Fremsat den 15. april 2011 af Kristen
Touborg (SF), Bjarne Laustsen (S), Per Clausen (EL) og Christian H.
Hansen (UFG)
Forslag til folketingsbeslutning
om samlestalde og dyretransporter
Folketinget pålægger regeringen at indføre
klare krav til længere dyretransporter via samlestalde og at
underkaste 25 pct. af disse dyretransporter en kontrol af, om
dyrene har tilstrækkeligt med plads og vand, og om der er en
forhåndsgodkendt logbog, når dette er
påkrævet.
Bemærkninger til forslaget
Millioner af dyr bliver årligt omlæsset på
landets samlesteder. For at optimere dyrenes velfærd
foreslår forslagsstillerne, at 25 pct. af samtlige
dyretransporter underkastes en kontrol af, om dyrene har
tilstrækkeligt med plads og vand, og om der er en
forhåndsgodkendt logbog, hvis dette er
påkrævet.
Den almindelige dyrlægekontrol på samlesteder
rummer ikke mulighed for at kontrollere dyretransporterne i
tilstrækkeligt omfang. Kontrollen fokuserer alene på
dyrenes sundhedstilstand og transportegnethed.
Der er derfor stor risiko for, at reglerne om
læssetæthed og vand på turen og kravet om
logbøger overtrædes. Der er kun ganske få
transporter fra samlestederne, som i dag er underkastet kontrol af
disse parametre. At der sker overtrædelser, fremgår
bl.a. af politiets fund af biler med overlæs. En del af disse
dyretransporter har omlæsset på samlestederne.
Der er derfor behov for en stikprøvekontrol ved
samlestederne af dyretransporterne. Stikprøvekontrollen skal
være gebyrfinansieret.
Forslagsstillerne foreslår derfor, at der indføres
følgende krav til længere svinetransporter via
samlestalde:
- Der
indføres krav om, at en embedsdyrlæge skal se hele
pålæsningen og kontrollere transportegnethed,
belægning, dækshøjde, strøelse,
ventilation og vand, og at der ikke er sammenblanding af svin i
forskellig størrelse. Dyrlægen skal kontrollere, at
håndteringen af svinene sker på en acceptabel
måde, og skal reagere, hvis dyrene håndteres for
hårdhændet.
- Søer og
orner skal håndteres og transporteres særskilt i
enkeltdyrsbokse.
- 7-kg-grise (i
praksis grise < 10 kg) skal strøs i halm under
transporten, hvis temperaturen er under 10 grader.
- Alle svin skal
være i stabile grupper. Det vil sige, at svinene skal
være i den samme gruppe i udleveringsrum, på
indtransportbil og samlested og i eksportbil. Grupperne må
ikke på noget tidspunkt blive større, men de må
godt blive mindre under vejs.
- Under ophold
på samlestederne skal svin have permanent adgang til halm og
vand, så de kan beskæftige sig med dette i stedet for
at være aggressive over for hinanden.
- Der
gennemføres fire årlige uanmeldte tilsyn af
samlestedets drift.
Skriftlig fremsættelse
Kristen Touborg
(SF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
samlestalde og dyretransporter.
(Beslutningsforslag nr. B 133)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.