B 126 Forslag til folketingsbeslutning om sikring af den nødvendige beskyttelse af gravide frisører.

Udvalg: Arbejdsmarkedsudvalget
Samling: 2010-11 (1. samling)
Status: 1. beh./Henvist til udvalg

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 05-04-2011

Fremsat: 05-04-2011

Fremsat den 5. april 2011 af Per Clausen (EL), Line Barfod (EL), Johanne Schmidt-Nielsen (EL) og Frank Aaen (EL)

20101_b126_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 5. april 2011 af Per Clausen (EL), Line Barfod (EL), Johanne Schmidt-Nielsen (EL) og Frank Aaen (EL)

Forslag til folketingsbeslutning

om sikring af den nødvendige beskyttelse af gravide frisører

Folketinget pålægger regeringen i det kommende folketingsår at fremsætte lovforslag om at sikre den nødvendige beskyttelse af gravide frisører. Lovforslaget skal sikre, at gravide frisører ikke arbejder med stoffer, der er stærkt allergifremkaldende eller mistænkt for at være fosterskadende, kræftfremkaldende eller hormonforstyrrende.

Bemærkninger til forslaget

Det er forslagsstillernes opfattelse, at alle gravide skal sikres den nødvendige beskyttelse mod farlige stoffer. Dette skyldes, at fostre er meget sårbare over for kemiske stoffer. F.eks. har undersøgelser vist, at bare ganske små mængder hormonforstyrrende stoffer påvirker både drenges og pigers normale kønsudvikling og kan medvirke til udvikling af en lang række kræftformer, der rammer senere i livet.

Forholdene for gravide frisører er yderst problematiske. Dette skyldes, at mange af de produkter, som frisører anvender i deres daglige arbejde, indeholder stoffer, som er klassificeret som CMR-stoffer, dvs. kan være kræftfremkaldende, påvirke vores arveanlæg eller påvirke forplantningsevnen. Desuden indeholder mange produkter stoffer, der er mistænkt for at være fosterskadende eller hormonforstyrrende. Derudover indeholder produkterne stoffer, der af EU's videnskabelige komité betegnes som stærkt eller ekstremt allergifremkaldende.

Gravide frisører er ikke beskyttet på lige fod med f.eks. malere, der også arbejder med kemiske stoffer. Det gælder f.eks. for gravide malere, at der udarbejdes en personlig produktliste til dem. Produktlisten tager udgangspunkt i de produkter, arbejdsgiveren indberetter at den gravide arbejder med, og fastlægger en konkret plan for, hvilke produkter den gravide ikke må arbejde med under graviditeten eller kun må arbejde med i begrænset omfang. Konkret fastlægges (1) hvilke produkter den gravide kan arbejde med uden problemer, (2) hvilke produkter den gravide kun kan arbejde med i begrænset omfang samt (3) hvilke produkter den gravide slet ikke skal arbejde med.

Det er forslagsstillernes opfattelse, at gravide frisører slet ikke skal arbejde med:

1) stoffer, der er karakteriseret som stærkt eller ekstremt allergifremkaldende, f.eks. sammenfattet i SCCP's memo fra 2007,

2) alle stoffer, der er kræftfremkaldende eller afgiver kræftfremkaldende stoffer (kategori Carc), selv om de i øvrigt er godkendt af SCCS, f.eks. formaldehyd og alle formaldehydefraspaltere,

3) alle stoffer, der kan påvirke vores arveanlæg (kategori Mut),

4) stoffer, der har en fosterskadende effekt eller potentielt fosterskadende effekt (kategori Rep), selv om de i øvrigt er godkendt af SCCS med visse begrænsninger, f.eks. cyclomethicone,

5) stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende, og som findes på EU's prioriteringsliste over mistænkte hormonforstyrrende stoffer.



Der findes produkter både til hårvask, -farvning og -styling, der ikke indeholder de ovenfor nævnte stoffer. Disse produkter anvendes i de certificerede »Grønne Saloner«. Gravide frisører kan fortsat arbejde med disse produkter, hvorfor sygemelding i graviditetsperioden ikke er nødvendig.

Skriftlig fremsættelse

Per Clausen (EL):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om sikring af den nødvendige beskyttelse af gravide frisører.

(Beslutningsforslag nr. B 126)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.