Der er jævnligt medieomtale af manglende hjælp til svært psykisk syge personer, der lever under private forhold, der er præget af ophobning af affald, rådne madvarer, ekskrementer og andre helt indlysende usunde tilstande. Tilstande der ofte både er sundhedsskadelige for den syge selv og for andre.
I Vejle Kommune har været omtale af et forløb, hvor en psykisk syg person har efterladt en lejlighed, der er misligholdt i et sådant omfang, at det vil koste omkring 150.000 kr. at genetablere den som bolig. Selv efter måneders udluftning lugter den af råd m.m..Vedkommende havde i flere år levet under forhold, hvor hendes affald til tider også udgjorde en sundhedsfare for andre, idet hun kastede det ud af vinduet, hvor det f.eks. var let tilgængeligt for rotter. Da hun blev stoppet i at kaste affaldet ud, beholdt hun det i lejligheden til stor gene for hende selv, boligen og naboerne.
I BT er der søndag den 24. oktober 2010 omtale og fotos af en tilsvarende situation hos en psykisk syg borger i Guldborgsund Kommune.
I begge forhold har flere personer haft henvendt sig til den respektive kommune for at få hjælp til den psykisk syge, uden at hjælpen har kunnet gennemføres i tide.
Ministeren bedes med henblik på et kommende samråd oplyse om de nævnte psykisk syge borgere ikke er omfattet af kommunernes omsorgspligt til at bistå personer, der ikke kan tage vare på sig selv.
Ministeren bedes ligeledes oplyse, hvorfor denne personkreds ikke omfattes af samme hjælpemuligheder som f.eks. ældre og handicappede borgere, der er visiteret til hjælp i eget hjem og hvor det udførende personale har adgang til en nøgle for at komme ind og gennemføre hjælpen.
Dato: 25-10-2010
Status: Endeligt besvaret