Skriftlig fremsættelse (6. oktober
2010)
Kirkeministeren
(Birthe Rønn Hornbech)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
folkekirkens økonomi (Præcisering af
bemyndigelsesbestemmelse om udbetaling af kapitaler).
(Lovforslag nr. L 10)
Formålet med lovforslaget er at opretholde den
nuværende kirkelige økonomi ved, at
gravstedskapitaler, som er indbetalt til stiftsmidlerne før
den 1. januar 2007, også fremover kan udbetales til de lokale
kasser.
Baggrunden for lovforslaget er, at der i forbindelse med
vedtagelsen af lov nr. 47 af 28. januar 2009, som trådte i
kraft den 1. januar 2010, er opstået en utilsigtet fejl, som
betyder, at der på nuværende tidspunkt ikke er hjemmel
til, at gravstedskapitaler, som er indbetalt til stiftsmidlerne
før den 1. januar 2007, kan udbetales til de lokale
kasser.
Gravstedskapitaler, som er indbetalt til stiftsmidlerne
før den 1. januar 2007, udbetales, når de hjemfalder,
det vil typisk sige efter 10 eller 20 år afhængigt af,
om det er en urne- eller kistegravplads. De hjemfalder pr. 31.
december og dermed næste gang i december 2010. Dette betyder,
at lovændringen med lov nr. 47 af 28. januar 2009 endnu ikke
har fået virkning. Hvis fejlen rettes ved den nu
foreslåede ændring af økonomiloven i
efteråret 2010, vil der inden jul kunne udstedes en ny
bekendtgørelse, sådan at der kan ske udbetaling af de
gravstedskapitaler, der hjemfalder pr. 31. december 2010. På
denne måde ophæves den utilsigtede virkning for
menighedsrådene.
Lovforslaget skaber således hjemmel til, at
kirkeministeren igen kan fastsætte regler om udbetaling af
disse gravstedskapitaler.
Der er ingen økonomiske udgifter forbundet med
lovforslaget.
Det bemærkes, at lovforslaget har været i
høring, hvor stiftsrådene, stiftsøvrighederne,
Landsforeningen af Menighedsråd samt Danmarks Provsteforening
har haft mulighed for at give deres mening til kende i perioden 10.
august 2010 til 7. september 2010. Samtlige høringssvar har
været positive overfor lovforslaget.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.