B 140 Forslag til folketingsbeslutning om et enklere grundlag for beskatning af fast ejendom.

Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2010-11 (1. samling)
Status: Vedtaget

Betænkning

Afgivet: 21-06-2011

Afgivet: 21-06-2011

Betænkning afgivet af Skatteudvalget den 21. juni 2011

20101_b140_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Skatteudvalget den 21. juni 2011

1. Udvalgsarbejdet

Beslutningsforslaget blev fremsat den 30. maj 2011 og var til 1. behandling den 14. juni 2011. Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Skatteudvalget.


Møder

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 2 møder.


Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget 2 skriftlige henvendelser fra Danske Advokater og Rafn & Søn ApS, som skatteministeren har kommenteret over for udvalget.


Samråd

Udvalget har stillet 1 spørgsmål til finansministeren og 1 spørgsmål til skatteministeren til mundtlig besvarelse, som disse har besvaret i åbent samråd den 21. juni 2011.


Spørgsmål

Udvalget har stillet 10 spørgsmål til skatteministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret med undtagelse af spørgsmål 11, som forventes besvaret inden 2. behandling. Udvalget har endvidere stillet 1 spørgsmål til finansministeren til skriftlig besvarelse, som denne forventes at besvare inden 2. behandling.


2. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (S, V, DF, KF og SF) indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse uændret.


Socialdemokratiet og Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget ønsker en offentlig sektor, der er så effektiv som overhovedet muligt. I Fair Løsning 2020 anfører de to partier således, at »En veldrevet offentlig sektor styrker økonomien. Men det forudsætter en konstant effektiviseringsindsats, som forhindrer budgetoverskridelser og sikrer sammenhæng mellem mål og midler«. Det indebærer blandt andet, at ressourcerne anvendes optimalt til at løse de til en?hver?? tid værende opgaver, og det indebærer en åben og fordomsfri tilgang til alle initiativer og ideer, der kan føre til nye og bedre måder at løse opgaverne på. Socialdemokratiet og SF kan konstatere, at den indsats har det nuværende flertal VKO ikke været i stand til at levere. Specifikt for ejendomsvurderingsområdet har regeringen to gange haft forenkling af området på lovprogrammet uden at være i stand til at levere noget. Derfor støtter S og SF, at Folketinget pålægger regeringen at arbejde med, om det er muligt at etablere et enklere grundlag for beskatning af fast ejendom.


Det foreliggende beslutningsforslag tager ikke i tilstrækkeligt omfang højde for det komplekse samspil med øvrig lovgivning, hvor ejendomsvurderingen har materiel betydning. Under Skatteudvalgets behandling af beslutningsforslaget er det kommet frem, at dette er relevant for afskrivningsloven, ejendomsavancebeskatningsloven, ejendomsskatteloven, ejendomsværdiskatteloven, ligningsloven, selskabsskatteloven, skatteforvaltningsloven, tingslysningsafgiftsloven, virksomhedsskatteloven, værdiansættelsescirkulæret, andelsboligforeningsloven, arbejderboligloven, arbejdsskadesikringsloven, ATP-loven, ejerlejlighedsloven, friplejeboligloven, landbrugsloven, lov om et testcenter for store vindmøller ved Østerild, lov om finansiel virksomhed, lov om individuel boligstøtte, lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner, lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, lov om lån til betaling af ejendomsskatter, lov om nedsættelse af statstilskuddet til kommuner ved forhøjelser af den kommunale skatteudskrivning, lov om private fællesveje, lov om tilsyn med firmapensionskasser, retsplejeloven, udstykningsloven og vejbidragsloven. Forslagsstillerne Dansk Folkeparti har desværre ikke været opmærksomme herpå, men anfører blot i bemærkningerne til beslutningsforslaget, at ejendomsvurderingsordningen ikke længere har en vigtig funktion. Dette er objektivt konstaterbart forkert, og det er magtpåliggende for Socialdemokratiet og SF, at et kommende lovforslag på kompetent måde tager højde for dette samspil mellem ejendomsvurderingen og den øvrige lovgivning.


Som påpeget under førstebehandlingen af beslutningsforslaget finder Socialdemokratiet og SF det problematisk, at den i beslutningsforslagets bemærkninger angivne fastfrysning af ejendomsværdiskatten og den kommunale grundskyld betyder, at angiveligt op mod hver femte boligejer vil blive beskattet af en værdi, der ligger højere end den aktuelle værdi af deres ejendom. Forslagsstillerne snyder dermed de relevante boligejere, hvoraf en stor del er bosiddende i det såkaldte udkantsdanmark, for en lettelse af ejendomsskatten. Muligheden for at imødegå dette og konstatere, om en ejendoms værdi reelt er lavere, end den vurdering skatten er beregnet ud fra, er at gennemføre en eller anden form for reel vurdering. Denne problemstilling må afklares på en hensigtsmæssig måde i forbindelse med etablering af et nyt system. Desværre har forslagsstillerne og regeringen ikke viet denne problemstilling opmærksomhed, jf. skatteministerens svar af 20. juni 2011 på spørgsmål 8.


Endelig finder Socialdemokratiet og SF det uambitiøst, at beslutningsforslaget i kombination med svaret af 20. juni 2011 på spørgsmål 3 slet ikke forholder sig til ejendomsskatteområdet, for så vidt angår erhvervsområdet. Dette burde være indgået i beslutningsforslaget. At området er udeladt er symptomatisk for regeringens og Dansk Folkepartis manglende interesse for dansk erhvervsliv.


Et mindretal i udvalget (RV og EL) indstiller beslutningsforslaget til forkastelse.


Radikale Venstres medlem af udvalget bemærker, at Radikale Venstre stemmer imod beslutningsforslaget om at afskaffe den offentlige ejendomsvurdering, som er præsenteret under titlen: »Et enklere grundlag for beskatning af fast ejendom«. For det første finder Radikale Venstre, at regeringen på ingen måde har godtgjort, hvordan det i praksis vil lade sig gøre at undvære vurderingen i forbindelse med eksempelvis forældrekøb eller boafgifter, som henvendelser til Skatteudvalget har peget på.


For det andet har regeringen langt fra godtgjort, hvordan man uden ejendomsvurderingen vil sikre, at danskere med grunde og fast ejendom på steder, hvor værdien falder, også oplever en dalende boligbeskatning. Netop den gruppe har jo i forvejen finansieret skattestoppet, som i følge alle tilgængelige analyser primært er kommet de mest velstillede boligejere med de mest værdifulde besiddelser til gode. Det bærende argument for Radikale Venstre er dog, at beslutningsforslaget med et slag forringer holdbarheden i dansk økonomi med ¾ pct. af BNP, fordi skattestoppets nominalprincip med regeringens tilslutning nu antages videreført varigt, jf. finansministerens svar af 26. maj 2011 på spørgsmål S 1720, stillet af Niels Helveg Petersen (RV).


Et andet mindretal i udvalget (LA) vil redegøre for sin stilling til beslutningsforslaget ved 2. behandling.


Liberal Alliances medlem af udvalget bemærker, at Liberal Alliance siden 1. behandlingen er blevet opmærksom på forholdene for de boligejere, som kommer skattemæssigt i klemme på grund af manglende ejendomsvurdering, som spurgt ind til i spørgsmål 8. Derfor ønskes en afklaring af dette spørgsmål inden endelig tilslutning.


Kristendemokraterne, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldi og Sambandsflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.


En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.


Torsten Schack Pedersen (V) Karsten Lauritzen (V) Mads Rørvig (V) Jacob Jensen (V) Mikkel Dencker (DF) Pia Adelsteen (DF) Mike Legarth (KF) Charlotte Dyremose (KF) Anders Samuelsen (LA) nfmd. Nick Hækkerup (S) John Dyrby Paulsen (S) Klaus Hækkerup (S) René Skau Björnsson (S) Thomas Jensen (S) Jesper Petersen (SF) Niels Helveg Petersen (RV) fmd. Frank Aaen (EL)

Kristendemokraterne, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldi og Sambandsflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)46
Socialdemokratiet (S)45
Dansk Folkeparti (DF)24
Socialistisk Folkeparti (SF)23
Det Konservative Folkeparti (KF)17
Radikale Venstre (RV)9
Enhedslisten (EL)4
Liberal Alliance (LA)4
Kristendemokraterne (KD)1
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Tjóðveldi (T)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)2

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende B 140


Bilagsnr.
Titel
1
Henvendelse af 14/6-11 fra Danske Advokater
2
Fastsat tidsplan for udvalgets behandling af forslaget
3
1. udkast til betænkning
4
Henvendelse af 16/6-11 fra Rafn & Søn ApS
5
Skatteministerens kommentar til henvendelsen af 14/6-11 fra Danske Advokater
6
Skatteministerens kommentar til henvendelsen af 16/6-11 fra Rafn & Søn ApS


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende B 140


Spm.nr.
Titel
1
Spm. om at begrunde, hvorfor forslag om den offentlige ejendomsvurdering i lovprogrammerne for folketingsårene 2009-10 og 2010-11 aldrig blev fremsat, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm. om at fremsende det foreløbige arbejde, der lå bag de to bebudede forslag om den offentlige ejendomsvurdering i lovprogrammerne for folketingsårene 2009-10 og 2010-11, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm. om at formulere et udkast til, hvordan en lov, der afskaffer den offentlige ejendomsvurdering, ud fra beslutningsforslagets indhold og debatten under 1. behandlingen kan se ud, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
4
Spm. om at lave en udtømmende liste over, hvor den offentlige ejendomsvurdering i dag anvendes, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
5
Spm. , om ministeren mener, at gennemsigtigheden på boligmarkedet for den private forbruger bliver ringere, hvis den offentlige ejendomsvurdering afskaffes, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
6
Spm. , om ministeren har tiltag, der kan sikre gennemsigtigheden på boligmarkedet, hvis den offentlige ejendomsvurdering afskaffes, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
7
Spm. om at redegøre for konsekvenserne for andelsboligforeninger og andelsboligmarkedet, hvis den offentlige ejendomsvurdering afskaffes, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
8
Spm. om at bekræfte, at hvis en boligs værdi bliver mindre end værdien i 2001 som følge af udviklingen på boligmarkedet, så vil indehaveren skulle betale mere i ejendomsværdiskat, hvis den offentlige ejendomsvurdering er afskaffet, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
9
Spm. om at redegøre for de administrative procedurer i forbindelse med indberetning af ejendomshandler til myndighederne samt for optagelse i BBR-registeret (www. OIS.dk), til skatteministeren, og ministerens svar herpå
10
Spm. om at tilsende udvalget talepapir fra samrådet den 21. juni 2011 om samrådsspørgsmål A, til finansministeren, kopi til skatteministeren
11
Spm. om at tilsende udvalget talepapir fra samrådet den 21. juni 2011 om samrådsspørgsmål B, til skatteministeren
  


Oversigt over samrådsspørgsmål vedrørende B 140


Samråds-spm.nr.
Titel
A
Samrådsspm. om, hvilken konsekvens det vil få for fremskrivning?erne af dansk økonomi efter 2020 og holdbarheden (HBI), hvis forslaget om at afskaffe den offentlige ejendomsvurdering vedtages, til finansministeren, kopi til skatteministeren
B
Samrådsspm. om at redegøre for, på hvilke områder man i dag anvender den almindelige offentlige ejendomsvurdering, til skatteministeren