Fremsat den 19. november 2010 af Karsten
Hønge (SF), Ole Sohn (SF), Christine Antorini (S) og Carsten
Hansen (S)
Forslag til folketingsbeslutning
om sociale klausuler om lærlinge og elever
i statens udbud
Folketinget pålægger regeringen at udarbejde en
model, der sikrer, at staten kan stille krav til statens
leverandører og vindere af statslige udbud om at have et
vist antal elever og lærlinge for at kunne indgå
kontrakt med staten.
Bemærkninger til forslaget
Den økonomiske krise og den stigende ledighed har ramt
særlig én gruppe i Danmark hårdt: de unge under
30 år. Ungdomsarbejdsløsheden er eksploderet det
seneste år. I august 2010 var der i alt 8.016
praktikpladssøgende elever, som var
praktikpladssøgende 0-2 måneder efter afsluttet
grundforløb. Det er en stigning på 2.709 elever eller
51 pct. i forhold til samme tidspunkt sidste år. Deres
muligheder for at afslutte deres uddannelse er meget små,
medmindre Folketinget sætter nye initiativer i gang.
Manglen på lærlingepladser er en
samfundsmæssig udfordring, alle skal være med til at
løse. Virksomhederne er nødt til at tænke
langsigtet og tage deres del af ansvaret for, at vi får
løst problemet. Der er en stor risiko for, at vi taber en
hel ungdomsårgang til kontanthjælpssystemet, fordi de
ikke får en ungdomsuddannelse. Og der er i forvejen alt for
mange unge på kontanthjælp. Den onde cirkel skal nu
stoppes.
Et krav om lærepladser for at bygge for staten vil
virkelig rykke på antallet af praktikaftaler, så staten
skal naturligvis bidrage til at løse problemerne med de
manglende praktikpladser.
Med forslaget giver vi de unge større sikkerhed for, at
de kan tage deres uddannelse. Det kræver en politisk aftale
snarest. Heldigvis viser de nye tal også, at arbejdsgiverne
opretter flere praktikpladser, men det er slet ikke nok til at
imødekomme de unges behov.
Landet over er en række kommuner i gang med lignende
initiativer i kommunalt regi.
Århus Kommune har vedtaget en konkret model for, hvordan
de sociale klausuler på uddannelsesområdet kan se
ud.
Århusmodellen går i korte træk ud på, at
de enkelte magistratsafdelinger ved udbud af bygge- og
anlægsopgaver normalt skal benytte en uddannelsesklausul og
konkret skal vurdere, hvilken klausul der skal anvendes.
Der er to konkrete former for klausuler, som kommunen skal
benytte.
Den ene model siger, at en tilbudsgiver skal benytte et bestemt
antal i praktikpladser ved udførelse af en udbudt opgave.
Det kan være delaftaler, ordinære praktikpladser eller
virksomhedsforlagt undervisning (ved skolepraktik). For
virksomheder, der ikke kan godkendes som praktikvirksomheder, kan
det være VEU-aktiviteter, pladser til EGU-elever eller
virksomhedspraktik (aktivering).
Den anden model siger, at leverandøren skal tilkendegive
at have eller ville indføre en formuleret personalepolitik,
som skal omfatte en uddannelses- og arbejdsfastholdelsespolitik for
ansættelserne på den udbudte opgave. Kravene kan
være f.eks være, at virksomheden dels skal have en
sådan politik, dels en vis andel af praktikantstillinger
på opgaven. Århus Kommune tilbyder hjælp og
besøg.
Daværende undervisningsminister Bertel Haarder kaldte i
december 2009 i Ugebrevet A4 det for ulovligt, når
Århus og Københavns Kommuner kræver, at firmaer,
der renoverer skoler og andre offentlige bygninger, også
ansætter lærlinge på byggerierne (Ugebrevet A4,
nr. 44, 2009).
Nuværende transportminister Hans Christian Schmidt har
over for 3F's nyhedsbrev den 2. september udtalt, at han gerne ser
staten bidrage til flere praktikpladser ved at stille krav med
udbud af større anlægsopgaver. (Ugebrevet 3F, nr. 11,
2010).
Med beslutningsforslaget skabes der klarhed for, at staten
fremover kan stille sådanne krav.
Skriftlig fremsættelse
Karsten
Hønge (SF)::
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
sociale klausuler om lærlinge og elever i statens udbud.
(Beslutningsforslag nr. B 25)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.