Fremsat den 1. marts 2011 af Frank Aaen
(EL), Line Barfod (EL), Per Clausen (EL) og Johanne Schmidt-Nielsen
(EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om tildeling af officielle ordener og
medaljer
Regeringen pålægges at fremsætte et
lovforslag, der sikrer,
- at tildeling af
officielle danske ordener og medaljer til statsoverhoveder eller
andre statsrepræsentanter alene sker til personer i lande,
der er demokratiske, og som respekterer grundlæggende
menneskerettigheder, og
- at tildeling af
ordener under Ordenskapitlet til udenlandske statsborgere skal
forelægges Det Udenrigspolitiske Nævn.
Bemærkninger til forslaget
I de seneste uger er der kommet ny fokus på tildeling af
officielle ordener til udenlandske statsoverhoveder. Det har vakt
en del opsigt, at f.eks. Egyptens afgåede diktator, Mubarak,
tidligere er blevet tildelt Elefantordenen, ligesom det er blevet
kritiseret, at Bahrains konge for få uger siden blev tildelt
Storkorset af Dannebrogsordenen, få dage før hans
sikkerhedsstyrker angreb og dræbte fredelige demonstranter,
trods mange anklager om styrets anvendelse af tortur og
undertrykkelse og trods de omvæltninger i Mellemøsten,
der var begyndt i Tunesien og Egypten.
Forslagsstillerne mener ikke, at man på vegne af den
danske befolkning skal belønne statsoverhoveder i
autoritære, voldelige og udemokratiske regimer med officielle
danske ordener og medaljer.
Forslaget vil betyde, at Udenrigsministeriet fremover skal
vurdere den pågældende stat ud fra demokratiske og
menneskeretslige normer forud for tildelingen af officielle danske
ordener og medaljer, ligesom sagen forud for tildeling skal
forelægges Det Udenrigspolitiske Nævn.
Skriftlig fremsættelse
Frank Aaen
(EL)::
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
tildeling af officielle ordener og medaljer.
(Beslutningsforslag nr. B 79)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.