Jeg bilder mig ikke ind i, at jeg besidder pædagogiske evner, der kan tage den oplevelse fra spørgeren, så det skal jeg fuldstændig afstå fra at prøve på, men sådan set bare henvise til, at jeg synes, vi så med fordel i fælles vågen tilstand sammen måske kunne lytte hele den nats debat igennem.
Det er jo åbenlyst, at København ikke blev det gennembrud, hvor man fik det, der er den højeste ambition for os alle, nemlig en internationalt bindende legal aftale, der har 2-graders-målsætningen som sigtelinje og anviser de instrumenter, der skal til, for at det nås.
Det blev det ikke.
Så kan man selvfølgelig vælge at sige, at når det ikke blev det, er det pr.
definition en total og aldeles fiasko.
Hvis man vælger den attitude, tror jeg personligt på, at man kommer til at sætte den her sag mange år tilbage.
Det må handle om at gribe fat i det, der trods alt blev opnået – der trods alt blev opnået.
Jeg står ikke og siger, at det er tilfredsstillende, jeg står ikke og siger, at det er ønskværdigt, jeg står ikke og siger, at jeg ikke også personligt kunne have en større ambition, men jeg hæfter mig dog ved, at der for første gang blev skabt en fælles ramme, som både omfatter lande, der er med i Kyotoaftalen, og lande, der ikke er med i aftalen, og at man for første gang i den kreds af lande, der dækker 76 pct.
af jordens CO
2
-udslip, gør den videnskabelige målsætning om de 2 grader til en politisk målsætning.
Det er ikke vendepunk
tet
, men det er et drejepunkt, og det, vi burde koncentrere vores energi om nu, var jo det, der egentlig lå i det første spørgsmål:
Hvordan sætter vi så ind for at sikre, at det drej bliver større, så man kan nå det i Mexico, vi alle sammen gerne havde set at vi havde nået i København?