B 81 Forslag til folketingsbeslutning om en undersøgelse af konsekvenserne af nedlæggelse af regionerne.

Udvalg: Kommunaludvalget
Samling: 2010-11 (1. samling)
Status: 1. beh./Henvist til udvalg

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 04-03-2011

Fremsat: 04-03-2011

Fremsat den 4. marts 2011 af Simon Emil Ammitzbøll (LA), Villum Christensen (LA) og Anders Samuelsen (LA)

20101_b81_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 4. marts 2011 af Simon Emil Ammitzbøll (LA), Villum Christensen (LA) og Anders Samuelsen (LA)

Forslag til folketingsbeslutning

om en undersøgelse af konsekvenserne af nedlæggelse af regionerne

Folketinget pålægger regeringen at gennemføre en undersøgelse af de økonomiske konsekvenser af en nedlæggelse af regionerne.

Bemærkninger til forslaget

Treledet forvaltningsstruktur

Med strukturreformens ikrafttræden den 1. januar 2007 blev der etableret fem regioner, som uden ret til skatteopkrævning fik driftsherreansvaret for de danske sygehuse som deres vigtigste arbejdsopgave. Regionerne har dog ikke det fulde ansvar for sundhedsområdet, idet kommunerne også varetager en lang række sundhedsmæssige opgaver, herunder genoptræning og forebyggelse. Staten varetager den overordnede styring, bl.a. fastsættelsen af de økonomiske rammer for sundhedsområdet samt forskellige former for prioritering i forhold til sygehusbyggeri og behandlingstiltag.

Med denne opdeling eksisterer der således fortsat en treleddet struktur i den offentlige forvaltning på trods af, at hovedformålene med strukturreformen var at effektivisere den offentlige sektor og at mindske de administrative udgifter.

Erfaringerne har vist, at det er blevet vanskeligt at placere det politiske ansvar for udviklingen, og der synes at være en del dobbeltadministration - f.eks. opgaver, der behandles både i regionskontorerne og af de store administrative stabe på sygehusene.

Konsekvenser ved overgang til toleddet struktur undersøges

Af indenrigs- og sundhedsministerens besvarelse af KOU alm. del - spørgsmål 72 (folketingssamlingen 2010-11) omhandlende de økonomiske konsekvenser af en nedlæggelse af regionerne fremgår det, at ministeriet ikke på nuværende tidspunkt råder over oplysninger om konsekvenserne ved en ændring af forvaltningsstrukturen, hvor regionerne nedlægges.

På den baggrund lægger beslutningsforslaget op til at få undersøgt de økonomiske, organisatoriske og administrative konsekvenser, der vil være forbundet med en nedlæggelse af regionerne, og en følgende overførsel af regionernes nuværende opgaver til andet regi.

Sambehandling med B 66 (nedlæggelse af regioner)

Forslaget ønskes sambehandlet med beslutningsforslag nr. B 66.

Skriftlig fremsættelse

Simon Emil Ammitzbøll (LA)::

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om en undersøgelse af konsekvenserne af nedlæggelse af regionerne.

(Beslutningsforslag nr. B 81)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.