Fremsat den 11. februar 2011 af Per
Clausen (EL), Mette Gjerskov (S), Steen Gade (SF), Bente Dahl (RV),
Johs Poulsen (RV), Johanne Schmidt-Nielsen (EL), Christian H.
Hansen (UFG).
Forslag til folketingsbeslutning
om sprøjtefrie beskyttelseszoner omkring
almene vandforsyningsanlæg
Folketinget opfordrer regeringen til i den kommende
folketingssamling at fremsætte lovforslag om
nødvendige sprøjtefrie beskyttelseszoner
omkring alle vandboringer, der tilhører almene
vandforsyninger. Inden for denne beskyttelseszone må der ikke
anvendes pesticider.
Bemærkninger til forslaget
Siden 1997 har de danske vandværker gennemsnitligt lukket
to drikkevandsboringer om ugen på grund af forurening med
sprøjtegifte. Problemet med at finde nyt, rent drikkevand
vokser.
Ifølge den nyeste overvågningsrapport fra GEUS blev
der fundet pesticider i næsten 37 pct. af de
undersøgte overvågningsindtag, og i 23 pct. af de
aktive vandværksboringer blev der ligeledes fundet
pesticider. I 4 pct. af tilfældene var
grænseværdien for enkeltstoffer overskredet.
Det koster mellem 2 og 5 mio. kr. at etablere en
drikkevandsboring. Det svarer til, at vandværkerne og
forbrugerne hvert år mister mellem 200 og 500 mio. kr.
på grund af forurening med sprøjtegifte. Landbrugets
brug af sprøjtegifte koster altså forbrugerne dyrt og
er ikke i overensstemmelse med princippet om, at »forureneren
betaler«.
Vandboringer er særlig sårbare over for nedsivning
af sprøjtemidler fra marken rundt om boringen. Driften af
marken lige ved boringen er derfor meget afgørende for
kvaliteten af det oppumpede grundvand. I tilfælde af uheld
med sprøjtemidler vil det være meget vanskeligt at
afværge en forurening, som sker i boringens
nærområde, dels fordi koncentrationerne vil være
høje, dels fordi der ikke vil være tid til at
forhindre en forurening i at nå boringen. Ud fra et
forsigtighedsprincip er der derfor særlig grund til at
beskytte boringens nærområde. Der er i dag krav om
10 m fysisk sikringszone rundt om vandboringerne, hvor der ikke
må anvendes eller forefindes sprøjtemidler eller
gødning. Regeringen har i
Grøn Vækstaftalen lovet at indføre en 25
meters zone, hvor man ikke må anvende pesticider. Hermed
opnås imidlertid slet ikke den tilstrækkelige
beskyttelse.
Det foreslås, at der etableres den nødvendige
beskyttelseszone. Ved fastlæggelse af den
nødvendige beskyttelseszone
anvendes Miljøministeriets vejledning om
boringsnær grundvandsbeskyttelse (BNBO). BNBO - vejledningen
er et godt redskab for de almene vandværker til hurtigt at
få kortlagt beskyttelseszoner ud fra indvindingens
størrelse og de lokale geo- og hydrogeologiske forhold.
Lodsejeren ydes økonomisk kompensation, der finansieres
ved en generel forhøjelse af afgiften på
pesticider.
Hvis det ikke viser sig muligt gennem en
frivillig aftale at komme overens med lodsejeren
vedrørende de
sprøjtefrie beskyttelseszoner, skal kommunen kunne
gribe ind og foretage den nødvendige ekspropriation.
Det skal dog bemærkes, at indgrebet ikke betyder, at der ikke
kan drives jordbrug i bekyttelseszonerne, kun at der ikke kan
anvendes pesticider. Det anslås, at forslaget vil
betyde, at der gennemføres et sprøjteforbud
på omkring 10.000 ha landbrugsjord, hvor der i dag
anvendes sprøjtemidler.
Skriftlig fremsættelse
Per Clausen
(EL)::
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
sprøjtefrie beskyttelseszoner omkring almene
vandforsyningsanlæg.
(Beslutningsforslag nr. B 73)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.