Fremsat den 11. januar 2011 af Morten
Østergaard (RV), Lennart Damsbo-Andersen (S), Özlem
Cekic (SF), Anne Marie Geisler Andersen (RV), Margrethe Vestager
(RV), Line Barfod (EL), Per Ørum Jørgensen (KD),
Juliane Henningsen (IA), Lars-Emil Johansen (SIU), Høgni
Hoydal (T), Pia Christmas-Møller (UFG) og Christian H.
Hansen (UFG)
Forslag til folketingsbeslutning
om tillæg til unge under 25 år med
psykiske lidelser, der modtager starthjælp
Folketinget pålægger regeringen, senest med virkning
fra den 1. januar 2012, at fremsætte forslag til lov om
ændring af lov om aktiv socialpolitik, således at unge
under 25 år med psykiske lidelser, der modtager
starthjælp, tildeles et tillæg, der sidestiller dem med
unge under 25 år med psykiske lidelser, der modtager
kontanthjælp, jf. lov nr. 88 af 30. januar 2007.
Bemærkninger til forslaget
Beslutningsforslaget er en delvis genfremsættelse af
beslutningsforslag nr. B 132, folketingsåret 2007-08, 2.
samling (se Folketingstidende, forhandlingerne side 5893 og
tillæg A side 6414-6415), beslutningsforslag nr. B 75,
folketingsåret 2008-09 (se Folketingstidende, forhandlingerne
side 3481 og 5387, tillæg A side 3016 og 3018 og tillæg
B side 620) og beslutningsforslag nr. B 141, folketingsåret
2009-10 (se Folketingstidende 2009-10, A, B 141 som fremsat, side 1
ff. og F, møde 82, side 80 ff. , og møde 99, side
9-10).
Med lovforslag nr. L 91 (folketingsåret 2006-07) som
stadfæstet ved lov nr. 88 af 30. januar 2007, som var en
udmøntning af beslutningsforslag nr. B 116 fra
folketingsåret 2005-06, vedtog Folketinget at tildele unge
under 25 år med psykiske lidelser på nedsat
kontanthjælpsydelse et særligt tillæg af hensyn
til de unges muligheder for at modtage behandling og for at
forebygge en negativ udvikling af de unges lidelser.
Forslagsstillerne ønsker med dette beslutningsforslag at
sikre, at unge under 25 år med psykiske lidelser, der
modtager starthjælp, tildeles samme tillæg,
således at denne gruppe ikke diskrimineres. Denne gruppe var
nemlig ikke omfattet af regeringens lovforslag nr. L 91 og lov nr.
88 af 30. januar 2007, og en række eksperter, herunder
Institut for Menneskerettigheder, har efterfølgende
karakteriseret den nuværende ordning som diskriminerende og i
strid med internationale regler og konventioner.
Gældende regler
Unge under 25 år, som er udeboende, kan i 2011 modtage
6.472 kroner i kontanthjælp om måneden. Det er dette
beløb, som et bredt flertal i Folketinget fandt
uhensigtsmæssigt lavt for unge med psykiske lidelser, hvorfor
man indførte et tillæg for denne gruppe.
Unge under 25 år på starthjælp, som ikke bor
hos deres forældre, kan i 2011 modtage 5.367 kr. i ydelse om
måneden.
Forslagsstillerne finder ikke, at der er saglige begrundelser
for, at unge med psykiske lidelser på starthjælp skulle
have mindre behov for tillæg end unge med psykiske lidelser
på kontanthjælp. Begge grupper unge bør nemlig
sikres muligheder for behandling, så en negativ udvikling af
deres psykiske lidelser kan forebygges. Behovet for et tillæg
til unge med psykiske lidelser på starthjælp
understreges yderligere af, at starthjælpen for unge under 25
år er mere end 1.000 kr. lavere om måneden end
kontanthjælp for unge under 25 år.
Beslutningsforslaget skønnes økonomisk at
være ganske ubetydeligt, da målgruppen er
særdeles begrænset. Og det forudsættes derfor, at
det vil kunne finansieres inden for de skønsmæssigt
fastsatte rammer for de forventede samlede udgifter til kontante
ydelser på Beskæftigelsesministeriets område.
Skriftlig fremsættelse
Morten
Østergaard (RV)::
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
tillæg til unge under 25 år med psykiske lidelser, der
modtager starthjælp.
(Beslutningsforslag nr. B 55)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.