Det næste punkt på dagsordenen er:

12) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 76:

Forslag til folketingsbeslutning om at ændre EU's traktater således, at Europa-Parlamentets rejsecirkus mellem Bruxelles og Strasbourg afvikles.

Af Per Clausen (EL) m.fl.

(Fremsættelse 25.02.2011).

Forhandlingen er åbnet. Den første, der får ordet, er udenrigsministeren.

Det er ikke særlig ofte, at regeringen og Enhedslisten er enige i spørgsmål om EU, men Enhedslisten og regeringen er faktisk fuldstændig enige i, at det er fuldstændig fjollet, at Europa-Parlamentet skal rejse frem og tilbage mellem Bruxelles og Strasbourg. Det synspunkt er jeg også sikker på at alle Folketingets øvrige partier deler. Det er nemlig ikke en ny problemstilling, tværtimod har vi her i Folketinget drøftet spørgsmålet om Europa-Parlamentets placering mange gange igennem mange år.

Som bekendt fastslår protokol nr. 6 i traktaten, at Europa-Parlamentet har hjemsted i Strasbourg og holder de 12 månedlige plenarforsamlinger der, mens yderligere plenarforsamlinger, udvalgsmøderne samt gruppemøderne holdes i Bruxelles. Dette rejseri mellem Bruxelles og Strasbourg er på en række områder uhensigtsmæssig.

For første vurderes det at koste cirka 180 mio. euro om året at flytte mellem de to byer, hvilket svarer til knap 1,4 mia. dkr., og i disse økonomiske tider, hvor de europæiske regeringer er hårdt presset og skal bruge penge, fremstår dette ressourcespild endnu mere absurd.

For det andet er det upraktisk og tidkrævende at skulle transportere medlemmerne af Europa-Parlamentet, medarbejderne og materialet frem og tilbage mellem Strasbourg og Bruxelles. En nylig undersøgelse viser, at 90 pct. af de medlemmer af Europa-Parlamentet og medarbejdere i Europa-Parlamentet, der deltog i undersøgelsen, gerne vil have et samlet hjemsted for Europa-Parlamentet.

For det tredje er det ud fra en miljømæssig betragtning også uhensigtsmæssigt at have placeret Europa-Parlamentets aktiviteter i to byer. Rejseaktiviteten frem og tilbage vurderes at udlede 19.000 t CO 2 årligt. Det svarer til cirka 2.000 danskeres samlede årlige CO 2 -udledning.

Endelig er den europæiske befolkning naturligvis uforstående over for Europa-Parlamentets rejseri. Over 1 million europæiske borgere har derfor også skrevet under på, at Europa-Parlamentet skal have hjemme et sted. Denne irrationelle ordning koster i befolkningens opbakning til det europæiske samarbejde, og som stærk tilhænger af det europæiske samarbejde er det frustrerende, at dette rejseri gang på gang tager opmærksomheden fra de diskussioner, der er afgørende for vores fremtid, nemlig hvordan vi igennem det europæiske samarbejde kan løse de fremtidige udfordringer, som vi i Danmark og i Europa står over for. Med Lissabontraktaten har vi netop fået forbedret rammerne for EU-samarbejdet, bl.a. har Europa-Parlamentet fået øget indflydelse på en lang række områder til gavn for det europæiske demokrati, og derfor er det ekstra ærgerligt, at vi fortsat skal forholde os til dette spørgsmål.

Lad mig gøre det helt klart: Regeringen finder, at Europa-Parlamentet bør have et hjemsted, nemlig i Bruxelles, og at alle Europa-Parlamentets møder bør afholdes der. Det har regeringen også gjort klart mange gange tidligere, og der er heller ikke nogen i Europa, der kan være i tvivl om det. Jeg synes derfor også, det er positivt, at Europa-Parlamentet har søgt en løsning inden for traktaten, hvor man lægger to plenarmøder i forlængelse af hinanden i oktober måned og dermed i hvert fald sparer en omgang rejseri om året.

At rejseriet imellem Strasbourg og Bruxelles er uhensigtsmæssig er jeg sikker på at alle Folketingets partier er fuldstændig enig i. Samtidig tror jeg også, at alle Folketingets partier og alle de personer, der er til stede i Folketingssalen i dag – det gælder også Enhedslisten – er fuldstændig klar over, at der ikke er nogen chance for at få det ændret inden for en overskuelig fremtid. En ændring af Europa-Parlamentets hjemsted vil kræve enstemmighed mellem alle EU's 27 lande, og det betyder altså, at et land kan blokere for en ændring. Og for at sige det som det er, vil Frankrig ikke opgive, at Europa-Parlamentet er placeret i Frankrig. Det har stor betydning for Frankrig og for Strasbourg som by at have Europa-Parlamentet placeret der, og det har også en vigtig symbolsk betydning for både Frankrig og Tyskland, nemlig som et symbol på forsoning mellem de to lande efter anden verdenskrig.

Med beslutningsforslaget B 76 om at pålægge regeringen at fremsætte forslag i Rådet om en ændring af traktaten ved Enhedslisten godt, at man i givet fald vil sende regeringen ud på en umulig mission, som på forhånd er dømt til at mislykkes. Så på trods af at regeringen finder, at Europa-Parlamentets rejseri er dybt uhensigtsmæssigt, er det ikke den kamp, vi skal kaste os ud i og bruge vores kræfter på. Der har også i de sidste årtier været enighed om blandt Folketingets partier, at det ikke var her, at Danmark skulle bruge sine kræfter i forbindelse med forhandlinger om Amsterdamtraktaten, Nicetraktaten, forfatningstraktaten og Lissabontraktaten. Lige nu står Danmark og Europa over for mange store udfordringer. Vi skal igen have gang i økonomien. Vi skal ruste EU til en ny global verdensorden. Og det kræver altså, at vi fra dansk side lægger vores kræfter de steder, hvor vi gør en reel forskel.

Der er måske nogle, der vil argumentere for, at vi, hvis vi rejser spørgsmålet, sætter sagen på dagsordenen og lægger pres på den franske regering. Jeg er dog langtfra sikker på, at det vil gavne sagen at rejse spørgsmålet i Rådet på nuværende tidspunkt. Der er et kommende præsidentvalg og et parlamentsvalg i Frankrig næste år, og man risikerer tværtimod ved at rejse sagen på nuværende tidspunkt, at Frankrig låser sig endnu mere fast, og at man derfor også undergraver muligheden for en eventuel bevægelse fra fransk side på længere sigt.

Jeg kan forsikre om, at regeringen løbende har blik for, om der skulle være små åbninger, der giver mulighed for at fremme en bevægelse hen imod et samlet hjemsted for Europa-Parlamentet. Det vil vi selvfølgelig have blik for. Og det er f.eks. positivt, at Europa-Parlamentet nu har prøvet at finde en kreativ løsning inden for traktatens rammer, der i hvert fald sparer en omgang rejseri årligt.

Jeg kan dog desværre ikke se, at der på nuværende tidspunkt er mulighed for at fremme denne sag gennem fremsættelse af et forslag til traktatændring, som der lægges op til i beslutningsforslaget. Tværtimod vil det vanskeliggøre muligheden for at fremme danske interesser på områder, hvor vi rent faktisk gør en forskel. Endvidere risikerer vi ved at rejse sagen i Rådet på nuværende tidspunkt at skade eventuelle fremtidige muligheder for at arbejde hen imod et samlet hjemsted. Derfor kan regeringen ikke støtte beslutningsforslaget.

Der er foreløbig et par korte bemærkninger. Først er det fru Pia Adelsteen.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge ministeren, om det spørgsmål nogen sinde er blevet rejst i Rådet, og i bekræftende fald, om ministeren så kan fortælle noget om hvornår, specielt set i lyset af, at vi jo for så vidt alle sammen er enige om, at det er noget pjat med alt det her rejseri – og alle ulemperne har ministeren sådan set også opremset.

Men hvis det ikke er det rigtige tidspunkt nu, hvornår er det det så? Også set i lyset af, at der kommer en traktatændring, synes jeg da, det var praktisk at rejse spørgsmålet.

Så er det udenrigsministeren.

Der har jo været meget stor diskussion af det ikke bare her i Danmark, men også i nogle andre EU-lande, og jeg tror, det er alle bekendt, hvad vores holdning til spørgsmålet har været. Men mig bekendt, som jeg også sagde i mine bemærkninger til beslutningsforslaget, har der ikke under nogen af de skiftende regeringer, der har været de sidste årtier, været noget ønske om under traktatforhandlinger at rejse spørgsmålet, da der ikke var nogen sandsynlighed for, at man ved de lejligheder kunne få overbevist Frankrig om, at det var en god idé. Og derved ville vi jo spilde forhandlingskapital på en sag, som vi ikke fik igennem.

Der er yderligere en kort bemærkning fra fru Pia Adelsteen.

Men det, jeg hører ministeren sige, er, at man aldrig har rejst spørgsmålet i Rådet, at man aldrig har taget det op, fordi man simpelt hen mister politisk indflydelse. Sådan ser ministeren på det. Men man får jo heller ikke noget ændret, hvis man ikke rejser spørgsmålene. Og jeg er godt klar over, at det her er en varm kartoffel for nogle, men hvis man ikke desto mindre gerne vil have ændret nogle ting – nogle ting, som i hvert fald stort set alle europæere synes er fuldstændig tåbelige, som vi her i Folketinget er et stort flertal der synes er totalt tåbelige, som man bruger mange penge på, og som europaparlamentarikere synes er tåbelige; altså, det er i realiteten meget få mennesker, der synes, det her ikke er fjollet – så er det da mærkeligt, at man ikke bruger tid og kræfter på at rejse spørgsmålet i Rådet, synes jeg.

Så er det udenrigsministeren.

Jeg tror sådan set, vil jeg sige til fru Pia Adelsteen, at det er en erkendelse af, at det ikke er muligt at få Frankrig flyttet fra det principielle standpunkt, og derfor er det jo heller ikke noget, som de andre lande har syntes det var værd at tage op. Der kan man ligesom sige, at det at rejse en sag, der så bare falder til jorden med et brag, er der jo ikke nogen, der har nogen som helst interesse i.

Men som jeg også sagde før, tror jeg da, at der er mange lande, der ligesom Danmark har blik for, at hvis chancen skulle byde sig for, at der på et eller andet tidspunkt blev mulighed for en byttehandel, hvor man kunne få det her i spil, var det selvfølgelig fornuftigt at arbejde på det. Som tingene er lige nu, tror vi, det vil være decideret kontraproduktivt, umiddelbart før at franskmændene skal have både præsidentvalg og parlamentsvalg, at komme løbende og rejse det her på et møde, for så vil franskmændene i hvert fald være tvunget til ganske markant at gå ud og garantere, at det ikke kommer til at ske. Det er noget, der betyder noget for dem.

Men man kan sige, at vi jo ikke holder mund med at sige, at vi synes, at det er noget fjollet noget, og det vil selvfølgelig stadig væk være vores synspunkt.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Frank Aaen.

Jo, men desværre holder regeringen jo mund. Altså, når man skal holde en tale her i Folketingssalen, er der ingen grænser for, hvor klogt det er at stoppe rejseriet, men når det så kommer til der, hvor sagen skal rejses, nemlig i Rådet, bliver det ikke rejst. Det var det, der provokerede Enhedslisten til at fremsætte det her forslag, for da det kom frem, hvor meget det her koster både i penge og i miljøomkostninger, sagde den franske diplomat, der repræsenterede udenrigsministeriet i Frankrig, at det ikke kunne komme på tale, og at der i øvrigt aldrig har været et eneste land, der har rejst sagen i Rådet.

Det er jo næsten at gøre nar ad os at bruge det argument, at det ikke har været rejst en eneste gang, til at sige, at der heller ikke er nogen, der ønsker at få det ændret. Og man får jo ikke ændret noget i den her verden uden at rejse et spørgsmål, vel?

Så er det udenrigsministeren.

Jeg vil sige til hr. Frank Aaen, at timingen jo er afgørende. Jeg er da sådan set enig i, at hvis muligheden byder sig og det rigtige tidspunkt er der, skal man fremme sagen – gerne med flere, der støtter op om den – hvis der er mulighed for at få Frankrig i bevægelse. Men det bare at rejse sagen på et dårligt timet tidspunkt gør jo, at man sådan set får begravet sagen endnu dybere i den franske muld, end man ville have gjort, hvis man ikke havde sagt noget. Det er jo det, der er hele udfordringen: Det er jo netop, at hvis man rejser sagen på det forkerte tidspunkt, eller uden at man har nogen som helst form for fornemmelse af, at det er muligt at få Frankrig flyttet, så gavner det sådan set ingen; så er det faktisk med til at gøre ens position svagere, end den ville have været, hvis man ikke havde gjort det.

Derfor har skiftende regeringer valgt at sige, at vi har den holdning, vi har, og den lægger vi ikke skjul på, men hvis vi skal rejse sagen, er det, fordi vi rent faktisk tror, vi kan få noget ud af det.

Så er det hr. Frank Aaen for endnu en kort bemærkning.

Argumentet er, at det ikke er det rigtige tidspunkt at rejse sagen på. Så har det åbenbart aldrig været det rigtige tidspunkt, for sagen er aldrig blevet rejst. Det er da flovt, at vi har en så rasende uklog vedtagelse, som der er på det her område, hvor man 11 gange om året skal flytte Parlamentet. Vi er alle sammen enige om, at det er en dum ordning, og den sag bør vi selvfølgelig rejse.

Der er jo en ret god chance lige nu. Der er faktisk en mulighed nu, fordi Tyskland og Frankrig ønsker en traktatændring. Og så er det jo lige præcis på det tidspunkt, man kan sige til Tyskland og Frankrig: Det er i orden, men så skal vi også have den her ting med.

Så er det udenrigsministeren.

Min vurdering er som sagt, at det at rejse sagen på et tidspunkt, der ligger lige før et fransk præsidentvalg og parlamentsvalg, er helt og aldeles håbløst, og det kommer der ikke noget som helst godt ud af. Men Frankrig har været meget stålsat på – bl.a. på grund af den historiske betydning, det har – at holde fast i Strasbourg som hjemsted. Det er holdningen til det fra fransk side.

Det betyder så ikke, at vi ikke skal have øjnene åbne for, at man skal prøve at rejse det, hvis der viser sig en åbning på et tidspunkt. Men det er som sagt, synes jeg, kun, hvis det er produktivt i forhold til det, vi ønsker at opnå, nemlig at få sat en stopper for det fjollede rejsecirkus, der er i dag.

Men at gøre det som et slag i luften, der bare, om man så må sige, cementerer kløfterne imellem de to synspunkter, synes jeg er nyttesløst.

Tak til udenrigsministeren. Så går vi i gang med ordførerrækken, og den første ordfører er hr. Flemming Møller som ordfører for Venstre.

Dette forslag om at pålægge regeringen snarest at stille forslag i Rådet om ændringer til Lissabontraktaten, således at Europa-Parlamentets rejsecirkus mellem Bruxelles og Strasbourg skal holde op, er for mig at se et fuldstændig overflødigt forslag.

Jeg skal dog starte med at erklære mig enig i, at det er en meget uhensigtsmæssig måde, man flytter frem og tilbage på. Det er både dyrt og besværligt og set med danske øjne på alle måder en dårlig idé, det er der vist ikke nogen her der er i tvivl om. Og derfor er der sådan set heller ikke så meget grund til at sende signaler ud om, at vi ønsker det ændret, for det ved alle.

Jeg er også enig med ministeren i, at det ikke er så enkelt at flytte rundt på, for når det er traktatfæstet, kræver det enstemmighed. Og det er jo sådan, at man i EU ganske godt kender den danske holdning, så der er såmænd ikke så meget grund til at gøre opmærksom på den. Det er for mig at se ren signalpolitik. Når alle er enige om, at det skal holde op, så giver det jo ikke så meget mening, at Enhedslisten gerne vil sende det signal, at de mener, det skal holde mest op.

Jeg mener heller ikke, at forslaget medvirker til at begrænse mængden af cirkus i politik. Tværtimod har jeg nærmest på fornemmelsen, at det breder sig, også til det danske Folketing, og derfor kan Venstre altså ikke støtte det forslag.

Der er en kort bemærkning fra hr. Frank Aaen.

Det der med cirkus i det danske Folketing kan jeg da kun skrive under på. Vi kan bare se på den debat, der lige har været her i 4 timer, og som man jo godt kan give den betegnelse, men så er der meget politik, der er cirkus.

Altså, når der nu i øjeblikket gennemføres forhandlinger om traktatændringer, når stop for det her vanvittige cirkus kræver en traktatændring, og når traktatændringer oven i købet ønskes af Frankrig og vi skal sige ja til deres ønske, hvis traktaten skal ændres, er der så noget bedre tidspunkt at foreslå, at en del af ændringen skal være, at det her tossede rejsecirkus bliver ophævet?

Så er det ordføreren.

Ja, det er da rigtigt, at den debat, der var før, var underholdende, men det er jo ikke ensbetydende med, at det er cirkus. Den var faktisk meget meningsfuld efter min mening.

Men i øvrigt vil jeg sige, at fordi der er en forhandling om traktatændringer, er det jo ikke ensbetydende med, at man skal tage alle mulige ting op. Det er jo også, som ministeren netop gjorde opmærksom på, lige før et fransk præsidentvalg, og så er det måske ikke lige det rigtige tidspunkt at tage fat i det her. Der kunne man måske nok risikere, at nogen fik malet sig op i et hjørne i stedet for at være imødekommende. Det betyder meget med timing, og det her er jo nærmest forhandlingsstof.

Der er yderligere en kort bemærkning fra hr. Frank Aaen.

Jo, men om 2 år er der et andet valg. Vi har selv valg hvert tredje år, så der er altid et valg, og det er der også jævnligt i Frankrig. Om det er til parlamentet eller til præsidentposten, så er der altid et valg på vej, og det gør jo, at man aldrig nogen sinde kan rejse spørgsmålet.

Så vil jeg sige, at ordføreren i sin ordførertale sagde, at det var et overflødigt forslag, fordi alle er enige om det. Må jeg lige minde om, at nogle gange er det, at alle er enige, ikke det samme, som at et forslag om at gøre noget ved det er overflødigt. Lad mig bare minde om, at alle partier er enige om, at landbrugsstøtten i EU skal afvikles, men den bliver aldrig afviklet. Tværtimod stiger den år for år. Det er jo et andet sted, hvor man siger, at det behøver vi ikke at snakke om, for det er alle enige i. Men det viser sig, at det aldrig nogen sinde kommer til handling, og det, vi foreslår, er, at der kommer lidt handling.

Så er det ordføreren.

Det er rigtigt, at der altid kommer et valg igen. Men man kan være tættere på eller længere fra det, og derfor skal man time sin forhandlingsposition, så man får mest muligt ud af det.

Med hensyn til om det er overflødigt, når alle er enige, vil jeg sige, at det da er overflødigt at diskutere det her i det danske Folketing, når vi alle sammen er enige om, at det skal fjernes. Når vi har gjort opmærksom på, hvad vi ønsker, og i øvrigt er indstillet på at tage en forhandling, når lejlighed byder sig, så er der jo ikke så meget mere at diskutere.

Med hensyn til landbrugsstøtten er det jo på samme måde, nemlig at vi også er enige her, og derfor nytter det heller ikke noget, at man profilerer sig ved at mene, at man er mest imod landbrugsstøtten, når vi alle sammen er imod. Det er ikke et spørgsmål for Folketinget.

Men det er jo sådan, at i Europa-Parlamentet og i Europa i øvrigt er man ikke tilhænger af mindre landbrugsstøtte. Specielt på venstrefløjen er man meget modstander af at ændre på landbrugsstøtten.

Så er der en kort bemærkning fra fru Pia Adelsteen.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge Venstres ordfører, hvornår det rigtige tidspunkt så kunne være. For alt andet lige har vi været igennem rigtig mange traktater, hvor det her har stået. Den seneste traktat har vi ikke engang fået lov til at stemme om i Danmark. På intet tidspunkt har man ligesom rejst sagen i Rådet, altså dér, hvor den skal rejses. Der har hr. Frank Aaen bestemt en pointe i, at det jo er vigtigt at rejse en sag. Da jeg blev politiker, fik jeg også vide, at det kunne jeg ikke gøre noget ved, for sådan plejer man at gøre. Jeg startede i et byråd, hvor man sagde: Vi plejer at gøre sådan. Så tænkte jeg, at det jo ikke var for at gøre, som vi plejer, at jeg var gået ind i politik; det var for at ændre nogle ting. Det er vel også det, man gør med at have en holdning.

Nu når der bredt set i Danmark er den holdning, at det altså er noget pjat – og i øvrigt har ikke kun Danmark, men også mange andre lande, den holdning – så bør da man arbejde for, at der skal gøres noget. Det eneste sted, arbejdet foregår, er i Rådet, så hvornår er det rigtige tidspunkt?

Så er det ordføreren.

Det rigtige tidspunkt er i hvert fald ikke nu. Hvornår det kommer, tør jeg ikke sige, men det er på et tidspunkt, hvor man forhandler traktaten. Det er klart. Men med hensyn til det franske præsidentvalg vil jeg sige, at det har betydning i den her sag, og det har også en betydning, at man netop er indstillet på at køre den kommende, meget begrænsede traktatændring som en meget begrænset traktatændring. Så derfor vil det passe rigtig dårligt ind.

Der er yderligere en kort bemærkning fra fru Pia Adelsteen.

Men sådan som jeg hører svaret, er det, at det rigtige tidspunkt aldrig kommer. Det har aldrig været der, og det kommer aldrig. På trods af at et rigtig stort flertal mener, at det her ikke skal eksistere, så kommer det rigtige tidspunkt aldrig, og det har aldrig været. Så vi skal altså bare sidde og sige, at vi ingenting gør. Det kan jeg forstå ordføreren mener.

Så er det ordføreren.

Jeg håber da ikke, at det aldrig kommer, men det er da klart, at en hvilken som helst dansk regering bør gribe muligheden, hvis der viser sig en mulighed for at ændre på det her, fordi der netop er opbakning hele vejen rundt til at få de her ting ændret. Det har jeg da tillid til at en hvilken som helst dansk regering vil gøre.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og den næste er fru Yildiz Akdogan som ordfører for Socialdemokratiet.

Jeg vil gerne starte med at sige, at vi i Socialdemokratiet heller ikke er tilhængere af, at Europa-Parlamentet har to hjemsteder. Det er blevet fremhævet af udenrigsministeren, og jeg vil egentlig gerne gentage det. Vi er ikke tilhængere af det rejsecirkus, der foregår. Det er økonomisk uhensigtsmæssigt, og det koster, som der blev sagt, 180 mio. euro. Det er også uhensigtsmæssigt ud fra en miljøtilgang. 19.000 t CO 2 -udledning er i hvert fald ikke noget, vi synes er o.k.

Man kan sige, at man ville ønske, at tingene var anderledes, men når det er sagt, er det selvfølgelig også vigtigt at understrege og ikke mindst forholde sig til realiteterne. For en ting er ønsketænkning, noget andet er, hvad vi reelt kan gøre, og hvordan vi kan gøre det. Hvis vi ser på forløbet af den debat, der har været, kan vi jo se, at det ikke er en ny debat. Den har kørt i årevis, og igen er spørgsmålet så, hvordan vi bedst kan løse det.

I Socialdemokratiet mener vi, at det er bedst at inddrage vores dygtige europaparlamentarikere og støtte dem i arbejdet for en begrænsning af mødedagene i Strasbourg. Der er faktisk også allerede sket en forbedring, i form af at EU har skåret ned på rejserne. Europa-Parlamentet vedtog den 9. marts i år at reducere antallet af ture til Strasbourg fra 12 til 11 fra næste år. Selv om det er et lille skridt, er det trods alt et skridt i den rigtige retning.

Så i Socialdemokratiet er vi helt enige i, at det ikke er hensigtsmæssigt at have to hovedsæder, både et i Strasbourg og et i Bruxelles, men vi mener ikke, at løsningsforslaget anviser den rigtige fremgangsmåde, bl.a. på grund af timingen. Europa er i en historisk vanskelig situation, og fokus bør være på den fremtidige politiks indhold.

Desuden er der også tre faktorer, som man bør forholde sig til. Den ene er, at der i EU ikke er blevet åbnet op for en diskussion af den brede traktatændring. Det er kun en lille, målrettet traktatændring med henblik på at styrke medlemsstaternes finansielle stabilitet og mulighed for at skabe bæredygtig vækst. Den anden er, at planen med det europæiske rådsmøde den 24.-25. marts er, at det skal handle om, hvilken økonomisk politik der skal føres i medlemsstaterne. Den tredje er, at forslaget om ét hjemsted for Europa-Parlamentet kræver konsensus blandt medlemslandene, og som det blev sagt tidligere, er Frankrig altså akilleshælen her. Lige nu med et fransk valg og en Le Pen, som stormer frem, er det måske ikke lige det, vi skal tage op her og nu.

Så hvis jeg skal konkludere på, hvor den socialdemokratiske gruppe står, så vil jeg sige, at vi altså mener, at det er vigtigt at forholde sig til den realitet, vi befinder os i. Vi synes, at man bør støtte europaparlamentarikerne i deres kamp mod det her flyttecirkus. Det er meget bedre end at slå ud i luften og bruge unødig energi på noget, som vi alligevel ikke kan ændre.

Med de ord vil jeg sige, at vi fra Socialdemokratiets side ikke kan støtte forslaget.

Der er et par korte bemærkninger. Først er det hr. Frank Aaen.

Jeg vil spørge: Gør det indtryk, når en talsmand for det franske udenrigsministerium hånligt siger til forslaget om at droppe det her rejsecirkus, at der ikke engang er nogen, der har rejst det i Rådet? Gør det ikke indtryk, at franskmændene med den arrogance, som franskmændene jo er verdensmestre i, når det passer dem, også kan bruge det i den her sag? Eller skulle vi måske lige sige, at selvfølgelig er det rejst, og at det kun er Frankrigs aldeles egoistiske holdning, der påfører både miljø og pengekassen en unødig byrde?

Ordføreren.

Jo, det gør indtryk, men som jeg også sagde i min indledning, kan vi sagtens se de problematikker, der er forbundet med at have to hovedsæder. Det er ikke den optimale løsning, men vi er også nødt til at forholde os til de realiteter, vi befinder os i her og nu, og de realiteter siger altså, at vi ikke kan rykke franskmændene her og nu, plus at vi befinder os i en meget, meget kritisk økonomisk situation i Europa. Spørgsmålet er, hvor vi kan bruge vores energi mest hensigtsmæssigt – på noget, vi ikke kan gøre noget ved, eller på noget, hvor vi faktisk kan have indflydelse, netop i forhold til den nye traktatændring, som bl.a. Tyskland og Frankrig foreslår?

Hr. Frank Aaen.

Jo, det er korrekt. Europa har mange problemer. Vi mangler penge. Så kunne man jo spare 1,3 mia. kr. ved at stoppe det her cirkus. Vi har problemer med miljøet, som der skal gøres en indsats over for. Ved at træffe en beslutning på det her område vil der blive sparet 19.000 t CO 2 om året. Det var da også en gevinst at tage med, både økonomisk og miljømæssigt. Så problemerne i Europa taler også kun for at gøre det her.

Ordføreren.

Som jeg sagde, anerkender jeg den problematik, der er omkring det her rejsecirkus, og også de udfordringer, vi står over for. Men når det er sagt, er det altså også vigtigt at understrege, at vi støtter der, hvor vi ved det kan have en positiv effekt. Vi har faktisk set, at Europa-Parlamentet har været med til at rykke. Det tager lang tid, men de er med til at rykke. Der er allerede blevet sparet en dag. Det er ikke den helt store ændring, men det er i hvert fald en ændring og et skridt i den rigtige retning. Vi tror, at det rykker meget mere, hvis vi inddrager europaparlamentarikerne og støtter deres kamp for at afslutte det her rejsecirkus.

Så er der en kort bemærkning fra fru Pia Adelsteen.

Jeg undrer mig bare over, at man ikke vil være med til at forsøge at få det her ændret. En ting er holdningen, men det er lidt gratis bare at sige: Vi er imod det her, men vi vil i øvrigt ikke arbejde for at gøre noget.

Ordføreren sagde, at man kunne ønske sig, at det var anderledes. Ja, det kan man, men man kan også prøve på at få det ændret. Jeg kan simpelt ikke forstå, at det er meget ømfindtligt for Socialdemokraterne, som i øvrigt i mange andre sager, bl.a. når vi taler reduktion af CO 2 -udslip, er meget villige til at presse hårdt på og gå fra 20 til 30 pct. osv. Hvorfor vil man ikke være med til at presse på?

Ordføreren.

Så har ordføreren ikke rigtig hørt efter, hvad jeg har sagt. Vi vil også gerne presse på, spørgsmålet er, hvor vi skal gøre det, og hvilke metoder og midler vi skal tage i brug. Det giver altså ikke mening bare at sige: Nu vil vi tage det op i Rådet. Det rykker ikke nogen steder. Vi ved, at det kan have betydning og effekt, hvis vi støtter Europa-Parlamentet i deres kamp, for det her er faktisk også en sag, som mange europaparlamentarikere er meget, meget interesseret i og obs på. Hvad med at støtte dem og få dem til at arbejde for det? Det har jo haft en positiv effekt. Det er blevet reduceret fra 12 til 11 dage. Det synes jeg også vi skal holde fast i.

Fru Pia Adelsteen.

Der er ingen tvivl om, hvor det skal foregå, for det skal foregå i Rådet. Det er jo der, man skal rejse sagen. Men hvis man aldrig rejser sagen, kan jeg da måske godt forstå, hvis Frankrig læner sig tilbage og siger: Når der ikke er nogen, der tager sagen så alvorligt, så man overhovedet vil rejse den i Rådet, hvorfor skulle vi så ændre det? Der er jo ikke noget pres på Frankrig, overhovedet. Det er Socialdemokraterne så også med til at sige er o.k. Det er jo det, man siger. Jeg synes, at det er helt o.k., at man støtter europaparlamentarikerne, helt bestemt, selvfølgelig skal vi det. Det cirkus burde være stoppet for mange, mange år siden. Men hvorfor vil man ikke tage fat i hovedet i stedet for kun halen?

Ordføreren.

Jeg kan ikke forstå, hvordan ordføreren kan få det til at lyde, som om vi ikke støtter op omkring, at der skal ske noget her.

Som sagt: Parlamentet kan godt rykke her. Det er også vigtigt at holde fast i, at Frankrig også bør presses. Men der vil vi hellere have, at man netop prøver at overlade det til Parlamentet og ikke mindst befolkningen. Der er allerede 1 million borgere, der har skrevet under på, at de synes,det her rejsecirkus skal stoppe. Jeg tror på, at vi kan rykke meget mere, hvis vi også prøver at få civilsamfundet med på det. Jeg er slet ikke i tvivl om, at hvis befolkningen i Frankrig måske også pressede på, kunne det godt være, at der ville ske et ryk.

Men igen: Vi står over for et valg i Frankrig, og det er en meget kritisk situation, vi befinder os i generelt i Europa. Vi ved godt, at lige nu er det ikke der, hvor fokus ligger. Skulle vi ikke spare kræfterne og prøve at rykke der, hvor vi ved det kan have en betydning, og hvor Danmark kan spille en meget, meget vigtig rolle?

Tak til ordføreren. Den næste i ordførerrækken er fru Pia Adelsteen fra Dansk Folkeparti.

Der skal ikke være nogen tvivl om, at vi i Dansk Folkeparti bakker op om forslaget. I traktaterne, de forskellige traktater, vi nu engang har haft gennem mange år, står der, at der skal være de her 12 plenarforsamlinger i Strasbourg, og det gør så, at man bruger omkring 1,4 mia. kr. hvert år. Man har 6-7 store lastbiler til at transportere ting frem og tilbage mellem de her to steder, Bruxelles og Strasbourg, det koster en masse på miljøet, det koster en masse tid, og den helt almindelige logik er jo egentlig, at det bare burde stoppe.

Så ligger der selvfølgelig nogle franske ønsker om, at det skal være sådan, som det er, og det er jo også derfor, det står i traktaten. Men jeg synes bestemt, at forslagsstillerne har en pointe, når man samtidig ved, at det lige nu er Tyskland og Frankrig, der ønsker en traktatændring, altså at der er en åbning i traktaten, og at man så bruger den lejlighed til at presse på. Hvis man ikke presser, får man altså ingenting ændret.

Når man sådan hører ordførertalerne, og det kommer nok til at vare ved efter den her tale også, hører man, at alle jo er enige om, at det her er et flyttecirkus, og at det burde stoppe, men man har altså åbenbart ikke tænkt sig at gøre noget ved det.

Nu har Europa-Parlamentet selv taget initiativ til at gå fra 12 til 11 samlinger eller har i hvert fald samlet to af plenarmøderne, så det kun bliver til én rejse til Strasbourg, men Frankrig har med det samme meddelt, at de så vil trække Europa-Parlamentet for EU-Domstolen, fordi de mener, det er et traktatbrud. Så kan man jo spørge ministeren, om man så vil sende Danmarks bidrag til sådan en domstolssag af sted, for det synes da jeg er væsentligt, selvfølgelig også hvad der skal stå i det, men hvis vi alle sammen er enige, kan det vel heller ikke være det store problem.

Jeg synes faktisk, det er fint, at man tager den her sag op, det synes jeg. Det er godt nok tit, vi diskuterer flyttecirkus – eller tit og tit, men det kommer da op med jævne mellemrum – og jeg synes, det er problematisk, at der ikke bliver gjort noget. Det er problematisk, at man ikke tager det op i Rådet, og jeg synes, det er synd, at man ikke gør det ved en lejlighed, hvor der alligevel er en åbning, og hvor man måske kunne få presset noget igennem.

Men vi støtter det i hvert fald i Dansk Folkeparti.

Tak til ordføreren, der er ikke nogen, der har bedt om korte bemærkninger. Den næste er fru Pia Olsen Dyhr fra Socialistisk Folkeparti.

SF er og har længe været en stor modstander af Europa-Parlamentets rejsecirkus mellem Bruxelles og Strasbourg. Vi har både været det i Folketinget, og vi har også arbejdet for det i Europa-Parlamentet, for omkostningerne forbundet med Europa-Parlamentets plenarforsamlinger i Strasbourg er ikke bare en belastning for miljøet i forbindelse med det enorme CO 2 -udslip, det kræver at fragte politikere, medarbejdere og dokumenter fra Bruxelles til Strasbourg, men det er også en unødvendig stor økonomisk belastning for EU. At betale 180 mio. euro for at fragte europaparlamentarikere og assistenter, og hvad der ellers hører til, fra Bruxelles til Strasbourg er fuldstændig horribelt, for ikke at tale om et unødvendig stort besvær, der bydes politikere og medarbejdere i Europa-Parlamentet.

Så alt taler for indholdet i Enhedslistens forslag, hvis jeg alene skulle forholde mig til det. Men det er jo ikke kun det, vi skal forholde os til. Vi er også nødt til at forholde os til den politiske virkelighed, som forslaget skal indgå i, og den aktuelle situation, og der er intet i øjeblikket, der tyder på en større traktatændring, som forslaget kan sættes i forbindelse med, tværtimod. Det, der skete i forbindelse med ændringsforslaget til traktaten om krisemekanismen, blev jo netop en lille traktatændring, som forholdt sig isoleret til den del, og der var ingen ønsker fra nogen om at åbne en større diskussion af det. Så jeg tror desværre, vi må se i øjnene, at en afvikling af det såkaldte rejsecirkus i Europa-Parlamentet vil kræve lange og seje forhandlinger med franskmændene på flere politiske niveauer.

Stemningen i Europa-Parlamentet er heldigvis ved at vende, efter at man i mange år har været passive modstandere af rejsecirkusset, til, at flere og flere klart udtrykker deres utilfredshed i fuld åbenhed. Den utilfredshed synes jeg selvfølgelig vi skal bakke op om, og jeg er derfor også af den overbevisning, at hvis en traktatændring skal have en gang på jorden, skal den ikke komme i form af at snigløbe franskmændene på et rådsmøde, men gennem den modstand, som jævnt og stigende og måske mest hensigtsmæssigt kommer fra Europa-Parlamentet selv, og det folkelige pres skal også komme via Europa-Parlamentet.

Derfor kan vi ikke støtte Enhedslistens forslag, selv om vi egentlig er helt enige med Enhedslisten om indholdet.

Tak til ordføreren. Der er ingen, der har bedt om korte bemærkninger, så vi går videre til fru Helle Sjelle fra Det Konservative Folkeparti.

Ja, det er jo ikke nogen ny problemstilling, som Enhedslisten sætter fokus på her i dag, tværtimod har vi her i Folketinget drøftet spørgsmålet om Europa-Parlamentets placering mange gange igennem årene, og derfor virker det også, som om der er stor enighed blandt partierne: Rejsecirkusset er spild af ressourcer, og det er også kommet frem under de talrige debatter.

Når det omfattende rejsecirkus ikke bare kan ændres med et snuptag, skyldes det jo, at den todelte placering af Europa-Parlamentet er nedskrevet i traktaten. Det bør selvfølgelig ikke afholde os fra aktivt at forsøge at ændre forholdene, men det bør kalde på lidt realitetssans. Forståelsen for forholdene i EU er et element, som desværre har manglet blandt nogle af partierne her i dag. De foregående talere har fremhævet utallige problemer ved rejseriet, og jeg skal blot følge det samme og nævne et par stykker.

For det første er ikke nogen tvivl om, at det er spild af penge. Parlamentet bruger en stor del af sit budget på at flytte frem og tilbage. Det er uforholdsmæssigt mange penge at bruge på at flytte. Tager man i betragtning, at vi står midt i en økonomisk krise, er det her ressourcespild jo helt uforståeligt.

For det andet er det besværligt og upraktisk for parlamentarikere og deres medarbejdere at rejse frem og tilbage. Som flere også har henvist til, viser en undersøgelse blandt ansatte ved Parlamentet, at 90 pct. helst var alt rejseriet foruden.

For det tredje har vi i Europa et stort ansvar for at være miljøbevidste. Set i det lys er det et helt forkert signal at sende, når vi overbelaster klimaet med al den forurening, som rejseriet også medfører. Det utvivlsomt største problem med rejsecirkusset er dog, at det fjerner fokus fra de udfordringer, som EU egentlig står over for. Vi burde ikke stå her og snakke om, hvorvidt man skal rejse eller ej, det er en fejlprioritering og spild af vores tid. I stedet burde vi f.eks. diskutere, hvordan EU skal håndtere Libyen og de flygtningestrømme, som uundgåeligt vil ramme de europæiske grænser. Diskussionen om Europa-Parlamentets rejseri har for længst opbrugt sin opmærksomhedskvote.

Derfor er det også vores holdning, at Europa-Parlamentet kun bør have et hovedsæde, nemlig i Bruxelles. Det vil løse de økonomiske, praktiske og miljømæssige problemer, som rejseriet forårsager, og dermed styrke Parlamentets legitimitet. Jeg ved, at regeringen og udenrigsministeren har gjort sin og Danmarks holdning helt klar over for vores europæiske kollegaer, og derfor er der ikke meget mere, vi kan gøre lige nu, men naturligvis vil jeg gerne fremhæve, at vi skal være parate til at støtte tiltag, der kan sætte en stopper for det her rejseri. Enhedslistens forslag kan vi dog ikke støtte her i dag.

Tak til ordføreren. Vi går videre til den næste. Det er hr. Niels Helveg Petersen fra Det Radikale Venstre.

Det er for Det Radikale Venstre selvindlysende, at Europa-Parlamentet burde have et hjemsted og kun et. Ikke mange enkeltsager har vel i EU's historie været diskuteret så intenst som netop den kostbare, besværlige og urimelige traktatbestemmelse om flere hjemsteder for Europa-Parlamentet. Europa-Parlamentet selv har jo diskuteret det ved utallige lejligheder. Blandt europaparlamentarikerne er der et tårnhøjt flertal for, at de kun burde have et sted at mødes.

Det er ikke lykkedes for Europa-Parlamentet. Der er overvældende fransk modstand. Jeg kan da også fortælle, at jeg personligt, både i min tid som kabinetschef i Europa-Kommissionen og som udenrigsminister, på min krop har følt det urimelige i disse flere hjemsteder. Senest under konventet, der forberedte, hvad der nu hedder Lissabontraktaten, blev der gjort et forsøg på at ændre traktaten på dette punkt. Det lykkedes ikke. At stille et forslag i Rådet nu ville være et slag i luften. Der er ingen grund til, at Danmark skal bruge kræfter på et helt nytteløst slag i luften. Hvis der opstår situationer, hvor man realistisk kan gøre sig håb om at ændre dette, skal vi selvfølgelig være der som søm og udnytte muligheden.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Frank Aaen.

Ja, det er lidt besynderligt at stå her og sige tak til regeringen og til samtlige partier for deres fremragende argumentation imod Europa-Parlamentets rejsecirkus og så også at kunne konstatere, at der ikke er et eneste parti, der støtter Enhedslistens forslag om at gøre noget ved det. Det er jo lidt af et paradoks.

Som EU-modstander kan jeg sige, at jeg jo kunne være glad for, at rejsecirkurset bare fortsætter, for der er ingen tvivl om, at ude i forsamlingshusene er det her jo noget, som folk en gang imellem snakker om og synes, at det er et godt eksempel på bureaukratiet i EU, at det er fuldstændig håbløst, og at det oven i købet er håbløst at komme af med. Men så kynisk er jeg dog ikke i min politiske tankegang, at jeg synes, det er klogt at lade det rejseri fortsætte. Det er enormt dyrt, og til dem, der ikke lige har en eurolommeregner i baglommen, er det da et tal, der er blevet nævnt af nogle stykker, og det svarer til 1,3 mia. kr. Det er upraktisk. Der er jo ingen tvivl om, at Europa-Parlamentets produktivitet – hvis man kan tillade sig at bruge det ord om et parlament – jo forringes af, at de skal ud at køre i lastbil, bus og tage med fly de der nu 11 gange om året for at kunne passe deres arbejde. Det er dårligt for miljøet. Det koster 19.000 t CO 2 at have det cirkus kørende.

Så hørte jeg under debatten, at man sagde, at det er noget, Europa-Parlamentet skal tage op. Jamen det har de jo gjort. Det er jo dem, der har sørget for at få sat fokus på nogle af de her tal og facts. Men når man så laver en undersøgelse blandt Europa-Parlamentets medlemmer og sekretærer, der arbejder i Parlamentet, og spørger: Synes I, det vil være en god idé at droppe rejseriet til Strasbourg? så siger 91 pct., at de synes, det er en rigtig god idé. Ja, Sverige har sådan nogle Gaddafilignende tal for deres stemmeafgivning. Der er hundrede procents enighed om, at det her skal stoppe. Og hvad der måske er overraskende, er, at når man spørger franskmændene i Parlamentet, er det 73 pct., der svarer, at det her må stoppe.

Så der er altså massiv, bred enighed om det. Så må man jo spørge, hvorfor det ikke bliver gennemført. Jamen det gør det jo ikke, fordi Europa-Parlamentet ikke engang har autoritet til at kunne bestemme sit eget mødested. Det er også en underlig ting, at man har et parlament, som ikke kan bestemme, hvorhenne det vil mødes, men i en traktat, de ikke kan ændre på, bliver tvunget til at holde deres møder bestemte steder på bestemte tidspunkter.

Det er også derfor, det er underligt at skulle høre, at det her tidspunkt ikke lige er det rigtige. For det eneste rigtige tidspunkt er, når man er ved at ændre i traktaten, og når man oven i købet er ved at ændre traktaten på grund af finansielle problemer, må det da være helt oplagt at komme og sige: Jamen her er 1,3 mia. kr. til at hjælpe på problemerne. Men nej, det må endelig ikke blandes sammen, det her rejseidioti er det vigtigt at man bare gør til det mindst mulige, som så i øvrigt er en stor sag, nemlig ændringen vedrørende styring af finanserne i Europa.

Så jeg vil sige, at det er stærkt utilfredsstillende, at man, når man oven i købet har lejlighed til at kunne gøre det, så ikke engang gør det, men afviser et forslag om at pålægge regeringen at bruge den her anledning til det. Og der blev sagt, at det kommer som en tyv om natten, men det mener jeg jo ikke det gør. Det er jo en diskussion, der har været ført i lang, lang tid i Europa-Parlamentet, i de enkelte lande, det er en velkendt problemstilling, og selvfølgelig kan regeringen da lægge den på bordet og sige, at den også synes, at den helt åbenlyse fejl ved EU-traktaten bør rettes, når muligheden er der.

Jeg synes, at selv om det kun bliver til et spørgsmål om, at man får en debat om det i Rådet, ville det under alle omstændigheder være fint, hvis man kunne lukke munden på den franske embedsmand fra deres udenrigsministerium, når han håner dem, der gerne vil ændre på det her rejseri, ved at sige, at det spørgsmål aldrig nogen sinde har været rejst. Jamen altså, det må vi da i hvert fald have sikret ikke gentager sig en anden gang.

Men altså desværre er vi ude i noget med en sag, som bliver debatteret rigtig mange gange, hvilket flere har sagt, men som ikke bliver ændret. Hvor mange gange har vi ikke diskuteret de mange fejl i EU's regnskaber; alle de uregelmæssigheder, der år efter år kan konstateres, når revisorerne kigger på EU's regnskaber, er også noget, vi taler om år efter år, men der sker meget lidt. Når vi snakker landbrugsstøttens afskaffelse, er det noget, der bliver talt om år efter år, og der går det modsat, for landbrugsstøtten fra EU vokser, og her, hvor det drejer sig om noget, som stort set alle er enige om, sker der heller ingenting. Det er skammeligt, og man skal være – indrømmet – en meget, meget kynisk EU-modstander for at sige, at her er et af de mere folkelige, måske halvplatte argumenter.

Jeg synes, det her er noget, som alle – både modstandere og tilhængere af EU – ikke bare burde snakke om, men gøre noget ved.

Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Europaudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.