Det er jo en glæde at kunne gentage debatten fra førstebehandlingen, da der er betragteligt flere medlemmer til stede i salen, end der var under førstebehandlingen af forslaget.
Først og fremmest:
Når millionærskatten bliver indført, vil vi have en marginalskattebelastning, der ligger under den marginalskattebelastning, der var de første 9 år med en borgerlig regering, mens Anders Fogh Rasmussen var statsminister – bare for lige at sætte proportionerne i relief.
Så sagde jeg også under førstebehandlingen – og det er det, der er det helt afgørende – at når man vil have et velfærdssystem som det danske med en høj grad af velfærd, med indkomstomfordeling og med en høj skat, kræver det, at vi beskytter det system i en globaliseret verden.
Det betyder, at man på enkelsteder, hvor det giver god mening, må gøre undtagelser, og et af de steder, hvor man gør undtagelser, er så f.eks.
med forskerskatten, som i øvrigt blev initieret under en tidligere socialdemokratisk regering, og som jo står på skuldrene af opfattelsen af, at der er nogle særlige spidskompetencer, som vi ikke har i Danmark, og som det kan være nødvendigt at skaffe sig mulighed for at tiltrække, fordi vi ved, at f.eks.
nogle meget videnstunge job genererer yderligere job i den offentlige sektor, job i servicesektoren osv., og på den måde er med til at sikre væksten.
Men hvis vi samtidig vil levere den velfærd, som vi gerne vil, så bliver vi nødt til at have en skat af nogenlunde den størrelse, som vi har i øjeblikket, hvilket jo også er realiteten i det, som er den førte politik fra Venstre og Konservative og Dansk Folkepartis side, dog ikke slet så meget fra Liberal Alliance.
Men pointen i den her sammenhæng er bare, at alternativet jo havde været, som det nogle gange bliver fremført, at man så skulle sænke skatterne yderligere med de priser, som det ville have for vores fælles velfærd.
Vi ved jo allerede nu, hvordan velfærden på grund af den førte økonomiske politik af den borgerlige regering lider.
Vi kan se på de omfattende besparelser, der sker i kommunerne på børnepasningen, på folkeskolen, på ældreplejen osv., nogle af de omstændigheder, som skal være med til at sikre, at vi bliver et rigt velfærdssamfund, også på den længere bane.
De investeringer, som nu tages væk fra forskning, fra uddannelse osv.
af den her regering, gør os jo ikke til et rigere samfund, men gør os til et fattigere samfund, det gør os ikke til et samfund, som vil kunne klare sig bedre igennem en globaliseret verden, men gør os til et samfund, som vil klare sig dårligere i en globaliseret verden.
Derfor bliver man nødt til at have den erkendelse, at vi har et velfærdssamfund, hvor vi ønsker at give en høj velfærd, velfærd, som giver os de muligheder for at tilvejebringe det samfund, som vi gerne vil have, og som giver os mulighed for også at være et stærkt samfund på sigt.
Noget af det, som virksomhederne efterspørger, er jo bl.a.
ordentlig, velkvalificeret arbejdskraft.
Og hvis man tror, at vi tilvejebringer bedre arbejdskraft ved at stoppe endnu flere elever ind i klasseværelserne i folkeskolerne, ved at skære på ungdomsuddannelserne, ved at skære på forskning, ved at skære på uddannelserne i øvrigt, så tager man fejl.
Noget af det, som virksomhederne efterspørger, er jo en ordentlig og velfungerende offentlig sektor.
Lad mig give et helt banalt eksempel:
Hvis man laver forringelser i kommunerne, som fører til flere lukkedage, som fører til ringere åbningstid, så giver man samtidig dårligere præmisser for, at dem, der skal passe arbejdet på vores virksomheder, faktisk kan komme ud og gennemføre deres arbejde.
Det illustrerer den grundlæggende sandhed, nemlig at den offentlige og private sektor i et komplekst samfund som vores er hinandens forudsætninger og ikke hinandens modsætninger.
Hvor den borgerlige fløj har den formodning, at al værdi skabes i den private sektor, og at den offentlige sektor mest er til besvær og derfor helst skal gøres så lille som muligt, pyt med velfærden osv., så er erkendelsen jo i øvrigt, at de to sektorer er hinandens forudsætninger, og at væksten skabes, ved at vi giver de rette forudsætninger.
Det betinger jo også, at vi så har et ordentligt velfærdssamfund, hvilket indebærer en vis skattebetaling.
Og der er det rigtigt, at vi i modsætning til hr.
Mads Rørvig simpelt hen bare synes, at det er sådan, at de bredeste skuldre skal bære de største byrder.
Vi synes sådan set, det er rimeligt nok at forlange, at de danskere, som tjener allermest, også er dem, der betaler forholdsmæssigt mest i skat.
Når vi støtter det her forslag, er det, fordi det gør det muligt at opretholde det her system, samtidig med at vi tiltrækker den arbejdskraft, som vi har brug for.