Spm. nr. S 730

5) Til statsministeren af:

Margrethe Vestager (RV):

Vil statsministeren i lyset af det lunkne og uforpligtende resultat af klimatopmødet angive, hvilke mål for at reducere CO 2 -udslippet Danmark skal forpligte sig til i 2020 og 2050?

Fru Margrethe Vestager.

Her kommer jeg som statsministerens lille fe, fordi jeg med det samme kan opfylde ønsket om, hvordan vi kommer videre.

Som statsministeren sagde …

Spørgsmålet skal i første omgang bare læses op, og så er der 2 minutter til statsministeren og så 2 minutter til fru Margrethe Vestager.

Det skal jeg gøre, jeg vil glæde mig til det. Procedure, procedure! (Tredje næstformand (Holger K. Nielsen): Ja, der skal være orden i sagerne). I don't really know your rules. Undskyld.

Fru Margrethe Vestager.

Vil statsministeren i lyset af det lunkne og uforpligtende resultat af klimatopmødet angive, hvilke mål for at reducere CO 2 -udslippet Danmark skal forpligte sig til i 2020 og 2050?

Statsministeren.

Jeg vil ikke kritisere fru Margrethe Vestager for denne proceduremæssige fejl, for jeg fornemmer jo de reelle politiske intentioner inde bagved, og det er jo nok dem, der i sidste ende afgør tingene og udfaldet af tingene, snarere end det proceduremæssige.

Hvad angår spørgsmålet, kan jeg svare, at vi står fuldt bag EU's position om, at EU i 2020 skal reducere med 20 pct. under alle omstændigheder og 30 pct., hvis andre udviklede lande påtager sig sammenlignelige forpligtelser og også udviklingslandene gør en indsats; det er jo EU's position.

Hvorvidt EU nu i lyset af Københavnsaftalen skal gå videre end de 20 pct., vil blive drøftet i EU-kredsen i den kommende tid – i lyset af andre landes indmeldinger til Københavnsaftalen. Det siger sig selv, at Danmark fortsat vil være blandt de lande, der arbejder for en ambitiøs EU-linje.

Angående det langsigtede mål støtter Danmark ligeledes EU's målsætning om, at de globale udledninger skal reduceres med 50 pct. i 2050, og at de industrialiserede lande skal reducere deres udledninger med mindst 80 pct. i 2050.

Fru Margrethe Vestager.

Når jeg tager fat i det her, er det jo, fordi diskussionen om, hvad der var op og ned på COP15, givetvis vil fortsætte. Statsministeren siger i et tidligere svar, at det er vigtigt at gribe fat i det, der trods alt blev opnået. Det, der trods alt blev opnået, var en meget kort frist, nemlig den 31. januar, for at melde ind: Hvad vil vi så? Hvad vil vi forpligte os på i 2020 og med hvilket basisår? Jeg vil medgive, at der godt nok skal meget optimisme til at glæde sig over det, men fremme i skoene må vi jo også vise, hvilken vej det går.

Jeg håber ikke, at jeg skal forstå statsministeren sådan, at Danmark aldrig har højere ambitioner end EU, for det er jo her, det er meget oplagt for Danmark at lægge sig i selen og sige: Vi vil sådan set det, der skal til, for at vi i 2020 kan være et forbillede, og også for at vi kan udfordre vores erhvervsliv til at levere nogle af de løsninger, der bliver et gigantisk globalt marked for – også sådan, at vi frem til 2050 kan få en udvikling, der sikrer, at vores energi eller vores samlede energiforbrug målt op kan siges at være uafhængig af energi produceret på kul, olie og gas – sådan at vi får et samfund, der fungerer på en anden måde.

Derfor synes jeg, det er lidt ærgerligt, hvis statsministeren siger: Jeg skal ikke andet og mere end bare at forholde mig til den EU-vedtagelse, der allerede ligger et godt stykke tid tilbage.

Statsministeren.

Men det er også forkert at sige, synes jeg: ikke andet og mere. For det er sådan set ret meget.

Altså, EU har jo haft den strategi at være globalt førende. Det er også derfor, at EU først af alle meldte ud med en ambitiøs målsætning – altså i forhold til hvor man var – om de 20 pct. og med den klare indikation af, at man var parat til at gøre mere, hvis andre gør noget tilsvarende synkront. Det tror jeg er den rigtige tilgang.

Det er klart, at vi er mange, der havde håbet, at det her spørgsmål om at knække tallene var et spørgsmål, man for alvor kom til i København. Man kan sige, at vi nu måske – afhængigt af hvordan Copenhagen Accord modtages rundtomkring globalt – kom det halve skridt, forstået på den måde, at der blev dannet den politiske ramme, der nu gør, at tallene med en forpligtigelse meldes ind.

Så tror jeg jo helt ærligt, at hvis det lykkes at få landene til at gribe aftalen og melde tallene ind, vil det formentlig vise sig, når man summerer tallene sammen, at de ikke når ambitionen. Så må der komme et stadie, hvor man skal knække tal. Og EU's position i forhold til det – og det er det, der er det interessante nu, også for Danmark; det er ikke, at Danmark nu her i januar måned 2010 træffer en selvstændig beslutning om en selvstændig målsætning – er, at EU evaluerer COP15, tager stilling til, om man genbekræfter en position, der hedder 20 pct./30 pct., eller om man gør noget andet. Det er de drøftelser, der pågår i EU i øjeblikket, og i forhold til indspil dér vil Danmark selvfølgelig fortsat være en drivende positiv, ambitiøs kraft.

Fru Margrethe Vestager.

Det synes jeg er uambitiøst. Så vidt jeg har forstået på kloge mennesker, som forholder sig til det her, så siger de, at hvis man skal opnå den målsætning, der dog står i akkorden, nemlig at holde sig under 2 grader, så taler vi om, at de rige lande skal reducere med mellem 25 og 40 pct.

Danmark er en af de meget, meget store udledere. Hvis vi kunne sige, at vi sådan set er så langt fremme, at vi som minimum godt vil lægge os på EU’s høje mål – ikke fordi det vil redde verden på nogen måde, eller vores klima for den sags skyld, for det kan kun en samlet global indsats, men fordi det kan være med til at sætte en ramme for, hvad det er for et ambitionsniveau, vi skal op på, og også hvordan vi vil udfordre vores egne virksomheder, så det her kan blive en del af det, der bliver Danmarks erhvervsprofil. For, som det er helt åbenlyst, hvis det her skal lykkes, så er der et globalt marked for energiløsninger, og derfor synes jeg, at statsministeren skal lidt længere frem end at sige: Det her er ren EU. For her kan Danmark faktisk godt gøre noget selv. Vi ville godt kunne sige: Vi tager 30 pct. som det første, og vi er villige til at gå endnu længere.

Statsministeren.

Ja, vi kunne sige 100 pct. Altså, vi kunne erklære, at vi er fossilfri med årets udgang, så ville vi have ydet et marginalt, marginalt bidrag til bekæmpelsen af den globale opvarmning. For selv om vi gjorde det, selv om hele EU gjorde det, selv om alle ilande i verden gjorde det, ville det ikke være nok til at indfri 2-graders-målsætningen, men vi ville da rimeligvis have sat os selv over for nogle udfordringer, som man selvfølgelig godt kan synes er spændende, men som bestemt også er udfordrende økonomisk.

Det er vel i virkeligheden det, der også forklarer dilemmaerne i Bella Center hos lande, der på den ene side er ambitiøse i klimasagen, og på den anden side så alligevel ikke leverer varen. For alle ved godt, at hvis det her skal lykkes, skal det være synkront, både fordi det synkrone er forudsætningen for at nå klimamålene, og fordi det synkrone også er forudsætningen for, at man ikke spiller sig konkurrencemuligheder fuldstændig af hænde.

Det er jo en balance. Og jeg medgiver, at der er en konkurrencemæssig positiv effekt ved at være frontløber, men der er også en konkurrencemæssig ulempeeffekt ved at være for meget frontløber, og derfor er det rigtige sted at forankre den her diskussion, vi har lige nu og her, EU. EU har et ønske om at skærpe de beslutninger, der binder os lige nu, fra 20 til 30 pct. De hviler på et sæt af forudsætninger, som ikke blev tilvejebragt i København. Det er relevant nu at drøfte sammen med vores EU-partnere: Hvordan gør vi så?

Fru Anne Grete Holmsgaard som medspørger.

Det er jo ret indlysende, at EU skal op på de 30 pct., for ellers er det, statsministeren også har bekræftet tidligere om at holde sig under 2 grader, jo et blålys, altså hvis man kun siger 20, og der skal mindst 25-40 pct.s reduktion til. Men jeg vil egentlig gerne spørge om det langsigtede mål, som røg ud af Copenhagen Accord eller den til efterretning tagne aftale. Var det langsigtede mål baseret på et princip om, at alle har samme udslipsrettigheder i 2050 pr. indbygger på globalt plan, og er det et princip, som Danmark støtter skal være sigtelinjen?

Statsministeren.

Jeg kan altså ikke kommentere, hvad der er røget ud, for det ville delvis handicappe mig i det her meget, meget spændende efterspil, hvor specielt den socialdemokratiske ordfører jo interesserer sig for en række ting. Jeg kan jo ikke referere fra det forhandlingsforløb, jeg selv har deltaget i bag lukkede døre. Jeg kan konstatere, at der ikke er nogen langsigtet målsætning i det papir, og jeg kan beklage det. Jeg kan sige, at det ikke er, fordi Danmark ikke synes, der skulle være en langsigtet målsætning, at der ikke er nogen målsætning i det papir. Jeg synes, jeg da kan gå så vidt som at sige, at det ikke er, fordi EU ikke synes, der skal være en langsigtet målsætning i det papir.

Fru Anne Grete Holmsgaard.

Jamen når det så er klart, at Danmark støtter, at der skal være en langsigtet målsætning frem til 2050, og at den skal være minimum 80 pct. – jeg tror, at den seneste EU-beslutning blandt miljøministrene lød på 80-95 pct. – er det så en beslutning, en politik, hvor Danmark støtter, at der også er ens udslipsrettigheder for alle, altså antal ton pr. indbygger, uanset om man er amerikaner, dansker, kineser eller koreaner? Støtter Danmark det som en del af den her politik?

Statsministeren.

Der er jo i hvert fald den meget langsigtede, implicitte effekt af at reducere ned til et niveau, hvor man møder 2-graders-målsætningen, at de lande, som fylder meget økonomisk, og som fylder meget udslipsmæssigt, må reducere mere markant og tidligere end andre. De lande, der endnu har et vækstpotentiale, må gives rum til på bruttosiden at udlede mere i en periode, inden de peaker og går ned. Og i et perspektiv vil det i hvert fald føre til, at der kommer en højere grad af symmetri, også når man måler det på indbyggerniveau og ikke bare op mod BNP.

Men jeg er også nødt til at sige, at der er en komplikation mere end det, for klimaet og effekten på klimaet interesserer sig jo for CO 2 -udslippet og ikke for, om fødselsraten i et givet land udvikler sig anderledes end forudsat, med den afledte effekt, at så er der, hvis man har den sådan fuldstændig præcise tilgang, der hedder, at vi måler det pr. capita, et større CO 2 -udslip, og så har vi ikke løst klimaudfordringen. Derfor må det jo nødvendigvis være en vægt, der i hvert fald på den sådan mellemkorte bane indeholder mere end den ene facet, der hedder pr. capita.

Fru Margrethe Vestager.

Jeg undrede mig lidt over statsministerens sarkasme i sit sidste svar til mig, hvor statsministeren sagde: Jamen vi kunne jo sige 100 pct. til næste år, og det ville ikke virke. For den her diskussion skal være afsluttet inden for en meget kort tidshorisont, der skal meldes ind inden den 31. januar, hvis man som minimum vil leve op til det, som papiret har som ramme. Og det, at Danmark er fuldstændig uden selvstændig ambition på det her område – for sådan må jeg forstå statsministeren – synes jeg er uambitiøst, når man kan se, hvor store potentialer der ligger i at kunne anvise nogle af de løsninger, der skal til.

FN siger mellem 25 og 40 pct., og alligevel siger statsministeren: Jamen vi nøjes med 20 pct., og så må vi se, om verden omkring os opfylder betingelserne for, at vi kan komme op på 30 pct. Jeg havde sådan set den forventning i dag, at statsministeren meget klart ville sige: I Danmark er vi klar til 30 pct. Vi tror, at det er godt for dansk erhvervsliv, og vi tror sådan set også, at det bidrager til, at den her aftale kan blive til det afsæt, som statsministeren gang på gang har sagt det i spørgetiden i dag. Der er faktisk noget at gribe fat i, der er lige præcis det at gribe fat i, men jeg synes ikke, at statsministeren har levet op til det ansvar i dag ved bare at henvise til EU-målene.

Statsministeren.

Altså, hvis jeg har lydt sarkastisk, undskylder jeg det mange gange, det har ikke været min intention. Vi har en høj ambition, og i forhold til EU har vi den ambition – det har hele EU – at bringe os i en position, hvor vi kan komme til at reducere med 30 pct. Det kræver, at vi vil det, og det vil vi gerne, det har vi meddelt.

Det kræver også, at vi har øje for nogle andre ting, nemlig to forhold. Det ene er, at selv om vi så gør det, løser det ikke problemet, medmindre nogle andre også gør noget samtidig, der er mere ambitiøst end det, de oprindelig havde tænkt sig. Det andet forhold er, at hvis vi gør det isoleret, uden at de andre følger med, er effekten ikke alene kun den, at vi ikke når klimamålsætningen, men også den, at det har nogle konkurrencemæssige implikationer, som ikke kun er positive. Det er jo derfor, at EU hele vejen igennem har sagt: Vi vil gerne reducere med 30 pct. under visse givne forudsætninger, og de er endnu ikke tilvejebragt.

Vi må jo nu overveje – det er ikke en dansk overvejelse, men det er også en dansk overvejelse – sammen med vores partnere i EU, hvad den bedste strategi er for at formidle EU’s målsætning, så den opfylder den dobbelte idé, nemlig at den både bidrager til, at vi når mere ambitiøse klimaresultater end dem, vi nåede i København, og at vi ikke mindst i en krise og i et perspektiv, der koster Europa arbejdspladser, og hvor arbejdspladserne siver ud af Europa, vokser frem med nogle vækstgrader i nogle af de lande, det kniber en smule med at få til at forpligte sig, så de også gør deres. Det er den overvejelse.

Så man kan ikke konkludere, at vi har en slap klimaambition. Man kan konkludere, at vi også tænker over beskæftigelse og udvikling og velstand.

Tak til statsministeren, spørgsmålet er afsluttet. Vi gik lige en smule over tiden, men det må man leve med.

Det næste spørgsmål er stillet til økonomi- og erhvervsministeren af fru Pernille Frahm.