10,
stk. 2, skal sammen med udlevering af fødevaren
skriftligt oplyse den modtagende virksomhed om afgiftsgrundlaget
for den pågældende fødevare.
Kontrol
§ 20. Told- og skatteforvaltningen
har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod
behørig legitimation uden retskendelse adgang til at
foretage eftersyn i de virksomheder, der omfattes af loven, og i de
virksomheder, som er nævnt i stk. 5-7, og til at efterse
virksomhedernes varebeholdninger, forretningsbøger,
øvrige regnskabsmateriale og korrespondance m.v.
Stk. 2. Virksomhedens indehaver og de i
virksomheden beskæftigede personer skal yde told- og
skatteforvaltningen fornøden vejledning og hjælp ved
gennemførelsen af eftersynet.
Stk. 3. Det i stk. 1 nævnte
materiale skal på anmodning udleveres eller indsendes til
told- og skatteforvaltningen.
Stk. 4. Leverandører af varer
eller af emballage til fremstilling af fødevarer, der er
afgiftspligtige i henhold til denne lov, skal efter anmodning
meddele told- og skatteforvaltningen alle nødvendige
oplysninger om deres leverancer af varer til afgiftspligtige
virksomheder.
Stk. 5. Virksomheder skal efter
anmodning meddele told- og skatteforvaltningen oplysninger om deres
indkøb af afgiftspligtige fødevarer til
virksomheden.
Stk. 6. Told- og skatteforvaltningen er
berettiget til at foretage eftersyn af afgiftspligtige
fødevarer under transport, når varerne
erhvervsmæssigt sælges fra udlandet eller
erhvervsmæssigt transporteres til andre end registrerede
virksomheder.
Stk. 7. I det omfang oplysninger som
nævnt i stk. 1 er registreret elektronisk, omfatter
told- og skatteforvaltningens adgang til disse oplysninger
også en elektronisk adgang hertil.
Stk. 8. Politiet yder told- og
skatteforvaltningen bistand til gennemførelsen af kontrollen
efter denne bestemmelse. Justitsministeren kan efter forhandling
med skatteministeren fastsætte nærmere regler
herom.
§ 21. Offentlige myndigheder skal
efter anmodning meddele told- og skatteforvaltningen enhver
oplysning til brug for registrering af og kontrol med virksomheder,
der er afgiftspligtige efter denne lov.
Straf
§ 22. Med bøde straffes
den, der forsætligt eller groft uagtsomt
1) afgiver urigtige eller vildledende
oplysninger eller fortier oplysninger til brug for
afgiftskontrollen,
2) overtræder § 4,
stk. 1, § 4, stk. 3, 1. eller 2. pkt.,
§ 4, stk. 4, § 10, stk. 1 eller 3,
§ 14, stk. 2, 1. pkt., § 15,
§ 16, § 19, stk. 1-3 og 5-7, eller
§ 20, stk. 1-7, eller
3) overdrager, erhverver eller tilegner
sig varer, hvoraf der ikke er betalt afgift, som skulle have
været betalt efter loven, eller forsøger
herpå.
Stk. 2. I forskrifter, der udstedes i
medfør af loven, kan der fastsættes straf af
bøde for den, der forsætligt eller groft uagtsomt
overtræder bestemmelser i forskrifterne.
Stk. 3. Den, der begår en af de
nævnte overtrædelser med forsæt til at unddrage
statskassen afgift, straffes med bøde eller fængsel
indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf
er forskyldt efter straffelovens § 289.
Stk. 4. Der kan pålægges
selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i
straffelovens 5. kapitel.
§ 23. §§ 18-19 i
lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v.
(opkrævningsloven) finder tilsvarende anvendelse på
sager om overtrædelse af denne lov.
Andre
bestemmelser
§ 24. Den, der overdrager,
erhverver, tilegner sig eller anvender afgiftspligtige
fødevarer, hvoraf der ikke er betalt afgift, som skulle
være betalt efter denne lov, skal betale afgift af
fødevarerne.
§ 25. §§ 11-13 i
lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v.
(opkrævningsloven) om sikkerhedsstillelse m.m. finder
tilsvarende anvendelse.
Kapitel 4
Overgangs- og
ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.
§ 26. Loven træder i kraft
den 1. juli 2011.
Stk. 2. For virksomheder registreret
efter § 4, stk. 1 eller 2 eller stk. 3, 3.
pkt., eller § 10, stk. 2, har loven virkning for
fødevarer, der udleveres fra virksomheden den 1. juli 2011
eller senere. For virksomheder registreret efter § 4,
stk. 3, 1. pkt., eller stk. 4, eller § 10,
stk. 1 eller 3, har loven virkning for fødevarer, der
modtages eller indføres fra udlandet eller sælges ved
fjernsalg her til landet den 1. juli 2011 eller senere.
Stk. 3. For ikke erhvervsdrivende
afgiftspligtige, der modtager eller indfører afgiftspligtige
fødevarer fra udlandet, jf. §§ 15 og 16, har
loven virkning for fødevarer, der modtages eller
indføres fra udlandet her til landet den 1. juli 2011 eller
senere.
Stk. 4. § 28 finder
anvendelse på varer, som efter lovens ikrafttræden
udleveres til forbrug fra registrerede virksomheder, angives til
fortoldning eller importeres.
Stk. 5. Registreringspligtige
virksomheder, jf. §§ 4 eller 10, skal anmelde sig
til registrering til told- og skatteforvaltningen senest den 1.
juli 2011.
§ 27. I lov om opkrævning af
skatter og afgifter m.v. (opkrævningsloven), jf.
lovbekendtgørelse nr. 1402 af 7. december 2010, som
ændret senest ved § 5 i lov nr. 1560 af 21.
december 2010, foretages følgende ændringer:
1. I
§ 9, stk. 2, 1. pkt.,
ændres »liste A, nr. 5-18 og 31« til:
»liste A, nr. 5-18, 31 og 35«.
2. I
bilag 1, liste A, indsættes som
nr. 35:
»35) Lov om
afgift af mættet fedt i visse fødevarer
(fedtafgiftsloven).«
§ 28. I lov om afgift af
øl, vin og frugtvin m.m. (øl- og vinafgiftsloven),
jf. lovbekendtgørelse nr. 890 af 17. august 2006, som
ændret bl.a. ved § 1 i lov nr. 626 af 11. juni 2010
og senest ved § 4 i lov nr. 1361 af 8. december 2010,
foretages følgende ændringer:
1. I
§ 3, stk. 2, nr. 2,
ændres »6,14« til: »6,87«.
2. I
§ 3 C, nr. 2, ændres
»15,00« til: »14,27«.
§ 29. I lov om afgift af chokolade- og
sukkervarer m.m. (chokoladeafgiftsloven), jf.
lovbekendtgørelse nr. 567 af 3. august 1998, som
ændret senest ved § 5 i lov nr. 1385 af 21. december
2009, foretages følgende ændring:
1. I
§ 1, stk. 1, nr. 1, udgår
», kakaosmør«.
§ 30. Loven gælder ikke for
Færøerne og Grønland.
Bilag 1
Standardsatser
Vare | Mættet
fedt pr. 100 g | Afgift pr. kg | Kød | | | Kvæg | 5,2 | 0,83 | Svin | 6,5 | 1,04 | Får og geder | 6 | 0,96 | Heste, muldyr, æsler | 4 | 0,64 | Kyllinger, høns og vildfugle
m.fl. | 2,5 | 0,40 | Ænder og gæs | 12,1 | 1,94 | Kalkuner | 0 | 0,00 | Kaniner og harer | 0 | 0,00 | Andet vildt (dyr) | 1,6 | 0,26 | Andet
kød | 4,2 | 0,7 |
|
Officielle noter
1) Loven har som udkast været
notificeret i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 98/34/EF (informationsproceduredirektivet)
som ændret ved direktiv 98/48/EF.