Jeg vil gerne motivere ændringsforslaget, hvormed vi ønsker at indføje i lovforslagets § 14, at syns- og skønsmænds uvildighed skal sikres, således at disse personer ikke må udføre tilstandsrapporter.
Dette ændringsforslag er stillet af SF, Socialdemokraterne, Radikale Venstre og hr.
Per Ørum Jørgensen samt Enhedslisten.
Det er allerede en kendt sag, at der ikke hersker fuldstændig uvildighed inden for huseftersynsordningen, og der er flere gange i tv-avisen blevet bragt historier, der viser, at ejendomsmæglere og forsikringsselskaber lægger pres på de bygningssagkyndige, der udfører tilstandsrapporter, så forbrugerne får en tilstandsrapport, de ikke kan stole på.
Det er et gennemgående problem i denne huseftersynsordning og et problem, som altså omfatter ca.
60.000 tilstandsrapporter om året.
Det er rigtig mange forbrugere, der kan risikere at købe katten i sækken.
Derfor ønsker vi at vaccinere mod en flig af den uvildighedsproblematik, der kan herske, ved at de syns- og skønsmænd, der skal tjekke kvaliteten af tilstandsrapporterne, altså ikke selv er indblandet i at udføre tilstandsrapporter, så man ikke slækker på kontrollen over for kammerater i faget.
Vi har altså stillet dette ændringsforslag, som vi håber Tinget kan støtte.