Det kan jo ikke undgå at gøre indtryk i sådan en diskussion, når Venstre kan fortælle, at Venstres gruppe er enig i det her lovforslag.
Vi ved jo, at enighed i Venstres gruppe ikke indtræffer så tit og sjældent holder ret længe, men i den her sag kan jeg forstå at der ikke er nogen som helst uenighed, og det er jo betryggende.
Det kan også godt virke en smule overvældende, at Det Konservative Folkeparti uden at ryste på hånden afviser den rådgivning, vi får fra politiet og Rigsadvokaten, og ligesom siger, at her ved man heldigvis bedre.
Når selv Det Radikale Venstre vælger at se bort fra de indstillinger, der kommer fra sagkundskaben, må man jo virkelig have at gøre med en alvorlig sag, hvor der kan være grund til overveje, om det skulle være en forkert tale, jeg har fået med.
Alligevel vil jeg holde fast i, at jeg sådan set ikke synes, at det er noget overbevisende argument for at sænke alderen for at køre på knallert fra 16 til 15 år, at man i øvrigt gennemfører en række tiltag, der vil øge trafiksikkerheden.
Det er alt sammen gode og rigtige og fornuftige tiltag, oven i købet dem af dem, som hænger sammen med, at der er et EU-direktiv på området, virker fornuftige og ræsonnable og rigtige at gøre, hvis man ønsker at øge trafiksikkerheden.
Men hvorfor man så, når man har gjort det, siger, at så må vi hellere sætte aldersgrænsen ned fra 16 til 15 år, kan jeg ikke forstå.
Hvis man kigger på høringssvarene, kan man selvfølgelig sige, at dem, der lever af at sælge knallerter og sådan noget, synes, at det er en rigtig god idé at få alderen sat ned.
Ellers må man vel kunne konkludere høringssvarene, at de, som må formodes at have en form for faglig indsigt i det her, alle sammen er afvisende over for, at det er en god idé at sætte alderen ned.
Det har de en række overvejelser om.
Nogle refererer til tidligere erfaringer, andre refererer til internationale erfaringer, og noget tredje er at referere til sådan – hvad skal man sige?
– videnskabelige undersøgelser.
Jeg er godt klar over, at det så kan blive for indviklet at følge med hele vejen rundt.
Men for mig gør det nu et ret stort indtryk, at holdningen synes at være entydigt afvisende i forhold til at reducere den alder, som man altså skal have for at køre på knallert.
Selvfølgelig har hr.
Kim Christiansen fra Dansk Folkeparti ret i, at der også indtræffer nogle sådan lidt besynderligheder med, at man godt må køre på knallert, men at man ikke selv må have lov til at købe den, fordi det skal foregå under kontrol.
Man kunne så også indføre det princip, at det kun måtte foregå, hvis forældrene kiggede på, mens man kørte, måske.
Det har man dog ikke indført.
Pointen er vel, at man heller ikke er så overbevist og så sikker på, at det her er et rigtigt, fornuftigt forslag, som man forsøger at lade som om.
Jeg er glad for, at Socialdemokraterne vil være så venlige at udføre det arbejde, der sikrer, at vi får mulighed for at stemme for og imod det, vi synes er rigtigt og forkert i denne sag.
Jeg vil bare til sidst komme med nogle enkelte bemærkninger om, hvad der kan være forklaringen på, at det her forslag kommer – altså ud over at det selvfølgelig er besnærende at høre, at man hos både Dansk Folkeparti og Venstre har opdaget, at unge mennesker i dag er betydelig mere modne og alt muligt, end de var i hr.
Kim Christiansens ungdom, for slet ikke at snakke om i min ungdom, der jo ligger betydelig længere tilbage.
Hvis der er sådan en eller anden glidende proces, må det jo virkelig være gået fremad.
Vi får nu at vide, at det sådan set godt nok handler om, at mobiliteten skal forbedres, men at der ikke er nogen sammenhæng – overhovedet ingen sammenhæng – med den lille banale kendsgerning, at den kollektive trafik faktisk er blevet forringet i landdistrikterne.
At den er blevet forringet i landdistrikterne, behøver man jo ikke bruge meget tid på at diskutere.
Man kan sådan set bare spørge trafikselskaberne selv.
Så siger de, at det har de gjort, og det har de gjort helt bevidst, fordi de har valgt at prioritere at køre ad de ruter, hvor der er flest passagerer.
Det betyder, at der er store dele af landet, hvor den kollektive trafik er blevet dramatisk forringet, også mere forringet, end man kan læse ud af de tal, som er om køreplanstimerne, som jo også viser en støt faldende tendens siden 2008 og frem til i dag.
Så den er altså blevet forringet.
Så kan man sige som Venstres ordfører – jeg tror nok, det er ordføreren, selv om han muligvis først kommer på som ordfører lidt senere – som har det synspunkt, at det også ville være komplet uforsvarligt at sætte 50-personers-busser ind for at køre der, hvor der nu kun kører én knallert.
Godt set, vil jeg sige.
Den skarphed i argumentationen er jo svær at modsige.
Men der findes måske andre muligheder, der findes måske alternativer, ikke mindst af hensyn til den lange række af mennesker, som bor i landdistrikterne, som ikke har bil, og som ikke er under 16 år, men som stadig væk har problemer med at komme frem.
Jeg synes, at vi nok må erkende, at det her er et lille forsøg på at reparere på den skade, man har gjort over for landdistrikterne i kraft af en kommunalreform, i kraft af en strukturreform og i kraft af en meget, meget hård økonomisk politik i forhold til kommunerne – og så kommer man med det her forslag, som skal hjælpe lidt.
Jeg er tilbøjelig til at tro, at der nok skal være nogle 15-årige, der synes, at det her er en rigtig god idé.
Men jeg mener bare, at det er en meget, meget lille og utilstrækkelig løsning på de problemer, der findes med infrastrukturen i landdistrikterne.
Jeg mener sådan set, at man løber en ganske stor risiko for, at resultaterne – selv om de ikke skulle komme op på østrigske dimensioner, det kan jeg forstå at man er sikker på at de ikke vil – altså en mindre forøgelse af antallet af døde og tilskadekomne i trafikken end det, vi har set i Østrig, vel også vil gøre det til et godt argument for at afvise den del af forslaget.