Tak både for svaret og for brevet fra i mandags, som jeg har her foran mig.
Jeg synes stadig væk, at der er det problem i det, at det er meget, meget vanskeligt at se, hvad mere man skal dokumentere.
Folk har jo betalt deres kontingent, og det er lidt den samme situation som med en brandforsikring, hvor man selvfølgelig regner med, at når man betaler sit kontingent, så er man sikret.
På samme måde må man, når man hele vejen igennem har orienteret sin a-kasse om, at man arbejder i sin mands firma som ganske almindelig lønmodtager, regne med, at man, den dag man bliver fyret og træder ud, er stillet i samme situation som en lønmodtager.
Det er jo derfor, vi igennem tiderne har prøvet at lave nogle regler, fordi både ganske almindelige lønmodtagere og personer, der er ansat hos deres ægtefælle, jo rent faktisk kan blive sagt op og udtræde af virksomheden, og derfor håber jeg, at ministeren synes, det er urimeligt, hvis man er fuldstændig afskåret fra at kunne få understøttelse.
Ellers er svaret jo, at man aldrig nogen sinde skal lade sig ansætte hos sin ægtefælle, for så afskriver man sig muligheden for at få understøttelse.
Det er jo ikke sådan, det er, og derfor må det være sådan, at det skal være meget enkelt og let at dokumentere, at man rent faktisk er udtrådt af virksomheden, for ellers er rådgivningen og vejledningen omkring det at indtræde i ægtefællens virksomhed som lønmodtager jo forkert.
Er ministeren ikke enig i det?