L 98 Forslag til lov om Sydslesvigudvalget og tilskudsordninger på undervisningsministerens område for det danske mindretal i Sydslesvig.

Af: Undervisningsminister Bertel Haarder (V)
Udvalg: Uddannelsesudvalget
Samling: 2009-10
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 18-12-2009

Fremsættelse: 18-12-2009

Skriftlig fremsættelse (18. december 2009)

20091_l98_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (18. december 2009)

Undervisningsministeren (Bertel Haarder):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om Sydslesvigudvalget og tilskudsordninger på undervisningsministerens område for det danske mindretal i Sydslesvig

(Lovforslag nr. L PP). Ved lovforslaget følges op på Rigsrevisionens beretning fra februar 2009 om "Undervisningsministeriets forvaltning af tilskuddet til Sydslesvig". Der foreslås med lovforslaget en lovfæstelse af tilskudsordningerne for det danske mindretal i Sydslesvig på undervisningsministerens område. Den danske stat har siden genforeningen i 1920 ydet tilskud til det danske mindretal i Sydslesvig. Lovforslaget indeholder bestemmelser om formål med tilskudsordningen for det danske mindretal i Sydslesvig og dens administration på undervisningsministerens område. Forslaget indebærer, at det nuværende Udvalget vedrørende Danske Kulturelle Anliggender i Sydslesvig erstattes af Sydslesvigudvalget, der nedsættes af undervisningsministeren, men hvis fem medlemmer vælges af Folketinget ved forholdstalsvalg. Lovforslaget indeholder endvidere bestemmelser om Sydslesvigudvalgets opgaver i forbindelse med tildeling m.v. af tilskud og lån, herunder også iværksættelse af tilskudsmæssige sanktioner overfor tilskudsmodtagerne som følge af manglende overholdelse af loven og andre vilkår for tilskuddene. Sydslesvigudvalget skal udarbejde en årlig beretning om sin virksomhed og et regnskab. Sydslesvigudvalget kan som det hidtidige udvalg rådgive andre ministre om ordninger på deres områder for det danske mindretal i Sydslesvig, herunder om tildeling af støtte. Den gældende tilskudsordnings omfang og formål bevares, men præciseres og tydeliggøres. De aktiviteter, der omfattes af ordningen er daginstitutions- og skolevirksomhed, biblioteks- og arkiv-virksomhed, udgivelse af aviser, tidsskrifter og lignende hovedsageligt på dansk, kulturel og folke-oplysende virksomhed, herunder om det danske sprog, mindretallets foreningsmæssige organisering og varetagelse af faglige opgaver, der tjener landbruget. Det foreslås endvidere, at anden virksomhed til gavn for mindretallet kan støttes. Efter lovforslaget kan der endvidere med henblik på at skabe forståelse for mindretallets særlige vilkår også ydes støtte til aktiviteter, der omfatter folkeoplysende virksomhed i Danmark om mindretallet, samarbejde mellem mindretallets foreninger og foreninger i Danmark og mindretallets foreningers deltagelse i nordisk og europæisk samarbejde. Loven vil blive omfattet af lovovervågning. Undervisningsministeriet vil senest i 2014 gennemføre en undersøgelse for at vurdere, om loven har haft den tilsigtede virkning. Lovforslaget foreslås at træde i kraft den 1. april 2010. Idet jeg henviser til lovforslaget med tilhørende bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale lovforslaget til hurtig og velvillig behandling i det høje Ting.