Det næste punkt på dagsordenen er:

21) 3. behandling af lovforslag nr. L 57:

Forslag til lov om etablering af den selvejende institution Udbetaling Danmark.

Af beskæftigelsesministeren (Inger Støjberg).

(Fremsættelse 11.11.2010. 1. behandling 16.11.2010. Betænkning 08.12.2010. 2. behandling 14.12.2010. Lovforslaget optrykt efter 2. behandling. Tillægsbetænkning 15.12.2010).

Ønsker nogen at udtale sig? Hr. Rasmus Prehn som socialdemokratisk ordfører.

Jeg står her med et presseklip fra Ældre Sagen, hvor der gives udtryk for en klar kritik af det her lovforslag. Det, Ældre Sagen giver udtryk for, er, at det bl.a. er landets folkepensionister, der kommer i klemme, hvis det her lovforslag bliver vedtaget. Det, Ældre Sagen giver udtryk for, er, at skal man i større omfang ansøge om folkepension via internettet, vil rigtig mange folkepensionister komme i klemme. Ældre Sagen giver udtryk for, at det er op imod halvdelen af ældre over 65 år, der ikke har internet på deres bopæl. Så Ældre Sagen bruger altså dagen i dag til at sende det klare signal, bl.a. til Dansk Folkeparti, at det er sidste chance for at få lavet det her om.

Under andenbehandlingen havde vi ordet for at rejse en kritik af flere elementer i det her forslag. Vi prøvede, måske forgæves – ja, det ser sådan ud, for der er ikke rigtig nogen fra regeringen, der lytter – at sende det klare signal, at der altså er noget hastværk i det her forslag. Regeringen gav udtryk for, at der er penge at spare på det her område, men vi havde forleden en eksperthøring, der viste, at det er tvivlsomt, om der er penge at spare på forslaget. Den velansete professor på Aarhus Universitet Jørgen Grønnegård Christensen gav udtryk for, at det her forslag er et udtryk for fugle på taget. Det er altså meget, meget tvivlsomt, om der er de penge at spare, som man lægger op til, ved at lave den her centralisering af den objektive sagsbehandling.

Forsker Roger Buch gav udtryk for, at hans vurdering er, at man måske vil tjene flere penge på de stakkels mennesker, der ikke får deres lovbestemte folkepension, der ikke får deres lovbestemte boligsikring, end man vil tjene på de administrative besparelser, der ligger her.

Der er tale om en beskeden og kun uvis besparelse administrativt på måske halvanden procent. Hvor mange kan forestille sig en stor koncern, en stor virksomhed, som ville foretage så voldsomme ændringer af deres struktur og organisation, hvis det var, der kun var udsigt til så beskeden en administrativ besparelse, og hvis det så også var sådan, at det var tvivlsomt, om den besparelse blev sådan?

Det gælder vel at mærke, når det også i løbet af behandlingen af det her lovforslag er blevet tydeligt, at der er så meget usikkerhed, også i forbindelse med borgernes sagsbehandling og deres ret til de lovmæssigt bestemte ydelser, at den faktisk kan komme under pres, for man risikerer, som også eksperterne gav udtryk for, at sætte sig imellem to stole. Skal man ansøge om folkepension, er det hos Udbetaling Danmark; skal man have et brilletilskud eller en fodbehandling, er det hos kommunens borgerservice. Man risikerer altså ikke at få fuld oplysning om de rettigheder, man har, man risikerer at sætte sig mellem to stole.

Så der er altså det økonomiske, hvor det er stærkt tvivlsomt, om man rent faktisk kan få den her besparelse, og der er borgernes ve og vel, hvor vi risikerer, at borgere, der har behov for den her hjælp, ikke får den.

Så er der sidst, men ikke mindst, medarbejdernes situation. Der lægges op til, at der er medarbejdere, der skal flytte op til flere hundrede kilometer for at være i de her nye centrale centre under Udbetaling Danmark. Det vil være en katastrofe for mange af de familier, som er involveret i det, men det gør det altså også usikkert, om der fremover vil være kvalificeret arbejdskraft til at løse de opgaver, som skal løses her.

Der er så meget, der taler for at udskyde det her lovforslag. Der er så meget, der taler for at få tænkt sig ordentligt om, inden man haster det her igennem. Man har selv fra regeringens side sagt, at det først er i 2015, man kan være klar med et nyt it-system – eller det er først der, det skal sendes i udbud, og så bliver det først senere færdigt – og alligevel vil man til at implementere det nye Udbetaling Danmark fra 2012. Der er udsigt til en gentagelse af hele skandalen om tinglysningen, og her skal vi være opmærksomme på, at det ikke er papirer og penge, der kommer i klemme. Her er det mennesker af kød og blod, her er det folkepensionister, der risikerer ikke at få de ydelser, de har krav på.

Jeg synes, det vil være rimeligt at høre Dansk Folkepartis forklaring på, at de i den her sag, når de om lidt trykker på knappen, stemmer for, at folkepensionister skal have det ringere, og stemmer direkte imod en klar advarsel fra Ældre Sagen. Jeg synes, vi skulle høre Dansk Folkeparti i den her sag. Når vi stemmer om lidt, stemmer vi imod Ældre Sagens helt klare anbefaling. Vi kommer til at svigte landets ældre, når vi stemmer, hvis det er, Dansk Folkeparti holder fast i deres støtte til regeringens makværk på det her område.

Tak til ordføreren. Fru Meta Fuglsang som ordfører.

Med det lovforslag, der ligger her, og som skal endelig vedtages, er der al mulig grund til at forsøge endnu en gang at appellere til den sunde fornuft. Det er den fornuft, der tilsiger, at når noget lyder for godt til at være sandt, så er det det formentlig også. Når man får høringssvar, og når man får indlæg fra en høring, der siger, at det er tvivlsomt, om besparelsen er der, og at den i øvrigt er meget lille; at det er tvivlsomt, om man kan få personaleressourcer, der er kvalificerede til at tage sig af sagen; at det er tvivlsomt, om den konstruktion, man laver her, egner sig til at have delt myndighed, så er der grund til at lytte.

Det, vi ser her, er et lovforslag, som man haster igennem, hvor man først laver en konstruktion, uden at man har indholdet på plads, hvor man er nødt til at holde fast i en aftale, man en gang har lavet, på trods af alle de gode argumenter, der kommer frem en gang til. Det er ikke klædeligt, det er ikke særlig fornuftigt, og jeg er godt klar over, at der efter et regeringsskifte er nogle andre, der sidder med problemet, som kommer ud af det her, og det synes jeg heller ikke gør det bedre.

Så i stedet for at skyde først og spørge bagefter synes jeg, man skal kigge på de ting, der er kommet frem under forberedelsen af det her lovforslag, og spørge sig selv, om det ikke var en idé at udsætte det og få noget mere viden frem om, hvordan man har tænkt sig at gennemføre det her, så man ikke laver en konstruktion uden indhold, som ikke passer til indholdet, så man ikke træffer en beslutning, som er bygget på en besparelse, som viser sig ikke at være der.

Så en appel til den sunde fornuft: Lad os få trukket det tilbage, og lad os kigge på, hvordan vi gør det her på en fornuftig måde.

Ønsker hr. Erling Bonnesen ordet som ordfører? For en kort bemærkning? Værsgo.

Der bliver ved mange gode lejligheder sagt, at vi skal have fokus på at spare nogle penge på administration og at overføre pengene til noget mere velfærd. Det er lige præcis det, som det her lovforslag går ud på. Der er penge at spare på administration, kommunerne får lov at beholde pengene, og de kan prioritere de penge til mere velfærd. Det er det korte af det lange.

For så vidt angår, at de ældre stadig væk kan få lige præcis de ydelser, de skal have, så kan man stadig væk henvende sig hos sin lokale kommune, som man altid har kunnet. Hvad er så kernen i det her? Det er, at man så at sige får maskinberegningerne samlet nogle få steder, så det er da ren sund fornuft. Hvorfor kan SF være imod det?

Fru Meta Fuglsang.

SF er selvfølgelig ikke imod, at man sparer på administration, at man sparer nogle steder, så man får mere velfærd og flere af de der såkaldte varme hænder. Det er ikke det, der er pointen. Pointen er, at vi her har et forslag til besparelse, som Jørgen Grønnegård Christensen kalder fugle på taget, altså hvorom man siger, at den besparelse, der ligger på papiret, er så usikker, at man ikke tror, den kommer. Man har lavet en konstruktion, hvor kommunerne bærer den fulde risiko for en besparelse, som i øvrigt er meget lille. Det har vi noget imod.

Så lad os finde nogle intelligente måder at spare på administrationen på og nogle sikkerheder for, at det her er o.k. Hvis man mener, at det her er så sikkert, kunne man måske lave en ordning, så det ikke er kommunerne, der bærer den fulde økonomiske risiko for noget, regeringen påstår findes.

Hr. Erling Bonnesen.

Der er ikke tale om fugle på taget. Spørg kommunerne selv. Prøv at spørge KL. På selv samme konference svarede KL's repræsentant jo også: Ja, der er noget at komme efter, ja, der er penge i det her. Så kan man diskutere, om der er mere eller mindre end 300 mio. kr. Også på konferencen blev der jo sagt, at det endda kan være, at der er flere penge at komme efter, og derfor kan vi jo kun bare konstatere, at vi er på rette vej. Hvorfor tvivler SF på det? Der er penge at spare på administration, som man kan overføre til mere velfærd. Er det ikke sund fornuft?

Fru Meta Fuglsang.

Man kan jo godt komme i tvivl om, om det er den samme konference, vi har været til. Jeg har været til en konference, hvor folk, der ved noget om det her, sagde, at det er usikkert, om der er en besparelse eller ej, og det har jeg lyttet til. Jeg har ikke sagt, at det her skal man under ingen omstændigheder gøre, jeg siger, at vi skal være fuldstændig klar over, hvad vi gør, og diskutere, om vi gør det på den bedst mulige måde. Det er det, jeg har bedt om.

Så vil jeg opfordre til, at hr. Erling Bonnesen går på talerstolen som ordfører, så vi andre kan få en diskussion med ham om, hvad det er, der er op og ned i det her.

Hr. Bent Bøgsted for en kort bemærkning.

Nu har vi hørt en del om, hvor dårligt det hele er, men jeg vil egentlig bare bede fru Meta Fuglsang bekræfte, at den her aftale om Udbetaling Danmark er en aftale, der er indgået med kommunerne i forbindelse med kommuneforhandlingerne, og at KL har sagt god for konstruktionen.

Jeg vil også bede fru Meta Fuglsang bekræfte, at der står direkte i loven, at der, hvor der er behov for personlig kontakt, skal borgeren stadig væk henvende sig til Borgerservice i kommunerne. Det burde egentlig være enkelt at svare på, om ikke det er korrekt.

Fru Meta Fuglsang.

Jamen så sent som ved den høring, der har været om det her, har vi jo hørt, at der er usikkerhed, og at der er blevet rejst spørgsmål, som man stadigvæk forhandler om. Så den her forestilling om, at der her er blevet gjort et grundigt arbejde med en aftale, hvor begge parter har haft indflydelse og været fuldt oplyst om alting, og at der er blevet taget højde for alt, er en illusion.

Ja, vi har en aftale mellem KL og staten, som bygger på de forudsætninger, der forelå på det tidspunkt. Nu kan vi se, at de forudsætninger formentlig ikke holder. Det vil sige, at vi holder kommunerne fast på en aftale, hvor de forudsætninger, de har indgået aftalen på, måske ikke findes eller vakler. Det ved vi, og det ved regeringen som den ene aftalepart, og det synes jeg ikke er en o.k. måde at forhandle på.

Jeg synes ikke, det er en o.k. måde at indgå aftaler på, og jeg synes ikke, det er en o.k. måde at gennemføre aftaler på, når vi mod bedre vidende holder fast i en aftale, hvor forudsætningerne ikke længere findes, hvor vi stiller kommunerne i en meget dårlig økonomisk situation. Jeg synes, det er uværdigt, jeg synes ikke, det er o.k. over for kommunerne, og jeg kan godt forstå, hvis det bliver svært en anden gang at indgå nogle fornuftige aftaler mellem KL og staten.

Hr. Bent Bøgsted.

Fru Meta Fuglsang svarer jo ikke på det, der bliver spurgt om. En ting, vi må forholde os til, er, at KL selv har været med til at indgå den her aftale, og det har kommunerne også. At vi så herinde er politisk uenige med SF, er helt o.k., det har jeg fuld forståelse for, men det er altså i forhandlinger med kommunerne selv, at de har sagt ja til den konstruktion, Udbetaling Danmark, der skal etableres. Og så burde fru Meta Fuglsang kunne svare på, om ikke der står i loven, at hvis der er behov for personlig kontakt, så henvender man sig til borgerservice.

Fru Meta Fuglsang.

Jamen så tager vi den en gang til: Jo, man skal henvende sig til Borgerservice, hvis man har et spørgsmål. Noget af det, der er blevet diskuteret, har jo været, om man også kunne henvende sig til Udbetaling Danmark, altså der, hvor man træffer afgørelsen. Så vi står i en situation, hvor man f.eks. som folkepensionist får truffet en afgørelse i Udbetaling Danmark, henvender sig til kommunen, som er en anden myndighed end den, der har truffet afgørelsen, og så skal kommunen sørge for at finde ud af, hvad der er foregået i Udbetaling Danmark. Eller også skal man som folkepensionist måske henvende sig til Udbetaling Danmark, som ikke har nogen borgerservice, og som ikke er borgernær – hvad er det så for noget? Det er den ene ting.

Den anden ting er kommunernes situation. Økonomien er lagt an på et bestemt antal årsværk, som kommunerne har til rådighed til Borgerservice. Vi ved ikke, om det holder. Vi ved ikke, om der er borgerservice nok i kommunerne, for vi ved ikke, hvor mange der får brug for at få den her hjælp. Det vil sige, at vi ikke ved, om kommunernes økonomi holder, og om forudsætningerne skrider.

Jeg er godt klar over, at det er nemmest at gå væk fra diskussionen, men det er mest klædeligt at blive i den politiske debat og tage sin del af ansvaret for, hvad for noget makværk man er i gang med at lave, bl.a. over for de ældre ude i kommunerne.

Fru Line Barfod som ordfører.

Jeg håber meget, at når hr. Erling Bonnesen og hr. Bent Bøgsted gik væk fra ordførerbordet, er det, fordi de lige skal hen til deres pladser og hente de papirer, de skal bruge for at holde deres ordførerindlæg. Jeg håber meget, at hr. Erling Bonnesen og hr. Bent Bøgsted vil gå op og forsvare, hvorfor man vil gennemtrumfe at få lavet den her ordning så hurtigt uden at have styr på, om den kommer til at fungere. Jeg synes ikke, det er i orden, at man bare går op og tager korte bemærkninger og så går sin vej igen. Man må også stille op som ordfører, så vi rent faktisk kan få debatten.

Vi har netop haft en proces, hvor man i foråret begyndte at diskutere, at man ville lave den her konstruktion. Dengang sagde man, at vi ikke kunne diskutere det i Folketinget, at vi ikke kunne få nogen høringer. Så kommer man her i sidste øjeblik inden jul og vil det have det igennem lynhurtigt. Vi får så en høring, og den viser, at der er meget store usikkerheder, at der ser ud til at blive meget store problemer, men man lytter overhovedet ikke fra regeringspartiernes side, lader det til. Så jeg håber, at man kommer på talerstolen og holder et indlæg om, hvorfor man alligevel tør gennemføre det her.

Problemet er jo, at vi kommer til at have pensionister, som får nogle afgørelser, og de kan ikke få svar på, hvorfor man har truffet de afgørelser, for de må ikke snakke med dem, der har truffet afgørelserne. Det findes ingen andre steder i den offentlige forvaltning, at borgerne ikke må have kontakt med dem, der har truffet afgørelserne. Alle andre steder har man mulighed for at være i kontakt med den myndighed, som faktisk har truffet en afgørelse.

Nu ved jeg ikke, hvor meget ordførerne kender til pensionsudbetalinger. Jeg har i mit arbejde som advokat også haft en del at gøre med pensionister. De får altså nye udbetalingsmeddelelser hele tiden. Så er deres pension gået lidt op og så lidt ned, så er der ændret i boligstøtten osv. Der er rigtig mange ting, og man har behov for at få forklaret, hvorfor de ser sådan ud. Er det nogen oplysninger, der mangler, eller hvad er det, der er galt? Det er altså et kæmpe problem, hvis man som borger overhovedet ikke må have kontakt med dem, der sidder og træffer afgørelserne, og som har så afgørende indflydelse på, hvor mange penge man har til at betale sin husleje, hvor mange penge man har til at købe mad for osv. Det er da underligt at lave et system, hvor borgerne ikke kan komme i kontakt med myndigheden. Det er det ene problem.

Det andet problem er, om det her kommer til at fungere, når man overflytter det. Den høring, vi havde, satte store spørgsmålstegn ved, om det overhovedet kan komme til at fungere. Det it-system, man skal have til at lave det, kommer formentlig først i 2015. Der er altså lang tid til. Så lad os da bruge tiden, indtil det it-system ligger klart, til at finde ud af, hvordan vi gør det her på den bedst mulige måde, hvordan vi sikrer, at der er de ansatte, der skal være.

Det, vi hører nu fra de ansatte og deres organisationer, er, at der næsten ikke er nogen ansatte, der vil flytte med over i den her nye centraliserede myndighed. Hvordan sikrer vi så, at der er de kvalificerede ansatte til at løfte opgaven? Vi oplevede i forbindelse med den digitale tinglysning, at der også blev advaret. Vi fik løfter fra den daværende justitsminister om, at det ville man først gennemføre, når det var hundrede tyve procent sikkert, at det ville virke fra dag et, fordi det var så store pengebeløb, det drejede sig om. Men det kom jo ikke til at virke fra dag et.

Ved det nye system, som regeringen og Dansk Folkeparti vil indføre her, handler det ikke bare om pengebeløb. Der handler det om nogle mennesker, der skal have penge til at betale husleje. Hvis ikke vi er fuldstændig sikre på, at folk får deres folkepension, deres boligstøtte osv., så risikerer vi, at der er mennesker, der mister deres bolig. Det er altså utrolig alvorligt, og jeg kan ikke forstå, hvordan Dansk Folkeparti bare kan stemme ja til det her uden at have en sikkerhed for, at folk faktisk får deres pension. Der er jo ingen grund til det hastværk. Der er ingen grund til bare at stemme det her igennem. Man kunne sagtens vente og så få tingene ordentligt afklaret og være sikker på, at det kommer til at fungere på en ordentlig måde, hvis man finder ud af, at det her er den bedste løsning.

Så jeg håber, at hr. Erling Bonnesen vil gå op og forklare, hvad der er årsagen til, at man faktisk tror på, at det kommer til at fungere. Hvad er det, der gør, at man er sikker på, at de ansatte følger med? Hvad er det for nogle garantier, Venstre og Dansk Folkeparti har fået, som vi andre ikke kan få noget at vide om?

Hr. Erling Bonnesen for en kort bemærkning.

Den her sag er rent faktisk et rigtig godt eksempel på, at det kan lade sig gøre at rationalisere og spare nogle penge på administration og få dem overført til velfærd – hvad man allerede selv har sagt. Og på selv samme konference gav kommunernes repræsentant jo også udtryk for, at ja, der er noget at komme efter. Vi kan få sparet nogle penge på administration. Og da kommunerne kan få lov til at beholde pengene, er det jo faktisk en god sag.

Vil Enhedslistens ordfører ikke godt bekræfte, at kommunernes repræsentant også på konferencen sagde, at ja, de var overbevist om – det var netop ordene: kommunerne var overbevist om – at der var noget at komme efter, at der var penge at spare på administration, som de så får lov til at beholde til velfærd? Vil Enhedslistens ordfører bekræfte det, for det fremgik jo tydeligt på konferencen?

Fru Line Barfod.

Alle er enige om, at det er rigtig, rigtig godt, hvis vi kan spare på administration. Men det, der kom tydeligt frem på konferencen – også fra KL’s repræsentant – var, at der er en række forudsætninger, som de stadig væk sidder og arbejder med. Det har vist sig, at de gamle tal, som man har baseret lovforslaget på for par år siden, for, hvor meget der kunne spares, ikke længere passer, fordi kommunerne allerede har sparet en del på administration. Det har vist sig, at der faktisk ikke er særlig mange ansatte, der har tænkt sig at følge med over.

Det problem mener jeg Venstre er nødt til at forholde sig til: Hvem er det, der rent faktisk skal sidde og træffe de her afgørelser? Hvem er det, der skal sikre, at pensionisterne får deres pension, og at alle de mange lejere får deres boligstøtte? Hvordan vil man sikre, at det kommer til at fungere fra dag et? Det havde KL ikke noget svar på. Og det har vi ikke hørt noget svar på endnu fra Venstre. Jeg håber meget, at Venstres ordfører også går op som ordfører, så vi får lejlighed til at spørge Venstres ordfører om det.

Hr. Erling Bonnesen.

Repræsentanten for kommunerne på konferencen bekræftede også – og det er jo helt sædvanligt og normalt i mange sager, hvor man flytter rundt på opgaver både inden for kommunerne og mellem stat og kommuner – at der så er en række tekniske afklaringer.

Vil Enhedslistens ordfører bekræfte, at kommunernes repræsentant også sagde: Ja, det er, som det altid er i sådan nogle sager; man går igennem nogle forskellige forudsætninger, får det handlet af og finder et resultat? Vil Enhedslistens ordfører bekræfte, at det også fremtrådte tydeligt på konferencen, at det finder vi ud af?

Ordføreren.

Der er mange ting, man kan finde ud af i et forhandlingsforløb, men spørgsmålet er jo, om man når at få det afklaret, inden det skal virke i praksis. Det er jo det, Venstres ordfører ikke vil svare på: Hvordan kan vi være sikre på, at det her fungerer, når folk skal have udbetalt deres pension? Det har vi ikke kunnet få noget svar på. Det kunne KL’s repræsentant ikke svare på på høringen, det har Venstres ordfører ikke svaret på her: Hvordan er vi – når man haster det her igennem – sikre på, at de pensionister, der skal have deres pension til at betale deres husleje, til at betale deres mad, også får deres penge? Hvordan vil man sikre, at de ansatte er der til at lave de beregninger? Hvordan vil man sikre, det kommer til at fungere?

Det kan vi ikke få noget svar på fra Venstre, og jeg håber altså stadig, at Venstres ordfører eller ministeren vil gå på talerstolen og fortælle, hvordan man vil garantere, at det her kommer til at virke. Hvordan undgår vi at få en ny tinglysningsskandale? Og her er det altså ikke bare penge, det drejer sig om, her er det mennesker, der kommer i kæmpeproblemer.

Hr. Morten Østergaard som ordfører.

Jeg tror, at de, der fulgte debatten om kommunalreformen for nogle år tilbage, måske vil undre sig lidt over det, der diskuteres her nu, for pointen med, at de nye store kommuner skulle have præcis den størrelse, de fik, var jo, at de skulle kunne løfte og administrere deres opgaver på den mest rationelle måde. Det, man egentlig ikke ønskede, var sådan nogle fælleskommunale systemer, for det var bedre, at der ligesom var bedre kommunale enheder.

Nu er vi så her, hvor vi behandler et lovforslag om Udbetaling Danmark, som er en ny landsdækkende myndighed – ikke stat, ikke kommunal, men sådan et eller andet sted midtimellem. Det kan godt være, at det er en god idé, og at det er en rationel måde at gribe udbetalingen af diverse ydelser an på, det mener vi ikke man kan afvise på det foreliggende grundlag. Men til gengæld må man sige, at der hen over processen med lovforslaget er rejst så mange og betydelige usikkerhedsmomenter i det, at der virkelig er grund til at stoppe op og overveje, om det her skal hastes igennem Folketinget her på den sidste arbejdsdag i 2010.

Det, der er helt centralt her, er jo, at det er folks livsgrundlag, vi taler om, det er det, de her mennesker lever af, og derfor er det selvfølgelig helt afgørende, at man ikke sætter sådan et skib i søen uden at vide, hvordan man præcis har tænkt sig at navigere igennem det her farvand. Og når man så læser de svar, der er givet, er det jo helt tydeligt, at det ikke er tilfældet her. Der er en række usikkerheder om, hvordan man vil tilrettelægge administrationen af det, og det, der for os skaber en helt central usikkerhed, er, at det ikke er lykkedes ministeren at give et svar på, hvor folk skal klage, hvis de er utilfredse med den afgørelse, der træffes i Udbetaling Danmark.

Jeg ved ikke, om hr. Erling Bonnesen er klogere og kan give svaret i dag, men som jeg læser svaret på spørgsmålet, har man ikke endnu besluttet, om de skal klage til kommunen, om de skal klage til Ankestyrelsen, om de skal klage til Udbetaling Danmark. Ingen ved det, men det, vi bare kan konstatere, er, at man altså på et område, der er så vitalt for dem, der er berørt, er i gang med at lave et system, hvor man vil asfaltere, efterhånden som man kører frem på vejen. Men når man ikke engang i forbindelse med vedtagelsen af det her forslag er i stand til at sige, hvor borgerne skal henvende sig, hvis de kommer i klemme, så er det lovsjusk, så har man ikke gjort sit forarbejde godt nok, og så burde man vente og få de ting bragt i orden, så borgerne ved, hvad de har at regne med, inden man begynder at eksperimentere med udbetalingen af deres ydelser.

Derfor stemmer vi imod.

Tak til ordføreren. Ønsker flere at udtale sig?

Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.

Der stemmes om lovforslagets endelige vedtagelse, og der kan stemmes nu.

Vi slutter afstemningen.

For stemte 54 (V, DF, KF og LA), imod stemte 51 (S, SF, RV, EL og Christian H. Hansen (UFG)), hverken for eller imod stemte 0.

Lovforslaget er vedtaget og vil nu blive sendt til statsministeren.

(Talen er under udarbejdelse)