L 162 Forslag til lov om ændring af lov om Metroselskabet I/S og Arealudviklingsselskabet I/S med flere love.

(Flytning af containerterminal i Københavns Havn).

Af: Transportminister Hans Christian Schmidt (V)
Udvalg: Trafikudvalget
Samling: 2010-11 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 02-03-2011
1. behandlet / henvist til udvalg 22-03-2011
Betænkning afgivet 28-04-2011
2. behandlet/direkte til 3. behandling 12-05-2011
3. behandlet, vedtaget 17-05-2011
Ministerområde:
Transportministeriet
Resumé:
Loven gør det muligt at flytte containerterminalen i Indre Nordhavn i København til et nærmere angivet areal på nyopfyldt land i Ydre Nordhavn.

Desuden indebærer loven, at der udlægges et areal, som kan anvendes til rekreative formål, på den vestvendte del af opfyldningen, og at der udlægges et andet område til de fornødne adgangsveje til og fra containerterminalen og vedligeholdelsesfaciliteter, opmarchbaner m.v. til brug for havnedriften. Derudover skal et nærmere angivet område bibeholdes som søterritorium. Endelig indeholder loven en hjemmel til at etablere en høfde umiddelbart nord for indsejlingen til Hellerup Havn.

Loven skal sikre de bedst mulige betingelser for den forestående byudvikling i Indre Nordhavn, og at der fortsat kan drives containerterminal i København med gode adgangsmuligheder til det storkøbenhavnske opland.

Lovforslaget fulgte op på principaftalen fra 2005 mellem regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti) og Københavns Kommune om at etablere en cityring m.v., en tillægsaftale til principaftalen fra 2006 og lov nr. 552 af 6. juni 2007 om en cityring og lov nr. 551 af 6. juni 2007 om Metroselskabet I/S og Arealudviklingsselskabet I/S.
Afstemning:
Vedtaget 108 stemmer for forslaget (V, S, DF, SF, KF, RV, LA, SIU, SP) 0 stemmer imod forslaget 2 stemmer hverken for eller imod forslaget (EL)