Det næste punkt på dagsordenen er:

15) 1. behandling af lovforslag nr. L 175:

Forslag til lov om ændring af lov om social service. (Konsekvensændringer på det sociale område som følge af Barnets Reform m.v.).

Af socialministeren (Benedikte Kiær).

(Fremsættelse 30.03.2011).

Forhandlingen er åbnet. Fru Louise Schack Elholm som ordfører for Venstre.

Dette lovforslag indeholder en række præciseringer og konsekvensændringer af Barnets Reform. For det første laves der en præcisering af reglerne om, at kommunalbestyrelsen kan give økonomisk støtte til den person, som har forældremyndigheden. For det andet indføres der en hjemmel i lov om social service, så man kan undlade at oplyse netværket om barnets eller den unges anbringelsessted; det var ikke meningen, at netværket skulle behandles mere lempeligt end forældrene. For det tredje sikres der mulighed for en mere lempelig regulering af samværet under en undersøgelse, der bliver gennemført uden for hjemmet. Og for det fjerde og som det sidste er der en række redaktionelle konsekvensændringer.

Venstre støtter lovforslaget.

Tak til ordføreren. Fru Maja Panduro som ordfører for Socialdemokraterne.

Socialdemokraterne var jo som bekendt med i Barnets Reform, og vi betragter Barnets Reform som et vigtigt første skridt på den lange vej, som vi endnu har foran os med hensyn til at sikre de meget udsatte børn, som vi her har med at gøre, ordentlige vilkår.

Nu var vi med i Barnets Reform, og derfor synes vi selvfølgelig også, det er en god idé at kigge på nogle konsekvensændringer af nogle af de uhensigtsmæssigheder, som vi kan se der har været i lovgivningen, her efter at den er trådt i kraft den 1. januar. Det er jo ikke unaturligt med så stor en lovgivning, at der vil være nogle paragraffer, hvor der ikke lige blev henvist rigtigt osv. Så vi er sådan set med på de konsekvensændringer, som den foregående ordfører også meget grundigt redegjorde for.

Jeg kan så alligevel ikke lade være med at udtrykke en bekymring, for lige så bred, som Barnets Reform jo var, lige så smalle har mange af de andre tiltag, som regeringen er kommet igennem med, jo så været. Vi kan være bekymrede for, om nogle af de ting, som man så har lavet uden os – nulvæksten i kommunerne osv. – vil arbejde i den stik modsatte retning af Barnets Reform, og om de vil risikere at skade barnets tarv. Det er selvfølgelig noget, som vi følger nøje, og vi har også her i salen fremlagt en række forslag til, hvordan tingene vil blive anderledes under en socialdemokratisk ledet regering.

Så har høringsnotatet foranlediget mig til at bemærke en ting mere, som jeg håber ministeren lige vil høre. Det handler om, at når man fremsætter et lovforslag, som man kalder for konsekvensændringer, og man præsenterer det, som om de her konsekvensændringer vedrører nogle sidehenvisninger osv., så finder jeg det grundlæggende problematisk, at man så har en, synes jeg, ganske substantiel og konkret ændring til det oprindelige lovforslag, som blev sendt til høring, med, nemlig spørgsmålet om kompetencen til at udpege pædagogisk-psykologiske sagkyndige i børn og unge-udvalgene, hvor man med det oprindelige lovforslag ville flytte kompetencen fra statsforvaltningerne til kommunerne. Det står ikke nogen steder i Barnets Reform. Det er ikke en aftale, vi har været med til at lave, og ligesom de mange høringsparter, der har anråbt det her, vil vi være meget, meget bekymrede for det her.

Derfor er vi selvfølgelig også rigtig glade for, at det er blevet pillet ud, men jeg vil gerne have, at ministeren vil tilkendegive her, om det er et udtryk for en fejl, at det er kommet med, eller et udtryk for sådan en går det, så går det-holdning, hvor man tror, at man kan snige ændringer ind, som ikke har noget med konsekvensændringer at gøre. For i så fald mener vi, at der er tale om et ganske, ganske stort problem, og det håber vi at ministeren vil forholde sig til.

Men vi kan altså støtte de konsekvensændringer, som er tilbage i lovforslaget, og de konsekvensændringer, som reelt er konsekvensændringer.

Tak til ordføreren. Hr. René Christensen som ordfører for Dansk Folkeparti.

Dansk Folkeparti kan selvfølgelig også stemme ja til de konsekvensændringer, der kommer her, netop fordi de er en udløber af Barnets Reform. Jeg bliver også nødt til at sige, at Barnets Reform jo er fuldt finansieret. Så vidt jeg husker det, når jeg tænker tilbage på Barnets Reform, var det omkring 1 mia. kr., vi sendte med ud til Barnets Reform. Vi skal holde fast i, at det, vi gør her, er der bestemt rigtig mange børn, der får glæde af, og for den sags skyld også deres familier. Så jeg vil sige, at Dansk Folkeparti er meget glade for Barnets Reform. Vi er også helt sikre på, at Barnets Reform vil give den gevinst, som vi forventer den vil give, til stor glæde for de børn, som bliver en del af Barnets Reform.

Så vi kan støtte forslaget, som det ligger her.

Tak til ordføreren. Fru Özlem Sara Cekic som ordfører for SF.

Jeg vil også starte med at sige, at vi støtter forslaget. Vi har været med til at forhandle Barnets Reform, en reform, som vil gøre en stor forskel for rigtig mange børn og deres familier. Da vi forhandlede Barnets Reform, havde vi jo nogle ønsker om at få nogle andre ting med i selve forhandlingerne. Vi syntes, at det var enormt vigtigt, at den hjælp, vi skulle tilbyde de udsatte børn, ikke skulle være afhængig af, om kalenderen viste oktober, november eller december og kommunekassen var tom. Vi syntes, at det var rigtig nødvendigt at sikre en ordentlig økonomi ude i kommunerne, som gjorde, at de udsatte børn kunne være sikre på, at de kunne få den hjælp, som de havde ret til via lovgivningen. Men desværre kunne vi ikke få flertal for at sikre en ordentlig økonomi til kommunerne i forbindelse med refusion af anbringelserne.

Det andet, som vi var meget interesserede i i forbindelse med Barnets Reform, var jo at sørge for, at vi satte et maksimum for antallet af børnesager for socialrådgivere, dvs. sagstal, så man sikrede, at socialrådgiverne kunne komme igennem deres bunker. I dag kan de nogle steder have helt op til 60 sager på deres bord. Desværre var der heller ikke flertal for det.

Grunden til, at jeg siger de her ting, er, at vi grundlæggende synes, at det er en god reform, men den er ikke særlig visionær, og den kommer heller ikke til at gøre den store forskel for de udsatte børn og unge, fordi den simpelt hen mangler hele forebyggelsesdelen.

Så er der en anden problemstilling, som vi er blevet gjort opmærksom på. Nu ved jeg, at det her er en konsekvensændring, og vi støtter selvfølgelig konsekvensændringerne på baggrund af den forhandling, vi har været igennem. Men vi var jo til en konference sidste uge, hvor plejeforældrene holdt et indlæg, hvori der var flere, der påpegede, at vi med Barnets Reform har lavet en ændring af den supervision, som plejeforældre skal have, når børn er anbragt hos dem. Den er flyttet til den kommune, barnet kommer fra. Der var der flere der påpegede, at sådan havde det ikke været tidligere, og at det ville gøre, at den kommune, barnet kom fra, ikke ville føle sig forpligtet til at give den supervision, som plejefamilierne nu med Barnets Reform faktisk har fået krav på.

Det håber jeg selvfølgelig at socialministeren vil kigge på, for der var blandt regeringspartierne og oppositionspartierne, da vi sad i et panel, en bred enighed om, at det var et kæmpe problem. Jeg tror faktisk, at vi alle sammen har sovet lidt i timen, og at det slet ikke har været intentionen, da vi lavede lovforslaget, og jeg håber selvfølgelig også, at ministeren vil kigge på det og imødekomme en teknisk ændring, eller hvad der skal til. Jeg ved det faktisk ikke, men har tillid til, at det kan vi finde ud af uden de store slagsmål her i Folketingssalen, især fordi der er en bred enighed om, at det er en uhensigtsmæssig ændring, vi har lavet. Så det håber jeg at ministeren vil tage med, når vi skal behandle det her lovforslag helt færdigt.

Der er lige et par korte bemærkninger, først fra fru Vivi Kier.

Tak. Sådan kan et lovforslag om nogle konsekvensændringer komme til at handle om noget helt andet, og så er det jo ikke første gang, vi hører fru Özlem Sara Cekic, der er med i en forligsaftale, stort set stå og svine forslaget til og ikke synes, det er nok, fordi man vil noget andet. Vi har hørt rigtig meget til socialisternes ufinansierede løfter, men lad det nu ligge.

Jeg kunne høre, at ordføreren sagde, at det her faktisk var en reform, som på ingen måde kom til at betyde noget som helst. Så vil jeg blot bede ordføreren bekræfte, at i den konference, der lige er blevet omtalt, stod en repræsentant fra Børnerådet og gennemgik Barnets Reform og sagde, at det er en rigtig betydningsfuld og vigtig reform, og at det virkelig er en reform, der kommer til at betyde noget for det udsatte barn.

Ordføreren.

Det er vel ikke en nyhed for ordføreren fra Det Konservative Folkeparti, at vi mener, at reformen ikke er særlig visionær. Det har vi jo aldrig lagt skjul på, hverken før, under eller efter forhandlingerne. Vi synes, der er nogle rigtig gode intentioner bag reformen, og vi synes, den afstedkommer nogle rigtig gode ændringer i socialloven, som vi selvfølgelig støtter fuldt ud, men vi har jo hele tiden sagt, at vi synes, det er et problem, at vi ikke satser meget mere på forebyggelse.

Det er jo forskellen på os og regeringspartierne. Vi vil gerne gå ind og gøre en forskel meget, meget tidligere for at forebygge en anbringelse i stedet for at lappe, når tingene er gået galt, hvorefter man så prøver at gøre, hvad man kan, for at få det pågældende barn til nogenlunde at hænge sammen. Vi har jo nævnt, at økonomien har været afgørende for os, men desværre har der ikke været flertal for det. For os har det været afgørende, at der skal være tid til at snakke med de her børn, og derfor skulle der også være indført sagstal. Det nævnte jeg også, dengang vi forhandlede reformen hjem, og det gør jeg selvfølgelig også i dag.

Fru Vivi Kier.

Jamen jeg synes bare, det er så trist, at ordføreren igen står og negligerer reformen. Reformen handler jo lige nøjagtig om den tidlige indsats. Vi har vel alle sammen det mål med den tidlige indsats, at man kan gribe ind og hjælpe og understøtte familien, frem for at man venter og så ender med at skulle fjerne et barn fra hjemmet.

Jeg synes, det er rigtig, rigtig trist. Det er jo helt o.k., hvis ordføreren ikke nåede at være med den dag til konferencen og hørte Børnerådets anbefalinger og rosende ord om Barnets Reform til os, der var der. Det var rigtig trist. I forhold til sagstallet må jeg igen spørge: Betyder ledelse noget i det her land? Betyder det noget med ledelse ude i kommunerne? Jeg har lige været ude på besøg i Faaborg-Midtfyn Kommune, som via deres ledelse lige nøjagtig tager det her ansvar. Det er jo ikke en sagsbehandler, der skal sidde med 60 bunker og selv rode rundt med det, det er jo en god ledelse ude i kommunerne. Jeg synes, det er rigtig, rigtig trist, at ordføreren ikke vil anerkende, at Barnets Reform er en rigtig god reform.

Ordføreren.

Jeg har aldrig sagt, det var en dårlig reform, jeg har bare sagt, at det ikke er en særlig visionær reform. Det er ikke den reform, som gør den forskel, som vi gerne vil have at den skulle gøre i forhold til de udsatte børn og unge. Nu siger ordføreren fra Det Konservative Folkeparti, at det er enormt trist. Det er da utrolig trist at være et barn, som ikke kan blive anbragt i en kommune, fordi det er oktober, november eller december. Vi hører om utallige eksempler, hvor børn og unge bliver sendt hjem, fordi der ikke er penge i kommunekassen. Det er da trist.

Derfor har vi også ønsket, at vi kunne få en reform, som var meget mere visionær i forhold til forebyggelsesdelen. Hvordan kan man snakke om en visionær reform, når den ikke gør den mindste forskel i forhold til fattigdomsproblemerne i Danmark, ikke gør den mindste forskel i forhold til de børn, der bor og lever og vokser op i hjem, hvor moren og faren har et misbrugsproblem eller har en sindslidelse? Det er der ikke et ord om i reformen, og derfor er det heller ikke en forebyggelsesreform, det er anbringelsesreform nr. 2.

Hr. René Christensen for en kort bemærkning.

Så må man sige, at ordføreren nok skal ud at tale med nogle socialdemokratiske borgmestre, hvis de har lagt den politik, at man sidst på året ikke ønsker at tvangsfjerne børn af hensyn til pengekassen. Det er faktisk ikke intentionerne i lovgivningen, og det er heller ikke lovligt, men der har ordføreren jo rig lejlighed til at tale med sine gode venner fra Socialdemokratiet, som har rigtig mange borgmesterposter ude i kommunerne.

Jeg vil bare sige, når man nu tager en konference til indtægt for at sige, at Barnets Reform ikke er visionær, og at Barnets Reform er skyld i en masse fejl, at det er helt rigtigt, at Børnerådet på den konference var meget tilfredse med det. Og det var faktisk sådan, at noget, plejefamilierne var utrolig tilfredse med, var, at de nu skal høres. De skal høres nu, når de her børn skal hjemgives eller flyttes andre steder hen, det har vi jo også fået igennem i forbindelse med Barnets Reform.

Samtidig har vi også fået igennem i forhold til det forebyggende, at man nu kan gribe ind og gøre noget, uden at man f.eks. skal i gang med at lave en stor § 50-undersøgelse. Vi har taget en masse bureaukrati væk med Barnets Reform, netop for at man kan gå ind og hjælpe barnet, uden at man skal stå med en masse papirer. Og det hjælper jo også på det, som ordføreren var inde på, i forhold til sagsmængderne og i forhold til de enkelte sagsbehandlere. Når vi har fjernet en masse bureaukrati, gør det helt automatisk, at sagerne glider hurtigere hen over bordet.

Ordføreren.

Det er meget interessant, at man vælger at høre det, man gerne vil høre. Jeg startede med at sige, at på den konference blev der rejst en problemstilling, nemlig i forhold til supervision af plejeforældre, hvor ansvaret nu ligger hos den kommune, som barnet kommer fra. Der sagde plejefamiliernes organisation, at det var et problem, at sådan havde det ikke været tidligere, og om ikke vi ville gøre opmærksom på det. Det har jeg lovet dem at jeg ville gøre, og det gør jeg hermed. Det har jeg faktisk også skrevet til ministeriet, og Henrik Lund fra ministeriet har skrevet tilbage og sagt, at det er noget, man er opmærksom på, og at man vil prøve at se, om man kan rette op på det.

Jeg vælger selvfølgelig at bruge min taletid på at rejse en problemstilling, som har betydet rigtig meget for plejefamiliernes organisation, nemlig at det var vigtigt, at der var nogle politikere her, som rettede den misforståelse. For det var jo ikke intentionen, da vi forhandlede reformen, at de skulle komme i klemme i forbindelse med supervision, især fordi vi med reformen har lagt vægt på, at de skulle have den supervision, de skulle have. Og derfor vælger jeg at løfte den sag herfra.

Hr. René Christensen.

Det har ordføreren da fuldstændig ret i. Nu var jeg tilfældigvis også til konferencen, og det er rigtigt, at der var det her med supervision, og det tror jeg at alle, der er til stede i salen i dag, er enige om at vi skal have kigget på hvordan vi retter op.

Men det er mere sådan ordførerens retorik i forhold til Barnets Reform, at Barnets Reform ikke er visionær, at der ingenting sker, at der ingen forebyggelse er i Barnets Reform. Det er der da, der er masser af forebyggelse i Barnets Reform, og man må også sige, at det er en Barnets Reform, som er finansieret, endda finansieret rigtig flot, i forhold til de ting, som vi gerne vil på området her.

Jeg synes bare, det er lidt ærgerligt, at det er sådan, hver gang der sker noget rigtig godt. Vi var faktisk fælles om at lave den her reform. Hele raden rundt af Folketingets partier undtagen Enhedslisten, fordi vi lavede det i satspuljeregi, var vi enige om, at det her var supergodt i forhold til de udsatte børn, og så skal man høre på, at der er en ordfører, der står her og tordner imod en reform, som gør så meget for de allermest udsatte børn og deres familier. Jeg synes simpelt hen, det er utilstedeligt.

Ordføreren.

At stå og sige, at vi alle sammen syntes, det var supergodt, er virkelig en overdrivelse, der vil noget, for hvis man lavede en InfoMediasøgning, lige efter at aftalen var indgået, kunne man se, at både Socialdemokraterne, SF og Radikale Venstre gav udtryk for, at vi ønskede nogle grundlæggende ændringer i forbindelse med Barnets Reform, som vi desværre ikke havde flertal for. Og hvis man læser aftaleteksten, kan man i øvrigt se, at der er det helt usædvanlige, at der i aftaleteksten er en mindretalsudtalelse, som understreger, at vi ikke syntes, den var god nok i forhold til økonomidelen og i forhold til forebyggelsesdelen; det står der faktisk i selve aftaleteksten.

Så at stå her og påstå, at vi har været superglade, fordi det var superstort og noget, der ville gøre en forskel, er virkelig en overdrivelse. Man skal ikke gøre andet end bare at tage aftaleteksten, for der kan man se i mindretalsudtalelsen, at vi har været bekymrede, fordi vi ikke kunne finde en bedre refusionsordning. Det tror jeg næppe er et problem, som kun socialdemokratiske borgmestre har, for det er jo noget, KL igen og igen siger, nemlig at der skal være en mere retfærdig og gennemskuelig refusionsordning. Og en ny regering kommer også til at lave en kulegravning af økonomien på hele det specialiserede område.

Fru Louise Schack Elholm for en kort bemærkning.

Det undrer mig, at en konsekvensændring skal foranledige sådan en kæmpe debat om Barnets Reform, men jeg vil gerne tage den. Jeg synes nemlig, at Barnets Reform har været en utrolig god reform, der har været med til at sikre, at børnenes tarv kommer i første række.

Ligesom ordføreren var jeg heller ikke til stede på hele den her konference, som plejefamilierne holdt, for jeg havde også en masse andre ting at tage mig til og kunne desværre ikke nå det. Men jeg læste PLF Bladet, og der kunne jeg jo læse, hvor stor vægt folk i branchen lægger på den her reform, og hvor stor værdi de knytter til den. Den har enormt stor betydning for børnene.

Nej, det er da ikke sådan, at vi alle sammen er hundrede procent enige om, hvordan man skal gribe tingene an, men vi har indgået en aftale. Der var også ting, vi ville have gennemført, men som vi ikke kunne få gennemført, fordi vi skulle lave en aftale. Sådan er det, sådan er politik, det er kompromiser. Vi står da ikke og fortæller om alt det, som SF absolut insisterede på skulle gennemføres, og som vi ikke syntes var godt. Jeg synes, det er en mærkelig kultur at gøre det på den her måde.

Ordføreren.

Det er jo det, der er så fantastisk, nemlig at i Danmark har man mulighed for at ytre sig, det gør fru Louise Schack Elholm, og det gør jeg. Jeg giver udtryk for, at vi med Barnets Reform har taget et skridt, men ikke et kæmpeskridt. Det kan godt være, at man fra regeringspartiernes side gerne vil læne sig tilbage og sige, at nu er det gjort, nu har vi løst alle problemerne. Det sagde fru Karen Jespersen også i sin tid som socialminister, men det gør man ikke.

Altså, det er et område, hvor det er nødvendigt at blive ved med at fokusere i forhold til forebyggelsesdelen. Vi havde et ønske om, at man skulle gøre noget ved fattigdommen, hvis man for alvor skulle gå ind og gøre en forskel for de her børn. SFI's rapport viser jo også, at mange af de børn, som kommer fra de her risikofamilier, har et fattigdomsproblem, eller de har et problem, i forbindelse med at deres mor og far har en sindslidelse eller et misbrugsproblem. Vi ønskede også at inddrage forældrene i reformarbejdet, men det var der ikke et flertal for, og sådan er politik.

Det, der ikke er flertal for, siger man højt, og så ved vælgerne det. Så går man til valg på det, og så kan vælgerne stemme dem ind, som de synes skal lave aftalerne fremover. Og det er jo det, der er så fantastisk ved det danske demokrati.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Fru Vivi Kier som ordfører for Det Konservative Folkeparti.

Barnets Reform er en omfattende, men også rigtig god lov, som sætter det udsatte barn i fokus, og som er fuldt finansieret. Loven trådte i kraft den 1. januar i år. Det vil sige, at loven har virket i godt 3 måneder. Loven trådte i kraft efter et stort forarbejde for at sikre en god implementering.

Jeg får lyst til at fortælle om noget af det, vi også gjorde i forbindelse med Barnets Reform, nemlig at skærpe underretningspligten. Underretningspligten har noget at gøre med den tidlige indsats. Jeg har været ude at besøge nogle kommuner, som er blevet rigtig gode til det her. De får fat i de familier langt, langt tidligere, kan sætte ind over for dem og kan dermed håndtere en række udfordringer.

Men med en så omfattende lov er det vel egentlig ret forståeligt, at der på få områder alligevel opstår et behov for nogle små rettelser og konsekvensændringer. Derfor kan vi fra konservativ side støtte helt op om de ændringer, der er lagt op til i det her forslag.

Tak til ordføreren. Fru Anne Marie Geisler Andersen som ordfører for Det Radikale Venstre.

Tak. Radikale Venstre støtter forslaget, der som nævnt indeholder en række konsekvensændringer af sociallovgivningen som følge af Barnets Reform. Vi finder ændringerne i overensstemmelse med intentionerne i aftalen om Barnets Reform.

Derudover vil vi for en gangs skyld godt rose regeringen lidt for at have lyttet til høringssvarene i forbindelse med spørgsmålet om, hvem der skal udpege de pædagogisk-psykologisk sagkyndige. Det ville være dejligt, hvis det skete lidt oftere.

Tak til ordføreren. Fru Line Barfod som ordfører for Enhedslisten.

Først vil jeg gerne bemærke, at lovforslaget har haft en helt urimelig kort høringsfrist, og det, på trods af at forslaget jo er blevet til for at rette op på lovsjusk, man har lavet, sidst man lavede lovgivning på det her område. Det er jo altså et udtryk for, at man ikke sikrer, at vi har en ordentlig lovkvalitet, altså at når man laver et lovforslag, bliver det i orden første gang. Jeg har hørt, at det her forslag er blevet døbt »skraldespandsforslaget«. Det synes jeg siger noget om, hvordan man i fagkredse opfatter problemet med, at man ikke har sørget for at få lavet et ordentligt lovforslag i første omgang. Jeg håber meget, at det på fredag lykkes at få flertal for, at Folketinget fremover skal sikre en ordentlig lovkvalitet.

I forhold til selve indholdet af forslaget synes jeg også, som andre har været inde på, at det er positivt, at ministeren trods alt har taget hensyn til høringssvarene og har trukket forslaget om at ændre kompetencen i forhold til at udpege pædagogisk-psykologisk sagkyndige. Men der er altså nogle af de ændringer, der stadig væk er i det her forslag, som vi har svært ved at se fornuften i fra Enhedslistens side.

Vi er jo ikke med i forhandlingerne, fordi vi ikke vil være med til, at socialpolitik i Danmark skal betales af dem, der har allerfærrest penge, at det er kontanthjælpsmodtagere og pensionister osv., der skal betale for socialpolitikken. Vi synes, det burde betales af alle, og især af os, der tjener rigtig godt, over finansloven. Derfor er vi slet ikke inviteret med til forhandlingerne. Men hvis vi havde været med, havde vi talt for, at man ikke i den grad går ind og siger, at man skal afskære et anbragt barns kontakt med dets netværk. Der er mange situationer, hvor det har stor betydning for et barn, at det, selv om det kommer væk fra sine forældre, stadig væk kan have kontakt med andre i sin familie og sit netværk. Det kan være nogle bedsteforældre, det kan være onkler eller tanter eller fætre eller kusiner eller søskende. Der kan være mange, som det er rigtig givtigt for barnet at have kontakt med. Derfor synes vi altså, at det er meget indgribende, at man går ind her og siger, at der kan man bare afskære kontakten.

Vi har også svært ved at se, hvordan det lader sig gøre i praksis i dag at tage mobiltelefonen fra et barn eller et ungt menneske. Det vil jeg i hvert fald gerne se nogle eksempler på kan lade sig gøre. Det er ikke mit indtryk, at det er let; jeg tror faktisk nærmest, at noget af det sværeste, man i dag overhovedet kan tage fra børn eller unge mennesker, er deres mobiltelefon, fordi den i den grad er afgørende for deres sociale kontakter.

Som fru Özlem Sara Cekic var inde på på den konference, der var med plejefamilierne, gjorde de netop opmærksom på, at der var det her problem med, at man var kommet til at flytte supervisionen af plejefamilier fra den anbringende kommune til opholdskommunen. Det håber jeg at vi under udvalgsarbejdet kan se på om man kan flytte tilbage igen, for det var der rigtig mange der sagde er et stort problem, og det kommer virkelig til at give meget bøvl rundtom i kommunerne og for plejefamilierne. Derfor håber vi på, at det er noget af det, der kan ændres under udvalgsarbejdet.

Så er der et forslag om også at udskyde revisionen, som egentlig skulle have været allerede i sidste folketingsår, hvor man altså ikke gik ind og lavede et lovforslag, så man kunne få det udskudt på det tidspunkt, hvad man egentlig skulle have gjort. Det udskyder man så nu til 2013-14, fordi man afventer en evaluering af Børns Vilkårs bisidderordning. Men det kunne også være andre, der havde bisiddere. Vi synes, det er et problem, at man ikke sørger for at få lavet en evaluering noget hurtigere end i 2013, så man kunne få en ordentlig vurdering af sagen.

Så synes vi, det er positivt, at man i forslaget sikrer økonomisk støtte til forældre, også selv om det ikke er en erstatning for en mere indgribende foranstaltning. Det er positivt, at det kommer med, men det er altså ikke nok til, at vi kan støtte forslaget, som det ligger her.

Så vil jeg gerne lidt i forlængelse af det, fru Özlem Sara Cekic også var inde på, sige, at hvis man for alvor skulle gå ind og gøre noget for de her udsatte børn, skulle man jo gå ind og se på økonomien. Hvis man virkelig ønsker at sikre, at man tager udgangspunkt i, hvad der er bedst for barnet, i stedet for, hvad der er bedst for kommunaløkonomien, skal man ind og se på, hvordan hele økonomien og refusionsordningerne osv. er skruet sammen. Og det har man jo overhovedet ikke villet røre ved fra regeringen og Dansk Folkepartis side, og det er det, der er afgørende, hvis vi skal sikre, at man langt bedre kan sikre en ordentlig indsats over for børnene. Vi har set alt for mange sager, hvor kommunerne ikke skrider ind i tide over for børn, der virkelig bliver udsat for grove overgreb, fordi det vil koste så mange penge for kommunerne. Jeg mener stadig væk, de skal gribe ind, men de står altså reelt i en situation, hvor de skal vælge mellem at lukke en børnehave eller et plejehjem eller andet og så at anbringe nogle børn, der har brug for det. Det er helt urimeligt, og derfor bliver vi nødt til at gøre noget ved økonomien.

Tak til ordføreren. Socialministeren.

Jeg vil gerne takke for de kommentarer, der er kommet til selve bemærkningerne i lovforslaget, og jeg er glad for at kunne konstatere, at der er opbakning til det samlede forslag. Jeg er jo tilfreds med, at vi med forslaget foretager en række justeringer og rettelser i den gældende lovgivning vedrørende udsatte børn og unge, så det sikres, at lovgivningen er klar og entydig.

Så har jeg lige et par kommentarer til nogle af de ting, der kom fra ordførerne. Fru Maja Panduro, som spurgte, om vi bare havde taget udgangspunkt i tankegangen om, at går den, så går den, kan jeg berolige med at sige: Nej, det var en vurdering af, om man ved at gøre det på den måde kunne skabe en større sammenhæng i opgaveløsningen på området og mindske administrationen af ordningen. Vi har fået nogle rigtig gode kommentarer ind i forbindelse med høringen, og det er nogle kommentarer, vi har lyttet til, og det er derfor, det er taget af bordet. Så det har ikke været noget med, at går den, så går den. Det her er noget, vi havde troet var bedre, men det var det ikke, kunne vi se af de høringsbemærkninger, der kom ind.

I forhold til det, fru Özlem Sara Cekic sagde, med, at det ikke er den store forskel, vil jeg sige, at jeg sådan set blev rigtig, rigtig ked af at høre det, for jeg mener faktisk, at vi med den her reform har taget et væsentligt skridt i retning af at forbedre forholdene for udsatte børn og unge. Faktisk har vi jo også fået ros af FN’s Børnekomité for den her reform – den fremhævede de i særdeleshed.

Med hensyn til det med supervision af plejefamilier vil jeg sige, at det er noget, der kan tages med i næste samling. Det kan desværre ikke bare lige tages med som en ændring, det er ikke blot teknisk, for man skal ind at have en forhandling med Kommunernes Landsforening, da der er tale om det forkætrede ord, der hedder DUT. Så vi skal ind at arbejde med DUT, og der skal man ind at snakke med Kommunernes Landsforening, så det er ikke noget, man bare lige kan gøre, desværre, ellers ville vi have gjort det.

Med hensyn til refusion og at forebygge anbringelser vil jeg sige, at jeg er rigtig glad for, at ordføreren fra SF taler om at forebygge anbringelser, for det er virkelig noget, som jeg mener er vigtigt. Jo tidligere man kommer på banen, og jo tidligere man kommer ind med den rigtige indsats, jo bedre er det. Det er jo også derfor, at det er vigtigt, at det kan betale sig for kommunerne at foretage den tidligere indsats. Så jeg kan stadig væk ikke se meningen med, at man skal have fuld refusion i forhold til anbringelser. Jeg mener, at vi derimod hellere skal gøre det muligt for kommunerne, at de kan se, at der er en rigtig, rigtig god fidus i at gå ind at forebygge, både i forhold til at det er det rigtige over for barnet, og i forhold til at det er noget, som faktisk også gavner kommunens økonomi, ikke kun på kort sigt, men også på lang sigt. Og der har jeg heldigvis set en række glimrende eksempler fra kommuner, som arbejder med tidlig indsats og arbejder med forebyggelse.

Så kom der også nogle udtalelser omkring hjemtagelser, og der er det faktisk, at vi med Barnets Reform går ind og styrker det område, ved at man skal høre, ikke kun den unge, før man foretager en hjemtagelse, men også anbringelsesstedet. Samtidig har vi sat klageretsalderen ned til 12 år, og som ung kan man så klage, hvis man ikke vil hjemtages, fordi man ikke mener, det er rigtigt. Der ved vi jo, at når man klager på det her område, har det opsættende virkning, så man dermed ikke bliver taget hjem, medmindre klagen er blevet behandlet.

Fru Line Barfod kalder Barnets Reform for et skraldespandsforslag, det var i hvert fald sådan, jeg umiddelbart hørte det, og det undrede mig noget. Men det, jeg hæftede mig ved, var nok nogle misforståelser i forhold til det med kontakt med netværket. Det, Barnets Reform faktisk går ind og sikrer, er, at man har ret til at have samvær med f.eks. dine bedsteforældre eller andre i dit netværk. Her er det blot, at det kan være nogle gange, at netværket ikke er det bedste for det enkelte barn. Det kan være nogle venner, som viser sig at have rigtig, rigtig dårlig indflydelse på den unge, og dermed skal man så gå ind at forhindre at oplyse, hvad det er for et anbringelsessted, den unge er placeret på.

Med hensyn til økonomi kan jeg blot konstatere, at vi i forbindelse med udviklingen i antallet af udsatte børn og unge har stort set det samme antal børn og unge anbragt, som vi havde for 5 år siden og for 8 år siden, og vi kan se, at udgiftsniveauet faktisk ikke har været faldende, tværtimod har det været stigende gennem de seneste år.

Der er foreløbig to medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Det er først fru Özlem Sara Cekic.

Tak. Der var noget, ministeren sagde, som jeg har lidt svært ved at forstå. Det var i forhold til det med supervision. Ministeren sagde, at det kan vi desværre ikke tage med i den her samling, men at det skal være næste gang, for det var noget med DUT. Altså, med Barnets Reform fulgte der jo en pose penge med til kommunerne, og den problemstilling, som Plejefamiliernes Landsforening rejser, har jo ikke noget at gøre med, om der skal være mere supervision eller mindre supervision, så selve summen af penge, vi har givet, bliver der ikke ændret ved. Det har jo noget at gøre med, hvem der skal lave supervisionen, hvem der har ansvaret for supervisionen. Jeg forstår ikke, hvorfor man skal vente på den økonomiske aftale. Hvorfor kan man ikke skrive ud til kommunerne og sige … et eller andet?

Derfor vil jeg bare gerne lige høre ministeren, om jeg fuldstændig har misforstået det, ministeren har sagt.

Ministeren.

Man kan altid skrive et eller andet til kommunerne, men jeg vil anbefale, at man skriver noget med mening. Nå, spøg til side.

Med hensyn til det her med supervision og plejefamilier har jeg blot fået at vide, at man ikke lige kan gøre det med en teknisk ændring – desværre, for så havde det ligget lige for, at man foretog den her ændring. For jeg tror sådan set, at vi hele vejen rundt er enige om, at det jo ikke var meningen. Men går man ind og ændrer ved noget, så skal man ind at lave de her forhandlinger med Kommunernes Landsforening, og det er blevet vurderet at man skal gøre i den her sag. Hvad man lander på, ved jeg ikke; det kan man ikke sige på forhånd, for det skal vi jo lige sidde og kigge igennem og regne igennem. Men man skal ind at lave en forhandling med Kommunernes Landsforening.

Fru Özlem Sara Cekic.

Det virker godt nok bureaukratisk. Altså, vi er alle sammen enige om, at der er et problem, og vi vil også godt alle sammen løse problemet. Det er ministeren også bevidst om, og det viser sig, at under forhandlingerne har vi alle sammen lidt sovet i timen, ikke? Det ansvar tager jeg gerne på mig, og det tror jeg også at ministeren gør.

Når ministeren siger, at det har hun undersøgt, vil jeg rigtig gerne vide, hvem ministeren har spurgt, for det giver bare ikke nogen mening, at man ikke kan lave sådan en ændring, uden at vi skal igennem flere måneders forarbejde, altså når det bare sådan rent logisk, tænker jeg, da burde kunne lade sig gøre. Eller er ministeriet også begyndt at drukne lidt i alle de bureaukratiske regler, som kommunerne også drukner i i øjeblikket?

Ministeren.

Nu ved jeg ikke, hvad det er, ordføreren henviser til, men hvis det er noget af det, som fremgår af Berlingske Tidende, så har ordføreren jo selv været med til at godkende, at vi laver de her udredningsmetoder, også på voksenhandicapområdet, hvor man skal gå ind at lave en definition af begreber først. Så det er noget, som ordføreren er med til, og det er jeg faktisk rigtig glad for, for det vil faktisk betyde rigtig meget for de handicappede, når vi har det her system på plads.

Med hensyn til hvor jeg har hørt det fra, og hvem jeg har spurgt, vil jeg sige, at jeg har spurgt mine embedsmænd. Det er dem, der har bedst tjek på og styr på, hvad man skal gøre, når man skal lave de her ændringer. Og der er det jo klart, at hvis det havde været muligt at lave en teknisk ændring i den her behandling af lovforslaget, så havde jeg gjort det. Men vurderingen var desværre, at det kunne man ikke, og der stoler jeg på mine embedsmænd.

Fru Line Barfod for en kort bemærkning.

Først til det her med, at det er nødvendigt at forhandle med kommunerne: Jeg forstår det simpelt hen ikke. Vi er enige om, at supervision foregår i dag. Det er kun et spørgsmål om, hvilken kommune der skal stå for supervisionen, så samlet set må udgiften jo være den samme for alle kommuner, uanset om det ligger i den anbringende kommune eller i opholdskommunen. Og det, man plejer at forhandle om med kommunerne i det, der bliver kaldt DUT, er de samlede udgifter for kommunerne under et, og derfor har jeg svært ved at se, at det ændrer sig, fordi man flytter det fra den ene kommune til den anden.

Så har jeg bare lige en korrektion til det her med »skraldespandsforslaget«. Det var ikke Barnets Reform. Det var det her, at der var en masse paragraffer, som man havde fået skrevet forkert; man havde lavet lovsjusk, da man lavede Barnets Reform. Derfor kommer man nu med et forslag, hvor man retter op på en hel masse. »Alt godt fra havet« bliver det også kaldt herinde. Jeg havde bare i et høringssvar på et andet område set, at det er i fagkredse, at det her forslag altså også bliver kaldt for »skraldespandsforslaget«, fordi det er et udtryk for, at man ikke har lavet sit lovarbejde ordentligt i første omgang. Det er det, jeg synes er problematisk.

Ministeren.

Med hensyn til forståelsen af hvorfor og hvorfor ikke vil jeg sige, at det er embedsmændene, der har givet mig den her vejledning, rådgivning, og det er også dem, der skal gå ind og udforme det. Udvalget kan jo få en redegørelse, for vi leverer meget gerne fra Socialministeriet en redegørelse om, hvorfor det er nødvendigt, at vi venter til næste samling med det med supervision.

I forhold til det med »skraldespandsforslaget« er jeg glad for, det ikke er Barnets Reform, der bliver henvist til eller talt om. Men man må også bare nogle gange acceptere, at når man kommer med en meget stor reform og et meget komplekst arbejde, er vi mennesker, og mennesker kan begå fejl. Desværre er der nogle steder, hvor man har brug for nogle justeringer, fordi det hele ikke lige kom med i første omgang. Og når man ser på, hvor stor reformen er, og hvor få ting, der er i den her konsekvensændring, synes jeg egentlig, de har gjort et meget godt stykke arbejde.

Fru Line Barfod.

Jeg er helt med på, at det er menneskeligt at fejle. Jeg synes, en af de vigtige opgaver er at få gjort op med den nulfejlskultur, som nogle desværre ønsker at udbrede i den offentlige sektor. Men man minimerer antallet af fejl, hvis man sikrer, at man har en ordentlig proces omkring det at udarbejde lovforslag og få dem sendt i høring osv., og det håber jeg vi kan blive bedre til.

I forhold til det her med supervision, er jeg helt med på, at vi får en teknisk forklaring på, hvad der skal til, men kunne ministeren sige, om ministeren er enig i, at vi skal ændre på det – altså på selve indholdet i det – nemlig at det skal være den anbringende kommune, som det har været hidtil, der kender barnet og kender plejefamilien og i øvrigt har kontakten?

Ministeren.

Jeg tror ikke, jeg ville have stået og sagt, at det kommer med i næste samling, hvis jeg ikke var enig i, at vi skal have foretaget den her ændring.

I forhold til forarbejdet med det her lovforslag vil jeg sige, at jeg faktisk tror, at det her er et af de lovforslag, hvor man virkelig har været i dybden og virkelig har været ude at tale med en masse organisationer, har arbejdet meget grundigt med det her. Og der har været en lang høringsperiode, hvor vi har været meget grundige i forhold til at komme vidt omkring og har fået en masse gode kommentarer til den her kæmpe reform. Så hvis man siger, at det har været forjaget med den her reform, kan jeg sige: Det har det ikke!

Fru Maja Panduro for en kort bemærkning.

Jeg er glad for, at ministeren svarede på mit spørgsmål i forhold til det element, som nu er taget ud af lovgivningen, nemlig spørgsmålet om, hvem der skal have udpegningskompetencen for de pædagogisk-psykologiske fagpersoner i børn og unge-udvalg, men jeg synes alligevel, ministeren kom lidt hurtigt omkring det. Ministeren siger, at det var noget, man har skrevet ind, fordi man synes, at det virkede, som om det ville være en bedre måde at gøre det på.

Så vil jeg gerne spørge ministeren: Var det en fiks idé, som ministeren selv fik, at det var noget, der skulle skrives ind? For det er jo, synes jeg, det principielle i det her. Synes ministeren, at det er måden at gøre det på, sådan at putte det med ind i et forslag, som ellers er konsekvensændringer, uden at drøfte det med forligspartierne først og uden at gøre opmærksom på, at her er der altså også noget, som der jo i den grad er politik i. Det synes jeg ministeren stadig mangler at svare på, så det håber jeg at jeg kan få en kommentar til.

Ministeren.

Der ligger overhovedet ikke nogle onde intentioner bag det her. Det var en vurdering af, at man med de sagkyndige, der er tilknyttet børn og unge-udvalg, og hvis man så havde kommuner, der kunne udpege dem, så kunne opnå fordele ved det. Der lå sådan set ikke noget andet i det, end at det havde man regnet med kunne være en god idé. Så er der kommet nogle rigtig gode bemærkninger ind fra høringen. Men ellers er jo alt på satspuljeområdet ligesom på andre områder, at vi hele tiden har dialogen med satspuljeordførerne på hele det her kompleks. Men der har ikke været nogen som helst intentioner om at skulle liste noget ind eller lave noget, som skulle være dårligere på nogen som helst måde. Vi har bare fået nogle rigtig gode kommentarer ind med høringen.

Fru Maja Panduro.

Jeg er meget, meget enig i, at det er nogle gode kommentarer, der er kommet med høringen, og jeg er søreme glad for, at de er kommet, fordi hvis ikke de var kommet og hvis ikke man så – og det sætter jeg pris på – havde trukket den del af forslaget ud, havde der jo altså været tale om noget andet og mere end en konsekvensændring. Det må jeg bare sige, og jeg vil egentlig godt bede om en tilkendegivelse fra ministeren, om det sådan vil være praksis, og om ministeren synes, at det kan man da godt, når man laver konsekvensændringer, paragrafændringer, rettelser, så det passer til ordlyden og intentionerne i de aftaler, man har lavet, altså at man så bare kan putte alle mulige nye ideer ind, som man lige synes ville være godt.

Her er jo tale om et nyt element. Det er ikke noget, der står i Barnets Reform. Det er noget, hvor man så efterfølgende – kan jeg forstå på ministeren – har vurderet, at det måske kunne være en god idé. Det er jo fair nok. Så vil vi gerne være med til politisk at drøfte de gode ideer, man måtte få. Men det har der jo ikke været tale om. Man har jo ikke kontaktet forligspartierne. Er det sådan en praksis, vi kan forvente fra nu af, at der egentlig kan være alt muligt med i det, der ellers skulle være en konsekvensændring til en bred aftale, vi har lavet? For så skal vi da virkelig være på stikkerne. Det er vi selvfølgelig altid, men jeg vil bare sige, at det jo er noget af en ændring i praksis, hvis det er sådan, det skal være.

Ministeren.

Jeg synes, at det lige er at stramme skruen en hel del. Som jeg prøver at forklare fru Maja Panduro, har det overhovedet ikke på nogen som helst måde været intentionen. Så kan fru Maja Panduro vælge at tro på, hvad jeg siger, eller ej, men så er det jo også sådan, at ud over vi har drøftelserne blandt satspuljeordførerne om Barnets Reform og de udfordringer, der måtte være, og de gode ting, der er, og hvad vi så skal evaluere på sigt, har vi jo også udvalgsbehandlingen, og hvis fru Maja Panduro er meget imod, at det stod der, og at det ikke var kommet frem i høringen, er jeg da sikker på, at fru Maja Panduro havde peget på det under udvalgsbehandlingen og havde bedt om at få det fjernet.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så vi siger tak til ministeren.

Forhandlingen er hermed afsluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Socialudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.