Spm. nr. S 726

11) Til finansministeren af:

Morten Østergaard (RV):

Finder miministeren det realistisk, at regeringen kan fastholde og nå målene i sin økonomiske 2015-plan, eller vil regeringen fremlægge en ny plan med konkrete bud på, hvordan dansk økonomi skal genopbygges?

Hr. Morten Østergaard.

Finder ministeren det realistisk, at regeringen kan fastholde og nå målene i sin økonomiske 2015-plan, eller vil regeringen fremlægge en ny plan med konkrete bud på, hvordan dansk økonomi skal genopbygges?

Tak. Så er det finansministeren.

Regeringen står fast på de to grundlæggende mål i 2015-planen, nemlig at finanspolitikken skal være holdbar, samt at der skal være overskud på den offentlige saldo i 2015.

I den oprindelige 2015-plan indgik der et krav om, at der skulle gennemføres strukturreformer, der forbedrer de offentlige finanser med 0,8 pct. af BNP eller 14 mia. kr. Med forårspakke 2.0 og med jobplanen fra 2008 har vi faktisk opfyldt omkring halvdelen af det krav. Vi var også i efteråret klar til at gå videre med reformer af arbejdsmarkedet, men det ville oppositionen desværre ikke tage et medansvar for.

Men vi må også se i øjnene, at den internationale krise har øget udfordringerne mærkbart. Opbygningen af gæld som følge af store underskud i disse år medfører højere rentebetalinger, og der bliver derfor som sagt en regning at betale. Samtidig er det offentlige forbrug vokset mere, end vi havde planlagt, og derfor har jeg også meddelt kommunerne, at der i de kommende år ikke bliver råd til at øge rammen for service i kommunerne.

Første skridt på vejen til at sikre målene i 2015-planen er at få overblik over, præcis hvor stor udfordringen er, og Finansministeriet fremlægger en opdatering af 2015-planen i forbindelse med »Danmarks Konvergensprogram 2009«, som forventes at udkomme lidt senere i år. Og herefter kan vi jo gå i gang med at se, hvorledes udfordringen håndteres i praksis.

Hr. Morten Østergaard.

Jeg synes på mange måder, det er et interessant svar, for det, vi må konstatere, er, at regeringen altså holder fast i målsætningerne, men vil opdatere planen.

I lyset af den her udmelding om nulvækst i kommunernes udgifter – det er jo en heroisk udmelding, kan man sige, fra en finansminister, al den stund man, hvis man kigger på regeringens egne hidtidige målsætninger for udvikling i den offentlige vækst, kan se, det ikke på noget tidspunkt er lykkedes den at nærme sig noget, der minder om nulvækst – må man jo spørge sig selv: Er den her melding fra finansministeren i virkeligheden et udtryk for, at man har forladt reformkursen, og at det, man nu agter at gøre, er at vælge en anden vej, nemlig den, hvor man skal spare sig ud af problemerne? Det bliver jo en interessant øvelse, hvis man vil spare sig ud af et problem, som i hvert fald på et tidspunkt har andraget 14 mia. kr. og vel ikke er mindre i dag. Hvor er det, man vil spare alle de 14 mia. kr.? Er det kommunerne, der skal holde for? Har regeringen opgivet reformsporet?

Tak. Så er det finansministeren.

Regeringen griber tingene an i den rigtige rækkefølge. Med det konvergensprogram, jeg omtalte før, og som kommer lidt senere i år, skaber vi et overblik over, hvor stor udfordringen med de offentlige finanser er. Derefter vil vi så bruge den tid, der er nødvendig, til at se på mulige løsninger, og som jeg sagde, skal jeg ikke skjule, at der bliver en regning at betale. Det har vi jo senest gjort opmærksom på i statsministerens nytårstale.

Men samtidig vil jeg godt understrege over for hr. Morten Østergaard, at det er vigtigt, at vi ikke skaber unødvendig usikkerhed om danskernes økonomi, som kan slå det spirende opsving i stykker. Derfor må hr. Morten Østergaard slå koldt vand i blodet lidt tid endnu, indtil vi har skabt et overblik over, hvor stor udfordringen er, og hvad der skal til for at håndtere den.

Tak. Så er det hr. Morten Østergaard.

I sig selv kan det jo virke mærkeligt, at man kan sige, at man står fast ved sine målsætninger, men uden at vide, hvor stor udfordringen er. Det må være en lidt speciel måde at arbejde på.

Men det, som er vigtigt her, og som finansministeren jo ikke svarede på, er: Når man siger, at målsætningen nu er nulvækst i den offentlige sektor – og det er jo ikke det, der ligger i det, man arbejdede med i 2015-planen – er det så udtryk for, at man har konstateret, at man ikke er i stand til at skabe reformer, der gør, at man kan udvikle velfærdssamfundet og skaffe holdbarhed i finanserne ad anden vej end ved at reducere? Altså, er man slået væk fra en reformkurs og ind på en sparekurs? Det bliver et ekstremt interessant eksperiment, ikke mindst fordi vi ved, at hele udfordringen her jo er, at der bliver flere og flere ældre og færre og færre på arbejdsmarkedet. De vil formentlig have endnu større krav til, hvad der skal ydes af service på hospitalerne og i ældreomsorgen. Derfor er det bare usandsynlig vigtigt, hvis man vil skabe tryghed – eller skabe utryghed for den sags skyld – at vi får at vide, om det her er et udtryk for, at regeringen har opgivet at reformere sig til holdbarhed i de offentlige finanser og i stedet har valgt, med finansministerens ord, en nulvækst i de offentlige udgifter, så vi kan spare os ud af problemerne.

Tak. Så er det finansministeren.

I det kommende konvergensprogram for 2009 vil vi gøre status for 2015-planen. Og alt vil ikke stå mejslet i granit, for som de fleste har lagt mærke til, har det seneste år vist, at udviklingen i den internationale økonomi og på de finansielle markeder kan have stor betydning for dansk økonomi. Men det står klart, at der vil være nogle betydelige udfordringer med at sikre langsigtet balance i den offentlige økonomi, og der ligger et arbejde foran os, som jeg gerne vil opfordre alle partier til at deltage konstruktivt i, og derfor vil regeringen naturligvis også, når vi har analyseret situationen, fremlægge en plan for, hvordan vi mener at det skal løses.

Det er selvfølgelig også glædeligt, at Det Radikale Venstre, som jeg kan se, kræver tiltag, der styrker de offentlige finanser. Men så må jeg, også i anledning af den radikale plan, sige, at tiden ikke er inde til nye udgiftskrævende tiltag, som indgår i De Radikales plan. Det vil sådan set blot øge de udfordringer, vi står over for, med at få indtægter og udgifter til at mødes. Og her taler jeg om det korte perspektiv. Altså, én ting er, hvordan det vil være i 2015, noget andet er den helt korte bane, for så vidt angår 2011, 2012 og 2013, hvor vi vil møde nogle krav om at bringe vores udgifter ned til 3 pct. Og på den korte bane vil strukturreformtiltag ikke være svaret; der vil det være nogle andre virkemidler, vi skal bringe i anvendelse.

Tak. Så er hr. Morten Østergaard.

Det her viser jo, apropos det her med at hugge i granit, at hvis man bliver ved med at hugge længe nok, kan det på eller anden tidspunkt være, at der er et eller andet, der klart træder frem. Det, der som det første klart træder frem her, er, at en væsentlig del af regeringens økonomiske politik er uklar eller hemmelig, eller hvad den er. Det eneste, vi ved, er, at det ikke er tiden nu. Det var heller ikke tiden, dengang vi havde en af danmarkshistoriens største højkonjunkturer. Tiden er ikke nu. Det kan vi så forstå.

Det andet er, at regeringen er usandsynlig kortsigtet med sin økonomiske politik. Altså, vi snakker her om næste år og året efter, men så må det andet vente, så må det længere sigt vente. Det synes jeg meget dårligt hænger sammen med, at det skulle være en ansvarlig økonomisk politik.

Når nu finansministeren taler om en ny plan, så vil jeg spørge: Hvornår kommer den? Kommer den i sammenhæng med konvergensprogrammet? Når finansministeren siger, at han håber, at alle andre partier vil tage del i det, vil han så lytte til økonomiministeren og til Det Radikale Venstres formand, som har opfordret til, at man lader de ansvarlige partier, der lavede velfærdsaftalen, træde sammen og diskutere udfordringen, når nu finansministeren har skabt et billede af den her med udgangen af januar, eller hvornår det nu var, den kom?

Tak. Så er det finansministeren.

Jeg tror også, at hr. Morten Østergaard har godt af at vente, til der kommer et konvergensprogram, så vi slipper for de her forplumrede diskussioner om, hvad der er på kort sigt, og hvad der er på lang sigt. Selvfølgelig hjælper det, vi foretager os på kort sigt, også på lang sigt, så den adskillelse, som hr. Morten Østergaard gør i den her diskussion, hænger ikke rigtig sammen.

Den pointe, jeg havde, var, at strukturreformer har meget svært ved at virke på den korte bane, og derfor er vi nødt til både at se på det korte forløb og det langsigtede forløb. Men alle disse ting tror jeg står klart for hr. Morten Østergaard, når vi kommer og fremlægger vores konvergensprogram.

Tak til hr. Morten Østergaard, og tak til finansministeren, og hermed er spørgsmålet sluttet.

Det næste spørgsmål er til transportministeren af hr. Henrik Brodersen.