Spm. nr. S 1542

2) Til statsministeren af:

Mette Frederiksen (S):

Hvordan forklarer statsministeren den tætte kobling mellem VK-regeringen og CEPOS, når CEPOS' direktør bl.a. står bag udtalelser som »Fattigdom er ikke et væsentligt politisk problem i Danmark«?

Jeg kan oplyse, at hr. Martin Henriksen ønsker at være medspørger, men først er det fru Mette Frederiksen. Værsgo.

Hvordan forklarer statsministeren den tætte kobling mellem VK-regeringen og CEPOS, når CEPOS' direktør bl.a. står bag udtalelser som, at fattigdom ikke er et væsentligt politisk problem i Danmark?

Statsministeren.

Regeringen er, som jeg allerede har sagt nogle gange, og spørgetidsreglerne gør rimeligvis også, at jeg kommer til at sige det nogle gange endnu, ikke enig i det synspunkt fra CEPOS' direktør, som der refereres til i spørgsmålet. Og så kan jeg i øvrigt ikke se den kobling, der forudsættes at være i spørgsmålet.

Fru Mette Frederiksen.

Altså, koblingen er jo ganske klar. En af stifterne af CEPOS sidder som minister i VK-regeringen i dag, en anden minister, der netop er udpeget, har siddet i CEPOS' øverste organ igennem en årrække, og derudover så tror jeg ikke, at det er en hemmelighed for nogen, at der er tale om en række politiske meningsdannere, som også har nær tilknytning til eksempelvis partiet Venstre, og som har haft det til en række ministre undervejs. Så jeg tror, at det er klart for enhver, at der er en tæt sammenhæng mellem regeringen og CEPOS. Derfor interesserer det selvfølgelig også os som socialdemokrater, om regeringen er bannerfører for de synspunkter, som vi kender så godt fra CEPOS.

Jeg synes selvfølgelig, det vil være meget interessant, hvis statsministeren i dag siger, at fattigdom er et væsentlig politisk problem i Danmark. Derfor kunne jeg egentlig godt tænke mig at høre, hvilke planer statsministeren selv har for at imødekomme de stærkt stigende fattigdomsproblemer, vi oplever i Danmark. Vi oplever bl.a. lige nu, at antallet af børn i Danmark, der vokser op i fattigdom, er stigende. Vi ved fra en række kvalitative undersøgelser, hvor man har spurgt børnene, at det medfører en række afsavn eksempelvis i forhold til deltagelse i det øvrige samfundsliv og i børnenes sociale liv i det hele taget. Som socialdemokrat synes jeg, at det er meget alarmerende, for jeg er ikke i tvivl om, at hvis fattigdommen får lov til at vokse og uligheden også, så vil vi få et stadig mere skævvredet Danmark, og det er ikke det Danmark, jeg ønsker. Jeg ønsker et Danmark, der hænger sammen. Så jeg vil spørge: Hvis statsministeren er enig med mig som socialdemokrat i, at det er vigtigt at bekæmpe fattigdom, hvilke initiativer forestiller statsministeren sig at tage i den retning?

Statsministeren.

Det synes jeg er et glimrende spørgsmål, og det er i virkeligheden lidt ærgerligt, at det ikke er stillet, fordi dem, der er stillet, er sådan nogle drillespørgsmål, som jeg jo er nødt til at svare på, fordi de er stillet. Ellers er det jo ikke respekt for Folketingets arbejde.

Jeg må sige, at CEPOS ikke er noget politisk parti, det er en tænketank. De partier, som regeringen udgøres af, er Venstre og Det Konservative Folkeparti. Man vil ikke i nogen af de partiers principprogrammer kunne finde udsagn om, at fattigdom ikke betyder noget, eller om, at fattigdom skaber dynamik, eller om noget tilsvarende. Tværtimod, så vil man i regeringens nye arbejdsgrundlag, »Danmark 2020«, kunne se meget klart, at vi blandt ti centrale pejlemærker for 2020 har sat det op, at vi ønsker, at Danmark skal være blandt de rige lande i verden, hvor indkomstforskellene er mindst, fordi det sikrer sammenhængskraft i vores samfund, hvor vi ønsker at bekæmpe fattigdom og ikke rigdom.

Det er bl.a. også i det lys, at vi nu har indledt arbejdet med at udfinde retvisende fattigdomsindikationer. For jeg anerkender, at vi har det smertelige dilemma, at vi i et af verdens rigeste samfund – et af verdens absolut rigeste samfund – har mennesker, der lever på kanten af tilværelsen, har mennesker, der har svært ved at stå på egne ben. Det er man selvfølgelig nødt til at tage alvorligt, og derfor indleder man jo også et arbejde for at få identificeret de grupper mere præcist, sådan at man også kan tage præcise initiativer i forhold til netop de mennesker.

Fru Mette Frederiksen.

Jeg vil gerne indledningsvis sige, at jeg ikke kunne drømme om at stille drillespørgsmål i Folketingssalen; dertil synes jeg, at Folketingets tid og sådan set også statsministerens tid er alt for vigtig.

Når jeg spørger ind til koblingen mellem VK-regeringen og den i mine øjne ultraliberale tænketank CEPOS, er det, fordi jeg synes, det er relevant, og fordi jeg ganske enkelt ikke tror på, at man sidder i CEPOS' højeste organ i en årrække, hvis ikke man deler de grundlæggende værdier hos CEPOS. De værdier, som CEPOS ofte udtrykker i samfundsdebatten, er eksempelvis, at ulighed kan være retfærdig, at fattigdom ofte er selvforskyldt, og at der ikke pålægger os noget moralsk ansvar for som samfund at udligne forskellen. Det er synspunkter, som jeg tror er ødelæggende for udviklingen af det danske samfund.

Statsministeren glemmer at svare på mit spørgsmål. Jeg spørger nemlig meget konkret om, hvordan statsministeren har tænkt sig at afskaffe fattigdommen i Danmark og gøre noget ved de stigende fattigdomsproblemer. Det undlader ministeren at svare på. Kunne ministeren ikke svare denne gang: Hvordan vil statsministeren bekæmpe fattigdommen i Danmark?

Jeg må bare lige sige, at statsministeren jo har sagt, at man svarer på de spørgsmål, der er stillet skriftligt. Man kan ikke angribe statsministeren for ikke at svare på spørgsmål, der ikke er stillet skriftligt til spørgetiden.

Statsministeren.

Jeg vil bare sige, at det spørgsmål, der er blevet stillet, lyder: Hvordan forklarer statsministeren den tætte kobling mellem VK-regeringen og CEPOS, når CEPOS' direktør bl.a. står bag udtalelser som, at fattigdom ikke er et væsentligt politisk problem i Danmark.

Jeg har svaret fuldstændig udtømmende på det. CEPOS indgår ikke i regeringen. CEPOS er ikke noget politisk parti. Direktøren for CEPOS er ikke udnævnt til minister. Den minister, jeg har udnævnt, hedder fru Benedikte Kiær. Hun er medlem af Det Konservative Folkeparti. Det er på det grundlag og så selvfølgelig regeringsgrundlaget, at hun bestrider ministerposten.

Hvis fru Mette Frederiksen var oprigtig interesseret, skulle vi jo diskutere med afsæt i regeringens arbejdsgrundlag og ikke ud fra, hvad en eller anden direktør i en tænketank har måttet forfatte det ene eller andet sted. Og hvis man ser på regeringens arbejdsgrundlag, står der klart, at regeringen har det pejlemærke, at vi i 2020 skal være blandt de lande i den rigeste del af verden, hvor der er mindst indkomstforskelle, og hvor vi bekæmper fattigdom og ikke rigdom.

Vi har sat arbejdet i gang med på en relevant måde at få afdækket, hvordan vi kan få identificeret de fattige grupperinger i Danmark, så vi målrettet kan sætte ind over for dem.

Så er det hr. Martin Henriksen som medspørger. Værsgo.

Tak. Nu skal jeg ikke blande mig i diskussionen om, hvad der er, og hvad der ikke er, drillebemærkninger, men jeg vil tillade mig at komme med en enkelt bemærkning.

Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvilken kommentar statsministeren har til, at den kommende socialdemokratiske formand for KL har givet udtryk for nogle meget ultraliberale, CEPOS-lignende holdninger om at indføre brugerbetaling for praktisk hjælp i hjemmeplejen, altså for ældre medborgere. Hvilken kommentar afføder det fra statsministeren, at Socialdemokraterne nu kører på med meget liberale holdninger og CEPOS-lignende holdninger? Er det problem?

Statsministeren.

Nu kommer vi lidt langt omkring, men det, man vel kan sige, er, at den enkelte politiker jo må dømmes på sine egne udtalelser og ikke på, hvorfra man har hentet inspiration til dem.

Jeg ved ikke, om hr. Trøjborg fra Horsens har været specielt inspireret af CEPOS, eller om inspirationen kommer andre steder fra, når han har kastet sig ud i et opgør med et universelt gode i det danske velfærdssamfund – altså tanken om, at når man har båret byrder igennem hele livet og har betalt sin skat, har man også ret til at få fundamental hjælp de steder, hvor ens helbred svigter, hvad enten det handler om, at man skal have hjælp til personlig hygiejne, eller om man skal have hospitalsbehandling eller andet.

Jeg ved ikke, hvor inspirationen kommer fra, og det skal udsagnet jo heller ikke dømmes på, for folk skal dømmes på deres egne politiske holdninger, og det er så også det, jeg insisterer på i forhold til landets socialminister. Hun skal jo dømmes på regeringens program, og det har jeg i flere omgange gjort rede for.

Så er det fru Mette Frederiksen med sidste spørgsmål til statsministeren. Værsgo.

Når jeg tillader mig at spørge meget direkte om, hvordan statsministeren ønsker at bekæmpe fattigdommen i Danmark, så er det – hvis statsministeren kan afkræfte, at regeringen er af den holdning, at fattigdom ikke er et væsentligt problem i Danmark som udtalt af CEPOS – fordi det så må betyde, at statsministeren mener, at fattigdom er et væsentligt problem i Danmark.

Der kan jeg jo bare som socialpolitiker konstatere, at den siddende regering ikke har gjort noget som helst for at bekæmpe den fattigdom, der har været stigende siden 2001. Derfor tillader jeg mig, og det mener jeg sådan set er helt inden for reglerne – derfor kigger jeg også op på Folketingets formand – at spørge ind til, at hvis statsministeren er af den overbevisning, at det er et væsentligt problem, så antager jeg også, at statsministeren har konkrete ideer til, hvordan vi afskaffer fattigdom i Danmark.

Statsminister.

Jeg mener, som jeg også sagde det før, at det er et smerteligt dilemma, at vi i et af verdens rigeste samfund, hvor vi betaler verdens højeste skat, har verdens største offentlige sektor, har det mest fintmaskede sikkerhedsnet, der findes i noget land på denne klode, alligevel har mennesker, der falder igennem, og som ikke kan stå på egne ben, og som er fattige på økonomi eller ressourcer. Det er et problem. Jeg tror ikke, det er et problem, jeg er i stand til at løse inden for rammerne af spørgetidsreglerne, altså på 1 minut.

Men det, jeg kan sige, er, at vi i det nye arbejdsgrundlag »Danmark 2020« har sat nogle klare målsætninger vedrørende den her problemstilling. Vi har også åbent sagt, at vi har brug for nu at få udviklet nogle retvisende indikatorer for at få afgrænset den gruppe mennesker, vi her snakker om – ikke ud fra en eller anden primitiv betragtning om medianindkomster, for der er jo det lidt underlige ved alt det her med Gini-koefficienter m.v., at når vi er i krise, mindskes uligheden i vores samfund, og når vi er i fremgang, får vi en stigende ulighed i vores samfund, hvis vi går matematisk til værks. Og det er jo en forkert måde at se det på. Derfor har vi brug for at få udviklet nogle indikatorer, så vi kan se at finde præcis frem til, hvad det er for nogle mennesker, der er i klemme, så vi kan målrette vores initiativer. Det har regeringen jo allerede gjort på en stribe måder, tit også sammen med fru Mette Frederiksens eget parti, når vi har udmøntet satspuljer, og det arbejde skal vi fortsætte og intensivere. Den første og den bedste opskrift er at sørge for, at vi får væksten i vores samfund igen.

Tak til fru Mette Frederiksen. Hermed sluttede spørgsmålet til statsministeren.

Næste spørgsmål, nr. 3, er til transportministeren af hr. Magnus Heunicke.