Spm. nr. S 729

3) Til statsministeren af:

Mette Gjerskov (S):

Hvad var statsministerens hensigt med ikke at være til stede i plenarsalen i Bella Centeret, da den endelige tekst blev vedtaget på klimatopmødet?

Værsgo.

Spørgsmålet lyder: Hvad var statsministerens hensigt med ikke at være til stede i plenarsalen i Bella Centeret, da den endelige tekst blev vedtaget på klimatopmødet?

Statsministeren.

Det kan jeg svare meget kort på. På det tidspunkt, hvor beslutningen vedrørende Københavnsaftalen blev truffet i plenarsalen, det var lørdag formiddag omkring kl. 10.30, var der allerede opnået enighed blandt parterne om, hvordan den sag ville blive i landet, og derfor var min tilstedeværelse ikke nødvendig, og derfor lod jeg en af viceformændene køre den beslutning igennem.

Fru Mette Gjerskov.

Jeg må sige, at jeg stærkt, stærkt overrasket. Jeg fik ellers det indtryk, at grunden til, at statsministeren ikke var til stede, var, at det var, fordi hans personlige tilstedeværelse ville forhindre, at der blev truffet en beslutning. Er det ikke statsministerens vurdering?

Statsministeren.

Nej.

Fru Mette Gjerskov.

Det er meget, meget usædvanligt. Ved alle de internationale møder, jeg har været til, har jeg aldrig før oplevet, at en formand ikke var til stede, når der blev truffet den endelige beslutning på et møde. Hvordan kan det være, at statsministeren synes, at den beslutning – nu har han jo lige stået og rost den i høje toner – var så fuldstændig ligegyldig, at han ikke behøvede selv at være til stede, men at han kunne nøjes med at lade de 192 andre lande vedtage beslutningen uden hans tilstedeværelse?

Statsministeren.

Nu bliver jeg lidt forvirret. Altså Danmark var til stede. Det var ikke sådan, at det var 192 lande, Danmark var altså også til stede.

Der var mange usædvanlige ting, og derfor glæder jeg mig utrolig meget til forespørgselsdebatten, hvor vi kan komme mere rundt omkring alt det her. For jeg medgiver da gerne, at de sidste døgn under COP15 i den grad var usædvanlige. Jeg tror, det er meget usædvanligt, og jeg tror ikke, at man kommer til at se det igen foreløbigt, at statsledere fra en række lande, herunder den amerikanske præsident, den tyske kansler, den franske præsident, den engelske premierminister, den australske premierminister og regeringsledere fra Etiopien, Maldiverne, Lesotho, Bangladesh, Sydafrika m.v. sidder i et rum i et forløb, der strækker sig de facto over et helt døgn og selv formulerer en politisk aftale. Det er relativt usædvanligt.

Det var et usædvanligt forløb, og det var det skridt, vi tog, nemlig at indkalde den kreds for at sikre, at København trods alt endte med noget frem for med absolut ingenting. Jeg medgiver gerne, at da plenarforsamlingen så startede natten mellem fredag og lørdag, var jeg mere end almindelig træt efter overhovedet ikke at have sovet gennem et døgn, og da der efter en af flere pauser i løbet af natten opstår fuldstændig klarhed over, hvordan det her møde vil ende, når man genoptager det, ja, så tillader jeg mig altså at tage en pause og lade en viceformand køre mødet færdigt. Det kan man synes er usædvanligt, men mødet var altså også usædvanligt.

Der er to medspørgere. Først er det hr. Flemming Møller Mortensen.

Tak. Jeg vil godt fortsætte lige der, hvor statsministeren sluttede sin besvarelse på foregående spørgsmål, for det er jo rigtigt, at der var megen, megen stor undren, hos mig selv inklusive. Statsministeren var som forhandlingsleder lige nøjagtig der, hvor det hele spidsede til, og vi var alle sammen meget spændt på, hvad det skulle ende med. Mit spørgsmål til statsministeren skal være: Hvad foretog statsministeren sig egentlig i baggemakkerne? Var det et spørgsmål om bare at lade batterierne op, batterier, som skulle lades op og ikke bruges mere i den her sammenhæng, eller hvad foretog statsministeren sig egentlig der, hvor det var andre, der kom til roret?

Statsministeren.

Det er jo et spørgsmål om, om det var der, det spidsede til. Jeg glæder mig til forespørgselsdebatten, men jeg har en oplevelse af, at det sådan spidsede til ad flere omgange. Et sted, det f.eks. spidsede til, var på det tidspunkt, hvor verdens stats- og regeringsledere flyver ind til København. Jeg tror, de alle sammen havde en eller anden personlig idé om, at deres ankomst skaber det pres på processen, altså at de flyver ind til et dokument, de kan tage stilling til og i bedste fald lade sig fotografere op imod – for nu at sige det meget populært. Men de må altså konstatere, at det, der ligger på bordet til dem, i princippet er et stykke tomt papir. Det var en relativt tilspidset situation, og den søgte vi så at håndtere på den måde, at vi sammenkaldte en fuldstændig repræsentativt sammensat gruppe af lande, der respekterer alle de ubalancer, der er i verden mellem små og store, rige og fattige, udviklingslande og ilande m.v., for at lave et stykke politisk arbejde. Det strakte sig over et døgns tid eller noget sådant og endte med en aftale. Det var vel sådan set der, det spidsede til.

Så medgiver jeg, at der var en tilspidset situation senere, da det så handlede om at få løftet den aftale, der var indgået af den her meget brede kreds af lande, der var repræsentativt sammensat, op som en COP-beslutning. Og der er flere pauser i løbet af natten, og den sidste pause, hvor jeg vælger ikke at tage stolen efterfølgende, er en pause, der afklarer, hvordan det her ender. Og i og med at det er afklaret, hvordan det ender, i kombination med et døgn uden søvn, så vurderer jeg, at der sådan set ikke er nogen grund til at sidde og gøre et forløb færdigt, som på det tidspunkt er designet til at ende på en ganske bestemt måde.

Ja tak. Det er interessant, men der er taletidsbegrænsning på 1 minut.

Hr. Flemming Møller Mortensen.

Det har været et meget stort ansvar, Danmark har påtaget sig, og det er det stadig væk, fordi formandsperioden jo ikke er udløbet. Derfor var der naturligvis også meget store forventninger til hvert et minut, forhandlingerne pågik. Jeg vil gerne gentage, at der er blevet udtrykt meget stor undren over, at statsministeren efter den sidste pause valgte ikke at betræde formandsstolen igen og føre det til ende.

Her vil jeg da gerne spørge statsministeren, om statsministeren under eller måske efter topmødet har tænkt, at statsministeren godt kunne forstå, at mange danskere også har undret sig over, at en statsminister, som altså får så ansvarsfuldt et hverv, ikke fører de sidste minutter igennem. Jeg vil også gerne høre statsministerens kommentar til, om statsministeren efterfølgende selv har syntes, at det måske var et forkert signal at sende til den danske befolkning, men også til verdens befolkning.

Statsministeren.

Jeg ville da grundlæggende gerne være skruet sådan sammen, at jeg kunne køre i 3 døgn uden nogen søvn overhovedet og så stadig væk agere optimalt minut for minut. Det ville jeg da sådan set gerne kunne, og hvis nogen har en opskrift på, hvordan man lovligt kan bringe sig i en sådan position, hører jeg gerne om det.

Jeg glæder mig meget til, at vi får en samlet drøftelse af strategi, resultater og af, hvordan vi kommer videre frem for den her sådan stykvise plukken i forskellige forløb.

Vi lagde utrolig megen energi i at sikre, at der kom et udkomme af topmødet i København på et tidspunkt, hvor det sådan set i worst case så ud til, at der kom ingenting; der investerede vi al vores energi, der investerede vi mange timer, der sov vi ikke. Det skaber så nogle begrænsninger, i forhold til hvordan man kan agere efterfølgende. Jeg ville da selvfølgelig gerne have været med hele vejen, specielt fordi der i modsætning til det, der blev antydet med spørgsmålet før, generelt var glæde i salen, da beslutningen blev truffet. Men det var jeg så ikke, og det var jeg ikke af den grund, jeg gav før, nemlig at i forbindelse med en af de pauser, der var, blev det på forskellig vis afklaret, hvordan det her ville lande, og derfor var min tilstedeværelse ikke nødvendig. Det i kombination med, at jeg var meget, meget træt, gjorde, at jeg valgte ikke at sidde i stolen, til mødet sluttede.

Fru Anne Grete Holmsgaard som medspørger.

Jeg må lige starte med at sige til statsministeren, at det ikke var mit indtryk, at der var generel glæde, da det endelig blev besluttet, men at folk åndede lettet op efter et meget pinefuldt forløb om natten.

Men jeg vil gerne spørge statsministeren, om der var egentlige overvejelser forud for det her natlige forløb om, hvorvidt det var en anden, der skulle sidde i præsident- eller formandsstolen på COP'en, og om statsministeren skulle være i baghånden til at kunne blive skudt ind, hvis der opstod problemer. Jeg spørger om det, fordi det jo er klart, at statsministeren ikke er trænet i FN-diplomati – det har statsministeren ikke haft nogen jordisk chance for at blive. Det kunne jo godt være hensigtsmæssigt at have en trænet minister eller diplomat til at sidde og styre mødet og så have niveauet over i baghånden til at kunne skyde ind. Blev der gjort sådan nogle overvejelser forud for det afsluttende forløb?

Statsministeren.

Altså, der var gjort den overvejelse, at hele energien fra min og fra dansk side i konferencens sidste døgn blev lagt ind i at nå at skabe et politisk resultat, som var tilvejebragt i en meget bred kreds af lande, der dækker 76 pct. af verdens samlede CO 2 -udslip, som dækker over alle de ubalancer, der findes i verden, og hvor der vel også i den kreds var en forventning om, at med den repræsentativi … repræsentativi … hvad hedder det? ( Anne Grete Holmsgaard (SF): Repræsentativitet.) Ja, præcis, det hedder det. Det var dog utroligt, ikke? Det er godt, at medspørgeren står mig bi. Når det er så repræsentativt, som det er, vil det selvfølgelig også kunne vedtages i plenarforsamlingen – også set i lyset af, at alle de grupperinger, som indgår i FN, jo også indgik i de drøftelser omkring en politisk aftale.

Derfor vil jeg da helt åbent og ærligt sige, at det var en overraskelse ikke kun for mig, men nok mere generelt en overraskelse, at det viste sig, at der opstod de besværligheder i plenarsalen, som altså kan henføres til nogle ganske, ganske få lande.

Fru Anne Grete Holmsgaard.

Jeg vil sige, at så stor en overraskelse var det altså ikke for alle. Jeg talte forud for forløbet med en meget erfaren diplomat, der sagde: Det her går galt.

Men mit spørgsmål gik sådan set på, hvad det var for nogle overvejelser, man havde foretaget fra COP-værtens side. Ville det have været en klogere og bedre taktik at lade en anden sidde i formandsstolen under det afsluttende og så have statsministeren i baghånden til at rykke ind, altså have et tungere kort at spille? Når jeg spørger om det, er det, fordi der er mange krinkelkroge i FN-systemet, og det kunne måske have været en god idé eller i hvert tilfælde en overvejelse værd at sige, at man tog en på et lavere niveau til at køre det her forløb. Jeg spørger simpelt hen: Overvejede man det, eller overvejede man det ikke? Så det er næsten sådan et ja/nejspørgsmål.

Statsministeren.

Jo, jo, og det er et spændende spørgsmål, og der kan være mange overvejelser, og hvad kunne man have gjort anderledes. Men det er jo at tale sig et forkert sted hen, for det, der sådan set grundlæggende er problemstillingen, er spørgsmålet om, hvor de politiske viljer er, og hvor de politiske viljer ikke er. Og jeg må sige, at sådan som jeg selv har oplevet det forløb – og jeg glæder mig utrolig meget til den forespørgselsdebat, vi skal have, hvor vi samlet kan drøfte både strategier og resultater og den videre proces – må jeg helt ærligt sige, at det altså ikke var spørgsmålet om stil, der var udslagsgivende i forhold til, hvilke resultater vi opnåede, og hvilke resultater vi ikke opnåede. At tro det, tror jeg er både at over- og undervurdere vores egen position, inklusive min egen.

Jeg tror, at man må gribe det her meget mere analytisk an og se på, hvor magtstrukturerne er, hvor interessekonflikterne er, hvor der er interesse i at bygge bro, og hvor der ikke er interesse i at bygge bro. Jeg tror, det er lidt naivt, hvis man forestiller sig, at man med et mere trænet sprog ville have fået en mere positiv refleksion hos nogle ganske få delegerede i salen, som jeg i min almindelige opøvelse af diplomati så vil afstå fra at fremkalde vil navn. Men at forestille sig, at nogle ganske, ganske få skulle have sagt: Jamen så vedtager vi det her, fordi der bliver talt til os i et pænt sprog eller et trænet sprog – tror jeg er lidt naivt.

Fru Mette Gjerskov.

Jeg må jo konstatere, at statsministeren åbenbart ikke engang selv ved, hvor han var henne på det tidspunkt, da beslutningen blev truffet i Bella Centeret. Jeg kan godt forstå, at statsministeren var træt den formiddag. Det var jeg også. Og det tror jeg faktisk at alle de hundredvis af mennesker, der sad i salen, også var. Forskellen var bare, at de andre blev i salen, vi andre blev i salen, men det gjorde statsministeren ikke.

Så er sandheden ikke den, at statsministeren rent faktisk kastede håndklædet i ringen? Er sandheden ikke den, at statsministeren måtte opgive at få en beslutning hjem og derfor måtte erstattes af en erfaren diplomat, der – det kunne vi jo konstatere – klappede beslutningen igennem på under 2 minutter?

Statsministeren.

Næh, det er ikke sandheden. Og jeg ved ikke, hvor træt spørgeren har været, og hvor spørgeren har opholdt sig i de forudgående 3 døgn og sådan noget – og jeg vil egentlig heller ikke efterforske det, for jeg respekterer jo fuldstændig spørgerens personlige gøren og laden.

Jeg ved, hvorfor jeg selv var træt, og det var jeg, fordi vi sådan set havde gennemført det, som jo, hvis alting havde været optimalt, ikke havde været nødvendigt at gennemføre, nemlig et rimelig anderledes, lidt historisk politisk broarbejde eller udvalgsmøde, hvor nogle af aktørerne altså var den amerikanske præsident, den tyske kansler, den sydafrikanske præsident og en stribe andre politikere, som formentlig er uvant med at arbejde på den måde. De var så i øvrigt også alle sammen rejst hjem, da jeg gik ned i plenarsalen.

Jeg har forklaret, hvad der skete og baggrunden for det, og så må spørgeren jo gøre sig sine egne tanker. Dem kan jeg alligevel ikke tage fra hende.

Ja tak, spørgsmålet er afsluttet.

Den næste spørgsmål er stillet til statsministeren af fru Mette Gjerskov.