Fremsat den 4. november 2010 af
socialministeren (Benedikte Kiær)
Forslag til folketingsbeslutning
om fremme, beskyttelse og overvågning af
gennemførelsen af FN's konvention om rettigheder for
personer med handicap
Folketinget meddeler sit samtykke til, at opgaven med at fremme,
beskytte og overvåge gennemførelsen af FN's konvention
om rettigheder for personer med handicap varetages af Institut for
Menneskerettigheder.
Folketinget meddeler endvidere sit samtykke til, at Center for
Ligebehandling af Handicappede, som er oprettet ved
Folketingsbeslutning B 43 fra 2. april 1993 om ligebehandling af
handicappede og ikke-handicappede borgere, nedlægges pr. 31.
december 2010.
Bemærkninger til forslaget
1. Almindelige bemærkninger
Baggrund for
beslutningsforslaget
Med dette beslutningsforslag fastsættes
rammerne for Danmarks efterlevelse af FN's handicapkonventions
artikel 33, stk. 2, om fremme, beskyttelse og overvågning af
gennemførelsen af konventionen.
Danmark ratificerede den 24. juli 2009 FN's
konvention om rettigheder for personer med handicap og forpligtede
sig herunder til at etablere en funktion til overvågning af
gennemførelsen af konventionen. Konventionen trådte i
kraft for Danmark den 23. august 2009.
Forpligtelsen indeholdes i konventionens artikel
33, der indeholder en række forpligtelser vedrørende
den nationale gennemførelse og overvågning, herunder
artikel 33, stk. 2, hvorefter deltagerstaterne skal opretholde,
styrke, udpege eller opstille rammer, herunder, hvor det er
hensigtsmæssigt, en eller flere uafhængige funktioner,
med henblik på at fremme, beskytte og overvåge
gennemførelsen af konventionen. Det fastsættes
desuden, at deltagerstaterne ved udpegelsen eller oprettelsen af en
sådan funktion skal tage hensyn til principperne
vedrørende nationale menneskerettighedsinstitutioners
status, de såkaldte "Paris Principper". Paris Principperne er
vedtaget af FN's Generalforsamling og består af en
række minimumskrav til funktionen af og status for nationale
menneskerettighedsinstitutioner.
På baggrund af bemærkningerne til B
194 "Forslag til folketingsbeslutning om Danmarks ratifikation af
FN's konvention af 13. december 2006 om rettigheder for personer
med handicap" blev der i efteråret 2009 nedsat et
tværministerielt embedsmandsudvalg, som skulle afdække,
hvordan de eksisterende strukturer på området kunne
udvikles med henblik på en beslutning om, hvordan fremme,
beskyttelse og overvågning af gennemførelsen af
konventionen skal finde sted.
På baggrund af udvalgets rapport har
regeringen truffet beslutning om, at opgaven med at fremme,
beskytte og overvåge efter konventionens artikel 33, stk. 2,
placeres i Institut for Menneskerettigheder, idet Instituttet i en
dansk sammenhæng fungerer som national
menneskerettighedsinstitution. Instituttet er tillige akkrediteret
i henhold til Paris Principperne.
Varetagelsen af disse funktioner skal finde sted
inden for Institut for Menneskerettigheders mandat som fastsat ved
lov, og under hensyntagen til principperne vedrørende
nationale menneskerettighedsinstitutioners status.
Det fremgår af mandatet for Institut for
Menneskerettigheder, jf. lov nr. 411 af 6. juni 2002 om etablering
af Dansk Center for Internationale Studier og Menneskerettigheder,
at det i sin virksomhed skal tage udgangspunkt i de af det
internationale samfund til enhver tid anerkendte
menneskerettigheder, herunder især de i FN's
verdenserklæring, FN's konventioner og Europarådets
konventioner omtalte menneskerettigheder samt de i grundloven
indeholdte frihedsrettigheder. Instituttet skal fremme arbejdet med
forskning i og oplysning om menneskerettighederne i fredstid og
under væbnede konflikter, blandt andet ved at varetage en
selvstændig og uafhængig dansk forskningsindsats
på menneskerettighedsområdet samt rådgive
Folketinget og regeringen om Danmarks forpligtelser på
menneskerettighedsområdet.
Ved at placere opgaven med at fremme, beskytte og
overvåge gennemførelsen af FN's handicapkonvention i
Institut for Menneskerettigheder kan handicapområdet
indgå i sammenhæng med Instituttets arbejde med de
øvrige menneskerettighedskonventioner, og indtænkes i
alle Instituttets opgaver på
menneskerettighedsområdet.
Institut for Menneskerettigheder styrkes på
handica?pområdet ved, at en del af medarbejderne i Center for
Ligebehandling af Handicappede overføres til
Instituttet.
I henhold til FN's handicapkonventions artikel
33, stk. 3, skal det civile samfund, i særdeleshed personer
med handicap og de organisationer, der repræsenterer dem,
inddrages og deltage fuldt ud i overvågningsprocessen.
Det vil blandt andet ske gennem Det Centrale
Handica?pråd, som allerede har til opgave at rådgive
regeringen i handicapspørgsmål, jf.
retssikkerhedslovens § 87.
Den resterende del af Center for Ligebehandling
af Handicappede vil blive omdannet til et nyt sekretariat for Det
Centrale Handica?pråd.
Overdragelse af medarbejdere fra Center for
Ligebehandling af Handicappede til Institut for Menneskerettigheder
og det nye sekretariat for Det Centrale Handicapråd vil ske
efter reglerne om virksomhedsoverdragelse af medarbejdere.
Folketingets Ombudsmand bidrager til
overvågning og beskyttelse på handicapområdet ved
at videreføre sit nuværende arbejde med at
følge udviklingen i ligebehandlingen, som Folketinget
anmodede ombudsmanden om ved Folketingsbeslutning B 43 af 2. april
1993.
Institut for Menneskerettigheder, Det Centrale
Handicapråd og Folketingets Ombudsmand udgør dermed
tilsammen rammerne for fremme, beskyttelse og overvågning af
FN's konvention om rettigheder for personer med handicap i
overensstemmelse med de forpligtelser, der følger af
konventionens artikel 33, stk. 2.
Hørte myndigheder og
organisationer
Beslutningsforslaget har været sendt i
høring hos følgende myndigheder og organisationer:
Kammeradvokaten, Ankestyrelsen, Det Centrale Handicapråd,
Center for Ligebehandling af Handicappede, Dansk
Flygtningehjælp, Folketingets Ombudsmand,
Børnerådet, Danske Regioner, Kommunernes
Landsforening, Danske Handicaporganisationer, ATP, Den Uvildige
Konsulentordning på Handicapområdet, Rådet for
Socialt Udsatte, Rådet for Frivilligt Socialt Arbejde, Danske
Ældreråd, Dansk Selskab for Psykosocial Rehabilitering,
Institut for Menneskerettigheder.
| | | | Positive konsekvenser/mindre udgifter | Negative konsekvenser/merudgifter | Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Ingen | Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen | Ingen | Forholdet til EU-retten | Forslaget indeholder ikke EU-retlige
perspektiver | | |
|
2. Særlige
bemærkninger
2.1 Indholdet i opgaven med at
fremme, beskytte og overvåge gennemførelsen af FN's
konvention om rettigheder for personer med handicap
I det følgende beskrives kortfattet
indholdet af den opgave, som med beslutningsforslaget
pålægges Institut for Menneskerettigheder. De konkrete
aktiviteter vil blive fastlagt i samarbejde med relevante
aktører, herunder Danske Handicaporganisationer.
Prioriteringen af opgaver fastsættes endeligt af Institut for
Menneskerettigheders bestyrelse.
a. Fremme af rettigheder for
personer med handicap
Fremme af rettigheder for personer med handicap
omfatter blandt andet tiltag med henblik på at:
- Informere og uddanne om
menneskerettigheder.
- Udvikle værdier og holdninger, der
medvirker til at opretholde respekt for menneskerettigheder
særligt med henblik på opfyldelse af
handicapkonventionens artikel 8 om bevidstgørelse.
- Opmuntre til aktiviteter med henblik på
forsvar af menneskerettigheder.
Disse opgaver kan opnås via følgende
strategier:
- Samle, producere og sprede
informationsmateriale, blandt andet ved udvikling af hjemmeside og
udgivelse af nyhedsbrev.
- Organisere arrangementer, begivenheder og
tilskynde til lokale initiativer.
- Samarbejde med medierne.
- Sikre synlighed gennem kontakter og samarbejde
med omverdenen.
b. Beskyttelse af personer med
handicap
Den helt grundlæggende beskyttelse af
menneskerettighederne varetages af domstolene. Hertil kommer en
række klage- og rådgivningsinstanser, som de sociale
nævn, Ankestyrelsen, Ligebehandlingsnævnet,
Klagen?ævnet for Vidtgående Specialundervisning,
Ankenævnet for Uddannelsesstøtten, VISO og Den
Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet
(DUKH).
Også kommunerne spiller en vigtig rolle i
forhold til at implementere og beskytte menneskerettighederne for
personer med handicap.
Beskyttelsesopgaven for Institut for
Menneskerettigheder omfatter generel rådgivning om
rettigheder og klagemuligheder til personer, der føler sig
udsat for diskrimination på grund af handicap. Der oprettes
således ikke en ny klage- og rådgivningsinstans for
enkeltsager i Instituttet.
Beskyttelsesopgaven kan herudover omfatte
samarbejde med relevante NGO'er, fagforeninger og myndigheder med
henblik på at styrke den ligebehandlingsrådgivning, der
ydes på landsplan, og med henblik på at indsamle data
om omfanget af diskrimination.
Opgaven kan endvidere bestå i både
større eller mindre udredninger eller undersøgelser.
Hvilke områder, der skal prioriteres i forskellige former for
analyser og undersøgelser, vil afhænge af den
løbende kortlægning af området samt dialog med
Danske Handicaporganisationer, Det Centrale Handicapråd og
andre relevante organisationer på området.
c. Overvågning af
gennemførelsen af handicapkonventionen
Overvågningsopgaven i forbindelse med
implementeringen af handicapkonventionens artikel 33, stk. 2,
omfatter blandt andet:
- Gennemgang af eksisterende og kommende
lovgivning og regulering samt beslutningsforslag og andre
forslag.
- Rådgivning af regeringen med hensyn til
gennemførelse af forpligtigelser efter konventionen.
- Rådgivning og kommentering i forbindelse
med udarbejdelse af nationale beretninger samt udarbejdelse af
uafhængige rapporter om gennemførelsen.
- Granskning af praksis i den offentlige
forvaltning og udarbejdelse af generelle udredninger af
menneskerettighedssituationen.
Gennemgang af eksisterende
lovgivning og lovforslag
Overvågningsopgaven består i at
udarbejde høringssvar om handicapspørgsmål som
led i den almindelige høringsproces og drage omsorg for at
sikre et særligt blik for, om et lovforslag vil have
særlige implikationer på handicapområdet.
Overvågningsopgaven består endvidere
i at gøre opmærksom på forhold i den
eksisterende regulering eller praksis, der rejser
spørgsmål om den effektive beskyttelse af individet
under handicapkonventionen, herunder især
spørgsmål om tilgængelighed og ligebehandling af
handicappede.
Rådgivning af regeringen
og Folketinget
Opgaven består i at medvirke til at sikre,
at konsekvenser for personer med handicap belyses tidligt i
beslutningsprocessen, og at forpligtelser på området i
henhold til internationale konventioner fremhæves ved at
stille viden til rådighed for regeringen og Folketinget
vedrørende menneskerettighedsspørgsmål.
Nationale beretninger
Opgaven består navnlig i at rådgive
ved udarbejdelsen af den nationale beretning til FN's
Handicapkomité.
Granskning af praksis og
generelle udredninger
Opgaven omfatter udarbejdelse af løbende
analyser og såvel særlige som generelle rapporter om
menneskeretlige og ligebehandlingsmæssige
spørgsmål og udfordringer, som det danske samfund,
især den offentlige forvaltning både på centralt
og lokalt niveau, står over for i forbindelse med
implementeringen af de konventionsmæssige forpligtelser,
herunder konkrete undersøgelser og analyser, der
afdækker praksis i den offentlige forvaltning og såvel
fysiske som mentale og strukturelle barrierer på
handicapområdet.
2.2 Nedlæggelse af Center
for Ligebehandling af Handicappede
Center for Ligebehandling af Handicappede er
oprettet ved folketingsbeslutning B 43 fra 2. april 1993.
Satspuljepartierne har i juni 2010 givet deres
tilslutning til, at et antal årsværk i Center for
Ligebehandling af Handicappede med den dertil hørende
bevilling overføres til Institut for Menneskerettigheder.
Det sker, dels fordi de nuværende opgaver i Center for
Ligebehandling af Handicappede med at følge udviklingen i
ligebehandlingen af handicappede naturligt vil være en del af
den kommende overvågningsopgave efter handicapkonventionen,
dels fordi Institut for Menneskerettigheder hermed får
tilført faglig viden om handicapområdet.
De resterende årsværk i Center for
Ligebehandling af Handicappede bliver omdannet til et nyt
sekretariat for Det Centrale Handicapråd.