Fremsat den 30. marts 2011 af Line Barfod
(EL), Per Clausen (EL), Johanne Schmidt-Nielsen (EL) og Frank Aaen
(EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om ændring af ombudsmandsloven
Forslagsstillerne opfordrer Folketingets Præsidium til at
fremsætte et lovforslag, der ændrer lov om Folketingets
Ombudsmand således:
1. Folketingets
ombudsmand skal udpeges for en 4-årig periode og kan derefter
kun genudpeges for én 4-årig periode mere.
2. Folketingets
ombudsmand kan ikke deltage i kommissioner, sagkyndige udvalg m.m.,
der vedrører emner eller lovgivningsområder, som
ombudsmanden i sin udøvelse af embedet skal fortolke og
forholde sig til.
3. Hvis en
myndighed beslutter ikke at følge Folketingets Ombudsmands
henstilling, skal myndigheden over for Folketingets Ombudsmand
redegøre for, hvorfor myndigheden ikke følger
henstillingen.
4. Beskyttelsen af
titlen som ombudsmand ophæves.
Bemærkninger til forslaget
Ved grundlovsændringen i 1953 blev der indsat en ny
bestemmelse i grundlovens § 55 om, at »ved lov
bestemmes, at Folketinget vælger en eller to personer, der
ikke er medlemmer af Folketinget, til at have indseende med statens
civile og militære forvaltning«. Den 1. april 1954
begyndte den første ombudsmand sin virksomhed.
Det overordnede formål med Folketingets
ombudsmandsinstitution var at sikre »øgede garantier
for den rette varetagelse af statens civile og militære
forvaltning« jf. den kommenterede grundlov side 270.
Det er efter Enhedslistens opfattelse været
afgørende i et demokratisk samfund, at der er kontrol med
forvaltningsmyndighederne. En af de vigtigste garanter for denne
kontrol har siden 1954 været Folketingets Ombudsmand.
Ombudsmandsinstitutionen er derfor en vigtig aktør i vort
samfund, og det skal fortsat sikres, at der som nu og fortsat i
fremtiden vil være stor respekt omkring selve embedet og de
afgørelser/udtalelser, der kommer/træffes herfra.
Derfor er det vigtigt hele tiden at holde sig for øje, at
lovgivningen er afstemt i forhold til udviklingen, og der i den
forbindelse ikke kan stilles spørgsmålstegn ved
Folketingets ombudsmandsinstitution.
Maks 8 år
Derfor foreslår Enhedslisten, at en kommende ombudsmand
kun kan sidde i 8 år. Det skal ikke gælde for den
nuværende ombudsmand, men for dennes efterfølgere.
Begrundelsen er, at det er et meget krævende job, der skal
nyde stor og bred respekt, og hvor der ikke må kunne stilles
nogen spørgsmålstegn ved ombudsmandens habilitet. Hvis
ombudsmanden er afhængig af gang på gang at blive
genvalgt af et flertal i Folketinget, så vil det kunne
få nogen til at stille spørgsmålstegn ved dennes
habilitet - uanset om der er grundlag for det eller ej. Det er
vigtigt at understrege, at dette ikke skal ses som en kritik af den
til enhver tid siddende ombudsmand, men at der er tale om et
objektivt habilitetskrav og man derfor skal se på, hvordan
visse procedurer som f.eks. det fortløbende genvalg
også kan sætte spørgsmålstegn ved
ombudsmandens uafhængighed.
Ingen deltagelse i
kommissioner
På baggrund af den megen debat, der har været om
Folketingets ombudsmands formandspost i Offentlighedskommissionen,
der kom med et nyt forslag til en offentlighedslov og netop for at
værne om embedet foreslår Enhedslisten, at Folketingets
ombudsmand ikke kan deltage i kommissioner, sagkyndige udvalg m.m.,
der vedrører emner eller lovgivningsområder, som
ombudsmanden i sin udøvelse af embedet skal fortolke og
forholde sig til, da det jo efterfølgende bliver
Folketingets Ombudsmand, der skal fortolke loven.
Redegørelse
Det er helt afgørende for respekten for embedet, at
afgørelserne fra Folketingets Ombudsmand også bliver
fulgt. Derfor mener Enhedslisten, at det er afgørende at
få klarhed over, hvornår dette ikke sker, og hvorfor
det ikke sker. Derfor mener Enhedslisten, at der skal
fastsættes regler om, at hvis en myndighed beslutter ikke at
følge Folketingets Ombudsmand henstilling, så skal
myndigheden over for Ombudsmanden redegøre for, hvorfor den
ikke følger henstillingen. Herefter skal Ombudsmanden en
gang årligt orientere Folketingets Retsudvalg om disse
sager.
Opgive beskyttelsen af titlen
som ombudsmand
Endvidere mener Enhedslisten ikke, at der er nogen grund til
længere at opretholde beskyttelsen af titlen som ombudsmand.
Folketinget har ingen sanktioner, hvis nogen fastholder at
anvende titlen ombudsmand, selv om Folketinget har opfordret dem
til det. Og det virker ikke som om, brugen af begrebet ombudsmand
giver nogen problemer i de lande, hvor man har flere forskellige
ombudsmænd for forskellige områder.
Skriftlig fremsættelse
Line Barfod
(EL):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
ændring af ombudsmandsloven.
(Beslutningsforslag nr. B 99)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.