L 94 Forslag til lov om særlige kompetenceudvidende forløb for nyuddannede.

Af: Videnskabsminister Helge Sander (V)
Udvalg: Udvalget for Videnskab og Teknologi
Samling: 2009-10
Status: Stadfæstet

Lovforslag som optrykt efter 2. behandling

Optrykt: 21-01-2010

Optrykt: 21-01-2010

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 21. januar 2010

20091_l94_efter_2behandling.pdf
Html-version

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 21. januar 2010

Forslag

til

Lov om særlige kompetenceudvidende forløb for nyuddannede

§ 1. Universiteter, professionshøjskoler, erhvervsakademier, ingeniørhøjskoler, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Danmarks Biblioteksskole og arkitekt- og designskolerne kan udbyde særlige kompetenceudvidende forløb for nyuddannede. Forløbene har til formål at forbedre og udbrede de nyuddannedes kompetencer i forhold til aktuelle jobmuligheder og begrænse risikoen for, at nyuddannede bliver ledige efter endt uddannelse.

Stk. 2. Ved særlige kompetenceudvidende forløb forstås i denne lov heltidsforløb, som sammensættes med udgangspunkt i fag på eksisterende heltidsuddannelser. Forløbet kan have en varighed af indtil 6 måneder svarende til 30 ECTS-point.

§ 2. Optagelse på et særligt kompetenceudvidende forløb, jf. § 1, er betinget af, at

1) ansøger har dansk statsborgerskab eller ved adgang til uddannelse har et retskrav på ligestilling med danske statsborgere,

2) ansøger er ved at afslutte sin første kandidatuddannelse, professionsbacheloruddannelse, erhvervsakademiuddannelse, videregående uddannelse på Økonomi- og Erhvervsministeriets område, overbygningsuddannelse fra designskolerne eller afsluttende uddannelse fra Kunstakademiets Billedkunstskoler, Den Danske Filmskole eller scenekunstuddannelser fra Statens Teaterskole, Aarhus Teater eller Syddansk Musikkonservatorium og Skuespillerskole,

3) ansøger indgiver ansøgning om optagelse inden afslutningen af en uddannelse som nævnt i nr. 2,

4) ansøger påbegynder det særlige kompetenceudvidende forløb i forlængelse af en uddannelse som nævnt i nr. 2 inden for den frist, der fremgår af regler fastsat i medfør af § 3,

5) ansøger ikke i perioden fra afslutningen af en uddannelse som nævnt i nr. 2 til påbegyndelsen af det særlige kompetenceudvidende forløb modtager dagpenge,

6) ansøger ønsker optagelse på et forløb, som vil give ansøger adgang til et lovreguleret erhverv, som den pågældende ikke i forvejen har adgang til, eller som vil bibringe ansøger kompetencer inden for nye fagområder i forhold til de faglige kompetencer, som den pågældende har opnået ved at have gennemført sin uddannelse som nævnt i nr. 2,

7) ansøger opfylder de almindelige adgangskrav, som gælder for de fag, som det særlige kompetenceudvidende forløb tager udgangspunkt i, og

8) ansøger ikke er ved at afslutte en erhvervsakademi- eller professionsbacheloruddannelse, som giver adgang til en efterfølgende videregående uddannelse på heltid på en professionshøjskole, et erhvervsakademi, en ingeniørhøjskole eller Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.



Stk. 2. Ansøgning om optagelse på et særligt kompetencegivende forløb skal indgives til den uddannelsesinstitution, der udbyder forløbet. Afgørelse om optagelse træffes af den i 1. pkt. nævnte institution.

§ 3. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling fastsætter nærmere regler for de særlige kompetenceudvidende forløb på universiteterne. Ministeren fastsætter endvidere regler om ansøgning, om optagelse på uddannelsesinstitutioner som nævnt i 1. pkt., herunder om ansøgningens form, og om adgang til at klage over afslag på optagelse. Ministeren kan desuden fastsætte regler om, at kun gennemførelse af nærmere bestemte kandidatuddannelser skal kunne danne grundlag for optagelse på de særlige kompetenceudvidende forløb.

Stk. 2. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler for de særlige kompetenceudvidende forløb på professionshøjskoler, erhvervsakademier, ingeniørhøjskoler og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Ministeren fastsætter endvidere regler om ansøgning, om optagelse på uddannelsesinstitutioner som nævnt i 1. pkt., herunder om ansøgningens form, og om adgang til at klage over afslag på optagelse. Ministeren kan desuden fastsætte regler om, at kun gennemførelse af nærmere bestemte erhvervsakademi- og profes­sions­bacheloruddannelser eller videregående uddannelser på Økonomi- og Erhvervsministeriets område skal kunne danne grundlag for optagelse på de særlige kompetenceudvidende forløb. For så vidt angår de videregående uddannelser på Økonomi- og Erhvervsministeriets område, fastsættes reglerne nævnt i 3. pkt. efter drøftelse med økonomi- og erhvervsministeren.

Stk. 3. Kulturministeren fastsætter nærmere regler for de særlige kompetenceudvidende forløb på Danmarks Biblioteksskole og arkitekt- og designskolerne. Ministeren fastsætter endvidere regler om ansøgning, om optagelse på uddannelsesinstitutioner som nævnt i 1. pkt., herunder om ansøgningens form, og om adgang til at klage over afslag på optagelse. Ministeren kan desuden fastsætte regler om, at kun gennemførelse af nærmere bestemte kandidatuddannelser, overbygningsuddannelser fra designskolerne eller afsluttende uddannelse fra Kunstakademiets Billedkunstskoler, Den Danske Filmskole eller scenekunstuddannelser fra Statens Teaterskole, Aarhus Teater eller Syddansk Musikkonservatorium og Skuespillerskole skal kunne danne grundlag for optagelse på de særlige kompetenceudvidende forløb.

§ 4. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling, undervisningsministeren og kulturministeren kan efter ansøgning inden for vedkommende ministers område yde institutionerne tilskud til de særlige kompetenceudvidende forløb. Tilskuddet svarer på Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udviklings og Undervisningsministeriets område til de takster, der er fastsat på finansloven for de heltidsuddannelser, hvis fag forløbene sammensættes med udgangspunkt i. Tilskuddet på Kulturministeriets område svarer til de takster, som kulturministeren har fastsat i gældende resultatkontrakter.

§ 5. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling, undervisningsministeren og kulturministeren kan pålægge uddannelsesinstitutioner inden for vedkommende ministers område at udbyde særlige kompetenceudvidende forløb efter § 1 for at sikre et landsdækkende udbud heraf.

§ 6. Loven træder i kraft den 1. februar 2010 og har gyldighed til og med den 31. januar 2011, jf. dog stk. 4. Lovforslaget kan stadfæstes straks efter vedtagelsen.

Stk. 2. Loven finder anvendelse på nyuddannede, der har afsluttet den i § 2, stk. 1, nr. 2, nævnte uddannelse efter den 1. januar 2010.

Stk. 3. Personer, der har afsluttet deres uddannelse i perioden fra den 1. januar til den 1. februar 2010, kan blive optaget på et særligt kompetenceudvidende forløb, jf. § 1, uanset at de ikke opfylder betingelserne nævnt i § 2, stk. 1, nr. 2-4. Ansøgning om optagelse fra de personer, der er nævnt i 1. pkt., skal dog være indgivet senest den 1. marts 2010.

Stk. 4. Personer, der har påbegyndt et forløb efter denne lov, har ret til at færdiggøre dette forløb efter lovens regler, selv om forløbet først afsluttes efter lovens gyldighedsperiode.

§ 7. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.