Som arbejdsløs skal man almindeligvis optjene ret til feriedagpenge, og det er det samme beløb, som man får i dagpenge.
Når man som arbejdsløs holder ferie og får feriedagpenge, er man fritaget for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
Man har ikke pligt til at søge arbejde.
Man kan f.eks.
rejse til udlandet i sin ferie.
Det må man ellers ikke, når man modtager dagpenge, medmindre det er for at søge arbejde i et andet EU-land.
Men her er pointen altså retten til at holde ferie.
Jeg mener, at en arbejdsløs selvfølgelig også skal kunne tage på ferie sammen med sin familie, sin ægtefælle og sine børn, selvfølgelig skal man kunne det.
Nu vil det her sorte trekløver, der fører en kulsort politik – Dansk Folkeparti, Venstre og Konservative – indskrænke arbejdsløses ret til at holde ferie med feriedagpenge.
Nyuddannede har hidtil haft ret til en kortere ferie med feriedagpenge efter nogle nærmere regler, og den ret bliver nu afskaffet, som om nyuddannede ikke også har behov for at kunne holde ferie sammen med deres familie.
I den her krisetid, hvor der er 165.000 arbejdsløse, når vi tæller de aktiverede med, opfordrer samfundet bl.a.
arbejdsløse til at dygtiggøre sig, og det er, som jeg har nævnt tidligere, noget af det konstruktive, som man kan bruge en krisetid til.
Nogle af dem, der efteruddanner sig, får så imens, som vi har været inde på, statens voksenuddannelsesstøtte eller voksen- og efteruddannelsesgodtgørelse, VEU-godtgørelse, og det er alt sammen på dagpengeniveau.
Hidtil har sådan en uddannelsesperiode givet ret til feriedagpenge det følgende år.
Den ret afskaffer de borgerlige partier også nu.
Jeg må gentage:
Jeg fatter ikke en brik.
Hvorfor i alverden skal man straffe dem, der viser initiativ til at gøre noget konstruktivt og efteruddanner sig, ved at fratage dem deres ret til feriedagpenge?
Jeg forstår ikke, det kan være rigtigt, at det kan være borgerlig politik.
Som jeg har nævnt, troede jeg, at det var borgerlig politik at præmiere et initiativ, ikke straffe det, sådan som det sorte trekløver – Dansk Folkeparti, Venstre og Konservative – nu gør, men deres veje er ofte uransagelige og særdeles underlige.
Så er der her i debatten blevet brugt et meget, meget formelt argument.
Der er blevet brugt det argument, at ferieloven stadig væk gælder.
Det vil sige, at man stadig væk har ret til at holde en ferie.
Det er et meget formelt argument, som intet har med virkeligheden at gøre, for enhver ved, at det er dyrere at holde ferie, end det er at passe sit arbejde og den almindelige hverdag.
Når man holder ferie, skal man, som det også er blevet nævnt vistnok af fru Line Barfod, stadig væk betale sin husleje derhjemme, man skal stadig væk have noget at spise, og dertil kommer så, at man måske skal leje et sommerhus, eller at man måske tager på en udlandsrejse.
Det er jo altså heller ikke forbudt for arbejdsløse, som jeg nævnte, når man holder sin ferie.
Men det koster penge.
Derfor har det jo ikke noget med virkeligheden at gøre, at man så siger til mennesker, at der slet ikke er noget problem, for I kan sagtens holde jeres ferie alligevel, og I har bare 0 kr.
i indtægt.
Det kan man jo ikke bruge til noget.
Som det sidste punkt vil jeg nævne, at man åbenbart i det her forslag ser det som en meget stor opgave at skabe endnu større ulighed i alderdommen end den, som allerede er der i dag, og som er urimelig.
ATP er, som vi alle sammen ved, en yderst beskeden form for pension, og man har som efterlønsmodtager kunnet fortsætte med selv at indbetale 135 kr.
om måneden, og så skulle staten også indbetale 135 kr.
pr.
måned, for så vil ens ATP blive lidt større, end hvis man holdt op med at betale.
Efterlønsmodtagere er, som jeg også prøvede at nævne det i debatten, ofte mennesker, som har tjent samfundet særdeles godt, så godt, at de ofte er blevet slidt op efter mange, mange års arbejde.
Ofte har de haft et lavtlønnet job og et på mange måder utaknemligt job uden ret stor indflydelse på deres arbejdssituation.
De har brug for efterlønnen, og nu skal de så straffes yderligere med en dårligere ATP-pension, når de går på folkepension.
Det er simpelt hen ikke rimeligt.
Og princippet i det her er, at det er uacceptabelt, at omkostningerne ved regeringens og Dansk Folkepartis genopretningsplan skal bæres af grupper i samfundet, som i forvejen er udsatte grupper, og som har svære vilkår for deres liv.
SF stemmer derfor imod lovforslaget.
Så har jeg som det allersidste lovet at hilse fra Det Radikale Venstres ordfører, hr.
Morten Østergaard, der ikke kan være til stede nu, og sige, at også Det Radikale Venstre er imod lovforslaget.