Spm. nr. S 2067

10) Til indenrigs- og sundhedsministeren af:

Karen J. Klint (S):

Er ministeren enig med Sundhedsstyrelsen, når den i opgørelse over anvendelse af tvang i psykiatrien for 2008 noterer, at Sundhedsstyrelsen har påpeget, at der generelt set bør foregå en kontinuerlig og målrettet indsats for at nedbringe anvendelsen af tvangsforanstaltninger, og er ministeren enig i, at løsningen ikke er at erstatte anvendelsen af fysisk magtanvendelse med tvangsmedicinering?

Fru Karen J. Klint for oplæsning af spørgsmålet.

Er ministeren enig med Sundhedsstyrelsen, når den i opgørelse over anvendelse af tvang i psykiatrien for 2008 noterer, at Sundhedsstyrelsen har påpeget, at der generelt set bør foregå en kontinuerlig og målrettet indsats for at nedbringe anvendelsen af tvangsforanstaltninger, og er ministeren enig i, at løsningen ikke er at erstatte anvendelsen af fysisk magtanvendelse med tvangsmedicinering?

Ministeren.

Det kan jeg kun erklære mig enig i. Tvangsmedicinering skal ikke bruges som en løsning, hvormed man generelt erstatter brugen af andre tvangsmidler. Det er i hver enkelt situation og i forhold til hver enkelt patient, at der skal foretages en sundhedsfaglig vurdering af, hvilket tvangsmiddel der er det bedst egnede og det mindst indgribende, når det viser sig, at tvang desværre må anvendes.

Med hensyn til indsatsen for at nedbringe anvendelsen af tvang kan jeg gentage, hvad jeg sagde i samrådet den 28. april, nemlig at regionerne allerede har en del redskaber, som de kan bruge i den forbindelse. Jeg redegjorde for alle de tiltag, som er iværksat med henblik på at nedbringe anvendelsen af tvang i psykiatrien, f.eks. i udbredelsen og implementeringen af erfaringerne fra det såkaldte »Gennembrugsprojekt« og med midler til bedre fysiske rammer. Jeg forventer derfor, at regionerne med de midler, de har, arbejder seriøst med at få anvendelsen af tvang i psykiatrien nedbragt.

Jeg vil bare gerne understrege, at i visse tilfælde er det altså nødvendigt, og det tror jeg også at spørgeren er enig med mig i.

Fru Karen J. Klint.

Jeg tror ikke, vi kan få det ned på nul på området her, men vi kan komme meget tæt på, for det er man i andre lande, i hvert fald med hensyn til den fysiske tvang. Der er den danske behandlingsform meget anderledes end i andre lande. Vi har næppe sandheden om den medicinske håndtering eller andre registreringsformer, og jeg vil godt medgive ministeren, at vi i Danmark højst sandsynligt har en meget stor ærlighed og åbenhed omkring den registrering, vi har, så der bliver ikke puttet med det. Men vi er jo et af de få lande, der reelt tillader en fysisk fiksering, og det er der faktisk lande som kan klare en psykiatri helt uden at gøre.

Det, jeg derudover vil spørge ind til her, er, at når vi ser på statistikkerne over »Gennembrudsprojektet«, ser vi jo, at det gav en holdningsændring under forløbet. Vi ser, at det gav en bedre dialog mellem det behandlende personale og de indlagte patienter, og vi er mange, der undrer os over, hvorfor man ikke gik fra, at det var et projekt, til, at det blev en fast metode. Men så har vi også set i nogle kalkuler, at det egentlig koster noget at indføre det værktøj.

Så er ministeren fuldstændig skråsikker på, at regionerne har midler nok, har penge nok til, at »Gennembrudsprojektet« bliver god hverdag og ikke kun noget, man havde råd til at køre, mens der var projektpenge til det?

Ministeren.

Jeg er ikke skråsikker på noget som helst område, der vedrører sundhedssektoren, og det vil jeg også advare andre mod at være. Jeg forstår udmærket spørgsmålet, sådan som det er stillet, og jeg mener, det vigtigste er, at ikke bare spørgeren, men også jeg som minister og ministeriet og Sundhedsstyrelsen holder situationen under skarpt opsyn.

Jeg vil dog godt lige sige, fordi jeg ikke har fået det nævnt hidtil, at når det gælder andelen af tvangsfikseringer, der varer over 48 timer, har der faktisk været et fald fra 12 pct. i 2004 og 2005 til 10 pct. i 2006 og 9 pct. i 2007 og 2008. Det er dog et positivt træk.

Fru Karen J. Klint.

Jeg vil medgive, at der heldigvis sker fremskridt, men vi skal så også passe på, når vi selv er med til at sige, at der stadig væk er patienter, der har behov for anden tvang, og det har vi jo lige vedtaget to forsøgslove om i ret stor enighed. Det er også for netop at sige: Jamen kan vi flytte på tvangsmidlerne, så det bliver med en mere positiv effekt i forhold til behandlingsarbejdet og ikke så meget opleves traumatiserende og stigmatiserende for de mennesker, som skal lægge krop og psyke til en tvangsbehandling?

Så det, jeg vil spørge ind til nu, er, at vi jo i de her dage taler meget om de 820 mio. kr., som vi i satspuljepartierne har bevilget ekstra til psykiatrien generelt sammen med den sociale del. Det kan være lidt svært for andre mennesker lige at finde ud af, hvordan de 820 mio. kr. er fordelt, men har vi været dygtige nok til at sikre os, at de midler også bliver brugt til nedbringelse af tvangen, eller er vi for projektorienterede i den måde, vi bevilger dem på?

Ministeren.

Det spørgsmål synes jeg egner sig til skriftlig besvarelse. Jeg tør ikke byde på det på slap line. Men jeg er glad for, at spørgeren sætter fokus på de meget store beløb, vi faktisk lægger oveni, når det gælder psykiatrien. Det har også været nødvendigt, for stigningen på psykiatriområdet har været 5 pct. i faste kroner og øre, mens den i sundhedssektoren som helhed har været 25 pct. i de sidste 9 år, og derfor er det jo, at vi i fællesskab har lagt alle disse mange penge oveni.

Set over nogle år er det faktisk 3 mia. kr. ekstra, og aktuelt er det så 820 mio. kr., vi lægger oveni over 4 år til gennemførelse af tre overordnede mål i handlingsplanen for psykiatri. Så der kommer forbedringer nu. Hvordan så lige præcis disse penge bruges, og hvad svaret er på spørgerens udmærkede spørgsmål, vil jeg godt have lov at formulere skriftligt.

Fru Karen J. Klint.

Her vil jeg godt have lov til at bruge mit sidste spørgsmål også, for jeg vil tillade mig at gå lidt i rette med ministeren. De 820 mio. kr. er jo ikke med til alene at udligne det efterslæb, der er på sundhedsområdet, for en del af de 820 mio. kr. skal gå til socialpsykiatrien. Så det er lidt flot sådan lige at sammenligne de 5 pct. med de 25 pct. og så sige, at vi lægger 820 mio. kr. til. Der er vel, så vidt jeg husker, omkring 300 mio. kr., der går til socialsektoren.

Så vi har et efterslæb fra de 5 pct. til de 25 pct. eller deromkring, og tidligere har Danske Regioner beregnet det efterslæb til 1,4 mia. kr. Så det, vi laver nu, er jo en lappeløsning fremover og ikke en kompensation for det efterslæb, der er kommet.

Men for at komme tilbage til de anbefalinger, der er i opgørelsen fra Sundhedsstyrelsen, vil jeg spørge ministeren, om ministeren vil overveje at være positiv over for en drøftelse af, om vi skal have en egentlig national handlingsplan for nedbringelse af tvang i psykiatrien i Danmark.

Ministeren.

Angående de ekstra penge vil jeg sige, at jeg synes, vi skal være glade for, at der nu lægges ekstra penge oveni til psykiatrien. Jeg har ikke som mål, at alle områder skal vokse præcis lige meget. Der er jo meget gode begrundelser for de forskellige vækstområder og forskellene i vækstprocenter. Vi ved, at vi har fået afkortet ventelisterne voldsomt, så den gennemsnitlige ventetid nu er 60 dage i stedet for 90 dage. Vi har fået den udvidede behandlingsgaranti efter 1 måned, og det er jo bl.a. det, der har gjort, at vi har fået de meget store stigninger i sundhedssektorens bevillinger.

Så jeg synes ikke, man skal anvende et lighedsprincip og sige, at når vi nu har brugt så mange penge på at afkorte ventelisterne, skal vi bruge nøjagtig lige så mange penge ekstra på psykiatriområdet, for så får vi nok at bestille på alle sundhedsområderne. Men jeg synes, det er glædeligt, at vi har fået en stigning, som også fru Karen Klint har ønsket.

En egentlig handlingsplan vil jeg heller ikke tage stilling til her og nu. Jeg synes, vi har haft en god dialog om det. Der er ingen tvivl om, hvad vej vi skal, og det synes jeg er lige så godt som en handlingsplan.

Tak til ministeren. Spørgsmålet er afsluttet.

Det næste spørgsmål er stillet af fru Line Barfod til indenrigs- og sundhedsministeren.